x
Crosby, Stills, Nash & Young: CSNY 1974 (box: 3 x cd, 1 dvd)

Crosby, Stills, Nash & Young
CSNY 1974 (box: 3 x cd, 1 dvd)

Crosby, Stills, Nash & Young: CSNY 1974 (box: 3 x cd, 1 dvd)

GAFFA

Album / Rhino / Warner
Udgivelse D. 07.07.2014
Anmeldt af
Henrik Friis

"The Doom Tour", "a pile of shit" og "CSNY blew it" var bare et par af de efterfølgende kommentarer fra de fire hovedpersoner oven på Crosby, Stills, Nash & Young's comeback-tour i 1974, hvor kvartetten tog på den dengang hidtil største arena-tur i rockens historie: 30 koncerter i staterne og afslutning på engelske Wembley – en tur hvor berygtede bjergkæder kokain, sprut, groupies m.v. blev inhaleret for bl.a. at holde det forventningspres på afstand, som mødte "supergruppen" oven på Woodstock, Déjà Vu og 4 Way Street fire-fem år forinden.

Der kom også til at gå 26 år, før de fire igen turnerede sammen, og først i de seneste år har man (med Graham Nash i spidsen) haft mod på at afstøve materialet fra de i alt ni fulde koncerter, der blev optaget undervejs i '74 – selvfølgelig yderligere forsinket af Neil Youngs stædige kamp for bedre lydkvalitet... Men når alle fire nu alligevel nikker anerkendende nok til udsendelse, handler det ikke kun om, at der er løbet en del vand i åen siden, men også at der faktisk blev lavet rigtig stærk musik undervejs på den turné –  midt historierne om stoffer, ego-clash m.v. fra fire vidt forskellige personligheder.

CSNY 1974 er ikke slet ikke homogen som live-klassikeren 4 Way Street. Til gengæld skræver den over langt større skel, bl.a skabt af den udvikling de fire havde gennemgået i mellemtiden: Fra rendyket pop over vise, folk, country, jazz, soul, fun, blues og hård rock. Mest markant når Graham Nash' poppede Grave Concern afløses af Youngs totalt depressive, tvivlende og fremragende On The Beach - og så går over i Stills'monotome støj-rocker Black Queen inden Crosbys eksalterede blues, Almost Cut My Hair. Godt og skidt – og modsat..

Ikke sikkerhedsnet
Man kan sige meget om de fire dengang, men de havde ikke hang til sikkerhedsnet under sig selv – og publikum: stærkt syngende Crosby luftede Carry Me og dybt smukke Time After Time, Nash fortsatte sine politiske kommentarer med Fieldworker, og Stephen Stills præsenterede (selv)højtidelige Myth of Sisyphus og My Angel - alle var uudgivne på dette tidspunkt. Og Neil Young tændte især op under det uforudsigelige bål med et par sange fra On The Beach (som først blev udsendt under turneen), og derudover Traces, Love Art Blues, lang-groovede Pushed It Over The End, Hawaiian Sunrise og Goodbye Dick, som alle først udgives officielt i denne forbindelse – den sidste en spøjs banjo-ledsaget kommentar til Richard Nixon, som få dage før denne indspilning var fryflyttet Det Hvide Hus i vanære.

I alt 40 numre. Og med opdeling i elektrisk start, en akustisk cd (hvor de fire arbejder alene, i duoer og på kryds og tværs) og så en finale-cd med strømmen genetableret, virker billedet måske rodet. Og er det. Gode samarbejder og uforløste stunder, intimitet og larm, særpræg og midterbane mellem hinanden. Især er Stills' og Nash' sange ikke altid musikalske topskud, man bliver høj af. Til gengæld træder de glimrende ind i helheden og er med til at gøre andre sange sublime på et album, hvor Wooden Ships, Guinevere, Déjà Vu, Don't Be Denied, Long Time Gone, Time After Time, World Game og Old Man skiller sig ud i topkategorien – ud over de allerede fremhævede.

Det vár sådan, CSNY byggede koncerterne op på turen, på godt og ondt, og boxen har ikke flere gentagelser fra Déjà Vu og 4 Way Street, end at den vil være attraktiv for CSNY-fans. Især fordi den tilhørende dvd med fire optagelser fra henholdsvis USA og Wembley går i rette med udenforståendes fortællinger om hysteriske egoister, der ikke kunne tåle synet af hinanden. Her ser man fire koryfæer (og deres backingmusikere), som ud over selvkoncentrationen også følger hinanden opmærksomt og endda omfavner hinanden med glade smil og hjertelige rygklap, når en sang er kommet godt i mål. Den dvd – og den medfølgende booklet med iscenesættelse og beretninger fra turneen og masser af fotos – hiver en ekstra stjerne i land oven i de fire, som musikken alene fortjener. Fra en turné, som i sine bedste stunder var langt bedre end sit selvkritiske rygte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA