x
Blaue Blume og The Attic Sleepers: Atlas, Aarhus

Blaue Blume og The Attic Sleepers, Atlas, Aarhus

Blaue Blume og The Attic Sleepers: Atlas, Aarhus

Anmeldt af Kristoffer Veirum | GAFFA

Hen mod koncertens afslutning kigger Jonas Smith ud over publikum, mens han tier helt, helt stille. I få sekunder, der nok føles længere, end de egentlig er, vokser det til et ængsteligt klimaks, og det virker pludselig frygtløst, at de oppe på scenen giver slip og overlader alt til stilheden.

Smiths sorte skjorte er knappet op, og sveden, der driver af ham, men ikke slår hans frisure ud af facon, er en fysisk påmindelse om, at Blaue Blume, deres ømme lydunivers til trods, har samme brutale kropslighed som et rendyrket rockband. Havde man på forhånd forventet kun introvert navlepilleri, bliver den fordom stillet til skamme under aftenens koncert.

Ceremoni

Blaue Blume er i Aarhus efter en aflysning sidste år, og koncerten finder sted på et udsolgt Atlas. Selvom dørene således er lukkede, er der stadig fin med plads i salen, hvad man må påpege er glimrende. Det giver nemlig mere luft til, at musikken kan forplante sig og ånde blandt publikum, end hvis vi havde stået dernede på gulvet sammenstimlede og ude af stand til at røre på os.

Man kan vel beskrive det deltagende publikum som de indviede. Der er dog stadig et fint miks af forskellige aldersgrupper repræsenteret. Blandt publikum er også flere familiemedlemmer til bandet. Det giver et præg af, at der er noget personligt på spil for Blaue Blume i aften. Man har aldrig lyst til at fejle foran ens forældre.

Klokken præcis 22.00 går det sorte tæppe langsomt for scenen, og kvartetten dyrker en lyd-drone, mens de bades i et drømmende blåt lys fra oven. Det indstifter øjeblikkeligt en prægnant stemning af, at drengene er klar – og ikke mindst sultne efter! – at løfte opgaven.

I forhold til deres pressebilleder er bandet ikke helt til at kende. Kun trommeslager Søren Jensen Buhl har beholdt sit lange, viltre hår. Forsanger/guitarist Jonas Smith, guitarist Robert Jensen Buhl og bassist Peter Bøgvad Hansen er alle nydeligt klippet.

Og så er der den stemme. Da Jonas Smith åbner munden og de første linjer af Birthday daler over os, er det allerede magisk. Jeg kender flere, der forholder sig kritisk til hans stemme. Lad det være sagt, at det selvfølgelig altid er et spørgsmål om smag og behag, hvad man nu finder godt eller ej.

Ikke desto mindre er stemmen det mest unikke redskab, et menneske naturligt besidder til at udtrykke sig med. Og Smiths karakteristiske vokal – der i mine ører til tider minder om en ung Peter Gabriel – er om noget det, der giver bandet dets signaturlyd. Du er simpelthen ikke i tvivl om hvem du hører, når først han begynder at synge. Det er noget helt for sig.

I Jealousy bryder bandet ud i en nærmest infernalsk metal-larm, og det er ikke første gang i løbet af koncerten, at de river sig løs og bevæger sig ud i fri form. Det er mesterligt eksekveret, og da de senere i Lemon Tree virkelig går til den med svingende taktskifte, hvor de aldrig taber hinanden af syne eller træder ved siden af, noterer jeg ordet "halsbrækkende". Det er som om, at de kan læse hinandens tanker, en slags musikalsk symbiose. 

I Lost Sons Of Boys har Smith lagt guitaren fra sig, og han bruger gestikulerende sine hænder, som medvirker de til at navigere ham rundt i sangens rum. Da den toner ud, står han med dybe vejrtrækninger på scenen og ser bestemt frem for sig, og det er svært at sige, om det er forføreren eller jægeren, man kan skimte i hans blik. Måske en blanding?

Nyt materiale

Indtil videre har Blaue Blume kun to ep'er ude – Beau & Lorette og 15.01.12 – og det sætter naturligvis en grænse for længden af aftenens sætliste. Derfor er det spændende, da Smith annoncerer, at de nu vil spille to nye sange, som gerne skulle finde vej til det kommende debutalbum. Candy og Buoyant Forces hedder de.

Den førstnævnte har en fantastisk guitarfigur, som i den grad fremhæver Robert Jensen Buhls evner på guitaren. Han er utvivlsomt en af Danmarks mest interessante guitarister. Hans brug af ekko og rumklang kan få hans Telecaster til at lyde som et helt strygerensemble i sig selv, og han er ikke bange for at tage chancer på scenen for at komplementere Smiths vokal.

I Buoyant Forces er det Peter Bøgvad Hansens basfigur, der sparker løjerne i gang. Samspillet mellem ham og Søren Jensen Buhl er eksemplarisk. De er den solide klippebund, som Smith og Robert Jensen Buhl ubesværet kan udfolde sig over.

Den ligeledes nye Gently Lovely har en snert af Radiohead anno The Bends over sig i instrumenteringen. Det tegner lovende.

In Disco Lights er måske det nærmeste, vi kommer på en simpel pop-sang i Blaue Blumes univers. De fremfører den fuldstændig perfekt. Det er en sang, der på sin vis minder mig om at slentre gennem byen en lun sommeraften, hvor gaderne ligger øde hen, og der er højt op til himlens funklende stjerner, og det forelskede hjerte gisper efter forløsning.

Koncerten slutter på et følelsesmæssigt højdepunkt. Det er noget med de særegne akkorder, der føles som at falde ned i et svimlende dyb. Det er smukt. Det føles stort, og det er helt overraskende, hvor kold aftenluften er, da jeg har fået min jakke i garderoben og bevæger mig ned langs åen efter koncerten.

Seriøst og overlegent

Blaue Blume formår at forene stikkende prog-tendenser med yndefuld pop. Lad os da bare kalde det Art Pop. Det glider uhæmmet ned, fordi bandet selvsikkert kan give kød og blod til de ambitiøse ideer, der ligger bag deres sange.

Samtidig er det også bare en fryd at se fire musikere, der ikke er bange for at give los og vove sig ud i jam-musikken. Når Robert Jensen Buhl ryger ud af en tangent, følger de andre med, og de har roen og tager sig tiden til at få lyden til at spire. De fremstår som en organisme oppe på den scene.

Som en publikummer siger til mig: "Det er svært at tro, at vi har sådan et band i Danmark." 

Sidste år, forud for Roskilde Festival, beskrev Blaue Blume sig som "et vanvittig seriøst band" i et interview med Politiken. I aften lever de op til deres egen beskrivelse og leverer varen. Fuldstændig overlegent!

 

Opvarming: The Attic Sleepers *****

The Attic Sleepers var for nylig aktuelle med en live-video til deres single, "Airport". Her var de fire mand om at fremføre musikken, men i aften står de tre mand stærk på scenen. Det skulle man dog ikke tro, da de formår at skabe et stort lydbillede, som var de langt flere. Forsanger Mathias Barfoed har i sandhed en stor stemme. Den er utrolig nærværende. Over syv sange får de skabt et intimt rum, hvor man trygt kan bevæge sig ind. På det plan er de et utrolig velvalgt åbningsnavn til aftenens hovednavn.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA