x
Pixies : NorthSide, Blue Stage

Pixies , NorthSide, Blue Stage

Pixies : NorthSide, Blue Stage

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Det var nogle vaskeægte stilskabere, der indtog NorthSides Green Stage tidligt søndag aften. Pixies' blanding af støjrock, popmelodier og surf-guitarer tilsat surrealistiske tekster og dynamiske udsving mellem afdæmpede og aggressive passager var en stor inspiration for blandt andre Nirvana – det lagde Kurt Cobain heller ikke skjul på.

Pixies var i første omgang aktive i slutningen af 80'erne og begyndelsen af 90'erne, inden musikalske uoverensstemmelser betød gruppens opløsning i 1993 og følgende 11 år lange pause. Så begyndte de at turnere igen, og i april udgav Boston-gruppen sit første album i hele 23 år, "Indie Cindy", efter at det har været udsendt som tre ep'er over det sidste lille år. Et album, der viser, at bandet stadig har noget at byde på, selvom det ikke når de mesterlige højder fra gruppens unge år.

Det var dog bagkataloget, der var i fokus på NorthSide, lige fra den forrygende åbning med den langsomme og huggende "Bone Machine". Denne gang med smukt kvindekor og pumpende bas fra Paz Lenchantin (eks-A Perfect Circle med flere), der er trådt ind i gruppen som bassist og korsanger, efter at forgængeren, Kim Shattuck, overraskende kun holdt i få måneder. Ingen af de to når op på niveau med de oprindelige medlem Kim Deal (som forlod bandet sidste år), men de gør/har gjort det godt – for Lenchantins vedkommende med en rose elegant placeret på gribebrættet denne aften.

Det egentlige band består af Black Francis (sang, guitar, sangskrivning), Joey Santiago (lead-guitar) og David Lovering (trommer). De er i dag muligvis midaldrende, tynd-/gråhårede og mere eller mindre overvægtige, men de spiller fremragende, måske bedre end nogensinde, og Black Francis kom langt ud over scenen på NorthSide, også selvom han bar solbriller – og havde solen i ryggen.

I forhold til november måneds koncert i Falconer Salen virkede Pixies lidt mere udadvendte og smilende denne gang. Da de spillede udenfor i dagslys, kunne de ikke gemme sig bag røg og manglende lys, og hvorfor dog også skjule sig, når man har et bagkatalog så imponerende som Pixies'. Det ene hurtige, stærkt iørefaldende indie-hit afløste det andet stort set uden pause mellem de to-tre minutter lange knaldperler: "Wave of Mutilation", "U-Mass", "Hey", "Gouge Away" og så videre. Alle med fængende omkvæd i Lennon/McCartney-klassen, i clinch med støj og aggression.

Paz Lenchantin løftede arven fra Kim Deal smukt med solidt basspil og yndefuldt kor som kontrast til Black Francis' maskuline og til tider vrængende og råbende vokal. Undervejs fik vi også tre numre fra det nye album, nemlig "Bagboy", "Greens and Blues" og "Magdalena". Førstnævnte begynder i øvrigt med linjen "I had a bad reaction to your public hobby writings" – et udfald til de anmeldere, der ellers plejer at være orkestret venligt stemt?

Midtvejs i sættet skiftede Black Francis sin elektriske guitar ud med en akustisk, og det gav yderligere nuancer i musikken, mens Joey Santiago var et omvandrende elektrochok med sit melodiske og højenergiske spil og mange korte soloer. I sættets sidste sang, "Vamos", fik han plads til en længere støjsolo med hele to guitarer på én gang, kørt mod hinanden og mod forstærkerne, så de hvinede af fryd. Det samme gjorde publikum.

På 60 minutter nåede Pixies at spille hele 17 sange. Desværre ikke hverken "Where is My Mind?" – ja, hvor var den? – eller "Monkey Gone to Heaven", som ellers er blandt bandets mest kendte numre, men omvendt var der heller ingen døde øjeblikke i koncerten. Pixies har bare så mange hits i bagagen, at de ikke kan få dem alle med i et festivalsæt. Et musikalsk luksusproblem – og en luksus, det var koncerten på NorthSide.

Nu mangler vi bare, at gruppen bliver genforenet med Kim Deal. De siger selv, at de holder døren på klem for hende, og lørdag blev bassist Johan Wohlert annonceret som tilbagevendt til Mew efter otte år, uden sammenligning i øvrigt. Et eksempel til efterfølgelse?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA