x
Robert Plant and The Sensational Space Shifters: Den Fynske Landsby, Odense

Robert Plant and The Sensational Space Shifters, Den Fynske Landsby, Odense

Robert Plant and The Sensational Space Shifters: Den Fynske Landsby, Odense

Anmeldt af Espen Strunk | GAFFA

Der er i sagens natur visse koncerter, man ser frem til med større entusiasme end andre. Og det skal i den sammenhæng ikke være nogen hemmelighed, at torsdag aftens eksklusive friluftskoncert med i dag 65-årige Robert Plant har været noteret som en af de vigtige i denne anmelders koncertkalender for denne sæson. 

Ikke bare på grund af fordums meritter - nærmere bestemt Led Zeppelins mesterskiver fra halvfjerdsernes begyndelse - eller fordi jeg havde en uforglemmelig, formativ koncertoplevelse med Jimmy Page og Robert Plant en støvet sommerdag i Roskilde i '95. 
 
Men også fordi Plant på dvd- og pladeudgivelser de senere år har vist sig som en fortsat viril vokalist og scenekunstner - fra den enkeltstående Led Zeppelin-genforening i London for syv år siden (Gud, er det virkelig så længe?) til ekskurser med amerikanske roots-notabiliteter som Buddy Miller og Alison Krauss. 
 
Urformer
 
Og nu altså med sine Sensational Space Shifters, som i aften lever op til deres navn og serverer - med Plants ord - en omgang "country'n'eastern," hvor afrikanske islæt føjes til nordamerikanske, musikalske urformer fra Appalakkerne til Mississippideltaet.
 
Og hvor en række Zeppelin-sange - op mod halvdelen af aftenens sæt, faktisk - serveres i nye fortolkninger side om side med tussegamle forlæg fra folk som Bukka White. 
 
Når Plant og hans fremragende hold da ikke sætter det helt tunge skyts ind med vitale versioner af "Whole Lotta Love", "Going to California" eller "What is and What Should Never Be", som lægger sig nogenlunde loyalt op ad de gamle originalversioner.
 
Afrikanske strenge
 
Uden at matche Jimmy Page - sammenligninger er lige så uundgåelige, som de er urimelige - gør begge guitarister et glimrende stykke arbejde; undervejs kastes også banjo, afrikanske strenge og godt med slideguitar ind i comboen. 
 
Og mens solen går ned over den idylliske lokalitet udenfor Odense, kan et forbilledligt publikum på et par tusind bevidne en værdig og vital veteran lade hånt om nostalgien - ironisk nok ved at skænke direkte fra en musikalsk ursuppe, som stod og kogte, århundreder før der var noget, der hed Led Zeppelin.
 
"Det her bliver for vildt," udbryder en opstemt ungersvend til sine venner, allerede da Plant lidt i ti første gang svinger mikrofonstativet op i luften med samme selvfølgelige autoritet som degang, han var frontmand i et rockband, som man med rimelighed kunne kalde et af verdens to-tre største. 
 
Den unge mand i Odense får ret: Det er en magtdemonstration, vi er vidne til i aften. Adel forpligter, og da punktum sættes med klassikeren "Rock'n'Roll" og Plant takker af en sidste gang, er det da også kun de færreste, der kan være i tvivl om, at vi lige har haft besøg af en af rockens sande aristokrater. Fremragende.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA