x

The Doors' debutalbum fylder 50 i dag – her er historien om det legendariske band

The Doors' debutalbum fylder 50 i dag – her er historien om det legendariske band

I dag er det 50 år siden, The Doors’ legendariske selvbetitlede debutalbum udkom, og det bliver markeret med en tredobbelt genudgivelse 31. marts. Albummet kom på gaden i januar, men det var først i marts, at det gik ind på den amerikanske hitliste, og så begyndte bolden ellers at rulle. Her kommer historien om gennembruddet i 1967 og årene, der ledte op til The Doors’ skelsættende debut.

Det var ikke med forældrenes velvilje, at 21-årige James Douglas Morrison i januar 1964 skiftede fra universitetsstudiet i hjemstaten Florida til filmskolen på UCLA i Los Angeles, Californien. Men det gjorde han, den unge Jim, der i hele sit liv havde fulgt familien i et nomadeliv fra stat til stat, dikteret af faderen George Steven Morrisons accelererende militærkarriere, der i sidste endte gav ham en titel som en af den amerikanske hærs højest dekorerede admiraler.

Da ”Jim” blev født, den 8. december 1943 i Melbourne, Florida drog faderen næsten simultant til Stillehavet, hvor USA indledte en hård, langstrakt offensiv, der i sidste ende skulle ende med japansk kapitulation efter det dobbelte atombombeangreb på byerne Hiroshima og Nagasaki i høsten 1945.

Da faderen returnerede, i 1946, begyndte en omskiftelig tilværelse for familien Morrison, der drog fra Washington DC, over New Mexico til Californien og så retur til hjemstavnen Florida. Og derfra, frem og tilbage i ét væk, med fast ophold et halvt år eller maksimum et par år ad gangen. 

Ikke overraskende, at den unge Jim følte sig rastløs, men han transformerede flittigt sine oplevelser og tanker – eller fragmenter af samme – ned i sin notesbog. Den stærkeste oplevelse var, da Jim og familien oplevede en forfærdelig trafikulykke i New Mexico, hvor en truckfuld indianere var forulykket. Den lille knægt Jim så på en af de døende indianere og mærkede pludselig, hvordan indianernes sjæl trængte ind i kroppen og sindet. Oplevelsen – og sjælen – skulle blive siddende i Jims krop, resten af livet.

Som teenager udviste Jim en ofte vanvittig og ukontrollabel adfærd over for sine omgivelser, og under sit college-ophold i Florida drev han sine studiebofæller så meget til vanvid, at han i stedet måtte flytte ind i en trailer. Alene.

 

Morrison møder Manczarek

På UCLA gik det noget bedre med venskaberne, men så som så med studierne. Jim noterede fortsat flittigt i sin notesbog, men hans praktiske omgang med filmmediet var – som så meget andet i Jims liv – flyvsk og udisciplineret. Hans eneste praktiske filmværk blev skidt modtaget på UCLA, men havde dog den bonuseffekt, at filmens kameramand John de Bella introducerede Jim for en anden filmstuderende, den fire år ældre Raymond Daniel Manczarek.

Manczarek havde taget en økonomisk eksamen i fødebyen Chicago og havde aftjent sin værnepligt efter en ulykkelig kærlighedsaffære, inden han tog fat på filmstudierne. Manczarek og Morrisons forkærlighed for film var åbenlys, men musikken blev lige så hurtigt et favoritemne, særlig den sorte blues.

Den keyboardspillende Manczarek var allerede en velbevandret musiker, med referencer til musikkonservatoriet i Chicago og studier i klassisk musik. Manczarek tjente desuden penge til sine studier i bandet Rick And The Ravens, sammen med sine brødre Rick og Jim samt tre andre fyre, der agerede husband på den lokale bar Turkey

 Joint West, i bydelen Santa Monica.

– Det var her, Morrison fik sin første sceneoptræden, erindrer Manczarek i Andrew Doe og John Toblers biografi The Doors.

– En hel flok fyre fra UCLA-filmskolen kom ned til klubben, hvor der som regel ikke var nogen til stede, og så bad jeg alle sammen om at komme op på scenen, hvor vi så havde 20 fyre, som sang, hoppede rundt og skreg sig igennem sange som Louie, Louie.

Det var også gennem Manczarek, at Morrison scenedebuterede som ”guitarist”. Duoen Sonny & Cher (ja, hende) havde hyret Rick And The Ravens som backingband, men bandet manglede pludselig en guitarist – aftalekontrakten dikterede, at backingbandet skulle være en sekstet, hvilket fik Manczarek til at hanke op i Morrison, der blev udstyret med en guitar i hånden – ikke at han skulle spille på den, nej, han skulle bare stå med den. Guitaren var ikke sat til forstærkeren, men Morrison fik sin ligeværdige hyre sammen med resten af bandet.

Og måske også en fornemmelse for mere? I alle fald et kuriosum i en bandhistorie, der meget snart skulle tage en anderledes seriøs drejning.

 

Rockdrømme og sangtekster

I forsommeren 1965 var Manczarek ved at færdiggøre sin eksamen, mens Morrison var droppet ud af studierne. Morrison brugte nu al sin tid på syretrips og sangtekster.

– I mit hoved forestillede jeg mig en fuldkommen koncertsituation, med et band og et publikum – et stort publikum, har Morrison fortalt om sin sangskriverperiode anno sommeren ’65. Citatet er gengivet i Doe og Toblers bog The Doors.

– De første fem eller seks sange, jeg skrev, var egentlig bare noter fra denne fantastiske ”rockkoncert”, som var i gang inde i mit hoved … og da jeg først havde skrevet sangene, blev jeg nødt til at synge dem.

– Musikken kom først, og så fandt jeg nogle ord til melodien, for det var den eneste måde, jeg kunne huske den på, og de fleste gange stod jeg bare tilbage med ordene og havde glemt melodien.

– Jeg var fri for første gang; i gennem 15 år havde jeg konstant gået i skole eller på college, og det var en smuk, varm sommer, og jeg var begyndt at høre sange…

Sanginspirationen, friheden og den varme sommer gik op i en enhed, da Morrison kort efter mødte Manczarek på Venice Beach. Morrison havde ellers luftet planer om at flytte til New York, men var i stedet blevet i L.A. for fortsat at skrive sangtekster.

Manczarek husker mødet således i The Doors: – En smuk californisk sommerdag, i midten af august, og hvem kommer så gående på stranden andre end Jim Morrison. Jeg sagde ”hey man, jeg troede du skulle til New York?” Og han sagde: ”Det var også meningen, men jeg besluttede mig for at blive her. Jeg har opholdt mig i en vens hus, oppe på hans loft, for at skrive sange.”

– ”Aha,” sagde jeg, ”hvorfor prøver du ikke at synge én af dem for mig eller noget?” Og det, han gjorde, var så at synge Moonlight Drive … og da jeg hørte de første fire linjer, sagde jeg: ”Wow, det er den bedste tekst, jeg har hørt til en rock’n’roll-sang!” Og mens han sang, kunne jeg høre akkordskiftene og beatet; mine fingre begyndte med det samme at bevæge sig.

– Jeg spurgte ham, om han havde andre tekster, og han svarede: ”Yeah, jeg har en masse”, og så sang han et par stykker til, og jeg sagde: ”Hør her, det er de bedste rock’n’roll-sange, jeg nogensinde har hørt – og jeg har været oppe på musik, siden jeg var syv år gammel. Hvorfor gør vi ikke noget ved det her?” ”Det var også min tanke,” svarede han. ”Lad os samle et rock’n’roll-band.”

 

Det første band

Dette ofte refererede strandmøde er helt fundamentalt i tilblivelsen af The Doors, men anno sommeren ’65 havde Manczarek stadigvæk sin musikbase i Rick And The Ravens, og det var her, Morrisons tekster for første gang blev bearbejdet i musikalsk retning.

Lineuppet manglede dog en fast trommeslager, og Ray Manczarek tog derfor kontakt til en John Paul Densmore, som han havde hilst på på et meditationskursus, og som han løseligt vidste var trommeslager. 20-årige Densmore, født og opvokset i lokale Santa Monica, var den helt rigtige mand at invitere til en musiksession. Han var på udkig efter et band, og han var determineret og motiveret. 

Densmore havde slået på tromme siden drengeårenes marchorkester. I teenageårene havde han talrige aftener dyrket sit store idol John Coltrane på den lokale jazzklub, og i foråret 1965 var rockbanddrømmene blevet antændt af gruppen The Psychedelic Rangers, som havde haft øvesessions hjemme hos forældrene til den et år yngre guitarist Robby Krieger, som Densmore tidligere havde gået på skole sammen med – og nu også meditationskursus.

Densmore erindrer sit første møde med Morrison – introduceret som “Jim, the singer” – i Rick And The Ravens’ øvelokale, i sin selvbiografi Riders On The Storm – My Life With Jim Morrison And The Doors: “(…) Morrison var genert. Han sagde ”hello” til mig og gik tilbage til sit hjørne. Jeg tænkte, at han følte sig ukomfortabel blandt musikere, siden han ikke selv spillede et instrument.”

Men Morrison havde sangteksterne. Ray Manczarek rakte Densmore et stykke krøllet papir med Morrisons linjer. Densmore læste dem, tog fat i trommestikkerne og lagde sit første lilletrommeslag til Ray Manczareks keyboardbaslinje. Efter lang tids venten luskede Morrison frem til mikrofonen, og uden at se på de andre i lokalet begyndte han at synge den første linje fra det krøllede papir: ”You know the day destroys the night / night divides the day.”

Densmore skulle komme tilbage og øve. Flere gange. Bandet havde potentiale, og ”Morrison var mystisk. Det kunne jeg godt li’,” som Densmore skriver i sin erindringsbog.

 

Anderledes lyd

Rick And The Ravens havde ikke kun oparbejdet live-erfaring på Turkeys Joint West, bandet havde også scoret en mindre pladekontrakt med det lokale Aura Records, hvilket havde udmøntet sig i en singleudgivelse. En ret overset en af slagsen, og i stedet for at producere endnu en single valgte pladeselskabet at donere demostudietid til bandet. Derfor kunne Rick And The Ravens allerede i september 1965 indspille en seks numres demo, med numrene Moonlight Drive, End Of The Night, Summer’s Almost Gone, Hell, I Love You, Go Insane og My Eyes Have Seen You.

Lovende og interessante sange, kan man i dag konstatere, men bandet fik intet ud af dette efterårs ivrige jagt på en pladekontrakt. Demoen blev afvist alle steder fra, herunder af The Mamas And The Papas-produceren Lou Adler, og desillusioneret over de manglende fremskridt med demoen valgte Ray Manczareks brødre at kvitte bandet.

Uden Rick intet Rick And The Ravens, men Ray Manczarek, Morrison og Densmore tænkte straks i en ny bandkonstellation. Første mål var at skaffe en guitarist, dernæst en bassist. Først kontaktede Densmore den tidligere Psychedelic Rangers-guitarist Bill Wolf, der i Manczareks øren dog lød for ”traditionel”. I stedet blev den anden Rangers-guitarist, alias meditationskammeraten, folk- og flamencoguitaristen og bluesfreaken Robbie Krieger inviteret til audition. Den stilfærdige Kriegers hvinende bottleneck-bluesguitar i Moonlight Drive satte sig lige i Manczareks blå blueshjerte, og nu manglede bandet blot en basguitar for at fuldende sit lydbillede – et lydbillede, der tidligt og meget bevidst skulle være anderledes.

Som Densmore beskriver det basløse bands øvesessions i efteråret ’65: – Jeg nød at øve med bare to andre instrumenter og Jims stemme. Lyden var så åben (…) Der var en masse plads til, at vi alle kunne udtrykke vores individualitet, som så ud til at resultere i en unik gruppelyd. Med min jazz, Rays tidlige klassiske træning og hans eksponering til bluesen, Robbys folk og flamenco og Jims besættelse af gamle, sorte blues-sangere skabte vi langsomt The Doors’ lyd.”

Bandnavnet var den belæste Morrison kommet op med, inspireret af digteren William Blakes linjer "When the doors of perception are cleansed / Things will appear as they are, infinite", gengivet i Aldous Huxleys banebrydende beskrivelse af bevidsthedsudvidelse i bogen The Doors Of Perception.

Denne litterære inspiration er i dag et velkendt rockhistorisk faktum, men faktisk havde Morrison allerede året inden syslet med idéen om at danne en duo sammen med sin LSD- og litteraturinteresserede bofælle David Jacobs under navnet The Doors: Open And Closed.

 

Koncertdebut og pladekontrakt

The Doors brugte mange timer i øvelokalet i efteråret ’65, men i starten af det nye år søgte bandet mod scenen. Bandet bød sig til på de forskellige klubber på the Sunset Strip og endte med fire måneder som underbetalt husband på det ydmyge, beskedent besøgte London Fog på Los Angeles’ hovedstrøg Sunset Strip.

”Betalte øveaftener” kaldte The Doors de fire sæt lange koncertaftener og -nætter, hvor bandet fik skabt og udviklet en masse af sine numre, hvilket skulle blive særdeles gavnligt for pladeproduktionen senere hen. Lige så gavnlig skulle London Fogs fyring af husbandet vise sig at blive, for længere nede ad gaden lå legendariske The Whisky A Go Go og ventede, sammen med en anstændig hyre og et sprudlende rockmiljø. I perioden maj-juli 1966 optrådte The Doors som fast åbningsband for blandt andet Frank Zappa And The Mothers Of Invention, Them, The Animals, Paul Butterfield Band og Captain Beefheart.

Mange nye, gode musikalske venner, men det var dog sangeren Arthur Lee fra Love, der fik hintet Loves eget pladeselskab Elektra om at tjekke The Doors ud. Ejeren Jac Holzman begejstredes i flere omgange over det helt specielle band med den karismatiske frontmand, og kort efter fløj The Doors til pladeselskabets hovedsæde i New York for at underskrive kontrakten og spille sit debutgig på Østkysten.

   

Gennembruddet

Debutalbummet blev til på hjemmebanen L.A.s Sunset Studios, sammen med Elektras faste producer Paul A. Rothchild, der skulle blive kendt som det ”femte Doors-medlem”, som manden, der guidede det relativt studieuerfarne band og den uberegnelige Morrison gennem det klassiske debutalbum og videre frem i karrieren.

– Det tog bare seks dage at indspille, fordi vi havde arbejdet på disse sange i næste et helt år, erindrer Densmore i Riders On The Storm.

– Paul A. Rothchild var lige sluppet ud af fængslet (han blev arresteret ved en narkorazzia, red.), og Jac Holzman havde givet ham en pause. Rothchild havde produceret Paul Butterfield, hvilket imponerede os. Det appellerede også til vores rebelske natur, at han havde siddet inde.

– De første dage i studiet var frustrerende, fordi at indspille var ikke det samme som at spille live. Rothchild holdt os i hånden, mens vi gik gennem processen. Jeg vidste ikke, at man ikke kunne have den samme ”lyd” som på scenen.

De 11 numre på The Doors udkom den 4. januar 1967 og har i 50 år lyst op som en helt egen planet i rockuniverset. Albummet debuterede på den amerikanske hitliste i de sidste uger af marts, mens andensinglen Light My Fire blev udsendt i april og storhittede i kærlighedssommeren 1967.

Som led i albumkampagnen opsatte Elektra – som det første pladeselskab nogensinde – et stort annoncebillboard på den østlige side af Sunset Strip. På billboarden sås artworket for debutalbummet plus teksten Break On Through With An Electrifying Experience. Det var en profeti, der skulle holde, ligesom skæbnens symbolik stod lysende klar, da Elektra næste – og sidste – gang opsatte et Doors-billboard på Sunset Strip.

Billboardet for L.A. Woman, der udkom få måneder før Morrisons død i juli 1971, blev placeret i den vestlige ende af den berømte boulevard. Solnedgang.

 

The Doors

– nummer for nummer

Side 1

  1. Break On Through (To The Other Side) (2:27)

Den første originale sang, Manzarek (som han nu stavede sit efternavn på debutalbummet), Morrison og den nye trommeslager-på-prøve John Densmore spillede i Rick And The Ravens. Åbner på albummet og første single, udgivet samtidig med albummet i januar 1967. Promovideoen til nummeret var naturligvis bandets første af slagsen og et tidligt rockhistorisk eksempel på, hvordan en promovideo kan korrespondere med et albums æstetik og stemning – og samtidig introducere et band og dets image.

I dag er Break On Through (To the Other Side) en af de sande klassikere i Doors-kataloget, men som single blev den nu ikke den store – ahem – døråbner for bandet. Det var i stedet andensinglen Light My Fire, der gjorde tricket (se denne). Break On Through (To The Other Side) nåede dog at strejfe Top 10 på den lokale Los Angeles-hitliste.

Nummeret blev i øvrigt selvcensureret i både album- og singleversionen, hvor det famøse sidste ord i ”she gets high” røg ud, så Morrison i stedet sang ”she gets … she gets”. Det famøse ”high” er dog med på den seneste version af The Doors, der findes på bokssættet Perception (2006), hvor man også finder promovideoen i al dens dunkle glans.

  1. Soul Kitchen (3:32)

Sangen omhandler Morrisons favoritrestaurant i midt-60’ernes Los Angeles, Olivia’s, som han og andre UCLA-studenter flittigt besøgte. Restauranten var nemlig god og billig, og så mindede den Jim Morrison om det gode sydstatskøkken, han kendte fra fødestaten Florida. Et af de senere komponerede numre fra albummet.

  1. The Crystal Ship (2:32)

Den mere afdæmpede, drømmende og smukke udgave af Morrisons lyrik og Doors’ musik. B-side til Light My Fire-singlen fra april 1967.

  1. Twentieth Century Fox (2:32)

Sangen omhandler Morrisons kæreste Pamela Courson og er en af de sange, som det nyetablerede Doors skabte sammen i efteråret 1965, i kølvandet på perioden med Rick And The Ravens. Blev også overvejet som førstesingle, men bandet fandt omkvædet for pænt og kommercielt og ikke repræsentativt for bandets mere hårdkantede lyd.

  1. The Alabama Song (Whisky Bar) (3:15)

Det ene af albummets to covernumre. The Alabama Song stammer fra Bertolt Brecht og Kurt Weills teaterstykke fra 1928, The Threepenny Opera (på originalsproget tysk kendt som Dreigroschenoper og på dansk Laser Og Pjalter). Manzarek og Morrison var store beundrere af Brecht og Weill, og ifølge Doors-producer Paul A. Rothchild havde Doors og Brecht og Weill det til fælles, at de ”på forskellig vis søgte at afdække en virkelighed over for deres respektive generation.”

Under flere liveversioner af The Alabama Song inkluderede The Doors også det måske mest kendte nummer fra The Threepenny Opera, Mack The Knife.

  1. Light My Fire (6:57)

Gennembrudssinglen og det største Doors-hit nogensinde – og en af rockhistoriens allerstørste klassikere. Nummeret udkom som single i april 1967, men først i starten af juni ’67 gik Light My Fire ind på Billboards Top 100. I starten af juli gik den #1, og dér blev den resten af måneden, med i alt utrolige 26 uger på hitlisten. The Doors’ kommercielle gennembrud var et faktum. I oktober 1967 havde pladeselskabet afhændet en million solgte eksemplarer af Light My Fire-singlen samt en halv million album. Begge opnåede dermed status af guldplader.

Succesen med Light My Fire blev imidlertid også affødt af et kompromis. Bandet havde brug for en hitsingle, og Light My Fire var det oplagte nummer, men alt for langt til singleformatet. Så solostykkerne blev med bandets samtykke redigeret fra i singleversionen.

Idéen til Light My Fire blev åbenbaret lige efter nytårsaften 1965/1966, på samme øveaften som den episke albumafslutter The End. Modsat denne, som Morrison kom op med, blev ideen til Light My Fire skabt af Robby Krieger. Som andre Doors-numre i perioden krediteredes alle numrene dog som bandkompositioner.

Legenden fortæller endvidere, at det var Manzareks klassiske barokorgan i nummeret, der fik pladeboss Jac Holzman til endeligt at signe bandet til sit Elektra Records.

   

 

Side 2

  1. Backdoor Man (3:32)

Bluesen var Doors-medlemmernes faste fælles grund, så selvfølgelig skulle den også inkluderes på debutalbummet. Backdoor Man var oprindeligt en Willie Dixon/Howlin’ Wolf-komposition, men bandet fik antageligvis idéen til at indspille coverversionen, efter at Krieger havde hørte John Hammond Jr’s version af nummeret.

  1. I Looked At You (2:21)

Skrevet i bandets tidlige periode, ligesom Take It As It Comes. Om disse to numre har producer Paul A. Rothchild udtalt: ”Mere end nogle andre numre repræsenterer de gruppens tilblivelse. De var de tidligste sange på albummet; de senere numre var dybere og viser en større modenhed.”

  1. End Of The Night (2:48)

Eneste nummer fra Rick And The Ravens’ seks numres-demo fra efteråret 1965, der endte på debutalbummet (Moonlight Drive fra samme demo blev dog også indspillet til The Doors-sessionen, men først brugt på efterfølgeren Strange Days). Mere melankolsk og tilbagelænet – et af de bedste ”mindre kendte” Doors-numre, måske?

  1. Take It As It Comes (2:15)

Pladens korteste og hurtigste nummer, måske derfor, at lige The Ramones har indspillet en coverversion af det? På The Doors fungerer Take It As It Comes som en slags stormen før stilheden. Før det definitive albumslutningsnummer. Jævnfør desuden I Looked At You.

  1. The End (11:39)

Et langt, episk nummer, der i høj grad blev skabt gennem bandets mange diskret bevågede klubsæt, specielt på The London Fog i primo ’66. The End var en platform for improvisation og forandring, musikalsk som tekstligt, både før og efter den klassiske version på The Doors, der ikke var lige sådan at indspille. Morrison tog syre på The End’s første indspilningsdag, hvor optagelserne måtte afbrydes efter flere timers forgæves forsøg.

Dagen efter var Morrison stadigvæk på trip, men roligt på vej ned og lige der, hvor han skulle være for at recitere og synge et af rockhistoriens mest gennemførte albumafslutningsnumre – og et af de allermest apokalyptiske, hvor Morrisons ord vakte både fascination og forargelse. Nummerets ødipale og ofte citerede linjer ”Father? Yes, son? / I want to kill you / Mother / I want to…” er klassiske som få.

Ikke just noget oplagt singlehit som sådan, men The End blev alligevel nummeret, der tiltrak en ny generation af Doors-lyttere, da The End agerede lydspor til filmen Apocalypse Now (Dommedag Nu, 1979).

 

 

The Doors 1967-2017

Debutalbummet The Doors blev udsendt den 4. januar 1967. Albummets førstesingle var åbningsnummeret Break On Through (To The Other Side), men det store gennembrud kom først med andensinglen Light My Fire, der sendte bandet helt til tops i sommeren 1967.

Omtrent samtidig var The Doors klar til at indspille albumopfølgeren Strange Days (oktober 1967), der affødte den næste hitsingle People Are Strange. Albummet manifesterede samtidig The Doors som det helt nye store rocknavn anno ’67.

Tredjealbummet Waiting For The Sun (juli 1968) havde også sine momenter, som blandt andet Hello I Love You, The Unknown Soldier og Five To One, men indspilningerne var også påvirket af interne opgør, foranlediget af Morrisons mere og mere selvdestruktive adfærd. Blandt andet kvittede trommeslageren John Densmore bandet i et døgns tid.

I august-september 1968 drog The Doors på bandets eneste koncertturné i Europa, inklusive Falkoner Teatret i København.

 

Blæsere og blues

1969 bragte bandet i en både blødere og mere eksperimentel retning på The Soft Parade (juli 1969), hvor blæsere, strygere og percussion også blev en del af lydbilledet. Morrison var derimod ikke blødt op, men fortsatte sin hæmningsløse livsstil og optræden, blandt andet med den famøse koncert i Miami i marts ’69, hvor han angiveligt skulle have blottet sig – det blev dog aldrig bevist, men The Doors blev et band, som amerikanske koncertarrangører holdt sig langt væk fra.

I februar 1970 vendte The Doors tilbage i en mere blueset retning på det glimrende album Morrison Hotel, der inkluderede den klassiske bluesrocker Roadhouse Blues. Blueslyden blev endnu mere rendyrket på L.A. Woman (april 1971), hvor en rundere og fuldskægprydet udgave af Morrison lagde sin dybe, rustne og prægede stemme på blandt andet titelnummeret og den stemningsfulde albumlukker Riders On The Storm. Albummet var også det første studiealbum uden Paul A. Rothchild. Teknikeren Bruce Botnick og bandet producerede i stedet indspilningen, der foregik i bandets øvelokale.

 

Morrisons død

Jim Morrisons myteomspundne død – tilsyneladende af et hjerteslag – 3. juli 1971, få måneder efter udgivelsen af L.A. Woman, betød ikke en brat stopper for The Doors, der fortsatte med endnu to studiealbum og et par turnéer, inden de tre resterende medlemmer fortsatte med forskellige musikprojekter. 1978 bød dog på en momentan tilbagevenden til The Doors via det ganske vellykkede, posthume digterrecitationsværk An American Prayer, hvor Morrisons digtoplæsninger blev blandet med Doors-musik og lydcollager. 

Siden er fulgt flere opsamlingsalbum, live optagelser med mere. Ved enkelte tilfælde har de tre tilbageværende Doors-medlemmer også været samlet, blandt andet i 1993 med Pearl Jams Eddie Vedder i front, ved en enkeltstående seance i forbindelse med bandets indlemmelse i The Rock’n’Roll Hall Of Fame. Og i 2001 optrådte de tre tilbageværende Doors-medlemmer i musikkanalen VH1’s Storytellers-serie sammen med en række gæstesangere som Scott Stapp (Creed), Scott Weiland (Stone Temple Pilots/Velvet Revolver), Travis Meeks (Days Of The New) og Ian Astbury (The Cult).

Sidstnævnte tog efterfølgende på turné med Manzarek og Krieger som Doors Of The 21st Century, der – efter en retssag om Doors-navnet, anlagt af Densmore – siden måtte turnere under navnet Riders On The Storm. Senere forlod Ian Astbury gruppen, der med skiftende sangere fortsatte under navnet Manzarek-Krieger, til Manzarek blev ramt af kræft. Manzarek døde 20. maj 2013, 74 år gammel.

 

 

The Doors-Diskografi

Studiealbum

The Doors (Elektra, 1/1971)

Strange Days (Elektra, 10/67)

Waiting For The Sun (Elektra, 7/68)

The Soft Parade (Elektra, 7/69)

Morrison Hotel (Elektra, 2/70)

L.A. Woman (Elektra, 4/71)

Other Voices (Elektra, 11/71)

Full Circle (Elektra, 7/72)

Som Jim Morrison, Music by the Doors: An American Prayer (Elektra, 11/78)

Desuden er der udgivet en lang række re-issues af ovennævnte, senest via cd/dvd-bokssættet Perception (11/06), singler, opsamlingsalbum og live optagelser, både officielle og uofficielle.

 

The Doors online

 

www.thedoors.com

 

www.raymanzarek.us

 

www.johndensmore.com

 

www.robbykrieger.com

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA