x
Cold Specks : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Cold Specks , Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Cold Specks : Danmarks Grimmeste Festival, Skovscenen

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Den canadiske sangerinde og sangskriver Ladan Hussein, bedre kendt under aliaset Al Spx og endnu mere berømt under kunstnernavnet Cold Specks, var et af de mere overraskende navne på årets Grim Fest-program. Festivalen har i år flottet sig og booket adskillige internationale kunstnere, men det har primært været i den mere tempofyldte og festindpiskende afdeling i form af punkrockerne Flogging Molly og Millencolin, elektrotrioen Siriusmodeselektor og garagerockerne Palma Violets. Cold Specks er anderledes afdæmpet, og hun var da også programsat sidst på eftermiddagen lørdag, hvor et forholdsvis begrænset, men dog lydhørt publikum var mødt frem.

Cold Specks indtog i første omgang scenen helt alene, hvor hun med blot sin sjælfulde, dybe og særdeles fyldige og ekspressive stemme og fint fingerspil på den elektriske guitar gav os "Blank Maps" med den gentagne linje "I am a goddamn believer". Inspirationen fra de amerikanske sydstaters soul- og gospeltradition var tydelig, og det fortsatte på de følgende numre, der bevarede den længselsfulde tone, men også fik en mere rocket kant, da Cold Specks' band nu kom ind på scenen. Hun har ved tidligere danske koncerter optrådt med hele fem musikere, blandt andet en saxofonist, men nu var lineuppet strammet ind til tre personer på henholdsvis guitar, keyboard/bas og trommer. Det skulle dog vise sig at være rigeligt til at skabe et nuanceret lydbillede, også selvom Cold Specks lod sin egen guitar stå i en del sange.

"Let Loose the Dogs" føltes som et blidt spark i mellemgulvet med skarp, forvrænget guitar i omkvædet, og da Cold Specks sluttede af med en a cappella-passage, hvor hun smukt blandt andet sang "Am I wasting your time?", fik man straks lyst til at råbe "Nejda!" Desværre beholdt Cold Specks sine solbriller på under næsten hele koncerten – ikke at solen skinnede særlig meget, og hun havde den også i ryggen – hvilket skabte en vis distance til publikum. Omvendt smilede hun meget mod tilhørerne og rakte hænderne frem mod dem, så man fik alligevel fornemmelsen af en fælles kontakt. Og både vokal og instrumenter lød fremragende.

Cold Specks fortalte, at hun syntes, hun havde været alt for længe væk fra Danmark. Strengt taget er det kun et halvt år siden, da hun spillede i Vega i København, og lidt over et år siden, at hun stod på scenen på NorthSide, men spilleglæden og interessen for tilhørerne virkede ægte, og den var gensidig.

En ædru Amy

Sangen "Old Knives" blev præsenteret som en sang om at "hugge hovedet af sin elskede, mens han sover", hvilket siger lidt om det dramatiske tekstunivers, Cold Specks huserer i, mens "When the City Lights Dim" blev omtalt som "en morbid hyldest til Toronto", Cold Specks' hjemby. "Hector" var kendetegnet ved god dynamik mellem kraftfulde passager og afdæmpede øjeblikke næsten uden instrumenter, og i to a cappella-numre, "Peace in the Valley" og "A Season of Doubt", viste Cold Specks' igen sin stemmes spændvidde, så det fik de små nakkehår til at rejse sig.

Mod slutningen af koncerten fik Cold Specks undertegnede til at spidse ører en ekstra gang, da hun sagde, at hun lige ville sige noget til eventuelle anmeldere (måske havde hun fået øje på min anmelderblok ikke langt fra scenekanten?): Hvis vi skrev, at hun ikke sang helt rent, så ville hun lige gøre opmærksom på, at hendes in-ear-monitors var gået i stykker, og vi kunne i øvrigt "suck my tits". Dette blev dog sagt med et smil på læben, men der var ingen grund til bekymring: Cold Specks sang fremragende under hele koncerten.

Flere gange undervejs kom jeg i øvrigt til at tænke på Amy Winehouse. Det skyldes selvfølgelig ikke mindst den aktuelle dokumentarfilm om den alt for tidligt afdøde legende, men Winehouse og Cold Specks havde/har kombinationen af en spinkel statur og en dyb og fyldig, soulinspireret stemme til fælles, om end både melankolien og rockelementerne er mere udtalte hos Cold Specks. Cold Specks virkede dog betydeligt mere ædruelig og veltilpas på en scene end det indtryk, Winehouse efterlod, men Cold Specks skal selvfølgelig heller ikke slås med en aggressiv sladderpresse på samme måde som Winehouse.

Til sidst lettede Cold Specks i øvrigt ganske kort på solbrillerne, måske til ære for en af fotograferne, men det var måske også en måde at sige tak for en god koncertoplevelse. Takken er gengældt herfra – også selvom hun gik af scenen 10 minutter tidligere end programsat. Til gengæld lovede hun at komme tilbage inden længe med et nyt album, og hun skal være så hjertelig velkommen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA