Lou Reed og John Cale – fra den fløjlsbeklædte undergrund

Lou Reed og John Cale – fra den fløjlsbeklædte undergrund

I forbindelse med at det 12. marts 2017 er præcis 50 år siden, The Velvet Underground udgav deres stilskabende debutalbum "The Velvet Underground & Nico", bringer GAFFA dette portræt af Lou Reed og hans gamle Velvet Underground-kollega John Cale. Artiklen blev første gang bragt som GAFFA Klub-tillæg i marts 2012, da både Reed og Cale fyldte 70.

København, april 2010. En tydeligt udmattet Lou Reed sidder sammensunken over en vegetarisk anretning i et lille lokale bag scenen i DRs Koncerthus. Han har lige fremført nøjagtig halvanden times instrumental avantgarde, hvorunder en del af publikum er udvandret. "Det var …overvældende", forsøger jeg diplomatisk. "Well, også for mig", replicerer Reed uden at kigge op. Forud for mødet er gået et mildest talt ejendommeligt telefoninterview under strenge instrukser om kun at spørge til det aktuelle projekt Metal Machine Trio og den just genudgivne støj-samling Metal Macine Music fra '75. Hvorefter Reed så bliver tydeligt irriteret, når man gør netop det. Endnu værre er dog udsigten til at skulle tale om gamle dage.

"Jeg ikke gider køre ud af en tangent omkring en masse rock'n'roll-ragelse", som han prosaisk udtrykker det dén eftermiddag i telefonen fra Bruxelles. Men hans gamle gruppe The Velvet Underground er ikke desto mindre et uomgængelig kapitel i rockhistorien. Unikke i deres samtid og stilskabende for en lang række efterfølgere. Hjulpet på vej af mentoren Andy Warhol og på første plade udstyret med den tyske fotomodel Nico i front – men først og fremmest et produkt af det frugtbare møde mellem to unge mænd med særdeles forskellige baggrunde i New York i '65. Det er deres historie, som her skal fortælles. Sammen og hver for sig, før og efter bruddet.

Drømmesyndikatet

Det er vistnok Brian Eno, som engang har sagt, at The Velvet Underground kun solgte 500 eksemplarer af hvert af deres blot fire album – men at samtlige købere til gengæld efterfølgende gik ud og dannede deres eget band. Udsagnet skal naturligvis tages med betydelige forbehold, men det rammer ikke desto mindre noget ganske centralt omkring New York-ensemblet, som eksisterede fra 1965-70: bandet forblev et kultfænomen med udgangspunkt i popkunsteren Andy Warhols The Factory i New York, ingen af de fire plader kom ind på Top 100 og i det hele taget stod gruppens disharmoniske, dystre univers i grel modsætning til samtidens generelle flower power-modus og psykedeliske rock, som den navnlig udfoldedes i San Francisco med navne som The Jefferson Airplane med mange flere. Bevares, ikke at Velvet Underground – eller blot Velvets, som Reed i dag omtaler gruppen – ikke var psykedelisk, i betydningen forvrænget, narkotikainflueret, eksperimenterende. Men i stedet for solskin, LSD og fri kærlighed, stod den på heroin, sadomasochisme; dødstrip og depravation en masse. Alt sammen fulgt til dørs af en musikalsk konstellation, som vanskeligt lod sig sammenligne med noget, man havde hørt før.

John Cale er søn af en walisisk minearbejder og en skolelærer, men demonstrerer tidligt talent for bratschen og begynder som 17-årig at studere musik på Goldsmith College i London. Tidligt vækkes også en interesse for avantgardemusik, og den unge Cale står i lære hos notabiliteter som John Cage og Aron Copeland. Dette engagement, kombineret med en interesse for rockmusikkens muligheder, får ham i '63 til at flytte til New York, hvor han i september deltager i en atten timer lang, klaverbåren fremførelse af den franske 1800-tals-komponist Erik Saties stykke Vexations sammen med blandt andre Cage. Samtidig begynder Cale at spille i Tony Conrad og La Monte Youngs Theater of Eternal Music; optagelser er siden udgivet under navnet The Dream Syndicate - ej at forveksle med firser-popgruppen af samme navn.

Mødet

Helt afgørende bliver imidlertid mødet med den jævnaldrende Lewis Allen Reed – Lou, blandt venner, som er vokset op i en lavere middelklassefamilie på Long Island og – ikke usædvanligt i tiden – i teenageårene er blevet underkastet elektrochok-behandlinger for sine påståede homoseksuelle tilbøjeligheder og antiautoritære attituder. Reed vender siden tilbage til den traumatiske oplevelse i sin sangskrivning – mest eksplicit i Kill Your Sons fra '74 – som i det hele taget ofte har været præget af en freudiansk klangbund. I '60 bliver den attenårige Reed indskrevet på Syracuse University, hvor han blandt andet læser creative writing hos den fordrukne digter Delmore Schwarz, som bliver en mentorfigur for den unge Reed.

Her bliver han desuden medvært på det sene radioshow Excursions On A Wobbly Rail – opkaldt efter en sang af Cecil Taylor – hvor han kan dyrke sin forkærlighed for blandt andet '50ernes freejazz. I '64 dropper Reed imidlertid studierne og bliver honorarlønnet sangskriver for Pickwick Records, og så er vi fremme med mødet mellem de på en gang umage og åndsbeslægtede makkere Reed og Cale. I tråd med tidens danse-diller ("dance crazes") har Reed skrevet den parodiske The Ostrich, som ledsages af en dans, hvor man skal ligge sit hoved på gulvet og få nogen til at træde på det(!). Ironisk nok bliver sangen et mindre hit, og derfor skal Reed bruge et band til at bakke sig op ved koncerter i indkøbscentre med videre. Det viser sig hurtigt, at de to unge mænd deler en vision om at tage rockmusikken i nye og eksperimenterende retninger, og snart finder de sammen i gruppen The Primitives sammen med Reeds gamle universitetsmakker Sterling Morrison på guitar og en Angus McLise på slagtøj. Sidstnævnte forlader hurtigt ensemblet, som nu har skiftet navn til The Warlocks. Men forinden har han foreslået det navn, under hvilket gruppen skulle komme til at skrive sig ind i rockhistorien: The Velvet Underground, efter en pulp fiction-roman (kiosklitteratur, om man vil) om seksuelle afvigere af Michael Leigh. På det tidspunkt har Reed allerede parafraseret Leopold Sacher-Masochs Venus I Pels i sangen Venus In Furs, og så er bandet en realitet.

Ned i undergrunden

I sommeren '65 indspiller gruppen - uden MacLise - deres første demoer, som først ser dagens lys på bokssættet Peel Slowly and See tredive år senere - og samme år indtræder noget så usædvanligt som en kvindelig trommeslager, den androgynt udseende Maureen "Moe" Tucker, i gruppen. Bandet begynder at spille jævnligt på etablissementet Café Bizarre, og bliver opdaget af Andy Warhol. Han bliver deres manager, og de bliver en del af miljøet omkring Warhols The Factory, hvor de indtræder i hans multimedieshow The Exploding Plastic Inevitable. Det består i praksis i, at bandet spiller foran en skærm, hvor Warhols film bliver projiceret op, mens blandt andre Warhol-skuespilleren Gerard Malanga fremfører et aparte danseshow med en pisk og lysshow fuldender billedet. Hermed er Velvets sikret et trods alt større publikum end hidtil, og hvad mere er: Warhol sikrer dem en pladekontrakt med Verve, og ved at ansætte sig selv som pro forma-producer sikrer han gruppen total kunstnerisk frihed i studiet.

Han insisterer dog på, at gruppen indlemmer den tyske fotomodel Nico som forsanger på flere af pladens numre, og i marts '67 udkommer så The Velvet Underground & Nico med sange som Heroin, All Tomorrow's Parties og det avantgardistiske afslutningsnummer Black Angel's Death Song – og med Warhols siden så berømte coverdesign: en afpillelig, gul banan på hvid baggrund. Efter at have turneret med The Exploding Plastic Inevitable – herunder i "fjendeland" på hippiemusikkens højborg The Fillmore i San Francisco – afbryder gruppen samarbejdet med Warhol og dermed også med Nico, som fra starten har mødt betydelig modstand fra både Reed, som ikke er glad for at dele rollen som frontfigur, og fra Tucker, som slet og ret betragter den berlinske skønhed som en krukket og selvhøjtidelig pain in the ass.

Hvidt lys/hvid varme

Mens den første plade på fornem vis havde balanceret de avantgardistiske excesser med smukke Reed-ballader som Femme Fatale og I'll Be Your Mirror, er efterfølgeren White Light / White Heat, som udkommer i januar '68, en mere støjende og kompromisløs affære, hvor gruppens betydning for senere punk- og støjrockbands for alvor er evident. "Bevidst anti-skønhed" har Cale kaldt albummet, og sange som Sister Ray, titelnummeret og I Heard Her Call My Name bliver i koncertudgaverne udfoldet som langstrakte støjinfernoer. Samme år i august imploderer The Velvet Underground så med Reeds fyring af Cale. Gruppen fortsætter frem til '70 og udgiver yderligere to lp'er af mere let tilgængelig karakter end gruppens toer. Både The Velvet Underground og svanesangen Loaded rummer adskillige fine skæringer, herunder Reeds signatursange Sweet Jane og Rock 'n Roll, og endelig udkommer Squeeze i '72 - med Cales afløser Doug Yule som frontfigur, uden Reed og Morrison, men stadig under Velvet Underground-prædikatet.

Men vi forlader gruppen her, og forfølger i stedet de to ankermænd på deres vej videre mod at etablere sig som soloartister, ud af undergrunden og i første omgang til henholdsvis Los Angeles og London. Men ikke uden først at nævne, at Nico, Cale og Reed mødes på scenen en enkelt gang i Paris i januar '72 på klubben Le Bataclan, hvor de gennemspiller et fornemt sæt, som i 2004 udkommer på cd. Det bliver sidste gang i femten år, Reed og Cale står sammen på en scene – men alligevel har deres karrierer på sælsom vis været indbyrdes forbundne gennem alle årene, eller som Bo Green Jensen har formuleret det: "Cale og Reed er skæbnetvillinger. De har aldrig tilgivet hinanden tiden i The Velvet Underground, men de har heller aldrig kunne slippe hinanden".

Solokarriererne tager form

Aarhus, november 2011. John Cale er i telefonen fra sit hotelværelse i Strasbourg, hvor han er ved at afslutte en længere fransk turné. I modsætning til den gamle makker vil han godt tale om VU og bruddet dengang i '68. "Det var to mennesker, som prøvede at finde hinanden, samtidig med at de forsøgte at finde deres egen identitet ved at spille bolden, deres kreative idéer, op imod den anden. Og når der finder sådan en konkurrence sted, er konflikt uundgåelig, medmindre man er virkelig stabil og forstår den proces, man gennemgår. Og det gjorde vi ikke. Vi fik en masse medieeksponering i en meget ung alder, og jeg tror ikke, at vi var klar til at håndtere det", siger Cale og uddyber: "Man kan nok argumentere for, at jeg ønskede at arbejde virkelig hårdt på sangene og re-arrangere dem, indtil vi nåede frem til noget anderledes. Evnen til at skrive en virkelig smuk sang var til stede, men for mig var det ikke helt nok; jeg ønskede at skubbe grænserne for, hvad man kunne gøre med arrangementerne. Så der lå uoverensstemmelsen over, i hvilken retning bandet skulle bevæge sig. Og jeg mener, at der er plads til begge dele, men jeg tror, at alle på det tidspunkt var løbet tør for tålmodighed, og vi kunne ikke nå frem til nogle tilfredsstillende svar".

Cale fortsætter i første omgang samarbejdet med Nico, for hvem han producerer The Marble Index i '68 og, siden, Desertshore (1971) og Camera Obscura (1985). Et frugtbart samarbejde, som dog ikke er uproblematisk takket være Nicos eskalerende stofmisbrug. Som Cale diplomatisk formulerede det til undertegnede: "Da hun kom til New York, og Andy (Warhol, red.) indlemmede hende i bandet, havde hun hidtil været en højt profileret fotomodel. Og hun brød sig ikke om det billede af sig selv, som kvinde. Hun ønskede virkeligt at ændre det og blive til noget mere kreativt. Hun blev venner med Jim Morrison, og Andys måde at hjælpe hende var at sige, at hun bare skulle gå ud og gøre det, hun virkelig følte, hun burde gøre. Så hun købte et harmonium, og hun var muligvis døv på det ene øre, men det betød ingenting. Hun begyndte at skrive lyrik og synge, og tog virkelig sit liv i en totalt anderledes retning. Og på den ene side var det virkelig et modigt greb, men på den anden blev hendes liv i smertelig grad styret af hendes fysiske behov".

I samme periode etablerer Cale sig som soloartist med tre lidet succesfulde album, den overraskende afdæmpede Vintage Violence (1970) og de mere eksperimenterende Church Of Anthrax ('71) og The Academy In Peril ('72). Sidstnævnte trækker i høj grad på Cales klassiske rødder, som han overvejer at vende tilbage til i lyset af de første solopladers kommercielle fiasko, mens debutpladen får følgende karakteristik af toneangivende Rolling Stone: "som et Byrds-album produceret af Phil Spector, efter at han har været marineret i Bourgogne, anis og chilipebre". 1971 bliver et opbrudsår for Cale. Han bliver separaret fra sin første kone Betsey og møder og gifter sig med den biseksuelle og psykisk ustabile Cindy. "Det vil du fortryde", siger et medlem af omgangskredsen. Samtidig rykker Cale til L.A. og indtager en fast stilling hos Warner Brothers som producer. Men han er en fremmed i det solbeskinnede Californien, og han savner den gamle verden. Det er de følelser – og ikke et på forhånd udtænkt koncept – som danner afsæt for hans fjerde og konceptuelle soloalbum, Paris 1919 (1973): 

"Jeg arbejdede for Warner Brothers og boede i L.A., og det er et af de få albums, hvor jeg rent faktisk havde gjort alle sangene færdige, før jeg gik i studiet. Og når alt kommer til alt, når jeg lytter til pladen, så handler den om alle de ting, jeg savnede, da jeg boede i L. A. Alle de europæiske ting, som jeg havde nydt og savnede. Og i sidste ende... det var i 1972 eller '73, hvor den kolde krig var på sit højeste. Alle forventede "a nuclear exchange" mellem USA og Sovjetunionen, og jeg tænkte: "hvordan kom det dog så vidt?" Og jeg tænkte, tja, det startede med Versailles-traktaten (fredsaftale fra 1919), og så valgte jeg den titel for at samle sangene i et koncept". Pladen bliver en væsentligt større succes end sine forgængere, og står i eftertiden som en karrierens milepæle. "Et eksempel på en af de pænest mulige måder at sige noget meget grimt på", kalder Cale pladen, som han siden har opført i sin helhed ved adskillige lejligheder – senest i Malmö Opera i november 2011.

London 1972-75

Mens der skal gå adskillige år og en hitsingle fra Reeds andet soloalbum, før Velvet Undergrounds innovative status og betydning bliver evident i hjemlandet, er den gryende glamrock-scene i London ikke sen til at tage gruppen til sig. Ikke mindst bevægelsens spektakulære galions-figur David Bowie, som inkluderer VU-sange som White Light / White Heat og Waiting For The Man i sit liverepetoire. Lou er den første til at tage konsekvensen. Ligesom i Cales tilfælde bliver Reeds selvbetitlede solodebut en yderst begrænset succes. Lou Reed er indspillet med medlemmer af Yes i London og består mestendels af genindspilninger af outtakes fra indspilningerne af Loaded. Hverken Lou selv eller hans selskab RCA er tilfredse med resultatet, og i '72 sætter Lou sig atter på et fly til London. Her venter en aftale med Bowie om at indspille Lous andet album. Og inden det prominente parløb eksploderer i skænderier og korporligt sammenstød har de nået at skære Reeds store gennembrud som solist.

Transformer udkommer i december '72 og inkluderer iørefaldende popsange som Perfect Day, Sattelite of Love og, ikke mindst, Walk on the Wild Side, som med sit insider-portræt af persongalleriet omkring The Factory og catchy tre-akkorders-progression bliver et hit. I ´73 er det Cales tur til at krydse Atlanten endnu engang. Ligesom afskeden med New York to år tidligere blandt andet var et forsøg på at komme ud af et heroin-inficeret miljø, er flugten fra Californien også et forsøg på at blive et eskalerende kokainmisbrug kvit. En indsats, som dog først skal bære frugt flere år senere. Cindy og John flytter først ind i et hus i Chelsea, men rykker siden til en mere ydmyg kælderlejlighed i Shepherd's Bush. Der er Beach Boys og Mahler på grammofonen, stofferne flyder, og en dag kigger Lou forbi med sin transvestit-kæreste Rachel – på jagt efter stoffer.

John Cale fortæller: "Vi tog afsted i Limousinen for at besøge en ven, og kom tilbage fully loaded og klar til at feste. Jeg gav Lou grejet og stofferne, som han høfligt rakte tilbage, så jeg kunne få først. Det gjorde jeg så, og kom forfrisket tilbage fra toilettet. Han forsvandt så ud på toilettet, mens vi andre slukkede tørsten med nogle øl i stuen med Beach Boys på grammofonen. Der gik mere end en halv time, og bekymret åbnede jeg døren og så et mærkværdigt syn. Lous arm var gennemhullet flere steder, og der løb blod ned af hans arme fra hullerne - Nålen var blodrød og så ud til at være tilstoppet. Han sad paralyseret på kummen uden at røre sig. Det lignede en scene, der var frosset fast i tiden; en statue af en siddende figur, der prøver at kontrollere et ukontrollerbart objekt, der er ved at flyve væk fra ham (….) Jeg fjernede nålen fra hans arm, mens han mumlede "Oh man, oh man, oh man, oh man" til sig selv. Jeg fjernede årepressen og stak nålen i den bedste åre, jeg kunne finde (…)".

Hyggestunder á la Reed og Cale anno 1973. Men i samme periode indspiller Cale trilogien Fear (1974), Slow Dazzle og Helen of Troy (1975), ligesom han for alvor finder formlen som koncertkunstner: "I forbindelse med udgivelsen af Slow Dazzle tog jeg på min første større turné siden '68. Jeg havde det ambivalent med at turnere. Paris 1919 havde givet mig meget mere selvtillid som sangskriver, men den evne betød ikke en skid, hvis ikke jeg promoverede det (…) Så snart jeg begyndte et turnere fandt jeg ud af, at jeg elskede det. Det er det, der giver mig energi; at være tvunget til at se folk i øjnene, at relatere til dem", skriver Cale i sin selvbiografi. En kritiker har engang bemærket, at det på sin vis giver god mening, at Cale i London landede i Roxy Music-lejren, mens Reed havde fundet sammen med Bowie: "Fear blev co-produceret af Eno og Roxy Musics guitarist Phil Manzanera. Det gav perfekt mening, at Reed blev overtalt af Bowie, mens Cale hældte i retning af Roxy-lejren. Hvis De vil undskylde min forsimpling, handlede Bowie om den Warhol'ske manipulation af overfladerne, mens Roxy drejede sig om musikken".

Mentalt Berlin

Mens Cale således lufter sit nye materiale – herunder en foruroligende fortolkning af Presley-hittet Heartbreak Hotel – på landevejen, er Lou tilbage i USA, sejlende i amfetamin og klar til at begå det første af flere karrieremæssige og kommercielle selvmord. Opfølgeren til Transformer bliver den kuldslåede sangcyklus Berlin; en mere eller mindre sammenhængende og delvist selvbiografisk historie om parret Jim og Carolines destruktive forhold, som imploderer i vold, utroskab, misbrug, tvangsfjernelse og, endelig, Carolines selvmord. De færreste fanger formatet ved udgivelsen, men ligesom Cale har gjort det med Paris 1919 insisterer Reed siden på at bringe værket til ære og værdighed. Fra 2006 indleder han en længere række koncerter, hvor han fremfører hele Berlin; en turné som bliver foreviget på såvel en liveplade som i Julian Schnabels koncertfilm Lou Reed's Berlin. Men tilbage i '74 forsøger RCA at gøre bod på "skaden" ved at udsende livepladen Rock'n'Roll Animal (1974). Lou Reed, i lædertøj og hvid makeup, er blevet et brand, der skal værnes om. Det skider Lou, naturligvis, på, og i '75 gentager historien sig.

I '74 indtager Sally Can't Dance hitlisterne til pladeselskabsfolkenes store tilfredshed. Lou kvitterer med at indspille en dobbelt-lp med bogstavelig støj; feedback fra guitaren optaget hjemme i lejligheden i New York, hvor han har forskanset sig med forstærkere, guitarer og stoffer. Mad er der aldrig noget af, husker en bekendt fra perioden. "Jeg var ikke særligt glad for Sally Can't Dance, og jeg ville lave flere ting i stil med Velvet Underground, som soloen i I Heard Her Call My Name. Og det her er, hvad der kom ud af det", siger Reed til undertegnede i forbindelse med genudgivelsen af den monstrøse plade. Da jeg spørger, om han mener at tiden langt om længe er moden til, at publikum vil værdsætte værket, svarer Reed, forudsigeligt nok: "Jeg var ligeglad dengang, og jeg er ligeglad nu. Jeg laver dette her for min egen skyld. Og hvis du er heldig nok til at være i nærheden, er du heldig nok til at få lov at høre det … hvis du vil dvæle ved forklaringer, så er det dit problem…".

Frygt

Mens Reed således hele tiden har kørt sit helt eget trip, har Cale gennem karrieren været inde over adskillige andre kunstneres karrierer. Foruden samarbejdet med Nico medvirker han således på Nick Drakes Bryter Layter (1970), og fra England flyver han til New York for at producere Patti Smiths debut  Horses i '75. Cale medbringer også Nico, da han i sommeren '74 er inviteret til at optræde med Kevin Ayers, Brian Eno med flere på spillestedet The Rainbow i London – foreviget på pladen June 1st, 1974. Og samme sensommer udkommer altså Fear, hvis titel er meget konkret: "Da jeg tog mange stoffer og drak meget, led jeg af agorafobi. Når du er på vej ned efter at have været på stoffer, har du ikke lyst til, har du ikke lyst til at have med nogen at gøre. Og så undrer folk sig over, hvorfor jeg kaldte albummet Fear!". I slutningen af '75 bliver Cale skilt fra Cindy. En aften sidder han og drikker sig fuld med Eno og en af Cindys veninder, som er nymfoman. På et tidspunkt ringer Cindy, og veninden fniser demonstrativt. Cale smadrer hendes fortænder med sit shot-glas. "Hun løb ud, men kom tilbage senere og kneppede mig med sine smadrede tænder", erindrer Cale. Men han har fået nok af London, og i sommeren '76 er han tilbage i New York og klar til en tjans som opvarmning for Patti Smith.

I de følgende år bliver det kun til en opsamlingsplade og en enkelt ep – Animal Justice fra efteråret '77 – og først ved årtiets udgang udkommer en hel plade med nyt materiale. Sabotage, optaget live på CBGBs i sommeren '79 opsummerer en stemning af tiltagende paranoia og alment ubehag. "I can't keep living like this no more", hedder det på en af pladens skæringer, og et øjenvidne husker, hvordan albummets klaustrofobiske, destruktive atmosfære forplantede sig ud i salen, da Cale og band besøgte Stakladen i Aarhus omkring samme tid. Cale er klar til at træde ud af halvfjerdserne.

Maskerne falder

Det samme kan man i høj grad sige om Lou Reed, som efter at have cementeret sin persona som kulsort storbypoet med Street Hassle udsender livepladen Take No Prisoners, hvor han i en række lange monologer leger med rollerne og befinder sig et sted mellem at være privatpersonen Lou Reed og mediefænomenet, figuren Lou Reed. I '79 følger den mere jazz-influerede The Bells, og i 1980 er manden klar til at smide halvfjerdsernes mange masker definitivt og genopstå som...Lou Reed. Stofmisbruget er blevet erstattet af galopperende druk. Det fungerer naturligvis kun til at vist punkt; Reed går i behandling og begynder at gå til AA-møder, og på hans efterfølgende turnéer er sprut bandlyst backstage, husker guitaristen Robert Quine, som var med på landevejen og medvirkede på  pladerne The Blue Mask og Legendary Hearts, inden han tog afsked med Reed med alt andet end varme følelser i '85.

I '80 bliver Lou gift med Sylvia Morales og udsender samme år Growing Up  in Public med selvbiografiske sange og et cover, der viser hans trætte ansigt. Uden make-up eller poseren. Uden de – til tider dæmoniske – masker, som han har gemt sig bag i det forløbne årti. Som Danmarks måske største og i al fald mest velartikulerede Reed-discipel, Dan Turrell, skriver efter at have møde Lou over en flok Irish Coffees på Hotel Plaza i København i '77: "Lou Reed er, som alle de myter jeg hidtil har sét, ét stort spejlbillede. Alt hvad han viser frem er de tricks og maskemekanismer, man selv består af og væves af. Og universet er et spejl, så man kunne måske kalde det Indforstået Ingenting. Ingenting kræver stor fordybelse". Eller som Lou selv synger et sted: "Oh, sweet nothing". Eller Cale: "You're a ghost, la-la-la-la...".  

Sange til Drella

Vi foretager et spring i tid, frem til de to herrers veje atter krydses. Anledningen bliver den gamle mentor Andy Warhols uventede død i '87, som foranlediger Cale og Reed til at sætte sig sammen og skrive en hyldest til Warhol i form af sangcyklussen Songs For Drella, som opføres live ad flere omgange i blandt andet St. Ann's Church i New York i '89 og siden udsendes sangene på både video og plade. Med det fornyede samarbejde er grunden desuden lagt til en gendannelse af The Velvet Underground. 15. juni '90 giver gruppen koncert udenfor Paris i forbindelse med en større, retrospektiv Warhol-udstilling, og i '93 drager de ud på en større turné, som også inkluderer en koncert på Roskilde Festival og udmønter sig i livepladen Live MCMXCIII, optaget i Paris i juni. Den inkluderer, foruden  en række VU-klassikere, Reeds karakteristisk nochalante Velvet Underground Nursery Rhyme: "We're the Velvet Underground and We have come to play / It's been 28 years since We've been here to the day / There's Maureen, she's on the drums / She's having lot of fun / Let's hear it for "Moe" Tucker / Beat those skins for everyone / There is Sterling Morrison, he's playing the guitar / He's a guitar hero, kick their asses really far / Now you got here John and Me, we want no part of this / That's because We think it's real pretentious shit!".

Genforeningen er en begrænset succes; Legender på glatis kalder journalisten Lars Movin sin anmeldelse af gruppens koncert i Dublin, og ifølge Cale forværrer turnéen blot det i forvejen anstrengte forhold mellem medlemmerne. Cale og Reed har ikke arbejdet sammen siden, Morrison døde af cancer i '95, og senest man hørte fra Tucker var i forbindelse med hendes sympati-ytringer i forhold til den højreorienterede Tea Party-bevægelse.

I stadig bevægelse

Prætentiøst lort eller ej; det er svært at komme uden om The Velvet Undergrounds betydning for en lang række senere bands; læs eventuelt Per Reinholdt Nielsens indsigtsfulde essay På sporet af den hvide støj i den fine artikelsamling Loaded fra '03. Og de to herrer, som vi her har forsøgt at tegne et – indrømmet: overfladisk – portræt af? De er begge i fortsat kunstnerisk bevægelse. Cale har lavet en del filmmusik og bevæget sig ubesværet mellem rock, klassisk og avantgarde. Reed har afsøgt New Age (Hudson River Wind Meditations, 2007), dyrket støjen med sin Metal Machine Trio, lavet en koncert for hunde og senest delt vandene med sin kompromisløse kollaboration med Metallica, Lulu fra 2011.

I skrivende stund er der ingen umiddelbar udsigt til, at de gamle makkere igen finder sammen i et kreativt samarbejde. For som Cale siger: "Det lader til, at vi begge er meget interesserede i forskellige ting. Jeg har ikke sat mig ned og talt med ham i temmelig lang tid, så jeg ved ikke, hvad der interesserer ham for øjeblikket. Så indtil vi får lejlighed til at finde ud af, hvad hinanden går op i, er det meget vanskeligt at se for sig, hvad vi kunne lave".

Artiklen baserer sig på journalistens samtaler med de to hovedpersoner, foruden John Cales selvbiografi What's Welsch for Zen? og en række biografier om Lou Reed, hvoraf de væsentligste er Victor Bockris Transformer og P. Doggetts Lou Reed. Dan Turrell er citeret fra Amerikanske Ansigter. Borgen 1979, ligesom Lynggaard og Queitschs (red.) antologi Loaded (2003) skal anbefales.

Ti af de vigtigste plader:

1.    The Velvet Underground & Nico (1967). Pladen, som startede det hele er stadig en intens lytteoplevelse og står som en af årtiets væsentligste udgivelser.

2. The Velvet Underground: White Light / White Heat (1968). Der skrues op for støj og eksperimenter og vi får den makabre recitation The Gift på John Cales sidste plade med gruppen.

3. Lou Reed: Transformer (1972). Reed træder i karakter efter sin famlende solodebut; sangene sidder i skabet og Bowies arrangementer er knivskarpe.

4. John Cale: Paris 1919 (1973). Europæisk dekadence og elegant kammerpop går hån i hånd på en af solokarrierens vigtigste plader.

5. Lou Reed: Berlin (1973). Mens Cale fremskriver et imaginært Europa efter første verdenskrig dykker Reed ned i et mentalt Berlin på denne forstemmende samling sange om vold, svigt og stoffer.

6. John Cale: Slow Dazzle (1975). Højdepunktet i Cales London-trilogi og måske i hele karrieren. Med stærke sange som Taking it All Away og Not the Loving Kind er det en af rockens store skilsmisseplader, som fortjener en plads på reolen ved siden af Dylans Blood on the Tracks fra samme år.

7. Lou Reed: Coney Island Baby (1975). Løse håndled, nochalante sangforedrag og pletskud som titelnummeret, Charley's Girl og voldsfantasien Kicks.

8. Lou Reed: Take No Prisoners (1978, live). Rock & Roll Animal fra '74 er kanoniseret som Reeds store liveplade, men dette dobbeltalbum er med sine flabede monologer og verbale udfald mod alt og alle en endnu mere underholdende størrelse.

9. John Cale: Sabotage (1979, live). Kæberaslende kulmination på Cales ildevarslende og let paranoide 70'er-ouvre antyder mandens brændfarlige koncertformat ved årtiets udgang.

10. John Cale & Lou Reed: Songs for Drella (1990). For første gang i to årtier bringer makkerne atter det bedste frem i hinanden på denne hyldest til den afdøde mentor Andy Warhol.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA