KOMMENTAR: DR1’s X Factor-afløser er et skridt i den rigtige retning – men…

KOMMENTAR: DR1’s X Factor-afløser er et skridt i den rigtige retning – men…

DR1’s talentshow Live, afløseren for X Factor, har nu kørt i tre uger, og er det så bedre end X Factor eller hvad? Både ja og nej. Den korte version: Ja, det er mere sagligt, og ja, det er mere kedeligt.

X Factor fik gennem sine 11 år på DR1 rutinemæssigt og berettiget kritik, først og fremmest for ikke at kunne udvikle kunstnere med en bæredygtig karriere – Martin Hedegaard alias Saveus og med lidt god vilje Basim og Citybois er undtagelserne, der bekræfter reglen. Dernæst kritik for at fokusere for meget på håbefulde, men talentløse wannabes og på ”ugens glade krøbling”-historierne om deltagere, der har gået så grueligt meget igennem i deres opvækst, og nu har de så deres livs chance for at vise, at de kan noget. De mest tonedøve deltagere fik dog ikke meget plads i de senere sæsoner, og tak for det. I Live er der foretaget en indledende casting af de medvirkende, så de håbløse aldrig kommer videre til tv-skærmene, og vi nøjes også med at se deltagernes familie og venner hylde dem, vi skal ikke høre alle mulige udenomshistorier om deres traumatiske barndom, og tak for det.

I Live handler det, som titlen antyder, om deltagernes livepræstationer. Udgangspunktet er, som det bliver sagt i programmets indledning, at det i dag er meget vigtigere end for 10 år siden at være en god livekunstner, fordi det er gennem koncerter, at de fleste kunstnere i dag tjener hovedparten af deres penge. Derfor er en pladekontrakt, som i de første år var præmien i X Factor, i dag af mindre betydning. Det er ganske rigtigt. Det er også rigtigt, at man ikke har mange sekunder til at gøre sig bemærket i vore dages SoMe-verden, før folk swiper videre, hvis de ikke bliver fanget af det, de ser og hører. De 30 sekunder, som folk til lov at spille i det første program, var dog i underkanten, og 60 sekunder virker mere passende, om end jeg dog ville foretrække 90, for så kan de fleste både at komme igennem en vers og et omkvæd, de to vigtigste komponenter i en sang.

I Live må kunstnerne også fremføre deres eget materiale, og det vælger mere end halvdelen at gøre. Det betyder dog også, at de deltagere, som synger covernumre, hurtigt kommer til at fremstå som uoriginale, som overvintrede X Factor-kombattanter, og de når forhåbentlig ikke langt i programmerne, medmindre de skifter til egne sange. Der er jo heller ingen, der vil gå til koncert med et kopinavn, medmindre det er til en julefrokost eller et decideret jam-band. Nogle af de optrædende bruger backtracks, men det er der jo også mange livekunstnere, der gør i dag, så lad gå. Og tilrettelæggerne skal have ros for at tillade en større genremæssig bredde end i X Factor – her er alt fra rap over pop, rock og indie til regulær metal.

I forhold til X Factor har man ændret kategorierne fra at fokusere på alder til køn – nu hedder det ikke solister over eller under 25, men kvindelige og mandlige solister, og så grupper. Fint nok med mig, men for min skyld kunne man godt nøjes med en solist- og en gruppekategori. Men nu er man da sikker på, at der kommer en kvindelig vinder – kvinder er jo desværre noget underrepræsenterede på livescenerne.

De to coaches, Lina Rafn og Sanne Salomonsen, begge kendt fra X Factor, gør begge en rimelig figur, men det skal blive spændende at se P3-vært (og tidligere GAFFA-skribent) Pelle Peter Jensen komme ind og give den som musikekspert senere i programrækken. Og når dommerkombinationen i X Factor i de fleste år har været to mænd (som regel Blachman og Remee) og en kvinde, så gør det da ikke noget, at de to coaches nu begge er kvinder.

Niveauet på de kunstnere, der indtil videre er gået videre, har været rimeligt, både hvad angår præstationer og materiale, uden at jeg er blevet blæst væk. Jeg kunne godt tænke mig, der blev fokuseret lidt mere på sangmaterialet, men det kommer forhåbentlig senere. For hvis ikke sangene er gode nok, får vinderen ikke en lang karriere, og det var vel det, der var meningen med det hele, til en afveksling.

Pressen rapporterer om skuffende seertal til det nye programkoncept. Det hænger formodentlig til dels sammen med, at Live konkurrerer med seermagneten Vild med Dans på TV2 – det har X Factor aldrig gjort – dels, at folk vil høre noget, de kender, og der er jo færre velkendte sange her end i det gennemsnitlige talentshow. Og så er der altså bare ikke helt så meget underholdning og drama, når vi hverken skal høre på talentløse deltagere, der bliver smidt ud på røv og albuer, eller høre hjerteskærende familiedramaer. Jeg mener ikke, der er blevet fældet en eneste tåre i programmet endnu. Mit musikfaglige overjeg vender tommelfingeren moderat opad til Live, mit hjerte er ret uberørt, og min indre svinehund har stukket halen mellem benene. Men det er da bedre, end hvis det var omvendt.

LÆS OGSÅ: Syv ting, jeg har lært af 11 sæsoner med X Factor

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA