x
Beth Hart : Smukfest, Bøgescenerne

Beth Hart , Smukfest, Bøgescenerne

Beth Hart : Smukfest, Bøgescenerne

Anmeldt af Ole Rosenstand Svidt | GAFFA

Beth Hart er en mildt sagt mangeårig gæst på Danmarks Smukkeste Festival. Den amerikanske sangerinde, sangskriver og pianist har gæstet Bøgeskoven i 2004, 2005, 2006, 2007, 2009, 2011 og 2013, og i år var hun så tilbage igen-igen. Denne gang foran et ganske stort publikum på den næststørste scene, Rytmescenen, til og med sidste år kendt som RytmeHans (hvorfor dog dette navneskift til det kedeligere?) Og med et band, der i forhold til hovedparten af de tidligere år har to guitarister i stedet for én, samt bas, trommer og Hart selv bag klaveret på cirka halvdelen af sangene.

Hart var dog helt fremme på scenekanten i det midt-tempo-bluesrockende åbningsnummer, Bill Withers-fortolkningen "For My Friend", hvor hendes varme, dybe, hæse blues/soul/rockstemme kom langt ud til publikum, stærk og strålende som de bøgetræer, der omkransede scenen, og smuk og farverig som de (godt nok meget store) tatoverede liljer på hendes højre overarm.

De to guitarister, den mangeårige Jon Nichols og den relativt nytilkomne PJ Barth, kom på overarbejde allerede i samme sang, hvor de i outroen delte en længere guitarsolo mellem sig med 4-8 takter hver og så over til den anden. Så var koncerten effektivt skudt i gang. De har dog også noget at leve op til, da Hart har indspillet sangen sammen med den forrygende bluesguitarist Joe Bonamassa – og man kan godt få brug for to til at erstatte ham live.

Udtrykket skiftede markant på næste nummer, den boogie-orienterede "Bang Bang Boom Boom", hvor Hart satte sig bag klaveret, og guitarerne til gengæld spillede en noget mindre offensiv rolle. Sådan fortsatte koncerten med skiftende fokus mellem guitar og tangenter, men hele tiden Harts vokal i centrum.

Melody Gardot-fortolkningen "If I Tell You I Love You" skilte sig ud som swing-ballade med akustisk guitar og viste Beth Hart fra en mere tilbageholdt side som vokalist, hvilket klædte hende. Hun kan sagtens brøle igennem, hvilket også skete i perioder i eksempelvis "Delicious Surprise", men hun forstår at økonomisere med virkemidlerne, så man kun sjældent kommer til at tænke på Inger Støjberg, og tak for det.

Kønsrollemæssig balance 

Balladen "Learning to Live", der var et stort hit i Danmark i 2005 og har danske Rune Westberg og den dansk bosatte waliser James Thomas som medforfattere, satte for alvor gang i fællessangen og var et højdepunkt sammen med den gedigne midt-tempo-rocker "Monkey Back" om Harts alvorlige alkohol- og stofmisbrug, som hun heldigvis for længst har lagt bag sig.

Misbruget var en medvirkende årsag til, at hendes karriere kørte i sænk i hjemlandet USA omkring årtusindskiftet, og koncerten på Skanderborg i 2004 var en af hendes første større optrædener, efter at hun var blevet clean, tørlagt og forsøgte et comeback på nye græsgange, i Europa. Det blev også indirekte nævnt fra scenen, idet Hart sagde, at Danmark og Holland i mange år var de eneste lande, hvor hun havde et publikum, hvilket var med til at give hende selvtillid igen. Nu går det lidt bedre også i andre lande, dog mest i Europa.

Den nyere, friskt shufflende "Swing My Thing Back Around" fra 2012 viste, at Beth Hart stadig kan skrive solide sange. Til gengæld swingede den akustiske, socialrealistiske "The Ugliest House on the Block" fra samme år ikke helt så godt som den fine albumversion. Inden da kom Beth Harts mand Scott Guetzkow, der også er hendes tourmanager, ind på scenen med en akustisk guitar til hende og blev præsenteret ved samme lejlighed. Her kunne feminister blandt publikum i hvert fald ikke klage over arbejdsfordelingen.

Vi var til alkoholsponsoreret festival, så man kunne dårligt tillade sig klage over, at folk sniksnakkede under den ellers smukke, bedene og helt lavmælte "St. Teresa". "Den stemme går lige i storetæerne", sagde en koncertgæst ved min side og gjorde dermed sit til, at den ikke gjorde det alligevel, men lad det ligge.

Koncerten var absolut gedigen, også med Harts brug af dynamiske udsving, hvor mellemstykkerne i sangene ofte var markant mere dæmpede end vers og omkvæd, og hvor der til gengæld hyppigt var mulighed for at synge med og lave call-response-sang. Noget, som også skete i afslutningsnummeret, sidste års "Trouble". Ikke alle sange var lige stærke, men Beth Hart er stadig værd at regne med, og hun skal være hjertelig velkommen tilbage på Smukfest, som hun ytrede ønske om. Og statistisk set kommer hun også snart igen.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA