x

Katrine Stochholm fra Under Byen er klar med solodebuten: – Sangene fik mig til at danse i studiet

Katrine Stochholm fra Under Byen er klar med solodebuten: – Sangene fik mig til at danse i studiet

Aarhusianske Katrine Stochholm, tidligere pianist og komponist i Under Byen, er omsider klar med sit første soloalbum, ”Danser til radio”. Det sker 12 år efter, at hun forlod det særegne orkester, der gav sin sidste koncert i 2014, og fire år efter at hun udgav den første og eneste ep med den ligeledes hedengangne duo Islets of Dust. Vi har mødt Katrine Stochholm til en snak om det nye album, der er præget af både akustiske og elektroniske instrumenter, rummer såvel fortolkninger af 1800-talsdigte som egne tekster og har været længe undervejs.

– Jeg har arbejdet utroligt meget på den plade, og vi har brugt virkelig lang tid i studiet – tre år. Numrene er op til ti år gamle, og nogle er helt nye. De har eksisteret i alle mulige arrangementer, og i studiet er de blevet pillet fuldstændig fra hinanden, indtil de fik mig til at danse i studiet, fortæller Katrine Stochholm og fortsætter:

– Grundsporene til nogle af numrene lavede jeg derhjemme på et vintage Yamaha-elorgel, det er utrolig tungt, lakeret og med farvede knapper. Jeg er forelsket i elektronik, men jeg er ikke vokset op i en alder, hvor man lærte om det tidligt og ville ønske, jeg vidste mere om det. Jeg har for eksempel kombineret to rytmer, det kan være en rumba og en cha-cha-cha eller en 6/8-rytme med en marchrytme, og så får man en helt særlig rytme. Jeg havde lyst til at lave en plade, som gav mig lyst til at bevæge mig.

Helt solo er Katrine Stochholm dog ikke på albummet, hvor hun har fået selskab af en række musikere, især fra det lokale aarhusianske musikliv.

– Da jeg stoppede i Under Byen, var det svært at skulle lytte så meget til sig selv; det kan blive utroligt klaustrofobisk. Dette album har kun kunnet fungere, fordi jeg har ladet folk sætte et aftryk, blandt andet min co-producer Jonas Tranberg. Jeg ville aldrig kunne finde på de programmeringer og indgangsvinkler, han har, for eksempel på ”En dejlig aften, stille sølvklart vandet”, som er en jam mellem ham og mig, hvor jeg spiller på flygelet, og han sidder i et andet rum med en vintage-rytmeboks med delay – og det er indspillet live. Og Ida Wenøe er også bærende i ”Jeg husker alt”, hvor jeg sad med et klaver og sang, og hun sad med sin guitar og sang i samme rum. Det lever på en anden måde, når der også er et personligt møde i musikken.

 

Emil Aarestrup holder stadig

Katrine Stochholm har selv skrevet de fleste tekster på ”Danser til radio”, men to, ”En dejlig aften, stille sølvklart vandet” og ”Skovensomhed” er digte skrevet af 1800-talsforfatteren Emil Aarestrup, og det er poesi, Stochholm har arbejdet med i mange år, fortæller hun.

– I Under Byen var jeg vant til at få tekster fra Henriette (Sennenvaldt, gruppens sanger, red.), som er en meget stor poet i mine øjne, og den typer tekster savnede jeg, da jeg skulle til at skrive mine egne sange. Derfor kiggede jeg alle mulige digtere igennem, og der findes jo mange flotte ting. De to digte på albummet er så nutidige og så almene, at de lige så godt kunne være fra i dag, selvom sproget er lidt anderledes, men vi kan jo sagtens forstå dem. De handler sikkert om en kvinde, men jeg synes ikke, kønnet er så tydeligt i dem. De fortæller om kærlighed og naturen og om at have nogle smukke oplevelser sammen, som får en til at føle sig taknemmelig og ydmyg.

I modsætning til Aarestrups digte er Katrine Stochholms egne sangtekster uden hverken rim eller faste versefødder og minder derfor mere om moderne digte end gængse pop- og rocktekster.

– Jeg har ikke lyst til at lade mig begrænse af, at det skal rime, det er udtrykket, og hvordan ordene lyder, der er vigtigst, understreger hun. Stochholm skriver sange på både dansk og engelsk, og hun vil ikke afvise, at hun igen udgiver noget på engelsk, som hun gjorde med Islets of Dust, men lige nu har hun fokus på det danske sprog.

Hvad inspirerer dig til dine tekster?

– Det er meget forskelligt, og det er jo langtfra alle idéer, der bliver til noget. Nogle gange skal der bare være nogle billeder og ikke nødvendigvis en fortælling, men det er typisk et tema, der optager mig, kombineret med nogle fysiske billeder, et scenarie, jeg kreerer, siger Katrine Stochholm og forklarer om tilblivelsen af næsten-titelnummeret ”De danser til radio”:

– Det er skrevet til et Aarhus Festuge-tema, der handlede om naboer, og så tænkte jeg på, hvordan jeg engang har boet alene og prøvede at være den, der kiggede ind på nogle andre, der boede sammen med nogen. Senere har jeg boet sammen med nogen og kigget ud på nogen, der gik ind til sig selv alene og måske har følt sig udenfor og gerne ville være inde i varmen. Hvordan er det så at være i de forskellige positioner? Det har jeg forsøgt at beskrive forholdsvis neutralt – men dog måske med en lille smule tristhed over, at vi ikke kommer hinanden mere ved. Det offentlige rum er blevet meget dit og mit. Jeg synes, det er vigtigt, at vi har en forbindelse til hinanden, selvom vi ikke kender hinanden.

 

Inderlighed vigtigere end teknik

Hvorfor hedder albummet ”Danser til radio”?

– Jeg synes, det lyder vildt godt at sige ”Katrine Stochholm Danser til Radio”. Jeg synes, det er vigtigt, at titlen ikke bliver for tungsindig; jeg kan godt lide det uhøjtidelige og sprælske. Jeg håber også, nogle af sangene kan blive spillet i radioen. ”Fugle krybdyr rovdyr padder” har for eksempel ligget på P3’s Barometeret i seks uger, og ”En dejlig aften” er blevet spillet 80.000 gange på Spotify. Det er ikke kalkuleret til radioen, for jeg vil gerne være tro med det kunstneriske udtryk, men at det så bliver spillet, er jo bare megafedt.

Katrine Stochholm vil gerne medgive, at hendes sangstil minder lidt om hendes tidligere Under Byen-kollega Henriette Sennenvaldt, men mener, at påvirkningen er gået begge veje.

– Vi har inspireret hinanden og er vokset op i den samme tradition, hvor det blev tilladt at synge med en anden stemme, der ikke var en soulvokal, men en mere smal stemme – som hos Stina Nordenstam, Nina Persson fra The Cardigans og til tider Björk. Hvor det ikke handler så meget om teknik, men mere om inderlighed.

Som sangerinde nævner Katrine Stochholm inspirationskilder som Elizabeth Fraser fra det britiske 80’er-band Cocteau Twins, PJ Harvey, Elisabeth G. Nielsen på de tidlige udgivelser, Annisette, sangerinden Stine Grøn fra den unge danske gruppe Irah og de venner og kolleger, der medvirker på albummet: Ida Wenøe, Marie Louise Grund (alias Lhuma), Soffie Viemose, Nanna Schannong (begge Lowly) og Nanna Bech. Hun finder også inspiration i mandlige vokalister som James Blake og Thom Yorke og generel musikalsk inspiration i alt fra klassisk til elektronisk musik, eksempelvis Björk, Major Lazer, Justin Timberlake og Justin Bieber.

Fremtiden byder på enkeltstående koncerter, da Katrine Stochholm også skal have en hverdag til at fungere med sit arbejde som underviser på flere musikskoler og sangskriverlinjen på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Et nyt dansksproget album er også i støbeskeen. Duoen Islets of Dust med Katrine Stochholms kæreste Kasper Staub er dog som nævnt lagt i mølpose.

– Kasper spiller i Lowly, og vi er jo en familie, der gerne vil bruge tid på hinanden og vores barn. Det er lidt lettere, når man ikke er af sted begge to på én gang, men vi bruger hinanden meget, og Kasper er jo også med på synth på dette album, forklarer Katrine Stochholm.

Albummet bliver udgivet af det lille aarhusianske pladeselskab SOPA, både på vinyl og digitalt.

– Jeg sendte musikken til alle mulige, men Lars (Kjær Dideriksen, red.) fra SOPA var den, der var mest begejstret. Han har en stor passion for musikken. Lars bor også tæt på mig, så det har været meget praktisk.

Det flotte pladecover med en tegning af en fugl har sin egen historie:

– Coveret forestiller et gammelt kabalekort, som jeg arvede af min oldefar, da jeg var fem år. Det er bare vildt flot, og det er så efterbehandlet af Lea Charbonnier inspireret af en japansk designbog. Jeg synger jo meget om naturen, og jeg er blevet drillet lidt med, at jeg er glad for at skrive om fugle, slutter Katrine Stochholm grinende.

 

Hør albummet på Spotify:

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA