x
Suzi Quatro: The Girl From Detroit City

Suzi Quatro
The Girl From Detroit City

Suzi Quatro: The Girl From Detroit City

GAFFA

Box / Cherry Red Records
Udgivelse D. 27.10.2014
Anmeldt af
Espen Strunk

Det er mange år siden, Detroit-fødte Susan Quatro gradvist bevægede sig fra at være provinsungdommens sexsymbol nummer ét i midten af halvfjerdserne til i dag at være et navn, man snarere forbinder med bodegaer af den type, hvor man stadig må ryge; på plads på hylden sammen med Bonnie Tyler, Smokie og de andre. 

At der faktisk var et vaskeægte drive og en ægte, rå rock'n'roll-stemme inden i de kropsnære læderdragter, da den purunge Quatro bragede ind på hitlisterne med ikke mindst singlen If You Can't Give Me Love, er en anden sag – som nu er fyldigt dokumenteret i nærværende bokssæt, der spænder over fire cd'er og lige så mange årtier: 
 
Fra de helt tidlige (og mindre end uforglemmelige) optagelser med gruppen Pleasure Seekers fra perioden 1965-68, videre over gennembruddet med blandt andet singlen Can the Can fra '73 og helt frem til en hidtil uudgiven indspilning af The Eagles-klassikeren Desperado med Jeff Beck på guitar fra 2005.
 
Dansk detalje
 
Det er, måske ikke så uventet, skæringerne fra midten til slutningen af halvfjerdserne, som står stærkest her; vanskeligere kan det være at holde gejsten gennem såvel uddrag fra 1986-opførelsen af muscialfavoritten Annie Get Your Gun som andre optagelser fra de firsere, hvor Quatro – med en kritikers ord – "stadig formidlede energi og ophidselse – og stadig manglede klasse."
 
Det er dog ikke til at komme uden om, at The Girl From Detroit City med sine fire cd'er faktisk står som en fyldig repræsentation af karrieren – og i sange som The Race is On, Suicide, Two Miles Out of Georgia og If You Can't Give Me Love er der faktisk tale om et ganske glædeligt genhør.
 
Læg også mærke til den Springsteenske klaver-genindspilning af sidstnævnte – i øvrigt indspillet i det danske PUK-studie i september '95. Eller lyt til den funky Your Mama Won't Like Me fra '75 – og så glemmer vi til gengæld den decideret rædselsfulde version af The Troggs Wild Thing, som også er inkluderet her.

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA