x
Life Of Agony : Copenhell, Hades

Life Of Agony , Copenhell, Hades

Life Of Agony : Copenhell, Hades

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Hvis noget virkelig er fuckfinger- og bad ass-jeg-bestemmer-selv-attitude i det overvejende maskuline metalsegment (undskyld, I mange velkomne piger), så må det være at skifte køn fra mand til kvinde midtvejs i en heavy metal-karriere!! Men det er præcis, hvad forsangeren i Brooklyn bandet Life Of Agony har gjort i 2011, og han/hun slipper godt fra det med en stemme af dimensioner.  

Som åbningsakt ventede der fire fyre (cirka) lød introen, Men fra det øjeblik, hvor – tidligere Keith, nu Mina – Caputo trådte ind, så var der ikke grund til at tale så meget mere om det – selv om mange lige måtte hen og se giraffen – for "kunne det nu være rigtigt…?!".

Men jo, og metalmiljøet er absolut mere frisindet og rummeligt, end rygtet siger. Og så skete denne åbenbaring i øvrigt lige ved siden af hallen, hvor en skægget dame/mand, Conchita Wurst, vandt Eurovision Song Contest forrige år, men den slags poppede ting hører en helt anden boldgade til end Copenhell!

Mina er cirka halvanden meter høj, men hun viste sig at have en af de største og fineste rock & roll/metal-stemmer, jeg har hørt i mange år. Der var så meget power og råhed, så man næsten kunne blive helt forskrækket over, at den kom fra en lille pige med blå negle og pink bh, som blev flashet inde bag sweaterens store masker.

Life of Agony har en ganske afvekslende blanding af deres helt egen metal/rock, hvor der både er thrash- og hardcore-elementer blandet med noget det duftede smukt af klassisk metal, som man ikke ser så meget af på Copenhell i år. Den fine blanding har de fyret af i snart 25 år med et touch af både noget angstfyldt, følsomt og aggressivt, der også gør dem til underground. Det hele lyder friskt og relevant – for hvad er der sker nede på selv de bageste af rækkerne?

Jo, der bliver levet med i nogle gevaldigt dybe hug af guitarriffs, som sidder lige i skabet med et næsten funky groove ind i mellem. Bandet swinger simpelthen, og det ingen selvfølge i denne genre.

Med fem studiealbums – og alt det der kønsskiftehejs på plads – så syntes koncerten på Copenhell at vidne om, at det langt fra er det sidste, som vi har hørt til Life of Agony.

Der blev spillet med så meget overskud ved koncerten, at der klart er mere, hvor det kommer fra.

Overskuddet omfattede, at der endda var masser af tid for Mina Caputo at blive løftet ned fra scenen og tage en sludretur blandt publikum på forreste række. Hun var så optaget af en hyggesnak med et par andre piger, at så måtte vi andre vente lidt. Selv bandet blev lidt utryg over, hvor hun dog blev af, men det var faktisk ret cool:

"Fuck you – jeg kommer tilbage, ikke?"

Og DET gjorde hun med så meget styrke, at det blev en fantastisk åbning af Hades-scenen.

I den sammenhæng må man selvfølgelig også nævne et tæt sammenspillet band med Alan Robert på bas, Sal Abruscato på trommer og Joey Z. på guitar. Det blev tæt på en af de mest spændende og afvekslende metal-koncerter, som jeg har set meget længe.

Kom bare tilbage!

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA