x

Interview: Grandmaster Flashback til da en endefuld og et farvekridt blev til hiphop

Interview: Grandmaster Flashback til da en endefuld og et farvekridt blev til hiphop

Vi er i Pumpehuset, og gode gamle Grandmaster Flash har salen på kogepunktet. Han scratcher i “Apache” fra Incredible Bongo Band, mens man på bagtæppet ser, hvordan han med et farvekridt var i stand til at afmærke præcis, hvor på pladen han skulle sætte nålen for at sætte gang i det rigtige break. 

Showet hedder “People, Places And Things”, og vi ser og hører de folk, steder og ting, der har gjort hiphop-kulturen til hvad den er i dag. Hele oplevelsen minder om det, vi har set i Netflix-serien The Getdown, blot er det ikke en purung skuespiller, der spiller Grandmaster Flash i 1970’ernes New York, men legenden selv der står bag pladespillerne. Han er sandt for dyden ikke den mest teknisk avancerede DJ mere, men han kan rocke en crowd, og stemningen er høj. 

Efter sidste scratch har jeg fået mulighed for at spørge Grandmaster Flash, hvordan eventyret har været. Selvom han er træt er det en engageret og reflekteret legende, der svarer, men han er bestemt ikke uden temperament. Alle spørgsmål angående “The Message” og hans rappere Furious Five er strøget fra den forhåndsgodkendte liste, og kommer jeg ind på det, råber han straks næste spørgsmål. Men han kan ikke lade være med at give sig hen, når tankerne flyder og hans historie bliver mere og mere levende som interviewet skrider frem… 

Hvad fik Grandmaster Flash til at ville være DJ? 

Grandmaster Flash - Min far var min første og største inspiration, for helt fra jeg var lille elskede han at samle på plader. Da jeg voksede op havde han en stor pladesamling i skabet og der var to regler i mine forældres hus. For det første måtte man ikke tage plader fra skabet. For det andet måtte man ikke gå ind i stuen, hvor pladespilleren var. Hvis man gjorde en af de to ting fik man enden på komedie. Jeg kan huske, jeg så ham, når han kom hjem fra arbejdet og tog de her runde ting ud af papiromslagene og lagde det på den lille kasse i stuen, og når lyset blev rødt på kassen kom der lyd ud af den. Jeg undrede mig over, hvordan fanden han gjorde det. Til sidst regnede jeg ud, at hvordan man tog pladen ud og satte på pladespilleren og hvordan start-og-sluk-knappen virkede. Det betød, at jeg selv kunne sætte plader på og danse rundt i stuen til musikken. En dag opdagede min mor det og sagde “Lille Joe, hvis din far ser det, så slår han dig ihjel!” Så satte vi pladen tilbage i omslaget og tilbage i skabet, men den stod det forkerte sted. Da min var så kom hjem og tog sig en drink og ville sætte pladen på efter en hård dags arbejde, skreg han: “Hvem har rørt ved mine plader?!” Han spurgte alle os unger, og da han endte med at spørge mig, indrømmede jeg. Så trak han mine bukser ned og så sagde det *klask, klask, klask*! Men det stoppede mig ikke, næste dag gjorde jeg det samme igen. Han kunne ikke stoppe mig, jeg var for interesseret i musikken. 

Du er af caribisk afstamning, var din far fra Jamaica? 

- Nej, han var fra Boston! 

Det lyder endnu værre… 

- Ja, og hans bror var verdensmester i boksning i fluevægt i 1957. Plus han arbejdede for jernbanen. Så når far gav en smæk slog han virkelig hårdt! Da mine forældre blev skilt, flyttede min mor og jeg væk og jeg blev mere interesseret i teknik og elektronik. Jeg skruede alt fra toastere til radioer fra hinanden for at se hvordan de fungerede, men jeg kunne ikke samle dem igen. Jeg må have været et mareridt. Min mor endte med at sende mig på produktionsskole, hvor jeg specialiserede mig i elektronik. Jeg var stadig forelsket i pladespillere, selvom min far havde forsøgt at tæve kærligheden ud af mig, og jeg begyndte at lytte til radioen, hvor DJ dit-og-dat ville spille forskellige diskoplader. Og så var der også Kool Herc, selvfølgelig. Men på den tid syntes jeg DJ’sne spillede pladerne, hvordan skal jeg formulere det, på en irriterende måde. De spillede det hele, og jeg var kun interesseret i den lille del af musikken hvor man kunne høre trommerne. Uanset om det var pop, jazz, rock, caribisk eller alternativ musik, var jeg kun interesseret i tromme-breaket og få det til at blive hele sangen. Det var det der fik mig til at ville være DJ, det, min far og Kool Herc.

Du har tidligere udtalt, og det var også en del af aftenens show, at efter din definition startede hiphop i 1971. Hvad skete der det år?

- Det, efter min mening, startede i 1971. Kool Herc kom til New York fra Jamaica i 1969, så for ham begyndte det måske allerede der. Men min forelskelse i pladespilleren begyndte i 1971, hvor jeg fik evnerne til at skrue den fra hinanden og samle den igen og spille plader som jeg synes de skal lyde. Før det kunne jeg ikke være forelsket i pladespilleren for min far gav mig jo tæv, når jeg nærmede mig den. Så Kool Herc kom først og så fulgte Afrika Bambaataa og jeg efter i 1971-72, og det er os, der udgør den tidlige hiphop, efter min mening. 

Hvornår blev du egentlig klar over, at det du lavede var pionerarbejde i det vi kender som hiphop? 

- Aldrig! Jeg gjorde det bare i øjeblikket og gjorde det for at de folk, der kom til mine shows skulle danse og høre musikken, som jeg syntes den skulle lyde. Med mine teknikker blev jeg en menneskelig klippe-klistre-maskine, der kunne spille dele af musikken præcis som jeg havde lyst. Men jeg havde ikke en “Heureka!”-oplevelse af, at det, jeg havde lavet, var noget særligt, der ville påvirke hele verden. Ikke i begyndelsen, der gik mange år før jeg forstod det. 

Du er kendt for mange af de tekniske fremskridt som DJ-kulturen har oplevet. I aftenens show viste du på storskærmen, hvordan du med farvekridt kunne afmærke den del af pladen, du ville spille, startede og sluttede på. Er der en opfindelse, som du er særlig stolt af? 

- At sætte mine hænder på selve pladen og manipulere den. Det blev set som helligbrøde blandt DJ’s på den tid at røre ved pladen og gøre den beskidt, men jeg måtte gøre det, for at høre den på min facon. På den måde får pladen et dobbelt formål. For det første kommer der lyd ud af den, men den er også en controller, for det er med den jeg kan bestemme, hvordan musikken skal bevæge sig. Det betragter jeg som mit ypperste bidrag. Jeg ville ønske, at alle DJ’s, der spiller hiphop nu, vidste hvor meget jeg måtte gå igennem for at komme hertil og hvor mange smæk jeg har fået for det. Men nu er det et verdensomspændende fænomen og det er cool. Virkelig cool.       

Apropos cool, en af de mest ikoniske sætninger, du er forbundet med er fra Blondies hit ”Rapture” fra 1982, hvor vi hører sætningen “Flash is fa-, Flash is fa-, Flash is fast, Flash is cool”… var du kendt som den hurtigste DJ dengang? 

- Jeg var kendt for at omarrangere andres kompositioner. Det kunne jeg gøre meget hurtigt, hurtigere end de fleste. Nu er der andre DJ’s, der er meget hurtigere end mig. Og måske teknisk bedre. Men jeg er stadig ret hurtig og stadig ret teknisk dygtig. Jeg kan rocke en crowd, det hørte vi i aften.

Og det er jo også svært at sammenligne. Det er ligesom at spørge, om Muhammed Ali, der jo er alletiders bedste, stadig kan slå de nutidige boksere, der står på skuldrene af hans teknik. 

- Haha, ja det er korrekt. Men det at jeg var den hurtigste og den bedste gjorde også at jeg blev et mål for de andre DJ’s, også når jeg ikke havde lyst til at være det. Når jeg ikke skulle spille selv tog jeg ud og så hvad Kool Herc eller Afrika Bambaataa spillede. Til de fester var der aldrig nogen der sagde “Hey, what’s up”, det var som om jeg havde en skydeskive på og alle ville udfordre mig. Det var en ret ensom tid, faktisk.

Begrebet Grandmaster kender vi også fra samurai-kulturen, hvor det kan være en ensom titel at bære, mens Flash nærmest lyder som en superhelt, hvordan sammensatte du de to navne? 

- Navnet Grandmaster fik jeg den 3. januar 1972 af en fan der hed Joe Kid. Han kom til alle mine fester og den dag sagde han “du håndterede de pladespillere som en Grandmaster!” og jeg anede ikke hvad fanden han mente. I den tid var Bruce Lee vores grandmaster og så var der den her fyr der spillede skak og slog alle konkurrenterne… Uri…et eller andet, Uri Geller måske.

Du tænker ikke på Bobby Fischer? 

- Nej-nej, før ham tror jeg, i al fald en udlænding (måske tænker Flash på Efim Geller, en russisk stormester, red.). Og jeg hed allerede DJ Flash. Så jeg brugte en uge på at sige de to navne samtidig, Grandmaster og Flash efter hinanden. Til sidst gav det mening for mig og så har jeg holdt ved navnet siden og det er blevet en æresbetegnelse i DJ-verdenen. Min bedste ven Gordon gav mig navnet Flash på grund af min hurtighed. 

Mit indtryk, når jeg lytter til Grandmaster Flash & The Furious Fives indspilninger, ikke blot “The Message” men fx “Freedom” eller “Flash To The Beat” er at dine MC’s var langt mere avancerede og velkoordinerede end Soul Sonics og datidens andre rappere. Var det også jeres fornemmelse dengang? 

- Jeg ved ikke der adskilte dem fra de andre rappere, rimet har ikke været mit arbejde. Men jeg ved at da jeg så mine helte The Temptations, Smokey Robinson & The Miracles og så videre kunne de lave danserutiner og den slags, mens de optrådte, så for mig var det vigtigt at vi også havde det element med i vores liveoptræden. Jeg koreograferede det, så de havde deres del og jeg som DJ havde min, hvor jeg lavede små tricks som folk stadig bruger i dag. Man kan sige vi var The Bronx’ svar på Temptations, haha. 

Hvordan udviklede deres raps sig fra de tidlige versioner til de lange historier vi forbinder med Furious Five. 

- De fortalte deres egne historier, det havde ikke så meget med mig at gøre. Næste spørgsmål… 

Fair nok. Min første oplevelse af dig var i filmen Wild Style, som min bror og jeg lejede fra den lokale videoforretning. Deri ser man dig som en slags DJ-superhelt med de her overjordiske lyde og alligevel foregår det hele bare i dit køkken. Kan du fortælle os om den optagelse?

- Det der skete var at det var tid til min optagelse og vi skulle optage i Soho på den åbne scene, men det begyndte at regne. Instruktøren Charlie Ahearn skulle aflevere udstyret, men scenen skulle skydes alligevel. Da to af hans producere kører mig hjem, spørger de om de må låne mit toilet. Jeg siger selvfølgelig ja, og da de kommer med ind ser de min kærestes køkken. De regner så ud at de kan sætte pladespillerne op og der vil være plads til filmudstyret og Fab 5 Freddy foran og det hele. Så det var deres idé som Charlie fulgte op på og det blev ret cool. 

Jeg kender graffitimalere der har andre favoritter, men hvis man skal se al hiphoppen samlet er din køkkenscene, hvor lyden og billederne blandes sammen Rock Steady Crew der breaker deres medbragte linoleum og Lee der maler jo noget af det mest ikoniske nogensinde…

- Ja, jeg vidste ikke at det ville blive resultatet, men det er en historisk scene.  

Og måske den du er mest kendt for i hiphopkredse. Jeg tænkte på om du føler, at du får nok respekt for dine DJ-præstationer udenfor hiphopkulturen, hvor du har jo været en stor indflydelse på alle slags DJ’ing fra elektronisk til pop?

- Jeg synes jeg får respekt fra kunstnerne selv. Det er ikke noget jeg efterspørger, men nogle af de største DJ’s i verden giver mig kram og takker mig for, at de er blevet til det de er blevet til. Alle fra David Guetta til DJ Tiesto, alle de her million-dollar-DJ’s, giver mig respekt. Jeg kan ikke tage på en club uden alle vil tage billeder med mig, for de ved nu er The Godfather her. Jeg får nok mere respekt nu end nogensinde. 

Måske har det også noget med The Getdown at gøre, som du jo er en stor del af. Baz Luhrman er en af mine yndlingsinstruktører og hans engagement i serien gjorde at du voksede fra konsulent til en stor del af serien… 

- Det er rigtigt, men jeg vidste faktisk ikke hvem Baz Luhrman var før jeg blev kontaktet om serien. Jeg bliver tit kontaktet og siger nej til mange, også til Baz først, for jeg vidste ikke hvem han var! Men mine venner fortalte hvor dygtig en instruktør han er, og så måtte jeg jo Google ham. The Great Gatsby er en af mine yndlingsfilm og da jeg så at han havde lavet den, vidste jeg at jeg måtte kontakte ham. Da jeg først mødte ham havde han allerede en stor væg med hiphop-historie år for år. Han spurgte om jeg ville gå den igennem og da jeg kunne give ham hjælp til de forskellige dele tiggede han mig om at være en del af The Getdown. Jeg gik fra konsulent til producer og efter seks måneder fik jeg min egen karakter i serien! 

En dag da vi skal optage, ser jeg for første gang hvem der skal spille mig. Og det er som at se i et spejl! Jeg var jo en slem dreng i mine unge dage, så i et øjeblik frygtede jeg, at det måske var min søn jeg så på, haha. Det var det dog ikke, men han var så dedikeret til at spille mig, at han sværgede han ville gøre alt han kunne for at lære at DJ’e som jeg gjorde. Det tog over tre måneder at få ham til at lære det, og det endte med at blive helt rigtigt. Det er ikke en dokumentar, men det er en fiktionshistorie fortalt ud fra det der skete. Det er Baz’ fortjeneste at det er blevet så godt. Netflix ville hænge os fordi han var så dedikeret til at få hele stemningen og alle billederne til at passe perfekt til hans vision af, hvordan min historie var. 

Og Baz Luhrman gør jo netop noget af det samme som dig. Han elsker at blande gamle og nye billeder, sange og historier. Det er næsten som han han remixer sine film… 

- Jeg kalder ham DJ Baz! Jeg så hvordan han klippede scenerne så de passede til beatet i musikken. Mange hader ham for det, fordi det virker som en musikvideo, men han fortalte mig, at det er sådan han bliver nødt til at klippe dem, for ellers fremstår scenerne off beat i hans hoved. 

Her til sidst, du har gjort nærmest alt hvad man kan i musikverdenen, er der noget du føler du mangler at gøre? 

- Det er faktisk det er jeg er igang med nu. Jeg føler med billederne bag mig, hvor du visuelt kan se, hvor musikken kommer fra og tager dig hen er det ultimative mål for mig. Når jeg spiller Jay-Z kan du se jeg er i Brooklyn, når jeg spiller musik fra Wild Style kan du se undergrundstogene køre forbi. Det har gjort at jeg er i stand til at udbrede musikken, som jeg hører den i mit hoved for første gang. Jeg har sagt til mine folk, at jeg aldrig vil spille uden et visuelt bagtæppe igen. Du ser hvor jeg kommer fra, fra de sociale boligbyggerier, hvor vi næsten ingenting havde og rejser gennem historien til der hvor vi er nu og hiphop findes overalt. Det er derfor showet hedder “People, Places And Things” og jeg er uendeligt stolt af det.   

Vil du selv opleve Grandmaster Flash, vender han tilbage til Danmark allerede den 23. februar i Amager Bio, hvor der er nok en mulighed for at se og høre “People, Places And Things”-showet.
Billetter er til salg på Billetlugen.

 

 

 

 

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA