x
Einstürzende Neubauten: DR-Koncerthuset

Einstürzende Neubauten, DR-Koncerthuset

Einstürzende Neubauten: DR-Koncerthuset

Anmeldt af Ras Bolding | GAFFA

Man kan ikke just anklage københavnske ArtFreq for at ligge på den lade side i forhold til at lokke unikke musikalske legender til landet – for ikke så længe siden var det Sparks i selskab med Franz Ferdinand, i Tivolis Koncertsal, og denne aften var det altså det tyske avantgarde-punk-med-mere band, Einstürzende Neubauten, som også gæstede Danmark tidligere på året i forbindelse med Roskilde Festival, hvor deres koncert dog blev noget forsinket pga. tekniske problemer.

Einstürzende Neubauten er med tiden blevet God Smag, sådan lidt på samme måde som det er hændt for Bob Dylan, Leonard Cohen og Nick Cave. Det er sådan et navn, man helst ikke skal mene noget dårligt om, hvis man godt vil udstråle en eller anden form for musikalsk forstand – og det er ikke så godt! Slet ikke godt, faktisk, for en gruppe, som engang havde ry for at være det vildeste af det vilde, så depressiv som en skakklub med Poe, Kafka og Strunge, der alle skændes om hvem, som skal spille sort. Onde tunger har da også talt om, at tyskerne ikke længere er i stand til at chokere (men hvem er også det i disse tider?), og siden midthalvfemserne har et konsekvent mavesurt segment blandt gruppens fans taktfast efter hver eneste ny udgivelse hævdet, at det støjer bare ikke nok længere.

Velan og nuvel, men som Einstürzende Neubauten selv har været de første til at pointere, så er støj i sig selv ikke længere nogen chokeffekt, måske snarere tværtimod, og egentlig noisemusik er i dag populær på Vesterbro – og så bliver det næppe mere de facto mainstream, som vi siger i grå Odense. I stedet for at skrue op for støjen valgte Einstürzende Neubauten at gå andre veje, i øvrigt helt i tråd med den oprindelige kunsteriske strategi, der ligger indlejret i gruppens navn, nemlig fordringen om at rive ned og bygge op. Og det var koncerten i DRs Koncerthus på mange måder et fint eksempel på.

Det her er egentlig ikke særlig sjovt
Koncerten var en regulær konceptforestilling, bygget op omkring Einstürzende Neubautens album "Lament", der udkom sidste år, hundredeåret for Første Verdenskrig – og det er lige netop dette tunge emne, albummet tager konceptuelt favntag med. Derfor gjorde frontmand Blixa Bargeld også meget tidligt i koncerten opmærksom på, at det her egentlig ikke var særlig sjovt – og selvom det, trods alt, blev til lidt (sarkastisk) humor undervejs, så var det i ret høj grad Einstürzende Neubauten i det seriøse humør, man fik at opleve. Alt andet ville næsten også have været underligt, emnet taget i betragtning.

De sortklædte tyskere havde medbragt fem gæstemusikere, en strygerkvartet og en fyr på synthesizer, og der blev lagt tungt ud, i bogstavelig forstand, med "Kriegsmaschinerie", der lyder lige akkurat, som titlen antyder med metalplader, kæder og al den larm, man traditionelt forbinder Einstürzende Neubauten med, i hvert fald hvis man tænker perioden omkring "Kollaps" og "Zeichnungen des Patienten O.T." 

"Hymnen", "The Willy-Nicky Telegrams" og "In de loopgraf" fulgte, helt som på "Lament"-albummet, og efter lidt omrokering på den naturligvis godt fyldte scene (de tider, hvor Einstürzende Neubauten kunne være under en motorvejsbro eller i et vandtårn er nok forbi), nåede vi til den lange "Der 1. Weltkrieg (Percussion Version)", der via hjemmelavede percussionrør, en docerende Bargeld og en musikalsk idé fanget et sted mellem halvfjerdser-Kraut og Steve Reich forsøgte at klargøre Første Verdenskrigs forløb, fra udbrud til fred. For mit vedkommende helt klart et af koncertens højdepunkter, som da også høstede velfortjent stort bifald.

Så 'der fandme jazz!
Inden "On Patrol In No Man's Land" fik vi historien om det sorte militærband bag det oprindelige nummer, og om hvorledes disse musikere havde været med til at bringe jazzmusikken til Europa. En længere vokalpassage fulgte, hvor de forskellige Einstürzende Neubauten-medlemmer langsomt byggede spøgelseskor op via loops og delays, og med harmonier, der måske kunne sende tankerne i retning af Ligetis "Lux Aeterna". "How Did I Die", med sine melodiske referencer til Sabrina fra Silence Is Sexy, afsluttede koncerten, men der blev naturligvis klappet stående ovation, så det blev til lidt ekstra også.

Ekstra
En kappeklædt Blixa Bargeld sang "Sag mir wo die Blumen sind", en tysk version af Pete Seegers "Where Have All The Flowers Gone", efterfulgt af en energifyldt "Let's Do It A Dada", hvor Hacke huggede løs på bassen og Unruh og Moser bankede metal, som var det nynazister til en autonom-demonstration. Nummeret er ganske vist ikke at finde på "Lament"-albummet, men det gav god mening i forhold til konceptet med sit udgangspunkt i dadaisme og med historiske referencer undervejs til blandt andre folk som Luigi Russolo. Endnu en Harlem Hellfighters-sag i form af "All Of No Man's Land Is Ours" og endelig afslutning med "Ich gehe jetzt", som måske faldt lidt uden for det overordnede koncept, om end teksten, med lidt tilsnigelse, godt kan tolkes som en refleksion.

Der var, som sagt, tale om en konceptkoncert, og som sådan blev det ikke en lige så medrivende eller alsidig omgang som en regulær Einstürzende Neubauten-koncert, men det blev det bestemt ikke dårligt af. Det blev bare noget andet, og sådan er det jo, heldigvis, fra tid til anden med Einstürzende Neubauten. Jeg har set gruppen et væld af gange efterhånden, og nok engang tog jeg hjem med en følelse af, at Einstürzende Neubauten er et af verdens bedste livebands. De er virkelig dygtige til det de gør, og det er altid spændende at se, hvordan de egentlig frembringer deres lydunivers – hvad enten vi taler angsten for atomkrigen i firserne eller Første Verdenskrigs dødshelvede.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA