x
Adam Cohen, Seth Lakeman og Drew Holcomb : Pavillonen, Grenå

Adam Cohen, Seth Lakeman og Drew Holcomb , Pavillonen, Grenå

Adam Cohen, Seth Lakeman og Drew Holcomb : Pavillonen, Grenå

Anmeldt af Christian Voldborg Andersen | GAFFA

Rootsline er navnet på en folk/roots-orienteret turné med de tre navne, engelske Seth Lakeman, canadiske Adam Cohen og amerikanske Drew Holmcomb & The Neighbours til spillestederne Posten i Odense, Tobakken i Esbjerg og Pavillonen i Grenå. GAFFA fangede turnéen i Grenå.

Seth Lakeman ***

Teknisk kompetent engelsk folkemusiker manglede variation

Den 37-årige engelske folkemusiker Seth Lakeman spillede en teknisk virtuos solokoncert i forbindelse med Rootsline 2014 i Pavillonen i Grenaa. Desværre manglede den ellers yderst kompetente og veloplagte multiinstrumentalists koncert mere musikalsk variation. Lakeman spillede alle instrumenterne under hele koncerten; violin og akustisk guitar, mens han samtidig lavede et bragende beat ved at trampe rytmisk i gulvet. Stilen varierede fra energiske og festlige folkesange til mere sjælfulde og langsomme numre. Vekslingen mellem de to førnævnte udtryksformer var spændende og udfordrende, men Lakemans ultraminimalistiske tilgang til den anakronistiske engelske folkemusik havde bare ikke formatet til en times koncert.

I starten af koncerten havde Lakeman svært ved at få publikum til at synge med på de feststemte folkesange. Det lykkedes ham dog endelig at opmuntre publikum til folkelig fællessang med nummeret "Portrait Of My Wife", hvor det fremmødte publikum pludselig smed hæmningerne og skrålede løs. Hvorvidt om det skyldtes Lakemans intensiverende koncertpræstation eller hvor mange drinks, som publikum fik indenbors, skal jeg ikke kunne sige. Der herskede selvfølgelig ingen tvivl om, at Lakeman demonstrede gudsbenådet musikalitet og en imponerende sans for kropslig rytmik, men halvdelen af den en time lange koncert havde måske været rigeligt? De energiske sange, hvor Lakeman hev fat i en akustisk guitar, sørgede for, at det aldrig blev helt kedeligt. En teknisk virtuos og til tider følelsesmæssigt smuk koncertoplevelse, der muligvis var lidt for meget at det gode.

Adam Cohen *****

Sympatiske Cohen Junior løftede arven fra farmand

Når man er søn af en af musikhistoriens mest anerkendte og succesfulde singer-songwriters, kan det på ét og samme tidspunkt både være en gave og en forbandelse. Uanset hvor utaknemligt det end må være, vil enhver andengenerationsrockstjerne uomtvisteligt blive sammenlignet med sin berømte forælder — især hvis ens far er selveste Leonard Cohen; en af vor tids allerstørste sangskrivere og poeter.

Den 42-årige søn Adam Cohen, der i øjeblikket er aktuel med albummet We Go Home, beviste med sin koncert i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, at han løfter arven fra sin legendariske far — og mere til. Det talstærke fremmødte publikum til den næsten udsolgte koncert bestod primært af bedsteforældregenerationen, der er vokset op med Leonard Cohens musik. Noget tydede på, at koncerten sandsynligvis var det grå gulds første møde med den unge Cohen Juniors musik. Koncertens sætliste tog primært udgangspunkt i Cohens førnævnte nye studieudspil, der er et tematisk tilbageskuende album, hvor den canadiske singer-songwriter reflekterer over netop arven fra sin far og barndomshjemmet i Canada.

Vi fik serveret nye sangperler som blandt andet den vellydende "Too Real", hvor Cohen følsomt stønnede "One foot on the gas / One foot on the brakes / We're getting nowhere at a furious pace / Baby, baby." På titelnummeret fra den nye plade "We Go Home" sang Adam Cohen direkte til sin far. Cohen Juniors slidte stemme emmede af en mand, der har levet livet på både godt og ondt, og som oprigtigt havde noget på hjerte, når han formidlede sine dybfølte sangtekster. Cohen fortalte publikum om, hvordan det nye album var blevet indspillet i henholdsvis Athen i Grækenland og i Cohens barndomshjem i Montreal i Canada.

Det er svært at anmelde Adam Cohens koncertpræstation uden at drage de åbenlyse ligheder mellem ham og faren; begge mænd besidder en maskulin og dyb stemme, der selvsikkert kommanderer deres dramatiske og sofistikerede poesi. Ligesom sin far sang Adam Cohen i et lavt register, der blev indhyllet i yndige kvindelige vokalharmonier. Det komplementerende modspil mellem Cohens ømme levemandsvokal og de himmelske feminine toner lød fremragende.

 

Kærlighed i luften

Koncerten bar præg af en intim kontakt mellem kunstner og publikum. Allerede efter koncertens første nummer udtrykte Cohen sin taknemmelighed over at få lov til endnu en gang at spille koncerter i lige præcis Danmark: "We often lie from the stage when we say 'Oh, it's so nice to be in… Poland tonight', but we really appreciate to be in Denmark again." Fra dét øjeblik var der ingen vej tilbage: Cohen havde tryllebundet publikum med sin sympatiske fremtoning og menneskelige varme.

Cohen havde allieret sig med et stort fem-mandsband bestående af fire — smukke — langhårede kvindelige musikere på violin, cello, guitar og keyboard og en mandlig multiinstrumentalist på både trommer, bas, guitar og tequila, som Cohen humoristisk udtrykte det. Bandets medlemmer vekslede og byttede indbyrdes mellem de mange forskellige instrumenter fra sang til sang, hvilket gjorde, at koncerten aldrig blev forudsigelig eller ensporet. Det lykkedes Cohen at få publikum til at synge med i fællesskab på det spirituelle nummer "Love Is", hvor Cohen nævnte farens signaturnummer "Hallelujah" i åbningsverset. Der var bogstaveligt talt kærlighed i luften.

 

Selvironisk humor

Cohen prøvede ikke at lægge skjul på, hvem hans berømte far er. Han forsøgte altid at forholde sig til sin berømte forælder med en vis selvironisk distance: "As you may know I'm the son of the famous Canadian singer-songwriter Céline Dion." Æblet er tilsyneladende ikke faldet langt fra stammen, fordi Cohen Junior har tilsyneladende arvet farens distinktive karisma, nærvær og ikke mindst intelligente humor. Hvorfor skulle Cohen også prøve på at skjule sit musikalske DNA?

Den gospelinspirerede "Uniform" og den ømme melodi "So Much To Learn" fortryllede publikum med deres musikalske skønhed. På nummeret "Fall Apart" sang Cohen hudløst ærligt om barndomshjemmets vægge, og hvordan faren har gjort ham til den person, han er: "They'll speak of my father / When he's not around / You'll be hearing his voice / Like you're hearing it now." Sikke et iørefaldende omkvæd. Da Cohen fortalte om sangskrivningsinspirationen fra sin egen søn, var han heller ikke bleg for at lave drilske udvekslinger med det fremmødte aldrende publikum: "I can see a lot of parents tonight or people who look like they're way into parenthood, I suppose."

 

Poetisk og hjertegribende musikalsk oplevelse

Hver eneste sang, der blev opført under den cirka 60 minutter lange koncert, havde en poetisk og hjertegribende kvalitet, der gennemborede publikums marv. Cohen ramte en perfekt balance mellem at være både imødekommende og udfordrende. Underholdende og mystisk. Humoristisk og følelsesmæssig alvorlig. Koncerten var tilsyneladende en triumf, da publikum kvitterede med et ekstatisk stående bifald, da aftenen i selskab med Cohen Junior og band lakkede mod enden. Et bevis på, at Adam Cohen for alvor står på egne ben og derfor bør anerkendes som en selvstændig kunstner med store poetiske kræfter. Farmand ville have været stolt.

 

Drew Holcomb & The Neighbours *****

Sjælfuld Americana-tenor fra Tennessee var musikalsk åbenbaring

Hvis man nævner den amerikanske singer-songwriter Drew Holcombs navn, vil de færreste herhjemme nok nikke genkendende. Den 32-årige musiker har ikke desto mindre solgt mere end 100.000 albums og opvarmet for etablerede navne som blandt andre Ryan Adams og The Avett Brothers. Med det bundsolide backingband The Neighbours bag sig indtog den 32-årige Drew Holcomb scenen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa foran et formentlig komplet uvidende publikum — inklusiv undertegnede. Koncerten viste sig at være en positiv overraskelse af de helt store for fans af rustik og rusten Americana- og folk-inspireret rockmusik.

Bandets sætliste bød på både nyere og ældre sangmateriale, der stilmæssigt kombinerede klassisk amerikansk rock and roll med en snert af iørefaldende sydstatssoul. Nummeret "Fire And Dynamite" bød på melodisk countryrock i verdensklasse, hvor Drew Holcomb fra første vers positionerede sin sprøde Americana-tenor: "Some people talk to angels / Some people talk to themselves / I don't know who you're talking to / But everything you say makes me want you."

Et af koncertens største musikalske højdepunkter var opførelsen af det overjordiske nummer "Live Forever", der gav associationer til The Jayhawks, Wilco og U2 anno "The Joshua Tree" eller "Rattle and Hum". Sangens melodiske storladenhed var en stadionrockkoncert værdig, men Pavillonens intime ramme gjorde, at man kunne se i Drew Holcombs euforiske øjne, hvor følelsesmæssigt nærværende han var til stede. Endnu et af koncertens mindeværdige øjeblikke var da bandet lagde deres respektive instrumenter fra sig og lod Drew Holcomb spille en komplet akustisk version af nummeret "Mercy", uden at han brugte en mikrofon.

Man kan som regel spotte et godt liveband ud fra, hvor meget menneskelig overskud, der udstråles fra scenen. Ud fra denne målestok må Drew Holcomb & The Neighbours siges at være et af de mest behagelige og tilfredsstillende bands at opleve live. Drew Holcomb fortalte diverse personlige anekdoter mellem numrene: Om hvordan bandets guitarist Nathan Dugger var en langhåret og tynd knægt, da Holcomb mødte ham i gymnasietiden, og hvordan han for første gang fortalte sin far, at han ønskede at blive en professionel musiker. Det var netop disse personlige åbenbaringer, der gjorde Drew Holcomb og bandet i stand til at kommunikere med publikum på et dybere og mere autentisk plan, end hvis de bare havde spillet musikken som en levende playliste.

En ting er at forvente en fantastisk koncert fra en velkendt kunstner, men når man går ind helt blind til en vellykket koncert, kan forløsningen være uendeligt tilfredsstillende. Dette var lige præcis tilfældet med Drew Holcomb & The Neighbours, som vel egentlig kan sammenlignes med at få en gave, man ikke havde ønsket sig, men som man alligevel bliver lykkelig over, når man pakker den op. Fans af genrens mastodonter som blandt andre The Band, Jackson Browne, Tom Petty & The Heartbreakers og T Bone Burnetts produktioner bør overveje at give Drew Holcomb og co. en chance, når de vender tilbage til Danmark.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA