x

epo-555’s turnedagbog kapitel 3

epo-555’s turnedagbog kapitel 3

Tirsdag d. 26 juni 2007
Efter en veloverstået første koncert og en vældig nat vågnede vi op til en dag med umanerligt mange gøremål og en ekstra 10 grader oven i temperaturskalaen, der i forvejen var sprængt til døde. Dagen bød bl.a på det første rigtige møde på Ryko, hvor vi skulle lytte til pladen og snakke om den og vores forventninger til fremtiden. Imens sad vi i store, fancy læderstole og blev forsynet med en stor omgang amerikansk cheese pizza og cola. Så følte man sig ... ja ... virkelig som rock star i NY!

Resten af dagen, inden vores næste koncert, skulle bruges fornuftigt. Så Hans Emil, Ebbe og jeg droppede mavebæltetaskerne og turistkasketterne og bevægede os ud i varmen for at klistre hele NY ind i epo-555-stickers. Diverse pladeforretninger blev besøgt for at få dem til at høre netop vores plade i butikken. Imens blev Mikkel, Christian Manager og Spröde Crunchy-Søren på Ryko-kontoret for at piske dem alle til nye og hidtil uantagelige mål.

Endelig blev det tid til at ramme 200 Orchard, et forholdsvis nyt spillested, der så übercool ud, men var utjekket som syt sytten. Vi var blevet lovet fuldt ud professionelt udstyr til de tre bands, der skulle spille, men da vi ankom, var der tre mikrofoner og en basforstærker på størrelse med en indtørret ært. Oh, yeah, epo i garageudgave er stadigvæk epo. Nuvel, Rats With Wings varmede godt og grundigt op for os, med en utroligt kæk keyboardspiller, som kaldte sig selv Professor Fingers. Det var aldeles frygteligt. Vi har vel nok aldrig nogensinde hørt noget så slemt. En tandpine er at foretrække. Det hele var et stort cirkus og på en eller anden måde smittede det af på vores koncert.

Som Mikkel skrev i det første indlæg, har vi en tendens til at blive forfulgt af uheld, som vi så pænt havde undgået indtil videre på turen. Det viste sig så at være denne aften, at vi skulle opleve kaos: batterier skulle skiftes, Mikkels guitar gik sine egne veje og meldte sig syg for siden at dø. Anlægget kastede op, baren (som lå 10 meter fra scenen) begyndte at spille dødsmetal højere, end vi kunne (og vi spillede højt). Og alligevel endte vi med at smile os igennem koncerten, som fik følgende ord med på vejen af et fantastisk publikum: ”Det var SÅ fedt.”

epo-555's hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA