x

MAJ MÅNEDS FORSIDEHISTORIE: Ærligheden skåret ud af hjerteblod

MAJ MÅNEDS FORSIDEHISTORIE: Ærligheden skåret ud af hjerteblod

Iceage er det band, ingen tør lege med, men alligevel vil gøre alt for at få chancen. De har et ry for at være arrogante og nonkonforme, et ry for at være svære at interviewe. Alle i bandet er lavet af det samme materiale som Nick Cave og Bob Dylan – de er ligeglade, og ikke alle får lov at blive lukket ind.

Iceage har været forsvundet så længe, at jeg for en kort stund havde glemt dem. Jeg tænkte, at succes og berømmelse måske havde fortæret dem indefra. At den amerikanske musikindustri havde druknet den kreative lyst, og major labels havde trukket i kvartetten, indtil de havde givet op. Der er gået fire år, siden Iceage sidst var pladeaktuelle, men de har aldrig været forsvundet. De har bare bevæget sig lidt væk fra den danske radar, for når verden kalder, overdøver den ønsket om at blive til en nationalstjerne.

– Der er ingen af os, der har savnet invitationerne til P3 Guld, siger Elias Bender Rønnenfelt, der er vokalist og sangskriver i Iceage. – Det har aldrig været vores drøm at blive store i Danmark. Det har aldrig bekymret os, og det er aldrig noget, vi har ligget søvnløse over.

Jeg har fået besked på, at jeg har to timer med bandet. Det er alt for længe, tænker jeg, men bandets pr-mand er insisterende på at være better safe than sorry, hvis det hele nu skulle skride. Og kort efter min ankomst forstår jeg hvorfor. Vi har aftalt at mødes på Thorvaldsens Museum. Det er et sted, Iceage holder meget af. Jeg er selv glad for stedet og sætter pris på den golde fortidshistoriske stemning, der strømmer igennem gangene, men samtidig virker æstetikken som en forlængelse af det univers, Iceage bevæger sig i.

Jeg smalltalker lidt med Johan Wieth og Dan Kjær Nielsen, der er henholdsvis guitarist og trommeslager i Iceage. De er de første til at møde op. Repræsentanten fra Escho fortæller mig, at Elias og Jakob er steget på en taxa ved Nørrebros runddel og er lige på trapperne. Imens bevæger vi os rundt imellem skulpturerne og hører vores stemmer runge oppe under loftet.

Selvfølgeligheden ved succes

Vi har stille og roligt bevæget os en halv time ind i tidsplanen, og med en museumsvagt i hælene slentrer Elias nonchalant ind i Studiesalen mod den over fire meter høje skulptur af den polske general, Joséf Poniatowski. Elias ligner en rockstjerne. Han befinder sig et sted imellem Nick Cave og Kurt Cobain i sine udtrådte støvler og lange frakke. Han er intimiderende, og min nervøsitet forud for interviewet har tilsyneladende været med god grund. Iceage er et af de bands, der er påvirket af sin succes på en lidt speciel måde. Det er ikke til at mærke på dem, for deres ståsted i verden virker som det mest naturlige.

Vi er arrogante nok til at tage succesen som en selvfølgelighed.”

– Vi er arrogante nok til at tage succesen som en selvfølgelighed, siger Elias om den succes, de siden 2011 har oplevet stige omkring dem. – Det var sgu aldrig noget, der kom bag på os. Vi havde ikke noget kørende for os selv i vores privatliv, så vi havde jo heller ikke rigtigt noget at miste. Så da vi fik muligheden for at spille koncerter over det hele, gjorde vi det jo bare konstant. For hvad skulle vi ellers lave?

Vi har sat os ved siden af museets højeste og mest majestætiske skulptur med udsigt til Pius 7. Iceage har i dagene forinden rejst rundt i Europa for at promovere albummet Beyondless, der udkommer 4. maj. De er oplagte, har jeg ladet mig fortælle, og det dulmer min nervøsitet over mødet med det band, der på verdensplan har skabt sig et ry for at svære at interviewe.

Den brutale ærlighed

Det er en af årets sidste vinterdage, men en af de kolde. Det er ikke til at mærke, hvordan foråret burde være på vej, men som den revitaliserende energi, som de lysere tider ofte bringer, har Iceage også genfundet den et sted på den vej, de har bevæget sig på siden 2014 og udgivelsen af Plowing into the Field of Love. De fortæller åbenhjertigt og direkte. Ærlighedens brutalitet er som et barberblad under huden.

– Der sker generelt temmelig meget på fire år i et menneskes liv, siger Johan, da jeg spørger ind til tiden, siden de sidst var albumaktuelle. – Vi har lavet et hav af andre ting og andre projekter.

– I lang tid efter vi udgav vores sidste plade, havde vi ikke nogen direkte trang til at lave noget musik, der kunne imødekomme det, vi havde lavet hidtil, indskyder Elias. – Der var ikke et logisk sted at gå hen. Der var intet, der præsenterede sig for os. Vi havde nok bare udkørt os selv, tror jeg. Vi havde fire år, hvor vi kørte os selv ekstremt hårdt, så vi var nødt til at vente på, at noget ville præsentere sig for os, i stedet for at forcere noget.

Nye stier fra fortiden

Årene imellem Plowing into the Field of Love og Beyondless har affødt nye stier og projekter. Elias Bender Rønnenfelt er dykket ned i Marching Church og har stille og roligt udviklet sig til den frontmand og sangskriver, Danmark altid har manglet uden at have været klar over det. Iceage har bevæget sig væk fra udgangspunktet uden at give helt slip på det.

– Vi har aldrig haft det sådan, at vi ville prøve at mose noget frem, der ikke var der, fortæller bassist Jakob Tvilling Pless. – Det har altid været meget naturligt for os at lade tingene komme til os.

– Jeg tror, at alt, vi laver inde og uden for bandet udgør en læreproces, fortsætter Elias. – Hvis du lærer noget et sted, tager du det selvfølgelig med dig, hvor end du går hen. Og når vi går sammen og laver noget, går vi ikke sammen ud fra en idé om, hvad Iceage går ud på. Vi prøver at lave noget, der er direkte og kommer af en trang til at lave noget, der ikke før har eksisteret.

"Det kreative har altid været i førersædet, frem for vores eget velværd"

I Iceage tales der med en livserfaring, der umiddelbart virker uforenelig med en flok fyre i midten af tyverne. De taler med en eftertænksomhed og en selvrefleksion over en kaosbetonet karriere. Der har været et behov for at lukke ned for det kaos. Der har været behov for at få det på afstand, inden det uundgåeligt vil finde sin vej tilbage.

– Det kreative har altid været i førersædet, fremfor vores egen velværd, siger Elias. – Det var bare ikke tilfældet, at vi med det samme kunne skrive noget, der gav mening for os. Men heldigvis er det kommet.

– Vi har haft brug for at træde væk og se på det, vi har opnået indtil nu. Det har givet os en fornyet energi og en lyst til at komme i gang med det hele igen, fortsætter Dan. – Det var nogle ret intense år, så det hele var ret sindssygt. Og når man er i det, så er man virkelig i det, og det er svært at reflektere over det, selvom vi egentlig aldrig søger at reflektere over tingene. Vi har mere søgt at komme væk fra det.

Udviklingen af det efterladte

Afstanden fra Iceage har ført til bandets fjerde album, Beyondless. Det er en naturlig udvikling fra det, der blev efterladt i kølvandet på Plowing into the Field of Love, og bandets mantra om ikke at mose noget frem, der ikke er berettiget til sin egen eksistens, har ført til nye stier og uudforskede territorier. – Det er et værk i sin egen respekt, forklarer Elias, da jeg spørger ind til den kreative relation imellem Beyondless og dens forgængere. – Vi tænker ikke så meget over, hvor det hele ligger i forhold til hinanden. Beyondless er en plade, vi har arbejdet ekstremt hårdt på, og det har en berettigelse i at komme ud i verden. På Beyondless bliver der trukket nogle linjer, og lytteren bliver ligesom ført igennem alle de følelser, som pladen omfatter. Den er nem at overgive sig til.

Det musikalske lydunivers, Iceage langsomt har udviklet, siden bandet blev født i 2008, har jeg altid fundet naturligt, ligefremt og alligevel overraskende. I Iceage har de ikke lyttet til pladerne i lang tid, så de har svært ved at pege ud, hvor Beyondless adskiller sig fra fortiden. Men adskillelsen er der, og Iceage er klar over det.

Beyondless står ret meget for sig selv i forhold til Plowing into the Field of Love, forklarer Jakob. – Skulle jeg have gættet på, hvordan efterfølgeren ville lyde, havde jeg aldrig gættet på det, vi er landet på. På den måde er Beyondless ikke en forudsigelig plade.

– Men samtidig har den også vist sig som den eneste udvikling vi kunne have taget, tilføjer Elias. – Hver gang vi laver noget, vil vi gerne skubbe det et sted hen, hvor vi bliver nødt til at konfrontere et uudforsket territorium. Hvor vi bliver nødt til at tage nogle chancer, der får os selv til at befinde os på gyngende grund. Vi prøver hele tiden at udfordre, hvad vi kan slippe af sted med. Der er ingen af os, der er interesserede i at lave en plade, vi har lavet før.

Pressen kan man ikke stole på

Pressen er et nødvendigt onde. Uden videre relation til Iceage læste jeg engang et interview med Trentemøller, hvor han blev spurgt, hvad han ikke brød sig om ved livet som musiker. Han svarede, at møder med pressen var det værste. Ozzy Osbourne er kendt for at sprøjte vand efter fotograferne, og Mark Kozelek lægger ikke skjul på sin foragt over for pressens nysgerrighed.

Ofte er jeg fjenden, når jeg skal møde musikere. Jeg er den udefrakommende, der overtager privatsfæren og invaderer det kreative rum. Konsekvensen ved min uvidenhed kan føre til ingen svar og ingen historie, og i dagene op til mit møde med Iceage har det stået klart i min bevidsthed. Jeg er overbevist om, at jeg vil gå fra Thorvaldsens Museum uden en historie, hvis jeg ikke bryder igennem bandets skepsis.

– Musikjournalistik er et felt, hvor der er en virkelig stor mængde inkompetente mennesker, siger Elias. – Der er mennesker, der har et kedeliggørende syn på, hvad musik er og kan være. Når folk gerne vil putte en i bokse eller kategorisere en, er det noget, vi er varsomme med at spille med på. For så snart man begynder at være enige med dem, sætter det nogle farlige bånd på ens eget forhold til det kreative i musikken.

– Vi har været nødt til at vælge med omtanke, hvem vi vil snakke med, indskyder Jakob. – Og det gør vi stadigvæk, for det, der er skrevet, ender med at repræsentere os.

– Vi er blevet bedre til at håndtere journalisterne, fortsætter Elias. – Vi har haft at gøre med mange journalister gennem tiden, og vi har lært at arbejde med dem. Men vi har lært af erfaring, at vi ikke kan stole på dem.

Kærlighedsbrev fra en legende

Punklegenden Richard Hell udgav for nylig et essay, der fremhæver Iceage som fanebærer for samtidens punkkultur. The New Iceage er en identifikation med det band, der har sendt trykbølger igennem den internationale undergrund. Trykbølgerne har været tiltrængte og er kommet i en tid, hvor punken og den alternative musik har blødt. Richard Hell beskriver Iceage som den vitalitet, musikken og kulturen har haft brug for i sin overlevelse.

– Det er da flatterende, men det er ikke noget, der er gået ind og har påvirket min sjæl, svarer Dan nonchalant, når jeg spørger ind til den effekt, en af historiens største punkfigurer har sat på bandet ved at skrive et kærlighedsbrev til dem.

Richard Hell fremhæver bandets trodsighed og den selvbevidsthed, man som punker kan identificere sig med uanset alder. Han beskriver Iceage som en direkte personificering af den stilistik. – Der har sgu nok altid været noget trods i det, vi gør, siger Jakob. – Jeg tror ikke, vi nogensinde har følt, at der var noget andet derude, der kunne give os den følelse, vi havde brug for at føle. Og når du ikke kan få det, du har brug for, kigger du omkring dig med frustration over, hvordan tingene ser ud. På den måde skabes der underbevidst en trods ved at skabe det selv. Men vi har aldrig været interesseret i at være et punkband, eller for den sags skyld bidrage til den kultur. Vi har altid haft et ønske om at stå for os selv uden at være ambassadører for musikken eller miljøet.

"Med årene er behovet for at forklare os selv også vokset"

Trodsen og mistanken ved det udefrakommende er essentielle karaktertræk ved Iceage. Det har skabt deres forhold til journalisterne, til populærkulturen og alle dem, der pludselig gerne vil være deres venner. – Når man som 18-årig bliver sat i et rum med en 35-årig mand, der gerne vil sætte sig ind i musikken og snakke om, hvad du laver. Det er jo ikke en skid interessant. På det tidspunkt havde vi jo ikke engang gjort os nogle tanker om den slags. Vi kunne slet ikke se formålet med at snakke om, hvordan vi lavede musik. Det virkede åndssvagt, selvom vi nu har fundet vores egen måde at navigere i det.

– Der er mange, der sidder med en masse spørgsmål, der også har stillet en masse andre musikere, og så prøver de at hive de rigtige svar ud, de gerne vil have, indskyder Dan. – Men når det så er sagt, så kan man også møde journalister, der har sat sig ekstremt godt ind i tingene og gerne vil lytte til, hvad du har lavet. Og som har nogle spørgsmål, man ikke selv har tænkt over.

– Nogle gange kommer der noget godt ud af at blive tvunget til at italesætte de tanker, der foregår i ens hoved, fortsætter Elias. – Og samtidig have en samtale om det. Med årene er behovet for at forklare os selv også vokset. Vi havde måske ikke helt en forståelse for, hvad vi følte, og hvordan vi opfattede os selv, da vi var yngre, og journalisterne var ret hurtige til at forklare den slags for os. Det er selvfølgelig en positiv ting, at der altid har været noget i vores musik, der kunne misforstås, og til dels også er blevet det. Der findes en masse gråzoner i vores musik, der betyder, at man får en ret subjektiv oplevelse af musikken, når man hører den. Det kan være meget forskellige ting afhængigt af, hvem du spørger – både positivt og negativt. Det viser, at vores musik kan tolkes og opleves på mange forskellige måder.

Integriteten i behold

Iceage er blevet voksne. I hvert fald er de vokset, fra hvor de stod for fire år siden. Beyondless er lydsiden til den udvikling og samtidig et resultat deraf. Iceage har taget chancer. Det er ikke første gang, det sker, men chancerne virker denne gang større. Beyondless hører til det mest tilgængelige værk, de har lavet hidtil, men det er langtfra et brud med nonkonformiteten og en indtræden i popkulturen. Iceage har stadig integriteten i behold – den er sågar stadig urørt.

– Vi har været meget fokuserede på, hvilket territorium vi kunne sætte os på i vores musik, fortæller Elias. – Det var måske noget, vi ikke har været kompetente til at bære tidligere, eller for den sags skyld turde udforske. Vi tør lege med nogle klichéer, der kunne risikere at falde til jorden. Vi er blevet opmærksomme på, at vi kan bære nogle ting, vi ikke tidligere har været i stand til, eller før har været klar over, at vi kunne bære.

Anden skæring fra Beyondless var hurtig til at tiltrække sig interesse. De uudforskede territorier, som Elias Bender Rønnenfelt snakker om, kommer til udtryk på nummeret ”Pain Killer”. Hornsektionen er kørt frem i lydbilledet, rytmen er mere opstemt end tidligere, og den amerikanske sangerinde Sky Ferreira er hevet ind for at give nummeret det, det manglede.

– Hun var den første, jeg tænkte på, fortæller Elias. – Idéen kom, da sangen var ved at være færdigskrevet. Jeg tænkte, at det kunne være fedt at have en kvindestemme på, fordi det ville give sangen noget mere – noget, den faktisk manglede. Og heldigvis var hun frisk på at synge på sangen, da vi spurgte hende. Og det gav ligesom et eller andet, der eleverede sangen.

Succes i USA

For mig er Sky Ferriera en invitation fra den amerikanske popkultur. Det er en invitation til Iceage om at blive, hvor de står. I succesen og i hypen, den amerikanske presse og undergrundskultur stille og roligt har genereret hen over de sidste ti år. Pitchfork og Stereogum kaster sig over alt, hvad Iceage rører ved og udgiver, og Richard Hell er kvalitetsstemplet, der ikke kan viskes væk. Iceage er blevet til succeshistorien, der har bevæget sig over på det amerikanske kontinent.

– Der var i USA, vi fandt al mistanken, fortæller Elias. – Men det var jo meget fedt at se, hvordan folk rundt omkring på kloden kunne identificere og relatere sig til vores musik, uanset om det var i Kina eller i Boston. Det var ikke noget, vi havde håbet på eller havde regnet med, men alligevel virkede det hele sgu meget naturligt.

Iceage er blevet til et eksportprodukt, ligesom MØ, Lukas Graham og Volbeat er blevet det. Det er umiddelbart det, der falder mig ind, når jeg tænker på succesen bag Iceage og det kunstneriske ståsted, Beyondless symboliserer sammen med resten af bandets bagkatalog. Men hvor MØ og Lukas Graham tager spaltepladsen, og Volbeat er blevet til det band, alle elsker at hade, befinder Iceage sig under overfladen som den oversete succeshistorie, pressen prøver at hive frem, når det giver mening. – Måske passer sådan nogle som os ikke så godt ind i Danmarks musikkultur, siger Elias.

Frygtløse for skuffelsen

For ti år siden startede succesen. Inden Elias Bender Rønnenfelt, Jakob Tvilling Pless, Dan Kjær Nielsen og Johan Wieth havde bevæget sig ud af deres teenageår, havde musikken forårsaget en omvæltende effekt på tilværelsen. I dag lever de alle sammen af det, og det er i sig selv en sjælden ting at kunne i Danmark. Men succes kan medføre fald, og det ætsende pres kan æde den kreative drivkraft.

– Folk har altid spurgt meget til pres, men det er aldrig noget, vi har følt, fortæller Elias. – Vi har aldrig været bange for at skuffe nogen. De eneste, vi kan skuffe, er os selv, og det er ikke sket endnu. Og jeg føler heller aldrig, at jeg har tænkt, at vi nu skulle gøre tingene på en bestemt måde. Det er bare sket gradvist, og derfor føles det også helt naturligt. Og hvis vi pludselig begyndte at lave noget, vi følte ikke havde en berettigelse til at eksistere, ville vi bare pakke sammen. Hvordan folk så opfatter det, vi har lavet, er vi sgu ligeglade med. Det er ude af vores hænder. Vi prøver bare at skære et eller andet ud af det hjerteblod, vi er drevet af.

Tilbage til København

Der har været langt mellem besøgene på de danske spillesteder. Iceage har haft travlt med USA, hvor de siden 2011 har opbygget en voksende fanskare. Men København er stadig deres hjem, og den 2. maj spillede de deres første danske koncert i næsten et år på Hotel Cecil i Indre By.

Beyondless

I begyndelsen blev Iceage kaldt for punk. I dag har de stadig svært ved at ryste mærkatet af sig, og selvom de er enige om, at punken ikke er en misvisende beskrivelse af deres musik, er de stadig overbeviste om, at de er mere end det. Den 4. maj udkommer Iceages fjerde album Beyondless, og som en naturlig forlængelse af forgængeren Plowing into the Field of Love går Beyondless ned ad eksperimenterende veje ved samtidig at være det mest tilgængelige album i bagkataloget.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA