Bonamassa er bedst, når musikken er 'blues med mere...'
Joe Bonamassa fremstår ubetinget som del af blues-familien, men bruger mange kræfter i disse år på ikke blot at hylde genren, men også at modernisere den. Det er både den halvandet år gamle forgænger samt dette nye studiealbum eksempler på.
Begge er kvalitets-udspil – også det nye. Og vinder især, når Bonamassa kigger lidt uden for bluesrock-værelset og ind i de tilstødende gemakker. For hvor der både hårdkogte Zeppelin-referencer (titelnummeret) og Gary Moore-bluesballade-tendenser undervejs, virker de alligevel mere fastlåste, og man nyder mere at høre en delikat tilbageholdt twang som i Drive eller den venlige uanstrengte soul-pop i The Valley Runs Low med fine kvinde-kor, som svar til Bonamassas længselstekst.
VIL DU LÆSE VIDERE?
Bliv medlem og få fuld adgang til alt indhold på Gaffa.dk
Få første måned for 1 kr. — Herefter kun 29 kr./md.
- Fuld adgang til alt indhold på gaffa.dk
- Mulighed for at fravælge annoncer på gaffa.dk
- Rabat på billetter til udvalgte koncerter og festivaler
- Adgang til GAFFAs magasinarkiv med over 500 magasiner - Danmarks musikhistorie
Opret din profil
Allerede GAFFA+ medlem
