Lars Ulrich: Jeg leder efter mere af min fars ånd

Lars Ulrich: Jeg leder efter mere af min fars ånd

Trods otte års album-tørke fastholder Metallica problemfrit den globale metaltrone. GAFFA mødte en glad og lettere løssluppen trommeslager i København, som varsler fuld smæk på i Royal Arena.

– Sidste gang jeg var i landet, var det lynhurtigt ind og ud af et fly, denne gang har jeg været her nogle dage, det er fedt. Og du er den sidste, jeg ”officielt” skal snakke med, så jeg nyder det, der er ro på.

GAFFA møder landets store internationale metal-berømthed, i nu efterhånden 35 år, på hotel Phoenix i København den 3. december 2016, hvor Ulrich helt tydeligt hygger sig. Han kommer ind i rummet smiler, griner og prøver vedholdende at få sin engelske repræsentant til at udtale det danske ord ”trom-me-sla-ger”. Repræsentanten gør flere forsøg, men der går ren ”rød-grød-med-fløde” i den, ikke mindst til ”trommeslagerens” begejstring. Den danske sprog er en mærkelig en.

Inden GAFFAs fotograf får Ulrich op på bordet for at ”rock-posere” og andet godt, begynder Ulrich at læse GAFFA. Tilfældigt slår han op på anmeldelsen af Hardwired … to Self-Destruct, med overskriften ”En symbiose mellem aggressivitet og melodisk overblik”. En sætning, udenlandsk-Hellerup-drengen har mere end almindeligt svært ved at udtale (der går faktisk lidt ”trom-me-sla-ger” i den). Ulrich bladrer videre og gør mig opmærksom på fænomenet Robbie Williams og virker noget overrasket over, at Savage Rose stadig spiller, hvorefter han kigger på mig og ivrigt gestikulerende indvier mig i en stor hemmelighed: ”Vidste du, at Tønder Festival er en helt særlig festivaloplevelse”?

 

Langt om længe

Okay, løst krudt, men for at illustrere, at Lars Ulrich har det godt og sørger for, at folk omkring ham, omkring os, hygger sig, og det er tilfældet. Faktisk har han alt andet end travlt, når snakken først kommer i gang. Jeg får flere gange ”øje” og ”halshug” fra (den i øvrigt særdeles søde) danske presserepræsentant. Men Lars har pludselig masser af tid og vifter nonchalant afværgende med hånden et par gange; der er lige lidt mere, vi skal have vendt.

Han har umiddelbart heller ikke så meget at beklage sig over. Hardwired … to Self-Destruct, har indtaget hitlistens 1. plads i 57 lande og er top fem i cirka det dobbelte. Helt og aldeles glemt er den hårdtrockende kvartet trods alt ikke. Men hvor der ikke er tvivl om, at bandet fortsat forstår at knække live-koden effektivt, som for eksempel på Roskilde Festival 2013, er det at skrive nyt materiale, specielt med så tungtvejende et bagkatalog, en ganske anden sag. Men Lars Ulrich har aldrig været i tvivl om, at der ville komme nyt fra Metallica.

– Jeg har altid vidst, at vi havde mere i os. Otte års albumpause, ja, men Metallica har eksisteret i 35 år, og vi har aldrig haft mere travlt end i de sidste ti. Der vælter ind med tilbud hele tiden. Hvis der var 48 timer i døgnet, ville vi stadigvæk ikke kunne nå halvdelen af de ting, vi gerne ville, og hvad folk spørger os om.

Travlhed på landevejen er en ting, men at skrive nyt materiale er noget andet?

– Det er rigtigt, men det kreative, skabende har hele tiden været der. Jeg lyder måske lidt selvglad, når jeg siger det, men jeg har en iPod liggende derhjemme med omkring 1500 idéer. Hvis vi aldrig nogensinde lavede noget nyt igen, så ville vi kunne lave fem plader på alle de idéer, der allerede eksisterer og er indspillede.

 

Live-feeling og menneskelighed

Du virker glad og tilfreds, er det udtryk for den generelle ”state of mind” i Metallica-lejren oven på udgivelsen?

– Ja, det vil jeg sige. På en flyver fra San Francisco til London hørte jeg alt, samtlige 77 minutter, læste alle teksterne, albumcredits og det hele i et hug. Det plejer jeg ikke at gøre, men det var en virkelig god følelse. Men det er meget svært at bedømme, når det er så tæt på. Du laver en plade og giver 600 interviews bagefter. Kommer vi til Danmark i 2019, kan jeg give dig en bedre vurdering end lige nu. Men umiddelbart er alt positivt, vi har lige spillet nogle fede koncerter i Canada, og vi er klar.

– Det er svært at klage, det må jeg sige. Vi er gået nr.1 i 237 lande, du ved (lad os bare sige 57, men pointen er forstået, red.), og albummet er generelt blevet modtaget virkelig godt, bedre end længe, når vi har lavet noget nyt. Det er genialt og vildt spændende at lave en plade. Vi er kommet med vores sange, vores riffs, vores idéer, og så synes jeg, at vores producer Greg Fidelman har været dygtig til at få helheden til at virke levende. Han har givet musikken en form for ”live-feeling” og menneskelighed.

 

Aggressionen intakt

Kigger man på Metallicas, og for den sags skyld hele den tunge genres historie, er en udsvævende livsstil og et udtalt behov for at få afløb for sine aggressioner ofte helt centralt. James Hetfield og Kirk Hammett har begge lig i lasten fra barndommen, og interne konflikter og den særlige gnist i Metallica er blotlagt i den efterhånden legendariske dokumentarfilm Some kind of Monster. At der blev drukket hårdt igennem, at damerne blev nedlagt på stribe, og at sømmet generelt var i bund, er ingen overdrivelse, når man kigger på Metallica i 80'erne, hvor mange af de tunge klassikere blev indspillet.

Men i Some Kind of Monster ser man også James Hetfield til sin lille datters balletopvisning, og Lars Ulrich snakker med årene gradvist mere om at drikke te, gå tidligt i seng, tage sig godt af familien og så videre. Alt i alt særdeles sympatisk, men risikerer man ikke at miste gnisten, aggressiviteten, midt i den pæne, voksne livsstil. Gnisten og kraften der er altafgørende for Metallicas særlige sound, aftryk og power.

– Det hænger lidt anderledes sammen for os. Vi har en utrolig komfortabel livsstil, men når vi fyrer op for kedlerne, finder vi en enorm livsglæde, en helt utrolig spilleglæde. Når jeg skal tale for mig selv, har det aldrig været aggression mod min land, min opvækst eller min kultur, jeg har reageret imod. Jeg kom til USA som 17-årig, og jeg var ikke ligefrem på flugt. Jeg var en Hellerup-dreng fra Maglegårdsskolen, spillede i H.I.K. og kom med en tennisketsjer under armen. Jeg kom fra et kreativt hjem fyldt med kunst, musik og skuespillere, jeg løb ikke væk fra noget eller nogen.

– Men jeg var altid ekstremt tiltrukket af energien i den tunge musik. Det har været helt grundlæggende, siden jeg så Deep Purple i 1973, hvor guitaristen Ritchie Blackmore blev mit helt store idol. Det er stadigvæk den samme kraft og energi, jeg er tiltrukket af. Og så det at kunne udvikle det på den måde, som jeg har kunnet med de andre, har selvfølgelig været totalt vildt. Vi kan noget sammen.

 

Herre i eget hus

En ting er kemien jer i mellem og energien i musikken. Noget andet, at I med årene er blevet gradvist mere selvstændige og har kastet jer ud i nye projekter. Hvad betyder det for helheden?

– Det har helt sikkert været en vigtig, og naturlig del af bandets udvikling. Vi kører vores eget pladeselskab i dag, Blackened Records, hvor vi har ansat 10 personer ud over os selv. Vi styrer hele butikken selv, det er tidkrævende, men det er fedt. Det er genialt, fordi vi gør, hvad vi vil, og hvad vi kan. Det er fedt at indspille plader, det er fedt at gå i studiet. Vi styrer vores egen Orion Festival, vi spiller i fængsler, spiller gamle album live, vi har spillet på Sydpolen, Antarktis, vi har fået lov til at være backingband for Lou Reed, listen er meget lang. De mange forskellige typer af aktiviteter har helt sikkert medvirket til dynamik og udvikling i bandet. Der er altid nye udfordringer og muligheder, og sådan bliver det ved med at være. Heldigvis.

 

Religiøsitet

Om det er fordi mange er i kulturel og åndelig identitetskrise, ikke har fået reproduceret sig selv, mangler indhold i tilværelsen eller hvad skal være usagt i denne sammenhæng. Men der er i hvert fald en tendens til, at mange placerer en utrolig tungtvejende del af deres identitet i rockgruppers gøren og laden, tilbeder gamle album som fundamenter i civilisationen og grundlag for egen eksistens. Få orkestre er omgivet at så megen ”religiøsitet” som Metallica. Et nyt album, en koncert, bliver målt og undersøgt på en guldvægt og er nærmest udslagsgivende for egen og klodens videre skæbne. Men hvordan har den glade trommeslager det med hysteriet omkring sit band?

– Jeg ved, hvad du mener. Jeg tror, vi trækker lidt på skuldrene over det, lader være med at tage det så alvorligt. Først og fremmest er vi bare glade for, at folk bliver ved med at kunne lide bandet, og nu i flere generationer, det er sgu vildt.

I to tredjedele af din tid på kloden har du været trommeslager i Metallica. Er der et eller flere højdepunkter, du særligt vil fremhæve?

– Det er mærkeligt at tænke på. Sidste gang jeg holdt fødselsdag, og ikke spillede i Metallica, var da jeg blev 17. Det er 36 år siden om tre uger. I det store perspektiv er det største, at det stadig har betydning for folk, at nye mennesker bliver ved med at komme til, uden at de gamle forsvinder. Jeg kan huske, dengang vi sagde fra scenen: ”Det her er en sang for dem, der ikke var født, da Kill' em All udkom (1983, red.). Nu kan vi sige det samme om Black Album, (1991) ja og om Load, (1996), og det føles vildt. Det at nye generationer har taget musikken til sig, det er nok det, der har gjort mig allermest glad.

Der er kun et Metallica, I har jeres helt egen signatur-sound. Utallige har prøvet, men ingen ramt den samme feeling, hvad er jeres hemmelighed?

– Tak for ordene. Der er ingen obskur formel, der ligger bag, men vi har en fælles kemi, en fælles energi og vilje, som er svær at sætte ord på. Men det, at vi står så stærkt efter så mange år taler for sig selv, synes jeg.

 

Royal Arena

I skal åbne Royal Arena, hvad kan vi forvente?

– Det er fedt, at København får sådan en arena, det er på tide, og det er en stor ære at få lov til at være de første på banen. Det bliver ikke fire ens koncerter, vi kommer til at blande kortene. Vi har ikke spillet den samme sætliste siden starten af 90’erne, og det tror jeg er en anden faktor, som har medvirket til at gøre det fedt og spændende for os at fortsætte.

Hvor meget spiller I fra Hardwired... Nu var jeg selv totalt vild med Death Magnetic, og det var ikke mange af de nye sange, I gad spille fra albummet på den efterfølgende tur?

– Der bliver en god blanding, og helt sikkert mange nye numre, men selvfølgelig også meget fra bagkataloget. Men du har ikke helt ret, jeg er ret sikker på, at vi spillede i alt 8 ud af 10 numre fra Death Magnetic på de seks koncerter i Forum på turnéen, og en vaskeægte uropførsel af instrumental-nummeret Suicide & Redemption fra albummet.

Jeg så kun en af koncerterne

– Okay, det forklarer det hele.

 

Med en ketsjer under armen

Det er længe siden, du stod på toget fra perronen i Hellerup, på vej mod det forjættede land, men du har aldrig glemt, hvor du kommer fra. Hvad betyder Danmark for dig i dag?

– Det vil altid være i mig, og jeg vil altid føle mig hjemme i Danmark, og sådan har alle i Metallica det. Og det, at de andre befinder sig så godt i landet, har også været med til at styrke min glæde over Danmark. Vi har indspillet to album i København, og det sker rigtig tit, at vi overnatter her, når vi er i Europa. Min kone er virkelig blevet glad for landet, og jeg skal ikke udelukke, at vi en dag rykker her over mere permanent. Jeg vil sige, at vi nok kommer til at bruge mere tid i landet fremover. Der er noget hygge her, som jeg måske tager for givet, fordi jeg er vokset op med det, men som jeg kan se, at James, de andre og min kone synes er noget helt særligt. Jeg kan slappe af her på en måde, som jeg for eksempel ikke kan i New York. Der kører jeg hele tiden på pumperne.

Du nævner selv USA. Du har været ude med riven efter Donald Trump, nu bliver han præsident, emigrerer du?

– Der er også et helt andet USA end det, som Trump repræsenterer. Der i nærheden af San Francisco, hvor jeg bor, er der en helt anden stemning, ånd og vibe. USA har mange sider og ansigter. Jeg er ikke på vej væk endnu.

 

Æblet og stammen

Lars Ulrich er eneste søn af jazzmusikeren, skribenten, maleren, filosoffen, buddhisten, og ikke mindst tennisspilleren Torben Ulrich. En livskunstner i ordets fineste betydning. Anekdoterne om den højst originale, blide og venlige mand er utallige. For eksempel som da han ikke kunne stille op til DM-finalen i tennis, da han skulle se F.A. Cup-finalen i fodbold i fjernsynet, han havde jo varslet det på forhånd, eller når han – i kunstens tjeneste – har spillet tennis op ad vægge og husmure med malede bolde, der giver fine aftryk på det, de rammer, også folks biler.

Torben Ulrich runder de 90 til næste år, men manden med det uendelige skæg (langt før hipster-æraen) har aldrig været en person, der har følt sig tynget af alder. I 1976 var han den højst rangerede senior-tennisspiller i verden, og kun en uge før sin 49 års fødselsdag repræsenterede han det danske Davis Cup-hold. En rekord, der nok aldrig bliver slået. Kendere af Metallica vil have stiftet bekendtskab med både Ulrich Seniors varme og kompromisløshed i Some Kind of Monster-filmen. På et tidspunkt, hvor sønnen, både spændt og begejstret spiller det instrumental-nummer, der var tiltænkt som åbner på St. Anger for faren, falder dommen prompte: ”Det er noget lort”. Nummeret kom aldrig med på albummet.

Lars Ulrich har ry for at være en spradebasse og selve personificeringen af klichéen på en rockstjerne, som en bekendt sagde for nylig. Dette er mit tredje interview med manden, det første i over 15 år, og han virker langt mere jordnær denne gang. Måske er farmands ånd ved at snige sig anderledes ind i sønnen, der er i hvert fald tale om en særdeles tæt relation.

Lars, ved du, at Folkeklubben har skrevet et nummer, der hedder Torben Ulrich, hvor essensen er at slå det perfekte slag, ikke at vinde?

– Ja, det har jeg hørt (sønnen smiler, red.).

Din far har altid virket utrolig cool og ekstremt rolig, hvor du har fremstået mere udfarende. Hvor meget af hans ånd er der i dig?

– Jeg prøver hele tiden at få mere og mere af hans ånd i mig, jo mere jo bedre. Jeg synes, det er kommet mere med tiden, og det er kun godt, der er noget at se frem til. Vi ser rigtigt meget til hinanden nu. Han bor helt præcist lige ovre på den anden side af gaden fra mig, så vi er meget sammen. Han har et udsyn og en livsstil, som jeg næsten bliver misundelig på. Han har en indre ro, en total god energi, som alle, der kommer i hans nærvær bliver påvirket af.

– Ved du, hvad min søn (født 1998, red.) har fandeme fået en kæreste, det er sgu vildt. Nå, men hun kom forbi sidste lørdag, og det var meget vigtigt for min søn, at hun skulle møde min far. Så vi går derover, og min far siger god dag og holder i hånden i 10 minutter og sidder bagefter og hyggesnakker og fortæller historier. Han har en endeløs viden og en rolig omgangsfacon, der får folk til at slappe af, det er virkelig cool. Han er 36-38 år ældre end mig, så forhåbentlig kan jeg finde den samme form for ro. Jeg drikker meget te, men kan være meget oppe at køre. Min kone (Jessica Miller, red.) tvinger mig til at slappe af, til at være til stede, og her er min far vigtig og har betydet vildt meget for den, jeg er og er blevet. Han har en genial energi, han går og maler, laver film, er superkreativ og aktiv. Der er noget at stræbe efter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA