x
Kraftwerk: DR Koncerthuset, København

Kraftwerk, DR Koncerthuset, København

Kraftwerk: DR Koncerthuset, København

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Ærede læser, jeg tror der er en vis chance for at du er Kraftwerk-fan, muligvis gennem mange år, og således har du nok haft en barndomsven, eller snarere en klassekammerat, for I er gledet fra hinanden for mange år siden, som ikke helt delte musiksmag med dig. Vedkommende - og det var jo nok en han, så lad os kalde ham Bent - lyttede velsagtens til Bryan Adams, Guns 'n Roses, eller sådan noget, og når snakken faldt på Kraftwerk, så ville han fiffigt, som om åbenlys uvidenhed er noget man tager let på, hårdnakket og med hyppig frekvens tilføje, at nåja, de spiller jo ikke live, de trykker bare på en knap. Det var en skam, at Bent ikke var til aftenens koncerter - han skulle jo nok se Vild med talent på tv i stedet, eller paradere op og ned ad Strøget med sit velfortjente "jeg er et æsel"-skilt om halsen - for så ville han i sandhed være blevet klogere. Men mere herom senere.

Kraftwerk er som bekendt i København over disse dage for at spille sig gennem hele otte såkaldte albumkoncerter, og man indledte altså torsdag d. 26. februar, med albummene "Autobahn" og "Radioaktivität", der oprindeligt blev udsendt i henholdsvis 1974 og 1975, og som, ikke mindst grundet titelnummeret fra førstnævnte, blev gennembrud for den tyske gruppe. Billetterne blev revet væk, og således blev der hurtigt fyldt i DR-Byens foyer på vej op til selve koncertsalen, hvor bl.a. folk fra musikalske arvtagere som svenske Covenant og danske Sort Sol også var repræsenteret blandt publikum.

Autobahn
Ret præcist omkring kl. 19 gik første koncert i gang, til de velkendte lyde af dytten og motorlarm, der som bekendt indleder Autobahn, et af den moderne elektroniske musiks helt afgørende værker. Og her må man bære over med undertegnede, hvis det er svært at være komplet neutralt fattet og kølig - selvom man ellers skulle mene, at den slags er helt i Kraftwerks ånd. Autobahn var det første nummer med Kraftwerk, som jeg for alvor lyttede til, det har fulgt mig på walkman (fortidsdansk for mp3-spiller) på familieferier som barn gennem Europa, og den dag i dag, når vi skal på farten for at give koncerter, er det fast ritual, at den kommer på, så snart vi rammer motorvejen. Nummeret er en romantisk hyldest til motorvejen, både som metafor for rejsen fra én destination til en anden såvel som den konkrete teknologiske landvinding, sådan en motorvejsstrækning repræsenterer, men samtidig også med en undertone af dyster alvor - mange af de tyske motorveje blev bygget under Hitlers regime.

Nummeret indledte lidt vel lavt, men der blev heldigvis skruet op, og så, undskyld ordvalget, kørte det ellers derudad med dyb oktaverende bas, luftige synthesizertemaer, maskinelle vocoderestemmer og minimalistisk-romantiske tekster om hvide fartstriber og bilradio. Det hele selvsagt eksekveret med sikker og kyndig hånd af de fire Tron-klædte Kraftwerk-medlemmer, helt som man kunne forvente. Vi fik noget nær fuldlængdeversion af nummeret, hvilket vil sige omkring tyve minutter, med god lyd og flot 3D-grafik med masser af Folkevogn og Mercedes, og hvad der nu ellers hører en ægte tysk motorvej til.

Herpå fulgte resten af "Autobahn"-albummet, som nok, modsat titelnummeret, har ført en noget mere henglemt tilværelse blandt brede kredse op gennem årene. Hvor titelnummeret er stringent i sin behandling af tematik og i den forstand peger fremad mod Kraftwerk som netop konceptuelt funderet, så er det, man i gamle dage, dengang man havde med vinyler at gøre, også hvis man ikke havde hipsterskæg, kaldte for albummets side to, nærmere bestemt numrene "Kometenmelodie" 1 & 2, "Mitternacht" og "Morgenspaziergang", en mindre konceptuel størrelse, som nok på mange måder har mere til fælles med datidens Krautrockscene end gryende electro og synthpop.

Kometenmelodie 1 & 2 samt Mitternacht kunne for så vidt godt være klemt ind hos Tangerine Dream eller Klaus Schulze i nogenlunde samme periode, mens et nummer som Morgenspaziergang velsagtens minder lidt om proto-new age i stil med f. eks. Deuter. For undertegnede, som efterhånden har været til en del Kraftwerk-koncerter, var det ret spændende at opleve netop sådanne numre live, for de bliver jo typisk ikke vendt til gruppens regulære koncerter. At der så næppe er stor chance for at de nogensinde bliver egentlige koncertfavoritter i al almindelighed, er nok en anden sag.

Selvom resten af "Autobahn"-albummet var spændende at høre live, så synes jeg også godt, man kunne fornemme, at netop disse numre repræsenterer en overgangsfase for gruppen, en overgang fra kosmisk Krautrock og til konceptuel og mere rytmisk og melodisk funderet musik med mere hyppig brug af vokaler, og jeg sad lidt med fornemmelsen af, at Kraftwerk nok, gennem de mange år, har bevæget sig for langt fra denne form for musik til for alvor, i dag, at kunne levere den med samme ærlighed og passion.

Helt tydeligt blev det med "Morgenspaziergang", der var reduceret til lidt akkorder og hovedtema gentaget et par gange. Klart nok ville originalinstrumenteringen med tværfløjte næppe passe ind i Kraftwerks ultrateknologiske æstetik, men man kunne jo nok have arrangeret sig lidt bedre ud af det. "Kometenmelodie" 1 & 2 og "Mitternacht" fungerede bedre, men der er slet ingen tvivl om, at titelnummeret fra Autobahn er det af albummets numre, der peger mest fremad i forhold til den udvikling, gruppen slog ind på - og det kunne man godt høre.

Greatest hits
Efter "Autobahn" fortsatte koncerten med det, man vist godt, uden at fornærme nogen, kan tillade sig at kalde for alle de gode gamle travere; "Das Modell" og "Computerwelt", "Trans Europa Express" og "Tour De France", alt sammen serveret i samme gamle - men afgjort flotte - 3D-indpakning på storskærmen bagved. I nogle passager var 3D-effekten mere imponerende end andre, som f. eks. når en UFO landede ved DR-bygningen under Spacelab eller når tal skød af sted mod publikum gennem "Nummern". Lyden var god, og man fornemmede, at Kraftwerk sine steder legede lidt med materialet. Flere af de længere numre var dog kortet lidt ned, formentlig for at give plads til så mange som muligt i løbet af de ca. to timer, som koncerten varede.

Efter en kort pause med scenetæppe var det tid til "Die Roboter", nu naturligvis med de fire robotter på scenen, som poserede og gestikulerede, mens musikken spillede. Herpå fulgte endnu en scenetæppepause, og så var de fire Kraftwerk-medlemmer tilbage bag deres fire neonoplyste pulte for at afslutte med "Boing Boom Tschak", "Techno Pop" og "Musique Non Stop". Og publikum kvitterede med flot og helt fortjent applaus, mens de fire musikere forlod scenen en efter en, naturligvis, fristes man til at sige, med ankermand Ralf Hütter som den sidste.

Radioaktivität
Omkring 22:30 var det tid til næste koncert, denne gang med 1975-albummet "Radioaktivität" som afsæt. De fire Kraftwerk-medlemmer står klar, lyden af geigertæller sætter ind, og så sker det utænkelige. Jaja, til en rockkoncert har vi alle oplevet, at en pedal hyler, eller en lilletromme vælter. Mine damer og herrer, til en rockkoncert. Ptah! Den slags er Kraftwerk selvsagt højt og perfektionistisk hævet over. Og dog. For der var ingen grafik på den store 3D-skærm de første par minutter. Fejlen blev hurtigt rettet, men undervejs i titelnummeret, "Radioaktivität", opstår en forskydning mellem beat og basgang, hvilket resulterer i helt tydelig ude-af-sync-fornemmelse, hvilket igen, ganske kort, går ud over temaet, som må spilles lidt forskudt, ude af tempo.

Det hele foregår velsagtens omkring ti sekunder, højst, men - og det er pointen - sådan noget sker bare ikke hos Kraftwerk! De fire erfarne herrer kommer dog hastigt på rette spor igen, og resten af nummeret leveres perfekt, både på lyd- og billedsiden. Og nåja, fra nu af kan I så alle, I der var der, gå ud og garantere, at de spiller altså live, de der Kraftwerk.

Det kunne man nu også høre resten af koncerten igennem, bl.a. på de resterende numre fra "Radioaktivität". Akkurat som med "Autobahn" er det på "Radioaktivität" titelnummeret, der er det bedst kendte, mens resten af albummet er en særegen blanding af noget, man nok bedst kan beskrive som en art dyster proto-technogoth med synthdroner og mørke robotstemmer, parret med tidlige bud på synthpop. Især numrene i sidstnævnte kategori, såsom "Ätherwellen" og "Antenne", var forsøgt peppet lidt op, mens den afsluttende "Ohm Sweet Ohm" blev til en intergalaktisk omgang, der sendte tankerne lidt i retning af halvfjerdser-Jean Michel Jarre. Jeg savnede dog albumversionens udvikling i anden halvdel af nummeret i retning af arpeggiobåret instrumental proto-synthpop. Ikke desto mindre var det rigtig rart at opleve "Radioaktivität" opført som album i sin helhed, med alle sine afgjort nørdede særheder.

Og de gamle travere
Som med Autobahn-koncerten fulgte nu et længere forløb med greatest hits, langt de fleste af dem de samme. "Neonlichts" var i denne omgang blevet skiftet ud med "Expo2000", men det var også det. Også de grafiske og visuelle elementer var de samme. Men det var som om Kraftwerk legede mere denne gang - om det måske var småfejlene indledningsvist, der gjorde det, skal jeg ikke kunne sige, men som kender kunne men flere steder undervejs høre, at der var lidt friere tøjler, og det fungerede ganske fint. For mit vedkommende rigtig fint, for det betød, at selvom jeg jo næsten lige havde været igennem stort set samme omgang, så var der variation nok til at det forblev interessant og medrivende.

Og ingen tvivl om at publikum satte pris på deres klassikere - materialet er jo lige så afsindigt godt, som det er musikhistorisk væsentligt. Man kan, på én og samme tid, nyde musikken og fundere over, hvordan det og det nummer har været med til at inspirere de og de musikere, scener eller genrer. Der var høje og taktfaste klapsalver, når de kendte numre blev vendt. Selv sad jeg flere steder undervejs og tænkte, at det egentlig var en lidt raffineret form for tortur at lade sådan noget som det her være en siddekoncert - Kraftwerk har jo dog, trods alt, været med til at stå fadder til technoen og alt det der.

Koncept eller ej?
På falderebet kan man måske nå ganske kort at vende idéen med albumkoncerter som koncept. Det er, for så vidt, en interessant tilgang, det der med at præsentere et album i sin helhed; det giver mulighed for at bevare en struktur såvel som for at opføre nogle numre, der typisk ikke normalt finder vej ind i koncertsætlister. For hårdkogte fans med mange koncerter på bagen, giver det også en kærkommen mulighed for netop at opleve et andet repertoire end det vanlige.

Men var det reelt et helt og aldeles gennemført koncept, tyskerne bød os? Ja og nej, må velsagtens være svaret. Ja i den forstand, at både "Autobahn" og "Radioaktivität" blev opført som helhed, nummer for nummer, nej fordi der samtidig blev budt på greatest hits som del af pakken. Det kan, det indrømmer jeg blankt, godt nærme sig det direkte pedantiske overhovedet at gøre sig sådanne overvejelser, men Kraftwerk er jo konceptbandet over alle konceptbands, perfektionister par excellence, så når de vælger at gå på kompromis med det hellige koncept - album som helhed, som samlet værk - og serverer greatest hits til folket, så er det vel også på sin plads trods alt at pointere det.

Man kunne jo godt have præsenteret hele "Autobahn" og hele "Radioaktivität" som samlet koncert og så givet denne to gange på dagen og så fremdeles. Det havde været mere stringent konceptuelt, men om det havde været et bedre valg? Tjah, jeg tror nu alligevel, at mange ville have savnet nogle modeller, robotter og datamater, så skal vi ikke bare sige, at det er ok, at tyskerne denne gang sløser lidt med koncepterne og i øvrigt ønske god fornøjelse til dem, der skal af sted til de resterende koncerter over de kommende dage? Det er meget at glæde sig til!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA