Nyhed

Guitarmastroen Joe Bonamassa: Danskerne påskønner bluesrocken

I aften spiller Joe Bonamassa i Sønderborg. GAFFA har spurgt ham om hans forhold til Danmark.

Den amerikanske super-guitarist Joe Bonamassa indtager Mølleparken i Sønderborg denne aften. Det bliver hans eneste koncert på dansk jord. Som optakt til aftenens opvisning i bluesrock har GAFFA fået lov at stille den produktive guitarist nogle spørgsmål om hans forhold til Danmark.

Du har efterhånden givet flere danske koncerter. Hvad er dit forhold til Danmark?

- Jeg har rejst hertil i snart et årti, og for mig er det ét af de lande i Europa, som har støttet rigtigt meget op om min karriere lige fra begyndelsen.

Hvorfor kan du godt li' at optræde her?

- Jeg kan godt li' at spille i Danmark, fordi her hersker en stor påskønnelse af blues- og bluesrock-musikken, og det publikum jeg har spillet for har altid værdsat mine koncerter enormt meget.

Hvad ser du frem til ved koncerten i Sønderborg?

- Jeg ser meget frem til den koncert, fordi det er en udendørskoncert og et virkelig godt sted at spille om sommeren. Jeg har fået at vide, at folk i området strømmer til. 

Vidste du godt, at man fejrer Grundlovsdag i Danmark den 5. juni?

- Det vidste jeg godt nok ikke, men det forklarer måske, hvorfor jeg er blevet booket til at give koncert netop i Sønderborg på denne dag ... Jeg ser frem til at fejre Danmark sammen med alle andre, og jeg lover at levere et fantastisk show!

Joe Bonamassa fik allerede i ung alder de store blueslegenders accept for sit guitarspil. Som 12 årig var Joe rutineret nok til at turnere med B.B. King, Buddy Guy og andre store navne. Hans guitarspil slægter sig på den tidlige Clapton, Rory Gallagher, Jimi Hendrix og den mere progressive Eric Johnson. Derudover er han en meget produktiv musiker, som har en hel strøm af live-udgivelser og studiealbum bag sig.

Hans seneste studiealbum "Driving Towards The Daylight" fik fire stjerner af GAFFAs Henrik Friis: "Hangen til lir har Bonamassa nu stadig, men når man er ved at gå død i de gentagne skalaopbygninger, ryster han en god fingerpicking-solo af, eller stærk, grødet slide. Så alt i alt: Det er proft. Det holder."

Joe Bonamassa spiller Mølleparken i Sønderborg op klokken 20.00. Der er stadig billetter i salg, og de kan skaffes via GAFFA Live

ANNONCE