x

Interview med Tinderbox-aktuelle Editors: Kaos igennem voldens lydflader

Interview med Tinderbox-aktuelle Editors: Kaos igennem voldens lydflader

Editors befinder sig et nyt sted i deres karriere. Det er gennemgående for historien om det britiske band fra Birmingham. Lydfladerne er stadig betagende og tilgængelige, men bag indpakningen ulmer der en vrede. I marts udgav Editors deres sjette album Violence, en løftet pegefinger til dem, der sidder med magten. Nu er de igen tilbage på dansk jord, hvor de lørdag aften besøger Tinderbox.

Fra tid til anden gennemgår verden nogle strømninger, der skaber chokbølger igennem kulturen. Der sker en drejning i måden at udtrykke sig på. Passiviteten bliver til en reaktion, og midlerne ved hånden bliver brugt som en kanal for forandring. Det er lige der, hvor vi lige nu befinder os. I transitionen fra ligegyldigheden til deltagelsen, hvor vi ikke længere kan lade andre gøre arbejdet. Hvor vi indser, at hver en stemme tæller, og forandringen kan ske igennem nogle kulturelle strømninger, der i mange år har været forsvundet.

Strømningerne har igen fundet deres vej ind til musikken. Det er blevet almindeligt at kommentere uretfærdigheden igennem musikken, og artister, der før har været passive, er pludselig begyndt at råbe højt. I kølvandet på Brexit og det amerikanske cirkus, der foregår i Det Ovale Kontor, har folket fundet sin stemme, og til det har der opbygget sig et soundtrack. Editors er en del af det soundtrack, og selvom bandet fra Birmingham ikke før har lavet musik af politisk karakter, er den seneste udgivelse Violence et skridt ind i protestens masse. Men Editors nægter at blive sat i bås med Bob Dylan, Rage Against the Machine og Joan Baez, der alle har opbygget en karriere omkring protesten.

– Protestbands har altid en masse budskaber, og det er fint nok, men det er bare ikke vores ting, siger Justin Lockey, der er guitarist i Editors. – Vi er mere følelsesladede på den måde. Hvis vi forsøgte at lave en politisk plade, ville vi bare være virkelig dårlige til det. Hvis vi gik ud og sagde, at du skal tænke sådan og sådan … det er vi bare ikke tilbøjelige til at gøre.

Jeg møder Editors i et backstagelokale på Vega i København. Det er stadig vinter udenfor, og da jeg møder op på spillestedet, får jeg at vide, at bandet er forsinkede. Jeg venter et øjeblik i snevejret, der har bevæget sig ind i forårssæsonen. Justin Lockey træder ud ad døren og tænder en smøg. Han har hætten trukket op om ørerne, og jeg kan ikke kende ham. Vi nikker bare diskret til hinanden, inden vi bevæger os indenfor.

Fra In Dream til Violence

Der er få timer til showtime. Editors er tilbage i Danmark og er mødt op til et udsolgt Vega. Med sig i rygsækken har de albummet Violence – et stilskift som altid, men med en dybere tyngde, der aldrig før har indfundet sig i Editors’ univers.

– Den er mere direkte, fortæller keyboardspiller og guitarist Elliott Williams. Han har ikke oplevet begyndelsen, ligesom det er tilfældet med Justin Lockey. Begge blev de en del af bandet i 2012, hvor Editors havde bevæget sig over den boblende indie-hype og sammen med alle andre børn af deres tid måtte kæmpe for sin overlevelse. – Sangene er mere direkte, end de tidligere har været. Tom har skrevet nogle virkelig gode popsange, og vi har egentlig bare prøvet at gøre det bedste for de sange, som vi kunne. In Dream var meget minimalistisk og mørk, og det havde meget at gøre med, hvor vi befandt os i verden på det tidspunkt. Vi laver altid meget forskellige plader, og det er altid lidt en reaktion på, hvad vi lige har gjort. Det er ikke så bevidst, når det sker.

Jeg tænker på albummets titel Violence, der lyser med store bogstaver på min nethinde. Jeg overvejer titlens betydning og referencer, og hvorvidt det er en direkte reference til den nedadgående politiske spiral, som Storbritannien har bevæget sig ud i. Hvorfor skal man lytte til Editors, tænker jeg. Hvad er det, de har på hjerte, som fortjener folkets dyrebare opmærksomhed?

– Brexit er en virkelig stor del af vores tilværelse, så det er svært at lave noget, uden at det på en eller anden måde sætter sit aftryk, fortæller Justin Lockey. – Det handler ikke om andet lige nu. Det er konstant. Vi lever i et land, der har lavet en fuldstændig åndssvag fejltagelse, og det er i nyhederne og oppe i dit ansigt hele fucking tiden. Det er svært at undgå at lægge mærke til det.

Men motivationen for Violence var meget mere underbevidst, fortsætter han. – Det passede bare virkelig godt ind i den kontekst, og det gav mening for os. Det er ikke en politisk plade, men der er helt klart en politisk kontekst til den samling af sange og den måde, de relaterer til den verden, vi lever i lige nu. Det er ikke en plade, der fortæller lytteren, hvordan man skal tænke. Det er bare samtidigt. Det er historier fra vores samtid.

Formidlingen af følelserne

I Editors eksisterer dynamikken på tværs af Justin Lockeys og Elliott Williams’ instrumenter. Tilblivelsen omkring et album er en fælles proces, hvor de alle har lige centrale roller. Ordene i sangene er udsprunget af Tom Smiths mund, og sådan har det altid været. Hans rolle som tekstforfatter og forsanger gør ham til formidleren af de følelser, som Editors motiveres af. Det er ham, der forstår symbolikken og ved, hvor den kommer fra. Det er Tom Smith, der skriver og formidler historien.

– Tom har set alle sangene og teksterne som forskellige fiktive historier, fortæller Justin Lockey. – Der er forskellige karakterer i dem, og da vi var blevet færdige med pladen, passede det hele virkelig godt ind i den måde, verden ser ud på lige nu. Hele den der politiske cirkel, hvor alt bare er fucked. Det er ret voldeligt, og sådan er vores måde at få nyheder på også. Det er ret intenst, 24 timer i døgnet. Jeg tænker lidt, at de her sange er en flugt fra alt det. På den måde er de ret introverte, fordi de forsøger at kigge væk fra alt det og mere fokusere på de menneskelige forhold og forbindelser i stedet for computere og nyheder. Så hele det der voldelige aspekt, som pladen refererer til, er meget rettet mod den verden, vi lever i.

Udgangspunktet er følelserne. Violence er udsprunget af dem, og den politiske tyngde er mere konteksten, sangene kan lyttes i relation til. Editors har ubevidst ramt en tid, hvor deres musik kan forstås. På en måde er det historien om bandet, for intet har nogensinde været særligt bevidst eller planlagt. Tom Smith har haft et udgangspunkt, der har smittet af på resten af bandet. Og ligesom det politiske ikke er et bevidst element, tilgås følelserne heller ikke direkte.

– Det er vigtigt for os at kommunikere følelser, men det er ikke noget, vi prøver at gøre særligt intensivt eller direkte, siger Justin Lockey. – Det er måden, Tom synger på og måden, musikken er sammensat og opbygger sig. Der er en intensitet og en følelsesmæssig tyngde over det. Sådan har det altid været, og det er ligesom blevet til grundingrediensen i bandet. Og det kan vi også se folk reagere på.

– Jeg tror, at folk lytter til vores musik, fordi de søger en flugt, fortsætter Elliot Williams. – Det er en vigtig del af vores band, og det ville være svært at gøre anderledes. Der er så mange meninger og holdninger ude i verden, og det er ikke nødvendigt, at vi bidrager mere til det. Det er virkelig ikke nødvendigt, hvis vi stillede os op og viftede med et flag og fortalte folk, hvad de skulle tænke.

– Jeg vil ikke have, at den musik, jeg lytter til, fortæller mig, hvad jeg bør tænke, indskyder Justin Lockey. – Jeg lytter til musik for musikkens skyld. Der er nogle, der er virkelig dygtige til at lave den slags musik, og de har helt klart en berettigelse i verden, men det er bare ikke for mig.

Populismens nedadgående spiral

Samtalen bevæger sig over på det politiske, der lægger sig tungt over emner, jeg forsøger at diskutere med Justin Lockey og Elliott Williams. Selvom Violence ikke er en direkte politisk plade, udgør den alligevel et symbol på, hvor Editors befinder sig i dag. De nægter at affinde sig med de forandringer, der ulmer i Storbritannien, og uanset hvor meget de bliver fortalt, at Brexit er en realitet, vælger de at bevare håbet.

– Det er ikke for at lyde som en fyr, der bare prøver at holde fast i et håb, der er ved at dø, men jeg er stadig ikke helt sikker på, at det kommer til at ske, svarer Justin Lockey. Jeg er langsomt begyndt at miste fatningen om den britiske politiske dagsorden, og Brexit-forhandlingerne bliver periodevis overdøvet af Donald Trump og Kanye West, der til daglig dominerer mit newsfeed ved hjælp af Facebooks dataalgoritmer. Jeg vælger at blive oplyst igennem musikken, for dér eksisterer der en ærlighed, og undervejs i min samtale med Justin Lockey og Elliott Williams begynder jeg at kunne gribe fat om ærligheden.

– Det hele handler om tre års politik, der foregår i en tid, hvor boligmanglen og hjemløsheden i Storbritannien bare er vokset helt sindssygt, forstætter Justin Lockey. – Det er den her samling af fucking idiotiske politikere, der har lovet den britiske befolkning hele verden på et sølvfad. Og så har de ovenikøbet løjet om det hele, og det kommer essentielt til at sætte os ti år tilbage i tiden. Det kommer til at tage evigheder at gøre om. Det er det, der virkelig pisser mig af ved det. Det tager så lang tid at gennemføre, og det kommer til at tage så lang tid at gøre om igen. På den måde mister vi jo ti års fremgang. Hvad fanden er meningen med det? Hele den måde, de går omkring hele situationen – Cambridge Analytica og alt det der, og hvordan de bruger en taktik, der manipulerer med befolkningen. Det sætter virkelig spørgsmål ved den moral, som landets ledere besidder.

På den anden side – fra et dansk perspektiv, hvor det piner mig at sige, at det egentlig går meget godt, det hele taget i betragtning, opleves Brexit og Trumps Amerika igennem en skærm. Det er blevet til et reality-program om det groteske. Der, hvor alt det, der ikke burde ske, foregår bag lukkede døre i selskab med alverdens statsledere, som i virkeligheden burde have fundet et andet erhverv.

– Hvordan kan man tage en så idiotisk beslutning? Jeg forstår godt populisme, og hvordan det er blevet så stort og alt det der med, at nogle gerne vil have der fucking land tilbage – men er du villig til at skyde dig selv i foden for at få dit land tilbage? Det er bare fucking dumt, siger Justin Lockey. – Hvad lærer det den næste generation? At hvis du bare er stædig og vedholdende nok, skal du nok få din fuldstændig åndssvage beslutning igennem. Der er intet progressivt over det, det er bare toppen af dumhed. Vi er ofte i Europa, og for os er det bare fucking pinligt, mere end noget andet.

– Briterne gør et stort nummer ud af at få blå pas igen, som det var, før vi blev medlem af EU. Det var i fucking 70’erne, vi havde det! Så der er en hel generation af folk, der bare gerne vil have deres blå pas tilbage. Og det er jo ikke, fordi de mennesker tager til udlandet, vel? De forlader kraftedeme ikke engang deres hus. De har ikke råd til det, og hvis de havde, var de sgu nok alligevel blevet hjemme. Og hvis de nu endelig tog af sted, skulle de stå i den lange kø til paskontrollen, fordi de ikke længere er medlem af EU. Og tænk over det her – de fucking blå pas, der giver os vores land tilbage, vil blive lavet i Frankrig! Det hele er som en virkelig dårlig episode af The Office. Det er fucking pinligt, at et land, der bygger sin stolthed på flere hundrede års viden og har nogle af verdens skarpeste hoveder, kan være så fucking dumme.

Og alt det gælder jo også Danmark og USA. Den her massive tilbagegang, der er forårsaget af et ønske om, hvordan det var i gamle dage.

– Det er en virkelig populær idé lige nu, svarer Justin Lockey. – Populisme er over det hele, fordi den henvender sig til laveste fællesnævner. Populismen henvender sig ikke til folk, der tænker progressivt og ønsker fremgang. Den henvender sig til folk, der har mistet deres job og tror, det er en god idé at begynde kulmineindustrien igen. Det handler om den her gruppementalitet, hvor folk er overbeviste om, at det kommer til at blive pissefedt. Men når deres lokalsamfund er gået fuldstændig fra hinanden, hvor fedt kommer de så til at synes, det er? Når de når dertil, at der ikke længere er jobs i deres lille by. Hvis Brexit går igennem, kommer vi til at tabe på alle tænkelige måder.

Håbet og fremtiden

Så findes der et håb? Editors tror på det, og det samme gør jeg. En gang imellem virker håbet mindre end andre dage, men samtalen med dem, der sidder midt i det britiske kaos, giver mig et håb. For de har et håb.

– Folk skal nok få nok af det. Folk begynder jo at kede sig på et tidspunkt, og også når de kommer til at råbe ad hinanden. Det er jo allerede begyndt at blive kedeligt, så det skal nok ændre sig på et tidspunkt. Det er det nødt til.

Editors bevæger sig med strømmen. Underbevidst lader de sig påvirke af samfundets politiske og kulturelle strømninger, og så har de ovenikøbet svært ved at ramme ved siden af med deres output. Editors hører til et af de bands, der konstant genopfinder sig selv – om det er intentionen eller ej. I begyndelsen landede de ned i gryden, hvor post-punken så småt var begyndt at genoplive sig selv, og siden da har Editors bevæget sig over Muses territorier, til hvor de befinder sig i dag med Violence.

– Vi er meget opmærksomme på, at tingene er nødt til at bevæge sig videre, forklarer Justin Lockey. – Som musiker bliver det jo virkelig kedeligt, hvis man laver det samme igen og igen. De bands, der gør det, ender bare med at gå i stå og til sidst dø ud. Man er nødt til at huske på, hvordan lytterne vokser i samme hastighed som musikeren, og de vil ikke lytte til det samme, som de har lyttet til, da de var teenagere. De kan måske godt være nostalgiske, ligesom vi er med Pixies og Nirvana, men man er nødt til at vokse og skubbe værdierne fremad.

– Vi har jo helt sikkert mistet nogle mennesker på vejen, og det er fint nok, tilføjer Elliott Williams. – Der er sikkert mange mennesker, der ville ønske, at vi lavede det samme, som vi gjorde i begyndelsen, og hvis vi gjorde det, ville de sikkert bliver trætte af det. Så man er bare nødt til at bevæge sig fremad og gøre, som man gerne vil. Og jeg har det fint med, at der måske er nogle, der smutter et stykke tid og måske kommer tilbage igen på et tidspunkt, for vi når jo ud til nye mennesker hen ad vejen alligevel. Havde The Cure lavet Pornography 15 gange, var jeg begyndt at kede mig, men den progression, som de er gået igennem i løbet af deres karriere, er noget, jeg beundrer og har lyst til at udforske – de forskellige faser og aspekter af bandet.

 

Editors vs. Joy Division

I sted midt i 00’erne tændte jeg for MTV og så billeder af Ian Curtis og Joy Division side om side med Tom Smith og Editors. Manchester blev nævnt som en by, der var på vej tilbage i musikken – igennem post-punken, der var ved at genfinde sin gnist. Editors har i dag bevæget sig langt væk fra udgangspunktet, men selvom sammenligningen med Joy Division måske ikke er så tydelig længere, kæmper Editors stadig med at slippe den. – Jeg er personligt fuldstændig ligeglad med Joy Division, erklærer Justin Lockey. – Det har aldrig sagt mig noget, så for mig er den sammenligning ret ligegyldig.

– Der er noget ved Ian Curtis, som folk stadig leder efter i andre sangere, tilføjer Elliott Williams. – Alle bands, der har en mørk lyd oplever den sammenligning. Jeg kan sagtens forstå, at de to første plader blev sammenlignet med Joy Division, men det har aldrig været noget, vi har ladet os påvirke af.

Editors i sin egen kultur

Det hele flyder sammen. Musikken er ikke forankret i forskellige lejre, som det var for 20 år siden. Kan du lide hiphop, kan du sikkert også lide punk, og lytter du til Post Malone, lytter du sikkert også til Nirvana. – Hele den der opfattelse af forskellige scener, og hvordan der nærmest opstår stammer ud af en musikscene, er forsvundet nu, siger Justin Lockey. – Der er måske stadig få elementer af det i rockverdenen, men det hele er sgu ret bredt. Engang ville en punker aldrig lytte til popmusik, men i dag er der sikkert mange, der hører Rancid, som også lytter til Katy Perry. De der grænser og den der stammeattitude er forsvundet på godt og ondt. Vi føler os ikke som en del af noget lige nu, og det er virkelig rart. Der er stadig mange, der prøver at sætte os i relation til en bestemt tid, men for os giver det bare ikke mening.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA