REPORTAGE: Amsterdams broer over Pearl Jam

REPORTAGE: Amsterdams broer over Pearl Jam

I midten af juni skød Pearl Jam sin europæiske sommerturné i gang. Jeg har været medlem af Ten Club siden midten af mine teenageår, så når Pearl Jam ikke kommer til Danmark, rejser jeg for dem. Jeg tog tre dage til Amsterdam for at opleve turnéstarten. For at opleve energien og kollektiviteten, Pearl Jam omfatter og formidler.

– Hvad tror du, de lægger ud med? bliver jeg spurgt. Jeg står foran Ziggo Dome lidt uden for Amsterdams bymidte. Jeg venter sammen med flere tusinde andre, der minder en lille smule om mig selv. For ligesom jeg er de rejst langt for at nå hertil. I aften starter Pearl Jam turnéen, der skal føre dem forbi centraleuropæiske festivaler. I Amsterdam og senere forbi Pinkpop Festival i Holland, hvor det hele startede i 1992, da Eddie Vedder kastede sig ud over publikum fra en kamerakran. Igennem Østeuropa, før de i midten af juli når målet i Portugal. Og for mange år siden lavede jeg en aftale med mig selv om, at når Pearl Jam befinder sig på samme kontinent som jeg, skal vores veje krydses.

Jeg overvejer spørgsmålet, jeg er blevet stillet. – ”Long Road”, svarer jeg. – Jeg har aldrig hørt dem spille det nummer før, og det er nok min favorit fra deres bagkatalog.

Pearl Jam er ønsketænkning. Pearl Jam er uforudsigelighed, og uanset hvor længe man følger dem, er det umuligt at se deres næste stik. På den måde har Pearl Jam opnået den status, fans fra hele verden rejser langt for at opleve. Jeg forventer et eller andet sted at møde en masse lokale, men som det egentlig altid er, er canadierne i overtal. Klokken har først lige bevæget sig ind på eftermiddagen, og der er stadig mange timer, til Pearl Jam indtager scenen. Forrest i køen har en mindre gruppe fra Canada markeret deres tilstedeværelse med et canadisk flag. Det er spændt imellem de to barrierer, der indhegner køen. Flaget har fået samme funktion som et telt, og jeg bliver fortalt, at gruppen har siddet der siden dagen inden. Det forklarer sovegrejet, der ligger spredt ud omkring dem. Min kammerat, Uni forstår ikke, hvorfor man vælger at sidde i kø fra dagen inden. For ham er syv timer rigeligt. Han er min ledsager igennem mit fjerde møde med Pearl Jam. Ifølge nogle alt for få. For ham er det det første. For ham er det drømmen om at opleve Ten. For ham er det mødet med Amsterdam.

 

Rejsen fra København

Dagen inden koncerten mødes vi på Nørreport. Uni og jeg har aftalt at tage metroen mod lufthavnen. Solen er først lige stået op. I hvert fald har den ikke været oppe længe. Feriestemningen summer imellem os, selvom jeg egentlig skal af sted for at arbejde. Jeg har før besøgt Amsterdam, men Uni har aldrig været der. Det er en fed by, fortæller jeg ham. Jeg vil ikke manipulere med hans første indtryk af byen, men i virkeligheden har jeg altid fundet byen overvurderet. Det er byen, jeg altid har hørt om. Igennem amerikanske teen movies. Som det europæiske eventyr i den amerikanske popkultur. Det er stensikkert, fordi man kan ryge overalt dernede, tænker jeg.

Vi når lufthavnen lige til øllet. Vi tripper igennem sikkerhedskontrollen, og af sted mod gaten. Da vi ankommer, er flyet i gang med at boarde, og vi sætter os foran i flyet, inden vi falder i søvn. Da vi vågner igen, befinder vi os i Amsterdam. Af sted mod byen.

– Jeg har booket overnatning. Vi skal bo på Hotel Utopia, siger jeg til Uni. Der er et eller andet dodgy ved det navn, tænker jeg. For under to hundrede kroner for en seng i en sovesal får jeg sikkert ikke særlig meget utopi.

Vi bevæger os fra Amsterdam Centraal og ned ad Nieuwezijds Voorburgwal – Amsterdams svar på Vesterbrogade med sine helt egne udgaver af Rosie McGee’s, Hereford og souvenirbutikker. Selvom jeg før har besøgt Amsterdam, har jeg ikke stedsans for byen. Jeg kan genkende forskellige steder og butikker, og jeg kender navnene på nogle af de steder, der er værd at besøge. Før har jeg couchsurfet mig igennem byen og fulgt i fodsporene på de lokale, imens jeg kiggede ned i jorden. Mit møde med Amsterdam er denne gang lige så impulsivt, som det er for Uni.

Fem minutter senere ankommer vi til vores hostel. På en bænk foran en kældertrappe sidder et par fyre og ryger hver sin joint. Kælderlokalet er mørkt, og vi kan høre bassen pumpe dernede fra. – Det er sgu da en coffeeshop, det her. Det stod der kraftedeme ikke noget om nogle steder, siger jeg til Uni.

Jeg husker mine tidligere besøg med Amsterdam, og hvordan overnatning generelt er lidt en mangelvare i Europas eftertragtede rygerdestination. Vi har ikke noget valg. Vi bevæger os indenfor. Igennem pottågen og op mod receptionen, hvor et par fyre er i gang med at undersøge de varer, vandrerhjemmet ligger inde med. På tre hylder bag receptionisten står glas med ryger af forskellige slags. På disken ligger jointpapir. Knægten ved siden af os stikker næsen ned i glasset, receptionisten har rakt ham. Han er sikkert en rigtig ryger-connaisseur, hvis han selv skal sige det. Jeg tænker bare, at han ikke er en dag over 16.

 

Duften langs byens kanaler

Vi smider vores tasker på værelset. Det er fint nok. Faktisk en væsentlig opgradering fra den rygerbule, der gjorde sit umiddelbare indtryk på os. På værelset er der et par fyre fra Frankfurt, der tror, vi kender koden til vandrerhjemmets Wi-Fi. Vi dribler let og elegant udenom deres internetproblemer og bevæger os ned igennem den tykke duft af cannabis og udenfor i den friske luft. I morgen kommer til at gå med alle de andre nørder, der er rejst langt for Pearl Jam, så i dag skal vi bare finde et par stifter og slænge os langs byens kanaler.

Igennem byen følges vi af duften af pot. Det er sikkert ikke den samme, men duften fra de coffeeshops, vi passerer langs kanalerne. Det er en detalje, jeg ikke husker fra mine tidligere besøg. Det er en detalje, der minder mig om Roskilde Festival. Jeg mødes af sommertankerne, imens vi sætter os på fortovscaféen og bestiller to øl og en sandwich med kylling. Uni får øje på en vintage-butik på den anden side af gaden. Han mangler solbriller, fortæller han mig. Vi bunder den første øl og skyller efter med en mere, inden vi bevæger os videre langs byens små gader. Undervejs ser vi folk i Pearl Jam-T-shirts. Jeg udpeger dem for Uni og føler mig tættere på koncerten, jeg har ventet seks måneder på.

– Jeg tror ikke, andre bands oplever den samme dedikation fra deres fans, siger jeg. – Måske Soundgarden, da de fandtes. Jeg ventede også hele dagen foran et venue i Melbourne, hvor jeg så dem for seks år siden. Men det var bare ikke helt det samme, for der var langtfra lige så mange mennesker.

– Den slags findes nok kun i metalmiljøet, svarer Uni. – Den der følelse af forståelse, når man ser et andet menneske i en T-shirt med dit yndlingsband.

Vi bevæger os igennem Grachtengordel, forbi industribygninger fra slutningen af det 19. århundrede. Langs kanalerne og husbådene. – Det hele ligner Nyhavn, siger Uni. – Det er bare så meget federe. Han har ret, tænker jeg.

 

Mozart og Beethoven for turisterne

Solen har bevæget sig ud på eftermiddagen. Jeg kan mærke underskuddet af søvn, der kryber ind på mig. Jeg er taget direkte fra NorthSide i Aarhus mod Amsterdam. Det er sådan, jeg føler det, selvom jeg lige nåede forbi min egen seng undervejs. Jeg har brug for et koffeinkick. Jeg foreslår mumlende, at vi går forbi Rijksmuseum. Jeg husker det sted fra mit sidste besøg. Parken bag museet og den finkulturelle tunnel, hvor byens klassiske gademusikanter spiler Mozart og Beethoven for turisterne.

– Jeg vil fucking gerne se Paradiso, siger Uni. Perfekt, tænker jeg. Det ligger på vejen. – Det er et af de steder, hvor jeg kommer til at spille en dag, fortsætter han. Den gamle kirke fra det 19. århundrede, er lige så legendarisk i min bog. Jeg tænker tilbage på 1992, hvor Pearl Jam og Nirvana spillede der. Dengang jeg ikke kunne gå, og min musikalske indsigt ikke rakte længere end ”Elefantens vuggevise”. Der er løbet meget vand igennem kanalerne siden.

Vi køber en kop kaffe fra en tjener, der ikke kan forstå den danske humor. Vi sætter os foran Stedelijk Museum og lader os revitalisere med et stykke jordbærtærte og en smøg. Vi bevæger os videre igennem byen, imens eftermiddagssolen bevæger sig længere frem på himlen. Vi finder en nærliggende kiosk imellem vintage-butikker, kitschede træsko og osteforretninger og køber os en øl. Vi sætter os på kanten af kanalen ved siden af byens ungdom, inden eftermiddagen bliver til aften.

 

Turen til Ziggo Dome

Min telefon vækker mig klokken ni morgenen efter. Vi har aftalt at tage mod Ziggo Dome tidligt på dagen. Vi skal have det hele med. Vi skal opleve kollektiviteten, der centrerer sig omkring Pearl Jam. Kollektiviteten, der skaber minder og uforglemmelige oplevelser. Hvor det for mig startede i Berlin i 2009, og for andre 17 år inden.

Vi stikker i tøjet og falder over et sted, der serverer hollandsk morgenmad. Ifølge menuen består det af yoghurt med chokoladedrys, halvtørt franskbrød og skinke og ost fra supermarkedets discountafdeling. Men det gør ikke så meget, for om få timer går Pearl Jam på scenen. Det er dagen, jeg har ventet på, siden bandet for fire år siden gik af scenen i Stockholm.

Vi træder ind i metroen og render hurtigt ind i en far med sin søn, der er rejst fra Skotland. De har hver en pose fra pop-up-butikken, hvor Pearl Jam under sit besøg i Amsterdam sælger sine Pearl Jam x Copa-fodboldtrøjer. Vi falder i snak, og de skal ligesom jeg kun opleve Pearl Jam én gang på den her turné. Jeg tænker på, hvordan de fleste fans af Pearl Jam er meget konkurrenceorienterede. Hvordan det gælder om at have set bandet flest gange. Hvordan det gælder om at eje det rigtige merch. Hvordan det gælder om at være den første til at købe det, selvom der ingen fare er for, at det bliver udsolgt. Men de to skotske fans hører ikke til den kategori. De er nok, hvad man vil kalde for moderate fans. Lidt ligesom jeg er.

Vi stiger af metroen og bevæger os mod Ziggo Dome, der ligger gemt væk bag Ajax Amsterdams hjemmestadion. Køen er allerede lang. Betydeligt længere, end den som regel ser ud, når Father John Misty eller Nick Cave spiller i København. Uni og jeg lægger en slagplan. Hvem henter bajere, og hvem holder skansen i køen.

I køen falder vi hurtigt i snak. Vi møder Jessy og Nathalie fra Tyskland. De er rejst fra Frankfurt og har set Pearl Jam et par gange før. Vi møder et par fyre fra Canada. De ankom til Amsterdam to dage inden og tager af sted to dage senere med et lille stop i Belgien på vejen hjem. Den ene har set bandet 50 gange, hvor den anden i aften får taget sin mødom. Ham falder Uni hurtigt i snak med, og han fortæller, hvordan de aftenen inden sad på deres hotelværelse og trippede på svampe.

 

Vi deler ud af vores oplevelser med Pearl Jam. Vi uddyber vores personlige forhold til deres musik. Hvilken koncert, der har gjort dybest indtryk, og vores forventninger til i aften. Jeg bliver spurgt, hvad jeg tror de starter med. – ”Long Road”, svarer jeg. Jeg fortæller, at jeg aldrig har hørt Pearl Jam opføre det nummer før. Jeg fortæller Uni, hvordan de nogle gange starter med noget fra Ten. Han har før fortalt mig, at det er det eneste album, han kender med bandet. Han er bare aldrig nået længere. Jeg forstår ham, for Ten var også den plade, der rørte mig i begyndelsen. Den førte mig igennem Vs. og Vitalogy og op til No Code, der i lige så høj grad var et vendepunkt i min egen dedikation, som det var et vendepunkt i Pearl Jams karriere. Vi stiller os over i køen til merch og finder dagens plakat. Den plakat, der ændrer sig hver dag. Tiden begynder at nærme sig.

 

Pearl Jam er i Amsterdam

Vi bliver langsomt sluset indenfor. Jeg ender foran scenen, og jeg har svært ved at være i mig selv. Jeg står på tredje række, og inden længe vil Eddie Vedder stå lige foran mig. Jeg møder Arun fra Chicago. Han er af sted sammen med sin kusine og skal lige om lidt overvære sin 46. koncert med Pearl Jam. Han fortæller om sine tidligere oplevelser med Ziggo Dome, og hvordan der hver gang går en pige rundt og skænker fadøl fra en Heineken-rygsæk. Han fortæller om koncerterne på Wrigley Field i Chicago – de allerede legendariske Let’s Play Two-shows fra august 2016. Han fortæller om dengang, han tilfældigvis faldt over en koncert med Pearl Jam på en tilfældig bar i Chicago. Pearl Jam var inden koncerterne på Wrigley Field uanmeldt mødt op på en lokal bar for at spille for et par hundrede mennesker. Det er den slags, der kun sker i USA.

Jeg mærker dedikationen blandt publikum på de forreste rækker. Jeg kan mærke forskellen mellem de nordamerikanske og europæiske fans. Hvordan Pearl Jam på en måde er sunket til dybere ind i de nordamerikanske fans. Hvordan Pearl Jam er nonkonformitet kombineret med det bedste fra patriotismen.

Vi deler et par øl, imens en pige prøver at mase sig ind foran os. Hun har en stor pose med. – Det er ting til Eddie, fortæller hun os. Jeg føler at have set hende før. I Stockholm, Berlin eller København, hvor jeg før har set adskillige af de fans, der er mødt op til koncerten i Ziggo Dome. Hun fortæller os, at hun har set Pearl Jam over 100 gange. Hun har en underlig energi over sig. Hendes dedikation virker manisk og uhyggelig. Hun kaster en lyserød frisbee op mod scenen, men den bliver stoppet af en sikkerhedsvagt. Hun forsvinder hurtigt videre for at finde et andet sted, hvor Eddie Vedder måske er mere tilgængelig.

Lyset slukkes, og til tonerne af ”Metamorphosis Two” af Philip Glass bevæger Pearl Jam sig ind på scenen. Eddie Vedder har som altid en flaske rødvin i den ene hånd og sin notesbog i den anden. Han skyder aftenen i gang på hollandsk og dedikerer koncerten til Anthony Bourdain og sine andre faldne venner, inden ”Long Road” tager form bag ham. Arun vender sig om for at tage fat i min hånd. Hårene rejser sig på mine arme. Jeg fik ret. Jeg tænker på alle de ting, den sang skaber af associationer for mig. Jeg mærker den kollektivitet, Pearl Jam omfatter. Jeg ser Arun, der oplever Pearl Jam, som var det første gang. Jeg er selv taget ti år tilbage i tiden.

Pearl Jam rører ved noget i os, ingen andre bands kan, og måske er det der, kollektiviteten kommer fra. Ved siden af os står to chilenere og fyrer op i en hashpibe. De skal se Pearl Jams samtlige koncerter på sommerturnéen. De ønsker Uni en magisk oplevelse og giver sig hen til musikken. De tager sig til hovedet, som om de har svært ved at begribe, hvad der lige nu sker. Jeg gør det samme, imens det går op for mig, at én koncert med Pearl Jam aldrig er nok.

Boks 1: Det kollektive energitrip

Koncerten er et energitrip. Pearl Jam bevæger sig langsomt mod højdepunkt efter højdepunkt. Fra ”Long Road” over ”Low Light” og ”Corduroy”, før de ender på ”Why Go” og ”Alive”, der er livsglædens aggressive energiudladning. Foran danser vi pogo. Vi hopper i takt til Matt Camerons trommer, og vores stemmer mødes i kor med Eddie Vedder. Sammen udgør vi en energi, der aldrig kan skabes alene.

 

Boks 2: Vinflasken fra Eddie Vedder

Eddie Vedder åbner sin anden flaske vin. Det er en god aften, forsikres vi om. Han hopper ud over scenekanten og ned i publikums favn. Han skænker vin til de forreste. Vi sender kopperne videre for at dele oplevelsen. Han peger på Arun fra Chicago, der står foran mig. Måske kan Eddie Vedder huske ham fra tidligere. I fællesskab får vi skubbet Arun frem mod Eddie Vedder. Eddie Vedder rækker ham vinflasken. For nogle virker det ligegyldigt, men for Arun er det her et uforglemmeligt øjeblik.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA