Nibe Festival-aktuelle Michael Poulsen: Før kunne jeg ikke brække Volbeat-hatten af med et koben

Nibe Festival-aktuelle Michael Poulsen: Før kunne jeg ikke brække Volbeat-hatten af med et koben

I takt med at den internationale succes er både udbygget og cementeret, har Michael Poulsen fundet ro på Næstved-kanten. På en bakketop, hvor gederne bræger og hanen galer, har han støbt kuglerne til Volbeats sjette album Seal the Deal, Let's Boogie.

Volbeat har netop spillet på Tinderbox Festival og kan 29. juni opleves på Nibe Festival, 19. oktober i Jyske Bank Boxen i Herning og 27. oktober i Forum.

Michael Poulsen ligner sig selv, bred i smilet, skarp i blikket, håret er klassisk højt og slikket, tatoveringerne dækker det meste, og vesten med de klassiske metal-badges sidder som skræddersyet på overkroppen. Og så alligevel ikke helt. Den trofaste læser af disse spalter vil vide, at styrmanden i Danmarks mest vedholdende internationale rock'n'roll-succes nogensinde altid har arbejdet benhårdt og sat bandet og karrieren foran alt andet. Turné, sangskrivning, indspilning, turné, udgivelse, turné, sangskrivning..... Altid med blikket rettet stålsat fremad, fokuseret på karrieren. Familiemenneske til fingerspidserne, hyldesten til hans afdøde far lader ikke Lukas Graham noget tilbage, moren og søstrene er urørlige, men selv har han valgt faderrollen fra, intet må komme i vejen for karrieren. Ambitionerne er intakte, men her i foråret 2016 klinger de metalliske toner lidt anderledes.

– Jeg er nok blevet lidt blødere med årene. Jeg er stadig fokuseret på karrieren, det er også lidt mit barn, men skal da ikke udelukke, der kommer et af kød og blod en dag,  siger Poulsen med karakteristisk rævesmil.

Det er i hvert sikkert, at livsstilen har taget en drejning. Det er efterhånden mange år siden, at Michael lagde den hårde rock'n'roll suicide-dagligdag bag sig. Fem faste løbeture om ugen, 21 kg lettere end i sine velmagtsdage og en fast kost bestående af økologisk kød og grøntsager. Men hverdagen har været på tur og i studiet med Volbeat-hatten på 24-7.

Volbeat har succes som aldrig før, og det gælder både ude og hjemme. Beyond Hell/Above Heaven blev i april i år certificeret guld for 500.000 solgte enheder i USA alene, og da Volbeat optrådte for 37.000 mennesker i Tusindårsskoven ved Odense i august sidste år, var det rekord for, hvad et dansk band har været i stand til at trække som hovednavn ved en enkeltstående koncert herhjemme.

 

Der er dejligt på landet

Kigger man på Volbeats turnéplan, står der gerne Californien, Houston, Vegas, London, Berlin og andre metropoler på kalenderen, men når turbussen kører i garagen, er det ikke på Venice Beach, i Williamsburg eller Leicester Square, man skal spejde efter Poulsen. Et bedre bud er Midtsjælland, ud ad en grusvej, forbi et et par kornmarker, en kostald, en flok geder og et høloft. Michael har vendt snuden hjem.

– Jeg bor med kæresten på en gård på bakketop uden for Næstved, og når jeg vågner om morgenen, kan jeg høre et par geder, der bræger og nogle køer, der dasker rundt og måske en hane, der galer. Det er stille og roligt. Som noget helt nyt har vi taget et halvt år fri, og jeg har nydt at vende hjem, der hvor jeg kommer fra, og der hvor jeg har min familie. Nu har vi kørt med speederen i bund i årevis, og jeg prioriterer at huske at få tid til venner og familie, så det hele ikke kun drejer sig om bandet. Det ville jo være en skam at have mistet alle sine nære relationer, mens musikken spiller for fuld tryk, så man skulle til at samle det hele op og starte forfra, den dag, vi siger "nu er det vist nok" og slukker for forstærkerne.

– Tidligere kunne jeg ikke gå glip af noget som helst, der havde med musikken, rock'n'roll, koncerter eller business at gøre, nu er det lige så vigtigt at komme til middag, når svigerforældrene inviterer. Det sidste, du hører mig snakke om med mine venner i dag er bandet, med mindre nogen spørger direkte, selvfølgelig. Før kunne jeg ikke brække Volbeat-hatten af, om jeg så brugte et koben.

De nye toner fra privatfronten har dog ikke betydet, at Volbeat har skruet ned for ambitionerne. Heste, grise, køer og får kan sagtens være stimulerende for kreativiteten, også den metalliske. På en grøn, grøn, grøn grøn bakke-bakketop uden for Næstved har Poulsen støbt kuglerne til det aktuelle Volbeat-album.

– Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget fri så længe, men det har simpelthen været for at komme i bund med sangskrivningen. Denne gang har det ikke været på landevejen, selvom det har virket fint tidligere. Den er skrevet hjemme på gården i Næstved. Her har jeg fundet en anden form for ro. Det ved jeg ikke, om man kan høre, men det håber jeg. Stemningen har været en anden. Det har været dejligt at have familien tæt på samtidigt, der er ikke mere end en køreafstand på femten minutter. 

 

Anders tog hjem

Hvorfor skifte ud på et hold, der vinder, som den legendariske tidligere engelske landstræner, Sir Alf Ramsey udtrykte det.

– Vi har indspillet hos Jacob Hansen igen i hans nye studie, og Rob (Caggiano, red.) og jeg har co-produceret. Vi ser Jacob som et medlem af bandet, og det ville jo ikke give mening at skifte bas og guitar ud for hvert album, man laver. Der er ikke så meget grund til at lave om på de ting. Vi kan kan godt lide vores rødder, det giver noget tryghed.

Michael Poulsen har altid været traditionernes mand, også selvom en "bror i ånden" har pakket kufferten denne gang. Bassist Anders Kjølholm har været med helt siden Dominus-tiden i 1997, men den epoke er nu slut.

– Efter mange års sammenhold fandt vi ud af, at alle parter var bedre stillet hver for sig, i fuld forståelse og respekt for hinanden. Der ikke nogen grund til at forsætte af ren rutine. Så skal vi hellere glæde os over den tid, vi har haft sammen.

Det er vel også meget krævende at være i Volbeat?

– Ja, der er mange ting der skal fungere. Så må man hver især finde ud af, hvad der er mest værdifuldt, i forhold til livet på landevejen og så privatlivet derhjemme. Vi kunne ikke få det til at passe.

Du har tidligere kaldt Jon (Larsen, trommer) og Anders dine brødre. Hvordan har det skift været for dig. Du er en person, der er vant til at holde godt fast i dine nære relationer?

–  Det er en fælles beslutning, som alle, også Anders, har taget. No hard feelings, derfor har jeg det fint med beslutningen.

                                      

Volbeat goes Ramones

Selvom det stadig er den hårde tråd, virker det som et ret positivt album. Er det lidt sådan, at "missionen er fuldført". Vi har ikke kun opnået succes, vi har både fastholdt og udbygget den. Har det været lettere at tage et break?

– "Tag nu en pause" har folk altid sagt. Men der kom altid lige et fedt tilbud, du ved, men der er flere og flere ting, jeg siger nej til nu. Vi tager os mere frihed, det er kommet stille og roligt efter at have været igennem virkelig mange heftige ting. Jeg har fundet nye kræfter, ny inspiration. Vi går op i det, vi laver, og bliver vi for længe væk, kommer rastløsheden, som en pensioneret bokser, der ikke kan vente på sit comeback. Men jeg har lige så meget værdi i andre ting i dag.

Mit første indtryk af det nye album er lidt "Volbeat goes Ramones".

Nå, det er sgu første gang, jeg hører det.

Jeg tænker på Phil Spector-produktion, pige-vokal, poppede omkvæd.

– Ja, Phil Spector-inspiration, det er fuldstændigt rigtigt, og han har jo også arbejdet med Ramones. Du hører det nok aller mest på Black Rose og Rebound, som er et cover-nummer, men det stikker også frem andre steder. I grove træk føler jeg, at vi er kommet i hus med den plade, jeg gerne har villet lave i mange år. Der er færre forskellige stilarter, de afstikkere, du hører er kommet mere tilfældigt og naturligt. Der er ikke en country- eller rockabillysang, som bryder rytmen. Men du hører et gospelkor, og der er andre sjove ting, men musikalsk følger vi den røde tråd. Vi har tunet op i E, hvor vi tidligere har spillet i D, hvilket betyder, at jeg synger i et lidt højere leje. Ordene er blevet mere tydelige, jeg har nok fået hevet halvdelen af kartoffelen ud af munden.

Din vokal har altid været meget karakteristisk, men det virker, som om at du har fundet din egen stemme på en anden måde denne gang, hvor der tidligere også har været nogle karikerede elementer?

– Det har du helt ret i. Jeg har tidligere karikeret Johnny Cash, Elvis, James Hetfield og den slags i passager, men jeg synes, jeg har fundet min egen stemme på denne plade, og den står nok mere selvstændigt denne gang. Min stemme er det, der skiller vandene, sådan har det altid været, og sådan bliver det nok ved med at være.

Hvad er historien bag de mange pige-korvokaler på albummet?

– Det starter faktisk med Tue West. Jeg synes, han er en fin og fantastisk fyr og meget undervurderet. Mig og en kammerat var på druk i Næstved, vi træder ud af en kassevogn, og pludselig er der en, der siger "Hej Michael". Det er Tue West, der spørger, hvad fanden jeg laver her. "Jeg bor her", siger jeg og spørger ham om det samme. "Vi spiller på Vershuset i aften," siger han, "fedt', så der tager mig og min kammerat hen." Det var super godt, og jeg var helt vild med hans korsanger Så sad jeg noget tid senere med Jacob Hansen, og vi kunne bare høre, at mange af sangene skreg på noget pigekor. Men hvem? Jeg gad ikke ringe efter en eller anden vigtigper, den tanke kunne jeg simpelthen ikke holde ud. Så jeg fik min manager til at ringe efter Tues korsanger Mia Maja, og det tog hende vist lidt tid at forstå, at vi mente det, for hun synger normalt country, aldrig rock. Men hun kom til at passe perfekt. Hun er med på fire-fem numre.

 

Kick hver gang

Volbeat har spillet afsindigt mange koncerter, og succesen er kun vokset. Men kan selv det blive en rutine, eller giver det et kick at gå på scenen hver eneste gang?

– Grunden til, at vi bliver ved ud over sammenholdet som venner og kærligheden til musikken er, at vi aldrig tager noget for givet. Nogle dage har man den bare ikke, og tænker "shit, jeg orker sgu ikke rigtigt i aften." Men når man så går på scenen, og der står 20.000 mennesker og råber, så er den der, hver gang. Den dag, den ikke er der, siger vi stop, det har vi aftalt. Men det er heldigvis ikke sket endnu.

Med Rob Caggiano på guitar har I fået et stærkt internationalt både guitar- og producerkort. Det, at han nu er blevet en langt mere integreret del af bandet, har det gjort dit arbejde lidt lettere?

– Selvfølgelig har det det. Jeg synes, det er bedst at få alle medlemmer ind på en plads, hvor de føler sig hjemme, og hvor man forstår hinanden. Det er nemmere nu, fordi han har været med så længe, også i forhold til interviews. Der er ingen grund til, at jeg rejser til USA for at fortælle om det hele, det kan Rob gøre, ellers kan de jo bare ringe. Jeg har altid sagt til alle i bandet, at de skal fylde på scenen, danne deres egen personlighed og domæne, så det hele ikke bare handler om mig. Selvfølgelig har Rob været med til at løfte niveauet, som de andre også har gjort. Og det elsker jeg, især fordi det kan være svært at have øjenkontakt med de andre på scenen, fordi jeg er meget bundet til mikrofonen, da jeg spiller guitar samtidig.

Du bliver altid nævnt som bandets styrmand og kaptajn. Har du skrevet rub og stub denne gang?

–  Jeg har vel skrevet cirka 95 procent, men der er blevet budt ind fra både Robs og Jons side på et par numre. Hovedsageligt skriver jeg al tekst og musik, men alle må bidrage, men det skal holde sig inden for rammerne og visionen af Volbeat. Men det fedt at høre hvordan for eksempel Rob kan høre et mellemstykke. Som jeg har sagt til Rob, "kom endelig med hele numre," men tænk Volbeat. På The Loa's Crossroad skrev Rob oprindeligt det hele, men noget blev rent stilistisk for jazzet for mig at synge på. Det er blevet tilpasset. Der, hvor jeg synger, er det mit riff, det andet er Robs, det er super fedt. Jon og mig har også fjollet rundt med ting sammen på flere numre.

Men det skal passe til din vision?

– Jeg vil gerne have, at det lyder som Volbeat. Jeg kan godt lide, at de andre har en vision og idé, bare den passer til bandet.

Der er en "badmotherfucker" på coveret og et større persongalleri. Er der en overordnet idé med coveret og de mange karakterer?

– Alle karatererne er inkorporeret i teksterne. Det giver mening, når du har været hele albummet og alle ordene ordentligt igennem.

 

Seal the Deal & Let’s Boogie – Sang for sang

The Devil's Bleeding Crown

– Den ligger til højrebenet, det er en af dem, jeg kan skrive med albuen i søvne, klassisk Volbeat-signatur. Det var svært at cracke det første nummer til pladen. Vi flirtede med mange ting, jeg tror, vi har skrottet 27 numre for at komme til de her. Det her er et af de mere vellykkede. Vi starter, den virker, og så er der lidt en "preacher"- ting. En god fiktiv historie, hvor djævelen er ved at forlade kloden, men hans efterfølgere er ved at blive for humane, og det går jo ikke. Guds engle bliver manipuleret og tilkaldt, så djævelens afkom kan få kronen tilbage.

Marie Laveau

– Jeg bruger hende som medie i denne sang, hun er voodoo queen fra New Orleans, en ægte karakter. Jeg prøver gennem hende at komme i kontakt med min far. Jeg håber, at når nummeret bliver sat på og bliver spillet over hele verden, kan det være, at kontakten opstår et eller andet sted.

For evigt

– Jeg har altid ønsket at lave noget med Johan Olsen igen. Lige siden The Garden's Tale har vi haft lyst til at lave noget, men det har været lidt for tidligt før. Nu er det ti år siden, og det var jo gennembruddet herhjemme. Johan lyder fantastisk. Rob på banjo, Mia Maja er med i mellemstykket, som lyder lidt Mumford and Sons-agtigt. Det bedste nummer på pladen.

The Gates of Babylon

 Her er også en guddommelighed på spil i form af Ishtar, der prøver at komme i kontakt med sin søster, som lever i undergrunden.

Let it Burn

– Den er jeg meget stolt af, og det er en af de sange, jeg konstant skrev om, og som var tæt på at blive droppet, men så kom den rigtige idé, lige inden vi gik i studiet. En af mine favoritter.

Black Rose

– Danko Jones er med. Han er en fantastisk fyr fra et meget undervurderet band. Vi er gode venner og har turneret sammen. Han lyder super godt, og den er også lidt 60'er-poppet. Det er ikke en hyldest til Thin Lizzy. Jeg synes ikke, Phil Lynott skulle have eneret på titlen.

Rebound

Et covernummer af Teenage Bottlerocket. Et amerikansk punkband, som vi har haft med som support, også i Forum. Trommeslageren døde, da vi var i studiet. Først donerede vi penge til respirator, men der var ikke noget at gøre. Det her er en hyldest til ham, Brandon. De er de største Ramones-fans, jeg kender, sammen med Jon.

Mary Jane Kelly

–  Det er Jack The Rippers sidste offer og vist også hans mest brutale mord. Hold da kæft en skæbne, folk hørte hende synge den samme sang, hendes mor havde lært hende, når de gik forbi hendes vindue. Der var noget sødt over hende, og hvornår hørte man bare lidt om ofrenes liv?

Goodbye Forever

– Her har vi Harlem Gospel Choir med. Det er jeg meget stolt over var muligt. Et ønske, jeg har haft siden Guitar Gangsters-pladen.

Seal the Deal

– Den er meget Motörhead-inspireret og det mest uptempo nummer på hele pladen. Den kunne have været på et af vores første album.

Battleship Chains

– En gammel klassiker, nok mest kendt fra Georgia Sattelites. Jeg har hørt den, siden jeg var dreng. Nu blev der plads, og jeg synes den passer stilmæssigt.

You Will Know

– Historier fra de første plader med karakterer som Mr & Mrs Ness, Danny & Lucy, Firesong og Mary Ann's Place slutter her.

The Loa's Crossroad

– Den her har også noget New Orleans-voodoo over sig.

 

 

37.000 i Odense 

Denne skribent blaffede for første gang i tyve år en sommerdag på Fyn sidste år og blev taget op af en franskmand, bosiddende i Odense, der kørte mig til Den Blå Planet, hvor han skulle hente sine venner fra Island, der var fløjet til Danmark for at se Volbeat i Tusindårsskoven uden for Odense. De var ikke de eneste, der så koncerten den dag. Aldrig har så mange mennesker købt billetter til en koncert med et dansk band som hovednavn i Danmark.

– 37.000 mennesker, vi skrev Danmarkshistorie den aften. Det var helt urealistisk. Det bedste var at kunne mærke, hvad det betød for os og for publikum. Vi blev trukket mentalt tilbage og tænkte på dengang, vi spillede for 20 mennesker, og nu står vi så pludselig her. Vi koncentrerede os om musikken den aften og droppede den store dvd-produktion, vi skulle ikke overdrive og have et kamera rendende i røven hele tiden, men bare nyde musikken. Der er optaget noget, men der opstod nogle tekniske problemer, måske kan det ordnes. Men det var en kanon oplevelse, vi havde brugt et halvt år på at forberede det. Og al logistikken fungerede, ølboder, toiletforhold og parkering. Vi spillede et fantastisk show, og det at gøre det i sit hjemland var helt specielt. Vi var så rørte over, at det kunne lade sig gøre, at vi kunne gøre det her, hvordan fanden var det muligt? Vi havde et fantastisk publikum og ikke for meget gøgl fra scenen. Det var en smuk aften, hvor solen skinnede.

 

Lemmy

Poulsen og Kilmister har stået ansigt til ansigt flere gange, både på og uden for scenen. Det gjorde særligt ondt på Volbeat-kaptajnen, da meldingen om rock-ikonets endeligt tikkede ind 28. december, kun fire dage efter at Lemmy havde rundet de 70. Michael fortæller:

– Vi tænkte, vi skulle indspille et Motörhead-nummer. Og at det kunne være fedt med et nyt nummer i stedet for altid Ace of Spades, men vi kom lidt fra det, og så skrider Lemmy i svinget to uger senere. 

– Jeg har siddet med ham nogle gange. Han var en meget meget sympatisk, intelligent og sjov fyr. Folk dør, men da han stillede træskoene, sad det i skroget i lang tid. Det bliver ikke meget mere ægte, han var essensen af alt det, vi andre prøver at være og gøre. Han var kompromisløs, han var rock'n'roll. Rocken er måske ikke død nu, som Gene Simmons sagde, men den har mistet lidt charme og muskler. 

– Lemmy var meget simpel og ligetil og derfor let at være sammen med. Jeg mødte ham første gang på en festival. Jeg tænkte: jeg må bare sige et eller andet, så jeg kan sige, jeg har sagt noget til Lemmy. Jeg råber i forbifarten "Hey father"; han kigger på mig og siger (whiskyrøst): "Yeah, I might be". 

– Da vi senere turnerede sammen, kommer Mikkey Dee (Motörhead-trommeslager, red.) og siger, at jeg skal synge andet vers på Killed by Death. "Det kan jeg ikke bare," sagde jeg, men jeg endte med at gøre det. Vi fandt Lemmy, der sad og hev i en enarmet tyveknægt, og han var klar i mælet om, hvad jeg skulle synge: "second verse will always be second verse", sådan er det når man gæsteoptræder hos Motörhead.

Bagefter sad vi og snakkede om Elvis og Little Richard i tre kvarters tid. Jeg fortalte Lemmy, hvor stor en ære og oplevelse det var for mig, men det gad han slet ikke at høre på og sagde: "Remember Michael, it just has to be fun." 

Så mødes vi igen på en festival, hvor vi begge spiller. En fyr kommer for at hente mig, Lemmy vil snakke med mig. Han spiller hele den nye Motörhead-plade for mig, sidder og drikker Jack D og lytter til pladen. Jeg er meget begejstret og kommenterer undervejs, men han siger ingenting, Lidt senere læser jeg i et interview, at det er meget normalt, at han spiller ny musik for venner og bands, men at han hader, når de siger noget, de skal bare holde kæft og lytte. Ha ha ha, og ved du hvad, sådan er jeg også selv, men det glemte jeg i farten.  

En aften spillede de Ace of Spades helt vildt langsomt; vi vidste ikke, hvad der skete. Bagefter kommer der en ambulance, og vi frygter, at han er ved at stille træskoene. Alle er urolige, men vi får så at vide, at inden Lemmy går på scenen, tager han altid nogle "uppers" og bagefter nogle ret kraftige sovepiller for at falde til ro. Men dem var han desværre kommet til at bytte rundt på den aften.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA