Reportage: Den sidste X Factor-finale på DR – set fra skærmen

Reportage: Den sidste X Factor-finale på DR – set fra skærmen

Denne skribent havde et mindre dilemma forud for at skulle skrive en reportage fra det allersidste finale i talentshowet på DR efter 11 sæsoner – showet fortsætter dog næste år på TV2. Skulle jeg tage over i DR Koncerthusets Studie 5 og se det, eller skulle jeg gøre det hjemme foran skærmen?

Jeg valgte skærmen. X Factor er jo først og fremmest et tv-show, og den slags ser ofte bedre ud på tv end i virkeligheden. Af logistiske årsager var det også lettere for mig at blive hjemme i Jylland – nærmere betegnet på en herregård lidt syd for Viborg, hvor jeg havde en gammel aftale, for ellers bor jeg i Aarhus.

Jeg havde dog forventet, at DR havde sat noget af et udstyrsstykke op i anledning af kanalens allersidste X Factor-show, og det blev da også en festlig aften, men stadig i relativt små omgivelser i Studie 5. Den tid er for længst forbi, hvor showets finale blev afholdt i Parken eller Jyske Bank Boxen.

Finalen blev indledt med et medley af årets liveshowdeltagere samt en række af de tidligere vindere og finalister, der fremførte Queen-klassikeren ”Don’t Stop Me Now”. Den allerførste vinder, Martin Hedegaard alias Saveus, glimrede dog ved sit fravær, men han var lovlig undskyldt, da han i aften giver en udsolgt koncert på Gimle i Roskilde.

Rasmus med efternavnet Therkildsen og kendt som ”den følsomme tømrer” sang først Beyoncé og Kendrick Lamars ”Freedom” med fyldig soulstemme og masser af mandlige dansere omkring sig, og det gjorde han godt. Sangen var valgt af Rasmus’ mentor, Remee.

Dernæst fortsatte Place On Earth alias Kathrine, Mille og Andreas med Arcade Fires ”Wake Up” med alle tre medlemmer på guitar – en akustisk og to elektriske. Deres optræden resulterede i en længere enetale fra deres mentor Thomas Blachman, der også havde valgt sangen, om at hylde barnet i os selv. ”Wake Up” er et suverænt nummer, men den pompøse stadion-indierocksang lød lidt spag trods de tre medlemmers udmærkede vokaler. Måske er originalen bare så god, at alt andet blegner i sammenligning.

Jamie Talbot gik videre med Muses ”Starlight” med hvid røg på scenen. Det gik udmærket, indtil seks cheerleaders kom ind og virkede noget malplacerede, hvilket både Thomas Blachman og Sanne Salomonsen da også bemærkede. Sangen var valgt af Talbots mentor, Remee.

Rasmus sang så det tidligere One Direction-medlem Zayns ”Pillowtalk”, hvor hans imponerede stemme igen kom til sin ret. One Direction blev i øvrigt, som mange vil vide, skabt af kasserede solister i det engelske X Factor i 2010, hvor de fik en tredjeplads og siden blev de mest succesfulde X Factor-deltagere nogensinde. Denne sang var ligesom de to næste valgt af producerne Andreas Krüger og Kewan, der skal producere den ep, som er en del af vinderpræmien. De to producere har tidligere arbejdet sammen med blandt andre Gulddreng, TopGunn, Gilli og Mads Langer og har allerede produceret de tre finalisters bud på en vindersang.

Place on Earth fortsatte med MGMT’s ”Electric Feel” syngende og dansende i en opretstående kasse i hver sin ensfarvede dragt. Den rent visuelle side af dette nummer var godt tænkt, med lidt bevidst akavet dans, mens det musikalske arrangement lå tæt på originalen – nu bare med tre skiftende leadvokalister og fint kor.

Jamie Talbot fremførte herefter Ushers sexdryppende r&b-sang ”Good Kisser” med trommeslageren Sarah Kebedech Ziebe, kendt fra blandt andre True Nord (kvindelige trommeslagere er desværre et temmelig sjældent syn på den danske scene, så tak for det) og en sensuel danserinde på scenen. Musikalsk var det udmærket, men i disse #MeToo- og feminismetider har jeg det dårligt med at se en fuldt påklædt mand og en letpåklædt kvinde på scenen, og omvendt for den sags skyld. Ikke mindst når sangen handler om et blowjob, som Remee gjorde opmærksom på. Enten har begge parter (eller hvor mange der nu er involveret) tøj på, eller også er de begge (halv)nøgne. Lige børn leger bedst.

Herpå var det tid til et medley fremført af en række af årets kasserede deltagere, der sang Thomas Helmigs ”Det er mig, der står herude og banker på” og ”Dagen efter dagen derpå” samt ”Den, jeg elsker, elsker jeg”, som i 1988 blev et hit med Helmig, Søs Fenger, Anne Linnet og en af årets dommere, Sanne Salomonsen. Det var ganske underholdende og traditionen tro lidt af et freakshow – med al respekt til de involverede.

Så var der pause, og DR stillede om til en kort TV-Avis og en meget lang vejrudsigt.

Den ægte Thomas Helmig kom efter pausen scenen for at synge sin aktuelle, dansevenlige single ”Vi er de eneste”, inden feltet skulle indsnævres, og vi skulle sige farvel til en af finalisterne. Helmig har stadig funken, men ikke kun håret, også stemmen er blevet grå i toppen – måske skulle han overveje at springe hver anden smøg over.

Det blev Rasmus, der havde fået færrest seerstemmer, og han måtte derfor gå fra finalen med en tredjeplads. Noget af en overraskelse for undertegnede, der havde set ham som en sikker finalist.

Jamie Talbot sang herpå sit bud en vindersang, den elektrofunky og ganske solide "Goldmine” skrevet og produceret i samarbejde med de internationale sangskrivere Karen Poole, Jonatan Gusmark, Ludvig Evers og Bryn Christopher. Karen Poole har skrevet flere numre til Kylie Minogue og var også med til at skrive Emilie Esthers X Factor-vindersingle fra 2015, ”Undiscovered”.

Place on Earth sang som sidste bidrag i konkurrence deres bud på en vindersang, den eftertænksomme og melankolske, mens dog smådansable ”Young”, præget af Anders' akustiske guitar. ”Young” er skrevet og produceret i samarbejde med sangerinden Kwamie Liv og produceren Nicolai Kornerup, der blandt andet udgør den ene halvdel af duoen AyOwA – to kunstnere, der begge tidligere er blevet fortolket i X Factor. En fin sang, som jeg dog ville spå som lidt for indadvendt til at sikre trioen sejren, men jeg tog altså fejl – mange havde dog nok allerede afgivet deres stemme på dette tidspunkt.

Mens stemmerne blev talt op, blev scenen overgivet til den engelske popstjerne Anne-Marie, der sang sit aktuelle hit ”Friends” indspillet med den amerikanske producer Marshmello. Anne-Marie er tidligere verdensmester i karate, men sjovt nok stod hun modsat sine (ligesom hende selv fuldt påklædte) kvindelige dansere bomstille på scenen. Man skulle ellers tro, at hun havde kondi til at bevæge sig, men bevares – vokalen sad i skabet, og det er jo det vigtigste.

Så skulle vinderen kåres, og efter halvandet meget langt minut blev spændingen udløst. Place on Earth løb med sejren med Thomas Blachman som mentor, og dermed kunne showets egentlige stjerne, der også havde sammensat gruppen, trække sig tilbage på toppen. Men mon han ikke følger over med på TV2?

X Factor-præmien er som nævnt udgivelsen af en ep produceret af Andreas Krüger og Kewan samt en rejse til Los Angeles, hvor der over fire dage er privatundervisning hos Lady Gagas faste koreograf og visuelle instruktør, Richy Jackson, og sangtræning hos Eric Vetro, der er ”vocal coach” for blandt andre Ariana Grande, Katy Perry og Pink.

En ting, der undrede mig ved finalen, var fraværet af den allerførste vinder i X Factor, Martin Hoberg Hedegaard alias Saveus. Som jeg nævnte ovenfor, havde han en god undskyldning, da han skulle spille en udsolgt koncert på Gimle i Roskilde under showet, men både Skype og tv-hold uden for DR Byen er da opfundet, og det er tankevækkende, at den danske vinder, der har haft suverænt størst succes efter sin sejr og spiller for udsolgte huse over hele landet 10 år senere, ikke bliver nævnt andet end i præcis 17 sekunder i et indslag om ”mit yndlings-X Factor-øjeblik”. Men måske har arrangørerne ikke ønsket det, hvis de ikke kunne få ham med live. Og ironisk nok er det jo lettere at få fat på mange af de tidligere vindere og finalister, for de har ikke nær så fyldte kalendere. (PS: En årvågen læser har mindet mig om, at Saveus ifølge DR3-dokumentaren "Martin uden X" tidligere har sagt nej tak til at optræde i X Factor som Saveus, det er måske en forklaring).

Var det så den rigtige vinder? Denne skribent havde ærlig talt håbet på Rasmus, der har vist imponerende stemmekraft som soulsanger både gennem liveshows’ene og i finalen, men Place on Earth var bestemt også hæderlige sejrherrer m/k, og det ville Jamie Talbot også have været. Med Place on Earths – og mentor Thomas Blachmans – gennemgående fokus på indierock-fortolkninger gennem forløbet og deres brug af tre skiftende leadvokalister og en- og flerstemmige kor fremstod de som marginalt mindre strømlinede og midtsøgende og lidt mere alternative end mange tidligere vindere.

Deres optrædener har også gennemgående været visuelt fantasifulde og var det ligeledes i finalen. Om de så kan finde ud af at holde sammen fremover, når de er så unge, og der er hele tre leadvokalister, en mand og to kvinder, der skal passe sammen (men det var/er der jo også i Fleetwood Mac, uden sammenligning i øvrigt), det vil tiden vise, og hvem skal i øvrigt skrive sangene? Statistikken taler ikke for, at Place on Earth vil få en lang karriere, men jeg vil meget gerne overbevises om det modsatte. I hvert fald: Stort tillykke og held og lykke og god arbejdslyst fremover!

LÆS OGSÅ: Syv ting, jeg har lært af 11 sæsoner med X Factor

SE OGSÅ: Stor fotoserie med alle årets liveshowdeltagere gennem de forskellige programmer


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA