x
The Beach Boys: Ballerup Super Arena

The Beach Boys, Ballerup Super Arena

The Beach Boys: Ballerup Super Arena

Anmeldt af Carsten Skov | GAFFA

Udenfor krøb den kolde novembervind ind under huden og drev illusionen om sol, sommer og ungdommelig uskyld ved stranden på afstand. Indenfor fandt det i overvejende grad modne publikum ind til pladserne i fredelig og nostalgisk forventning om få genopfrisket minderne om en længst svunden tid.

Fra den, der hænger sig i detaljer, vil det blive bemærket, at det er noget af en tilsnigelse, at navnet står i flertal. For der er kun ét af de oprindelige fem medlemmer tilbage, sangeren Mike Love. Retfærdigvis skal det dog nævnes, at Bruce Johnston vel – som Ron Wood i Rolling Stones – må regnes som et "gammelt" medlem, selv om han først kom med i 1965. Under alle omstændigheder er det en historie i sig selv, hvordan tre brødre, deres fætter og en god ven i 1961 indleder et musikalsk samarbejde, der har budt på et mylder af op- og nedture og på tilsvarende mange udskiftninger af bandmedlemmer, der får ministerrokaderne i Helle Thorning-Schmidts regering til at tage sig helt overskuelige ud.

Stillestående indledning

Med cool nonchalance kommer de i dag syv Beach Boys ind på scenen, selv om publikum ikke havde vist den store entusiasme og utålmodighed. Måske derfor bliver den første håndfuld numre serveret temmelig stillestående. Der kom dog lidt mere tempo på med et lille surfer-tema med tre sange i rap. Det var dog ikke ligefrem den ungdommelige kådhed, men den modne forsangers kvaler med moderne teknologi, der blev koketteret med, da publikum blev opfordret til at tænde lommelygten på deres smartphone.

Det var så godt som umuligt at få øje på musikalsk fornyelse. Det er jo trods alt også op mod 40-50 år siden, Beach Boys kunne eksperimentere sig frem til hits og albums af blivende værdi. Og så alligevel. Som en hyldest til nu afdøde George Harrison kunne Mike Love præsentere "Pisces Brothers" og formåede på den måde både at placere Beach Boys som Beatles' samtidige og helt generelt at understrege et både musikalsk og spirituelt slægtskab. Love nævnte således, at han og Harrison begge var født i fiskens tegn, og at begge grupper havde været tiltrukket af den indiske guru Maharishi.

Hit på hit i sætlisten

Nuvel, denne aften i inderkredsen på seks-dages-banen i Ballerup Super Arena gik det nu ikke helt op i rundkreds-snak og hashtåger. Publikum var tydeligt først og fremmest kommet for at høre kendte hits – og det fik de i rigt mål. Denne anmelder forsøgte i hvert fald ved hjemkomsten til familien at postulere skrivekrampe – over en sætliste på 38 numre. Langt de flest serveret kort, præcist og med en i øvrigt fornem lyd, så vokalharmonierne stod knivskarpe.

Man kan måske indvende mod et band, hvor Love og Johnston er henholdsvis 73 og 72, at det er på grænsen til det ufrivilligt komiske, at de stadig synger om smarte biler og masser af piger. Der er dog noget befriende over den selvironi, der kommer til udtryk, når "Be True To Your School" bliver introduceret som en patriotisk sang … om cheer leaders, og Mike Love går i knæ under mellemspillet, og der over højttalerne bliver føjet ekstra knirkelyde til, da han rejser sig igen. Et glimt i øjet og en gennemført afslappet indstilling til livet, der naturligt gik over i "Don't Worry Baby", en monumental popsang, med et lydbillede tydeligt inspireret af Phil Spectors Wall of Sound.

På storskærmen bag scenen blev der løbende vist nostalgiske filmklip og billedmateriale fra Beach Boys' karriere. De tre Wilson-brødre var af gode grunde med på disse billeder. Derudover var det Carl Wilson, der døde i 1998, der leverede aftenens vokal til "God Only Knows" og en endnu ældre optagelse med Dennis Wilson på vokal i "Do You Wanna Dance". På den ene side en umiddelbart upassende oplevelse men samtidig en respektfuld hilsen til de to brødre – for deres betydning for Beach Boys gennem tiden. Så meget mere kan man dog undre sig over, hvorfor der ikke var en hilsen til den længst- og i øvrigt stadig levende Wilson-bror, Brian.

Rutinepræget præstation

Personligt foretrækker jeg at opleve popmusik stående, hoppende eller dansende. Det var imidlertid først hen mod slutningen, hvor der blev åbnet for posen med uptempo-numre, at publikum dristede sig til at komme op af stolene – og blive der. "Help Me Rhonda", "Rock'n'Roll Music", "Barbara Ann", "Surfin' USA" og ikke mindst aftenens sidste ekstranummer "Fun Fun Fun" hjalp med til at børste det værste støv af hukommelsen om en mere eller mindre fjern ungdom.

Der var udtalt tilfredshed at spore blandt publikum på vejen ud. Vi fik de hits, vi kom for at høre – men det kan ikke helt skjule min fornemmelse af en rutinepræget præstation, der med hiv og sving hiver karakteren op på fire stjerner.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA