x
Primus : Copenhell, Helviti

Primus , Copenhell, Helviti

Primus : Copenhell, Helviti

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Denne aften skulle Primus vise sig som et dejligt og nødvendigt pusterum fra heavy-metal-klichéerne, der i den grad stod i kø på en lidt musikalsk svag fredag.

Indrømmet, det er ikke nemt at anmelde en sær størrelse som thrash-funk, eller post-punk-Rush-agtige Primus. Personligt synes jeg, at deres indspilninger, når de er bedst, lyder som en flok gymnasiedudes, der har en fed jammer i øveren, og når de er værst lyder som en intern joke. Men vi snakker om et band, der har inspireret nogle af mine allerstørste musikalske helte (Muse, Deftones, Incubus). Derfor har den sidste uge været en mindre musikalsk krise for undertegnede. Jeg kunne og kan ikke se the fuzz på det indspillede materiale. Uanset hvor gerne jeg end ville. Jeg skulle blive meget klogere efter små 80 minutter i selskab med Claypool og co.

Helveti er godt fyldt kl. 00.00 af et ikke helt ædru publikum. Scenen er dekoreret med to svampe i Smølfestilen og tre store skærme. Netop det strengt timede og syrede visuelle udtryk gav koncerten en fantastisk ekstra dimension. Det gav ikke for alvor mening, men det virkede. Selve lyssætningen var også med til at give bandet den aura af mystik og originalitet, som omgærder hele projektet.

For alle, der kender Primus er det ikke en overraskelse, men for de uindviede skal det nævnes, at bandets absolutte stjerne er bassist og forsanger Les Claypool. En musikalsk ekvilibrist, der i et veltilrettelagt angreb på sanserne lægger ud med "Those Damned Blue-Collar Tweekers". De første fem-seks minutter af koncerten er et meget godt varsel om, hvor mærkelig, anderledes og kompromisløs en koncert vi nu skal være vidne til. Det er også tydeligt, at dette ikke er for alle. Der er ikke mange muligheder for at smide horn, at headbange og kaste sin øl op i luften i Primus' univers. Og tak skæbne for det.

På mange måder er Primus det eneste band på Copenhell, der stadig med oprigtighed i stemmen kan hævde at have gang i et oprør. Et opgør mod det normale, det forventede og det tilladte. Det virker dog ikke, som om alle på Copenhell forstår eller værdsætter den anderledes oplevelse, der bydes op til, mens Primus (svinefedt) swinger sig igennem numre som "Wynona Big Brown Beaver", "Jilly's on Smack" og et fantastisk Oompa Lompa-cover. Ja, du læste rigtigt.

Det tynder lidt ud i publikum. Måske fordi det er sent, måske fordi det er for internt, men vi er stadigvæk en god del tilbage, der ikke kan eller vil komme væk fra trancen og fælleskabet Primus, mens de serverer veltilrettelagte mærkværdigheder for os.

Aldrig har lyden på Helveti været bedre. Og den er nødvendig i et univers ,der udfordrer dine ører på andre måder end at give dig tinnitus (tak, Kreator). For hver sang giver det mere og mere mening. Det giver 100 procent mening, det, Primus laver, når du ser det med dine egne øjne. Sammenspillet i "American Life", humoren i My "Name Is Mud" og "Too Many Puppies". Det hele falder på plads og åbenbarer nogle af de ting, musik også skal kunne. Det er fantastisk håndværk, originalitet, og nogle meget modige mennesker, der står på den scene. De fylder ikke meget på enorme Helveti, men Claypools karisma og musikalitet er ved at sprænge taget af. Manden må være definitionen på en cool cat.

Dette er en virkelig god koncert. Denne fredag nat er vi vidner til en koncert, der tager os steder hen, vi ikke har været før, den overrasker, får dig til at grine, men mest af alt undres vi i fælleskab over, hvorfor fanden vi synes det er så fedt. Det er den fedeste meningsløshed i verden, fordi det forsøger at give os noget nyt. Primus' mission lykkedes, og publikum går fra koncerten med visheden om, at de nu har prøvet noget nyt, men vigtigst af alt går de derfra med visheden om, at det stadigvæk er muligt at opleve noget nyt. Noget, man ikke bare lige sådan kan putte i kasser, og noget man ikke vidste, at man havde brug for.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA