Josh Homme: Jeg vil ind til Jordens centrum

Josh Homme: Jeg vil ind til Jordens centrum

Siden sidste Queens of the Stone Age-album har Josh Hommes gennemlevet Bataclan-massakren med Eagles of Death Metal og gået i duo-symbiose med idolet over dem alle, Iggy Pop. På aktuelle Villains bryder Homme igen grænser og dokumenterer, hvor han står i dag, menneskeligt som musikalsk. GAFFA kom tæt på i München.

På en steghed sommerdag i Bayern får Josh Homme på et splitsekund omdannet Bayerischer Hof Hotel, Sydtysklands mest eksklusive ikke-ryger hotel, til en slyngelstue, hvor den ene smøg bliver tændt efter den anden, og hvor fødderne hurtigt kommer på bordet, glasset vælter, og væsken løber ud på bordet, videre ud på gulvtæppet, uden at Josh fortrækker en mine. Han er i gang med at fortælle noget vigtigt. Med sin fortsat røde manke, store muskuløse, gennemtatoverede, 194 centimeter høje krop og borende blik, har Josh Homme en fremtoning, der nok vil kunne få en neurotiker til at ryste i bukserne i en mørk gyde, især hvis Josh er sur. Og det kan han sagtens være. Ved sidste interview beskrev han forskellen på en af karrierens mange musikalske soulmates, Dave Grohl, og ham selv som respektivt berømt og berygtet, og listen af slagsmål, konfrontationer og fængselsdomme er velkendt Wikipedia-gossip. Men skuer man kun hunden på hårene, får man et falsk helhedsbillede, når det gælder Josh Homme. Bag det kontante ydre og de til tider aggressive ord og toner, gemmer der sig et særdeles intelligent og komplekst menneske, der inkorporerer flere sider i musik, ord og handlinger i forhold til, hvad det vil sige at være et levende, reflekterende menneske. Herunder at give fuld plads til følsomheden, søge kærligheden, vove pelsen og gå ud på dybt vand.

 

Fra Kyuss til Queens

Allerede som 14-årig dannede han stoner-rock-pionererne Kyuss, og da han senere navngav Queens of The Stone Age, var det netop for at provokere den homofobiske del af fanskaren. Som Josh med en karakteristisk one-liner opsummerede situationen i München:

– Det er let at være en ”brute”, det eneste, du skal gøre, er at slukke for din hjerne”.

Det har Homme så ikke gjort, men den har været overophedet. Syvende album med Queens of The Stone Age er nu klar til udgivelse. Og denne gang har Stoner-rockens kransekagefigur allieret sig med super-pop-produceren Mark Ronson. Ud over Kyuss tæller bagkataloget et væld at musikalske samarbejder på kryds og tværs, specielt de mange Desert Sessions, hvor han selv er initiativtager og ankermand, og hvor alle fra P.J. Harvey til Mark Lanegan og Twiggy Ramirez er sat sammen uden foregående dagsorden. Et af de mest markante sideprojekter er Them Crooked Vultures med Dave Ghrol og selveste John Paul Jones på bas. Kyuss nærmest skabte en genre, som et godt mix af Black Sabbath, metal og punk og blev hevet med på tur af de store, noget ældre grunge-ikoner, blandt andre Soundgarden. Queens har leveret en række innovative og skelsættende skiver i den tunge afdeling som Rated R og Era Vulgaris, med mesterværket Songs for the Deaf som kronjuvelen i samlingen. Josh har altid gjort en dyd ud af, at udgivelserne skal være en ”præcis beskrivelse af, hvor han og drengene er i sit liv”, som udtrykt i München, og på sidste udspil Like Clockwork var der også givet plads til et par eftertænksomme, melankolske sange. Og endnu en gang er Villains et musikalsk udtryk for, hvor Josh Homme befinder sig i tilværelsen, og her er et par vigtige pejlemærker: Josh er gift med punk-sangerinden Brody Dale fra The Distillers, og sammen har de tre børn på henholdsvis to, fem og 11 år. Familien fylder rigtig meget i Hommes bevidsthed.

Den 13. november 2015 angreb sympatisører af Islamisk Stat spillestedet Bataclan, hvor 89 mennesker mistede livet. Bandet på scenen var Eagles of Death Metal. Josh var ikke med i Paris, men har stiftet bandet med vennen Jesse Hughes, spiller på pladerne og indimellem live og medvirkede i det stærkt følelsesladede video-interview med bandet hos Vice Magazine, relativt kort efter tragedien. Det sætter sine spor. Sidst, men ikke mindst har Josh gået i partnerskab med sit største idol, Iggy Pop. Han har produceret albummet Post Pop Depression, spillet på albummet og den efterfølgende turné og medvirket på og produceret filmen American Valhalla om albummet. Josh taler sjældent mere end fire-fem minutter ad gangen uden at nævne Iggy i en eller anden sammenhæng. Sådan cirka er rammen for mødet med Josh Homme den 26. juni 2017 i sydtyske luksusomgivelser. For mit vedkommende tredje album-interview med Josh – første gang i L.A. 2005 og anden gang i Berlin 2013 – plus et par korte backstagemøder, blandt andet på Vega. Fascineret af Hommes utrolige musikalske aktivitet forsøgte jeg for sjov at kortlægge hans virke, sat op som stamtræ, i GAFFAs nu hedengangne Klub-tillæg i 2005, hvilket jeg viste ham flere år senere i Berlin.

 

Stamtræet og samarbejdets kunst

– Yes, jeg kan huske dig, især det musikalske stamtræ, du havde lavet. Har du et kopi af det? Jeg er ikke nostalgisk af natur, for det har det med at gøre mig i dårligt humør, men når jeg kigger tilbage, og især da jeg så det du havde kortlagt, tænkte jeg: ”Holy shit, jeg har været involveret i mange ting”.

P.J. Harvey fortalte mig, at hun var meget nervøs for at deltage i Desert Sessions, men at du fik hende til at slappe af?

Det første, hun sagde til mig var, at hun ikke ville synge foran nogen af de andre. ”Fint” sagde jeg, men allerede den første aften havde hun tekster liggende over hele kontrolrummet og gik og sang, mens andre lavede mad og ordnede ting og sager lige ved siden af hende.

Hun kom ud af sin sikkerhedszone?

– Ja, hun kom til et sted som ”Jeg kan udleve det her med passion, uden at tage mig selv så seriøst, at alle andre må væk”. Som at bryde en mur. Det gælder ikke hun hende. Der er tider, hvor du vil synge og spille i et lukket rum, men det er ikke idéen bag Desert Sessions.

Det virker som en drivkraft for dig at få folk til at samarbejde, som en slags nysgerrighed efter at se, hvad folk indeholder?

Der er kombinationer, der ser frygtelige ud på papir, men viser sig at virke i praksis, og det synes jeg er spændende. Det kan være skræmmende, men min holdning er, at hvis jeg nu er den, der går først, så mon ikke i det mindste andre vil kigge på muligheden. Det er øjeblikket, der tæller, det behøver ikke at være en livslang forpligtigelse, det er noget, jeg har opgivet for mange år siden.

I forhold til musik eller mennesker?

– Musik, men i mange tilfælde også mennesker. Hvis du kan opleve og skabe et musikalsk øjeblik med andre, der transcenderer noget, så er det, alt jeg beder om. Det er, hvad det er. Hvis nogen så siger ”Jeg forventer, at det her skal blive ved med at fortsætte,” er det ikke mit problem.

Har du altid haft det sådan, eller er det kommet med årene? Var Kyuss mere det klassiske: os mod resten af verden?

– Kyuss var som en religion, vi øvede otte timer om dagen, seks gange om ugen. Men så gik det op for mig, at det var mig, der skulle trække læsset, ville arbejde hårdt, hvor de andre slappede mere af, men samtidigt ville dele kagen. Som person er jeg realist og humanist, men tradition er også en måde at holde folk nede på.

Hvad er kombinationen mellem Kyuss og tradition?

Jeg leder efter nye traditioner, der ikke er så endelige. Som realist har jeg også en idealistisk og optimistisk side, og jeg er for længe siden holdt op med at fokusere på, hvad jeg ikke kan lide. Alle ved, hvad de ikke kan lide. Men hvad er du villig til at tage kuglen for, at dø for, men som du måske ikke er i stand til at udtrykke? Musik er i den sammenhæng en kommunikationsform, jeg er blevet afhængig af, en måde at få det bedre på.

Du har tidligere fremhævet Dave Grohl som en, der med årene går målrettet efter samarbejde og den brede pensel. Senest på Sonic Highways-dokumentarerne?

– Dave har en magisk måde at give folk lyst til at joine ham. Jeg har samme passion for samarbejde, men vores leveringsstil er forskellig. Ikke for at sige, at Dave har det anderledes, men det vigtigste for mig er, at folk skal være, som de er og bevare deres særheder. Hvis du ændrer på Nick Oliveri, Mark Lanegan eller Jesse Hughes, så ville du miste dem, de er de eneste, der er sådan. Derfor vil jeg aldrig fortælle nogen, hvad der er sandhed, rigtigt eller forkert. Det er, hvad den enkelte oplever. Det er det samme, jeg oplevede med Iggy, ballet er åbent, du ved aldrig, hvad der kommer til at ske.

 

Musikalsk sex

Er det nøglen til, hvorfor du altid arbejder under bandnavn, selv om du er arkitekten bag?

– Jeg kunne have lavet alle de her plader alene – måske laver jeg en soloplade en dag? – men så havde jeg været helt alene. Jeg kan lide positiv friktion. Når du knepper nogen, så er det positiv friktion. Det her er en anden version af at kneppe nogen. Den form for udveksling, hvor du gør noget sammen, og hvor det bliver så godt, som det er. Det indkapsler helheden af et trossystem. Det er noget, jeg har lært gennem Desert Sessions. Jeg kan efterlade det dårlige, jeg behøver ikke at hænge på det. Det er blevet som en religion eller filosofi, som jeg også fortæller videre til mine børn.

Villains indeholder dæmoner, konfrontationer, David Lynch-agtig weirdness, men også optimisme, indfølte sange til børnene og starter med den 100 procent selvbiografiske Feet Don't Fail Me Now med åbningslinien ”I was born in the desert, May 17th 1973” med en form for ”fuck you-jeg er en overlever”-attitude. I samme nummer spoler Josh tiden tilbage til Kyuss og teenage-dagene, med ord som drevet af ”'pleasure and agony. Men hvorfor så selvbiografisk åbent nu, fra en tekstforfatter, der traditionelt har dyrket ord, åben for egne fortolkninger?

– Der er en klassisk bluestradition for at sige 'I are this' (ja, det sagde han, red.), og jeg kunne godt lide den tribale form. Iggy skrev hooklinen i omkvædet, så det var i ånden. Sandheden er, at det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt. Det var lidt sådan ”You think I'm a fool, well I'm a dancing fool” på en fuck you-måde. Livet er hårdt, jeg er allerede meget ældre, end jeg nogensinde havde troet, jeg ville blive, men der er ingen grund til at ”fake” noget. Det er, som det er.

 

Chris Cornell – ikonerne forsvinder

De store rock-ikoner dør som fluer, især de sangere i front, der har udtryk smerte og vrede, virker det som om. Med Kurt Cobain, Layne Staley (Alice in Chains), Scott Weiland (Stone Temple Pilots) og uendeligt tragisk nu også Chris Cornell på R.I.P.-listen er det kun Eddie Vedder, der står tilbage fra den generation. Josh kendte dem alle personligt og har mange lighedstræk til fælles.

– Kyuss' sidste turné i 1995 var med Soundgarden, jeg kendte Chris og alle de andre godt. Jeg kunne ikke komme til begravelsen, og jeg ved ikke engang, om jeg tror på, at han hængte sig selv, men det vil jeg ikke gå nærmere ind i. Men det, jeg ved er, at nu er alt, hvad du har: Vi er her sammen nu, det er det, og alt andet har ledt op til dette øjeblik. Det er en opfattelse, som er blevet forstærket af min tid med Iggy. Når et øjeblik er inden for rækkevidde, hvad er du så villig til at gøre for at gribe det?  Det er noget, du lærer som rødhåret. Enten løber du, eller så bliver du, og jeg løber ikke rigtigt længere.

Du snakker meget om Iggy. Jeg har selv mødt ham, hvor han var meget åben omkring depressioner og andre ting. Og sammenholdt med de grunge-ikoner, vi har talt om, virker det som om, I er i samme klub af stærke personligheder, som vover pelsen. Som om I udfordrer og udtrykker de dæmoner, vi andre også mærker, men enten ikke kan eller ikke tør udtrykke?

– Vi kan nå nogle ekstreme højder, som ”Hvad var det, der lige skete, hvordan vil jeg være i stand til at forklare det til en, som jeg elsker, hvordan deler jeg det?” Det mærkede jeg på den anden koncert i Royal Albert Hall med Iggy. Det er den bedste koncert, jeg har spillet i mit liv, og det var ikke, fordi den var perfekt, men fordi den var rigtig. Jeg blev fulgt af en kameramand bagefter og kan dårligt huske, vi snakkede sammen. Jeg var fortvivlet, for jeg vidste, at øjeblikket var slut. Der har altid været transaktioner i mit liv, ”One foot in the gutter, one fist in the gold”. Men her var det så tæt, det brød lys og mørke. Jeg har jagtet noget hele livet, uden at vide hvad det er, og pludselig er jeg helt oppe at ramme kofangeren, med ham, med Iggy. Jeg har aldrig været højere.

 

Barndomshelten

Pearl Jam, Nirvana og Soundgarden er alle er lidt ældre end Josh Homme, men er alligevel lidt at regne fra samme musikalske generation som Josh, og det gælder både i Kyuss og Queens. Selvom Iggy Pop om noget er bærer af samme ånd, som nævnte bands er baseret på, har han en anden rolle for Josh. Det er en velkendt historie, at Homme som knægt nedsled sine Iggy-plader, så hvordan er det så at arbejde med sin barndomsidol, som alt andet lige er 25 år ældre?

– Der var mange kampe, smerte og forvirring i tiden omkring Kyuss, og jeg røg selv ind i en blindgyde i forhold til, hvad jeg ville sige. Da jeg så hørte Lust for Life og The Idiot på turbussen i Tyskland var det som ”Fuck, I quit”, her siger han alt, hvad jeg nogensinde har ønsket at udtrykke. Men som jeg senere har erfaret, gælder det ikke om at genopfinde hjulet, men at få det til at rulle, som du vil have det. Som jeg vil gøre det, som du vil gøre det, bare det er ærligt. Det vigtigste i forhold til Iggy er, at jeg er ærlig over for ham, jeg er der ikke for at slikke ham i røven. Det er han ikke interesseret i, og hvis du gør det, er du hurtigt ude ad døren, og sådan er det også lidt med mig. Det handler om respekt. Jeg har altid taget et show for, hvad det er, hvis det er blod, så er det godt, hvis det er kærlighed, så er det godt.

– Og det samme har jeg altid set i Iggy. Jeg kan forstå folk, der siger ”Du skal ikke arbejde med dine helte”, men det er bullshit, når din helt er en ”stand up guy”. Så er der en anden ting, jeg kan relatere til. Jeg ved ikke, om jeg var forud for min tid, men i årevis forstod folk ikke mine ting, og forresten... det er ensomt. Det tog 30 år, før folk for alvor satte pris på The Stooges og plader som Raw Power og New Values, pladeselskabet droppede dem. Da Post Pop Depression udkom og fik gode anmeldelser og positiv modtagelse i det hele taget, græd Iggy af glæde. Det var første gang, han oplevede, at folk satte pris på og forstod ham i øjeblikket. Hvis du ikke kan lave en god debut-plade, så er du et lorteband. Men mange mister plottet, kopierer sig selv, forsvinder, går død, men Iggys sidste plade er en af hans bedste, og det er fantastisk. Hvem ellers gør det? Ingen. Han gav alt, hvad han havde i sig. Han kom hele vejen ud til ørkenen, til en fyr, han kun kendte svagt, uden returbillet, uden at have hørt noget på forhånd. Jeg har ventet på det øjeblik hele mit liv, jeg vidste ikke, hvor det skulle komme fra, men det var ham. Han var ikke bange for sin ”legacy”, droppede totalt sit ego og gav sig selv fuldt ud, også til koncerterne, hvem andre gør det? Andre siger: du har vist dit værd, du kan trække dig tilbage. Jeg siger ”Hvem fanden spurgte dig, her er en, der har noget at sige, I got a right, og at den sidste plade er blevet god, det er det virkelige mål.”

 

Bataclan

Det er tydeligt, at mødet med Iggy Pop har sat sine spor hos Josh, et andet af de nyere er af anderledes brutal karakter. Josh Hommes sideprojekt Eagles of Death Metal stod på scenen, da terrorister mejede 89 uskyldige rockfans ned på Bataclan. Josh var ikke med i Paris, men var dybt berørt. En handling så brutal, at den kunne få selv den mest inkarnerede musiker til at parkere guitaren for altid.

– Nej, nej, slet ikke, det nærmere styrkede og genopladede batterierne. Jeg kan ikke lide at tale om det alt for meget, men jeg tror på, at nuet er alt, hvad du har. Hvis nogen slår ud efter mig, og går efter mig, gør jeg, hvad jeg vil uanset hvad. Jeg er far til tre børn, og de skal leve hele deres liv, og du skal være et eksempel. Hvis du giver alt, hvad du har i dig selv i et album, kan du blive et bedre menneske. Du kan give slip på dårlige tider, du kan finde bedre ting, og du kan også sige, forresten, ”go fuck yourself”.

Sidste gang jeg talte med dig, fortalte du, at din bedstefar havde lært dig, at det ikke er, hvordan du går ned, men hvordan du rejser dig igen, der definerer, hvem du er, og nu bruger du samme linje i teksten til Fortress.

– Det er, hvem du er. Fortress handler om, at livet kan være hårdt indimellem. Det handler om at tro på, hvem du er. Jeg vil ikke være en motivationstaler, men det her er en sang til min datter. Når jeg en dag er væk, og hun en dag forstår sangen, så er det noget hun altid vil have. (”If ever your fortress caves, you're always safe in mine”). 

Du taler om ansvaret som far og det at gå forrest, være en rollemodel. Men du siger også, at du allerede har levet længere end ventet. Du er 44, og dit yngste barn er to. Vi snakkede om Chris Cornell før, han efterlader sig tre børn. Har du ikke et ansvar for at holde dig selv i live? Mine børn har brug for mig, dine for dig?

– Der er sket ting gennem de sidste tre år, som jeg har hadet, men det var for så vidt lige meget, det var fucking ligegyldigt, jeg skulle igennem dem og deale med dem. De udfordringer definerer ikke, hvem du er, men afslører, hvad du var, og viser, hvem du er. Og jeg ønsker, at mine børn skal se, hvem jeg er. Jeg håber, de kan samle noget op fra det, men jeg kan ikke få dem til det, for det kan du ikke med mennesker. Jeg ville ønske, jeg kunne beskytte dem fra at komme til skade, men jeg er også sådan ”Lad os gå ud og komme til skade, en lille smule”. Hvad er lidt blod blandt venner? Min fem-årige søn fik trukket en tand ud på 20 minutter, og det er første skridt i at blive en mand, og det kan du bygge på. Pludselig var det overstået. Hvis jeg skal definere respekt, er det at det er bedre at lære det, end at sige det. Sket er sket.  

Når jeg kigger på dit virke og ikke mindst Villains, virker det, som om du gradvist er i sync med et større spekter af, hvad det vil sige at være et levende menneske. Fra dæmonerne, det hårdføre direkte til kærligheden og sårbarheden.

– Jeg føler mig ”on fire”. Min fysik har sat mig i naturlige problemer, men jeg har ingen interesse i at være en tough guy, det har aldrig ført mig et godt sted hen. Jeg føler, jeg har ilden i mig, jeg vil tage fat i skjorten på folk, gå ud og danse, fuck din telefon. Lad os komme af sted, det hele er derude. Folk siger, verden er lille, har du nogensinde prøvet at gå rundt om den? Jeg vil ind til Jordens centrum! Vi skulle hylde og grine ad vores forskelligheder, ikke skændes og slås over dem. Livet er for kort til andet. Jeg vil forvandle mandage til lørdage, og formiddage til midnat. Eskapist-trippet, det har en værdi.

Du åbner, menneskeligt som musikalsk, hvad medfører det?

– Jo mere du åbner, jo mindre du beskytter dig selv, jo mere får du ud, og det styrker kun appetitten på endnu mere. Som band kan vi være i nogens øjeblik, deres favoritband, værktøj til deres indre, og det er fantastisk.

 

En gigantisk regnbue

Hvis vi opsummerer alle de musikalske og menneskelige aspekter, vi har snakket om, og relaterer det til Villains som helhed, hvordan beskriver albummet dig selv, nu som 44-årig i forhold til for eksempel, da du startede med Kyuss som 14-årig ?

– Jeg har med tiden forstået, at det er en lydbiografi over et livsforløb. Det eneste, den skal er at være en præcis repræsentation af, hvor jeg og fyrene i bandet er på det givne tidspunkt. Det er alt, hvad det behøver at være, det skal være virkeligt, ægte. Når du er yngre, jagter inspiration, fester, fyrer den af, gemmer dig selv bag weirdness og tager andres mærkelige identitet på dig, fordi du er bange for at vise dig selv, så er det, det du er. Jeg vil sige, at vores plader altid er et spektrum. Hvad skal der til for, at et album er komplet? Vi er en gigantisk regnbue.

Igen lidt med henblik på de mange rockstjerner, der har kastet sig ud på det dybe hav og har forladt planeten i utide: Er det svært og en hård kamp at stå ved, og udtrykke artistisk, alt hvad man har gennemlevet fra traumer, dæmoner, aggressioner, kærlighed og sårbarhed gennem hele livet?

– Teksterne er altid det sværeste. Med Fortress vidste jeg, hvad jeg ville sige, men ikke hvordan. Jeg kunne ikke finde de rigtige ord. Det, jeg har lært er, at det gælder om at være ærlig. Jeg har altid følt, at man har fire eller fem artistiske faser i sit liv, det gælder om ikke at forcere dem, eller vride alt ud af hver enkelt, så du bliver låst fast i gentagelse i årevis. Hvorfor lyder vi som maskiner? Vi er mennesker, vi kan ikke være perfekte. Jeg følte mig misforstået, da Lullabies to Paralyse udkom. Har du nogensinde prøvet at fyre din bedste ven? Det har jeg (Nick Oliveri, red.) Folk fyrer lort af til dig, men de ved ikke, hvad det drejer sig om og har ikke selv nosserne til at gøre det samme. Men det er faser, man gennemgår. Jeg havde en fase efter Them Crooked Vultures, hvor jeg døde lidt indvendigt, jeg vågnede, noget manglede og var bare væk. Jeg følte, at jeg ikke havde mere at sige, og det her er pladen efter det. Så mere sort behøver det ikke at være, bare det repræsenterer, hvor du er i tilværelsen. Jeg følte mig som ”The haunted house”, men jeg har styrken, og jeg er stolt, ha, ha. Jeg har det, som om jeg er i min tredje fase, og jeg har fem, så jeg vil tage det stille og roligt og nyde dem.

Ja, vær nu sikker på, at du har et par stykker mere til os?

– På den anden side, jeg bliver aldrig 70, så jeg kommer til at pushe de to sidste hurtigt, ha ha.

  

Producer Mark Ronson  

Adele, Amy Winehouse, Paul McCartney, Duran Duran, Robbie Willams, Christina Aquilera, Bruno Mars, Lady GaGa. Musiker, dj og producer Mark Ronson er umiddelbart ikke det navn, man ville associere med punk-, metal-, rock- og stoner-bandet Queens of The Stone Age. Men Josh Homme har endnu engang vist sig som overraskelsernes mand og har kørt parløb med Ronson på det mere end normalt dansable album Villains

– Mark Ronson. For det første vidste jeg, at han ville frustrere og forvirre en masse mennesker, og det elsker jeg. For at trodse forventninger, er du nogle gange nødt til at redefinere dem. Jeg vidste, at vi skulle ændre vores lyd, for ikke at være en parodi på os selv. Mine børn hørte Mark Ronson derhjemme, og jeg tænkte: ”Wow, det er tight.” Han er meget ”beatcentric”, som jeg er. Han er meget velformuleret og ærlig, og så siger han ting, som andre ikke vil sige. Men han siger det på en måde, så du tænker: wow, det var en cool måde at udtrykke det på. Der er en måde at sige ting på ærligt, som andre ikke ønsker at høre. Han fik ting til at rykke og bevæge sig, og om ikke andet er han en talisman, der minder mig om, hvordan vi lyder, når vi er moderne, jeg kan bare kigge på Mark. Men han var så meget mere end det, han var vidunderlig at arbejde med, bare en god fyr. Han tog luften ud af det hele, som ZZ Top møder Songs for the Deaf, men bidrog også med det der ekstra. Der var mange stærke personligheder til stede, Alan Moulder, Mark Rankin, Mark Rankin og alle os, men det blev aldrig surt eller tvært på noget tidspunkt. Alle havde attituden ”Hey, jeg har en idé, hvad med at vi gør sådan her?”. Og den begejstring smitter, det er det skib, du er på. 

Og du har brug for en producer, der kan udfordre dig?

– Ja, helt sikkert. For hvis han eller jeg gør noget, kan vi altid spørge hvorfor. Ikke bare ”jeg er uenig”, men spørge ind til hvor det kommer fra, hvad er idéen bag? For hvis du forstår den andens perspektiv, er det lettere. Hvis de kan udtrykke det, så det giver mening, forklarer det tit sig selv, hvorfor det kan være en idé at gå i en anden retning.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA