PORTRÆT: I dag er det 50 år siden, Steppeulven Eik Skaløe døde

PORTRÆT: I dag er det 50 år siden, Steppeulven Eik Skaløe døde

I dag er det 50 år siden, Steppeulvenes karismatiske sanger og tekstforfatter Eik Skaløe daterede sit afskedsbrev, hvilket betragtes som hans officielle dødsdato. Han blev bare 25 år. I den forbindelse bringer vi denne portrætartikel om Steppeulvene, som tidligere har været bragt i bogen GAFFAs Kulturkanon fra 2007.

Fyldt med hash, speed og hvad de ellers kunne finde fik kvartetten Steppeulvene albummet Hip i kassen på tre dage i marts 1967, inklusive miks. Poeten Eik Skaløes ord og Stig Møllers musik fik dengang ikke den store bevågenhed, men har med årene vist sig at være langt forud for deres tid. 

Historien om det ekstremt kortlivede orkester Steppeulvene og deres enlige svale af et album, Hip er et tidsbillede af hippietiden i sin mest udflippede, kaotiske, provokerende og kreative form. Samtiden var markant anderledes end i dag, og man skulle ikke skille sig meget ud for at provokere og forarge. Steppeulvene gjorde det hele. Var på hash og syre, brød ind i apoteker og hentede forsyninger, tilbad Buddha og Østens mystik og den store kosmiske kærlighed og bollede frit. Midt i det store inferno af kaos lykkedes det så de fire syrehoveder at få kreeret dansk rockmusiks første originale milepæl. Et album med selvstændige sange og ikke mindst tekster, der på én gang var drømmende, romantiske, litterære, humoristiske, skarpe, socialrealistiske, rablende vanvittige og komplet uforståelige. Dylan havde vist vejen frem i USA ved at kombinere og videreudvikle elementer fra akustisk folkemusik og modernistisk lyrik med elektrisk guitar og fuldt rockband i et selvstændigt og slagkraftigt udtryk. For poeten Eik Skaløe var det hverken pigtråd eller rock’n’roll, der var udgangspunktet, men den modernistiske lyrik, der gradvist udviklede sig til det mere syrede og udflippede – og Skaløe så blandt andet i eksemplet Dylan, at tidens heftigste og mest slagkraftige platform for moderne lyrik var bag mikrofonen i et rockband.

Folkemusikken fik en gevaldig opblomstring i Danmark i 1965, som en slags provokation mod den mere etablerede pigtrådsmusik. Den 19-årige folkesanger Stig Møller var blevet præsenteret som Danmarks svar på Donovan (Englands, eller rettere Skotlands svar på en ”blid” Dylan). Stig både underviste på en skole og spillede guitar i de mange folkeklubber, bl.a. med en jævnaldrende amerikansk ven, ved navn Paul Simon. Pladeselskaberne havde stor interesse for genren, da bl.a. Cæsar med Det Store Stygge Storkespringvand havde vist, at der også kunne sælges plader inden for området. Stig indspillede allerede som 19-årig en håndfuld sange for Sonet og Metronome og fik udsendt singlerne People They Don’t Know og Min Undulat Er Død med b-siden 25 Minutter Endnu, engelske originaler i Thøger Olesens oversættelser.

Veninden Helle Ryslinge (den senere filminstruktør) gjorde Eik – der for nylig var kommet ud fra et fem måneders fængselsophold for apoteksindbrud – og Stig Møller opmærksom på hverandres eksistens. Deres veje krydsede hinanden sent i 1966, og det gik som beskrevet andetsteds i denne artikel ikke stille for sig. Hvor Eik havde ordene, havde Stig melodierne, en pladekontrakt og også en idé om, hvem der skulle besætte rollerne som trommeslager og bassist i bandet, nemlig Preben Devantier og Søren Seirup.

Her var tale om to garvede musikere, der havde spillet centrale roller hos toneangivende orkestre. Bassisten og mundharmonikamanden Søren Seirup var primært kendt fra det hippe og vilde pigtrådsorkester The Beefeaters, der dyrkede en langt hårdere og mere pågående stil end tidstypiske idoler som Cliff Richard og The Shadows. Beefeaters eksisterede fra 1964-66 i en række konstellationer og fik stor medieomtale, ikke mindst på grund af Seirups provokerende og til tider anarkistiske adfærd. Seirup forlod bandet i 1966 for at rejse til Indien.

Preben Devantier spillede i 1959 swing, jazz og rock i Søborg og senere med Melvis & His Gentlemen, som spillede en blanding af jazz og rock og gængse rockmelodier. I januar 1966 forlod Devantier gruppen, smed bandets varemærke, smokingen, og tog pladsen som trommeslager i det mere rå og provokerende Peter Belli & Les Rivals. Rivalerne, som de hed i folkemunde, var veletablerede og populære. I en tv-udsendelse fortalte Belli, at han og gruppen havde ”prøvet” hash, hvilket senere førte til politianmeldelse. Den 19. oktober 1966 faldt dommene, hvor både Belli og Preben Devantier fik 60 dage. Efterfølgende gik gruppen i opløsning. Så da Stig mødte Søren og Preben i slutningen af ’66 og fortalte dem om Eik, var vejen banet for Steppeulvene.

 

Tre tågede dage

Hip blev indspillet på kun tre dage i marts 1967 inklusive miks. Det var Metronomes Olav Bennike, som fungerede som producer for den langtfra appelsinfrie kvartet. Pladen var ikke nogen kioskbasker, men – som med myterne om Skaløe og Steppeulvene i det hele taget – kan det være svært at vide, hvad der præcis er sket. Ifølge den gængse historie solgte albummet oprindeligt kun i et par hundrede eksemplarer, og Steppeulvene spillede kun en lille håndfuld koncerter. At der altid var ballade og tumult ved koncerter, er der til gengæld pæn konsensus om. Amatørmusikhistorikeren Peter Poulsen, der i årevis har forsket i Skaløes gøren og laden, mener, at bandet nåede at spille op imod 30 koncerter (ofte kunne det være svært at skelne mellem øvere, jamsessions og regulære koncerter), og at Hip (som udkom i to optryk) i starten solgte omkring 700 eksemplarer, hurtigt gik ud af produktion og allerede i ’69 blev solgt til tre gange prisen i antikvariater. Men nogen guldmine var der langtfra tale om; der skulle gå 21 år, før Seirup, Devantier og Møller fik overrakt en sølvplade for 25.000 solgte eksemplarer i 1988.

Anmeldelserne i sin tid var tilsvarende spredte. Dødsstødet mod Steppeulvene kom, da Eik i november 1967 rejste til Østen for aldrig at vende tilbage i levende live. I december ’67 udkom singlen Du Skal Ud, Hvor Du Ikke Kan Bunde og Flip uden Skaløes deltagelse. I 1995 udsendtes Hip - En Hyldest Til Steppeulvene – hvor samtlige sange blev fortolket af en række af tidens (primært unge) kunstnere – og i 2002 spillede Møller, Seirup og Devantier for første gang i over 30 år, hvilket resulterede i livealbummet Steppeulvene Live I Fedtebrødet, udgivet på Tømrer Klaus’ label Karma Records. Stig Møller har også i årevis turneret med egne sange, inklusive dem fra Steppeulve-perioden i selskab med bl.a. musikeren og revisoren Peter Ingemann, og gør det fortsat.

 

Stig og Preben husker tilbage

Når man træder ind i Stig Møllers domicil på Østerbro, er det lidt som at blive rundkastet i en Georg Gearløs-konstrueret tidsmaskine. På mobiltelefonens display står der fortsat 2006, men inden for den rummelige lejligheds mange vægge siver ånden, røgelsespindene og andre remedier fra ’68 ud fra alle hjørner, hvis man lige ser bort fra et pænt arsenal af Mac-computere og et lydisoleret indspilningsstudie. Møller selv bekender sig fortsat ufortrødent til den frie hippie-ideologi og klæder sig derefter. Han har efterhånden rundet de 61 og ligner mere en moden ”etnisk dansk” udgave af Zlatko Buric i form og fylde end den krøllede, slanke beatnik, der tonede frem på folkemusikscenen i midten af 60’erne. Men humøret og selskabeligheden er ikke til at skyde igennem. Imens vi sætter Hip på over anlægget, og Stig lader tankerne flyde tilbage, bliver lejligheden fyldt med 5-6 drenge i pre-teenagealderen og Stigs far, der ikke er nogen årsunge. På spørgsmålet om, hvorvidt det er hans egne børn, lyder svaret, at ”alle er mine børn”, og sådan kører snakken derudad med historier om gunstige astrologiske tegn for kreativitet i Steppeulvenes tid, voldsomme bredsider til kapitalismen, politikere og profitjagende popmusikere og en hyldest til de euforiserende stoffers bevidsthedsudvidende potentiale. Med cola på bordet og noget hjemmerullet rygende værk i mundvigen fortæller Stig om Hip:

– Den er lavet totalt uden bagtanker. Man kan ikke have noget overblik over, hvad man laver i den alder, og vi gjorde bare vores bedste. Vi levede i nuet og havde de ting, vi havde lært, som vi kunne bruge. Vi var på vej et eller andet sted hen; det er alle i den alder.  Vi var med på bølgen, hvor det hele bare eksploderede totalt i kreativitet, og pladen er lavet i den ånd. Det var derfor, vi levede i nuet; vi var nu og her, og dér var alting magisk. Det var den oplevelse, hele den generation havde. Vi var de uartige børn, der var løbet hjemmefra. Alting var åbent og nyt. Vi havde positive forventninger til fremtiden og troede på, at menneskets godhed skulle sejre, og det uselviske skulle være en del af menneskeheden. Vi troede på buddaher, Jesus og alle de Moder Theresa-ting og alt muligt, udtaler Stig, hvorefter han slår ud i en sønderrivende, voldsom latter, som kommer igen med jævne mellemrum.

– Vi var i en generation, der satte os selv i lige så stort kaos som de soldater i Vietnam, der skød hinanden. Vores var det indre kaos, men ud af det kaos kom visdommen, for jo værre det er, jo bedre bliver det, det er det, man lige skal forstå. Vi, der fik lov til at boble igennem, fik lov til at se nogle ting, som kun er få forundt.

 

Det første døgn

Og det var langtfra alle, som evnede at ”boble igennem” og komme tilbage til virkeligheden. Ganske symptomatisk var Steppeulvenes levetid ekstremt kort og intens. Fra Stig og Eik mødte hinanden første gang, og til Eik rejste til Østen for aldrig at vende tilbage i live, gik der temmelig præcist et år. Stigs fortælling om makkerparrets første døgn sammen giver et vist fingerpeg om tiden, tempoet og intensiteten. Eik gjorde uanmeldt sin entré på Åge Jensens musikskole, hvor Stig var i gang med at undervise en række elever i guitar.

– Først kiggede Eik ind af døren gennem en rund rude. Jeg stod derinde i blå blazer, hvid skjorte og slips, terylene-bukser og velpudsede sko og lignede et andet bankdyr. Pludselig kom han ind af døren i november måned 1966, det var pissekoldt. Han havde sådan nogle plasticsandaler fra Afrika og nogle grå/orange bukser på, en T-shirt, der var møgbeskidt og en afghanervest uden ærmer, der stod åben med isblomster, og langt rødt hår. Så begyndte han at danse indianerdans til det nummer, vi spillede, og ungerne måbede. Forstanderen kom ind og så det og fyrede mig lige på stedet. Vi blev smidt ud af døren, og på vejen hjem aftalte vi, at vi skulle lave et band, der skulle hedde Steppeulvene. Eik forærede mig et trip Romelar. Et middel mod hoste til spædbørn, men tager du 20 af dem, bliver du lammet i hjernen og føler dig som en panter, og din rumklang forsvinder inde i hovedet. Jeg var grøn, hvad det angik, tog trippet, og så løb vi gennem København som sådan nogle pantere og endte ude hos Otto (Eiks rejsekammerat, red.) til hans fødselsdag i en lillebitte lejlighed i Sofiegården på Christianshavn. Pludselig gik en ordentlig chillum rundt med noget sort Nepal i. Eik og jeg tog nogle ordentlige drøn, og pludselig kom rumklangen tilbage, og vi begyndte at spille på vores guitarer og spillede hele aften og natten. Næste formiddag samlede vi  4-5 gram hash op fra gulvet under bordet. Sådan forløb vores første døgn sammen.

Hvad skete det så derfra, og til Hip blev indspillet kun 3-4 måneder senere?

– Jeg fik Søren og Preben med i bandet. Jeg syntes, det var de fede fyre, jeg havde fået fat i; jeg vidste ikke, at de havde et helt kilo råopium gravet ned i Dyrehaven! Men vi fik hurtigt en øver ude hos Søren, og det gik skidegodt og var enormt hyggeligt. Men det hele var meget spontant. De begyndte at komme hos mig i Absalonsgade, hvor der var fuld fart på. Og der var ikke ligefrem tale om strukturerede øvere.

På telefonen fra Odense bekræfter trommeslager Preben Devantier, at tiden før, under og efter indspilningen af Hip var en temmelig tåget periode, og han har knap så romantiske erindringer fra flower power-tiden som hr. Møller.

– Søren og jeg var på junk og alt det dér, og det var sgu ikke særlig sjovt. Det at være hippie var også risikabelt. Gik du ned ad Strøget, kunne du sagtens risikere at få tæsk og få klippet håret af.

Stig var helt sikkert den af os, som var mest straight. Vi havde ikke øvet en skid, da vi gik ind og indspillede pladen. Jeg havde tidligere kørt rundt i Jaguar og gået i jakkesæt, og da vi indspillede Hip, gik jeg rundt i hippie-outfit og var heftigt på LSD.

Stig husker indspilningerne som en fest på linje med, hvad der foregik i øvrigt og fortæller, at der bare blev spillet frit fra leveren, og der var hele tiden en masse hippier og folk i miljøet, som hang ud og kom forbi i studiet.

Hip fik som beskrevet langtfra øjeblikkelig klassikerstatus, men alligevel en del omtale takket været Skaløes gode ven Carsten Grolin, der var blevet musikanmelder på Ekstra Bladet, og takket være specielt Eiks evne til selviscenesættelse. Pladen udkom først i august 1967, og bandmedlemmerne havde ikke ligefrem armene oppe over hovedet i begejstring, da de hørte resultatet.

– Jeg kan huske, vi sad ude på Bakken og hørte pladen, og det eneste, jeg kunne høre på det tidspunkt, var alle bøfferne på pladen, som jeg sad og ærgrede mig over. Jeg syntes, det var noget værre lort, siger Stig Møller, der priser albummet højt i dag.

Preben Devantier er heller ikke ubetinget stolt af sine musikalske meritter på originalalbummet og fremhæver, hvor meget bedre trioen Møller, Seirup og Devantier spiller på live-udgivelsen fra 2002, og hvordan han først på flere års afstand har fattet dybden og skønheden i Skaløes tekster.

– Musikalsk var det hele så nyt, at vi nærmest ikke havde nogen referencer. Når jeg ser tilbage på det i dag, var det måske noget, der gjorde os specielle. Søren har altid været den rene anarkist på bas; du kan altid høre, når det er ham, der spiller. Han er totalt autodidakt, og det er vi andre også. Jeg lærte bare mig selv at spille trommer og gik ikke efter at kopiere eller plagiere nogen. Sådan er det også med Stig og hans guitarspil. Han hverken forsøgte eller var i stand til at spille som idoler fra tiden som Eric Clapton fra Cream og Jimi Hendrix. Han spillede som sig selv, og det gør han fortsat.

Efter en politirazzia ved Steppeulvenes koncert i Aalborg den 14. oktober 1967 knækkede filmen for Steppeulvene. Bandet spillede blandt andet senere en legendarisk koncert uden Eik som support for Cream, men koncerten i Aalborg blev den sidste i det oprindelige lineup.

– Eik havde stukket næsen i Søren og Prebens opium, tror jeg, og det var noget, han ikke skulle røre ved. Fra at være et kommunikativt snakkehoved blev han indadvendt og sad og havde dårlig samvittighed. Så tog Åge Jensen (musikhandler) alle sine instrumenter tilbage, som vi havde lånt, og min nabo stjal min guitar. Så vi havde ingen instrumenter at spille på, fortæller Stig. 

 

Hip – track by by track 

Stig Møllers kommentarer til de otte skæringer på Hip:

 

Dunhammeraften (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– Jeg havde tænkt på Preben (Devantier) og Søren (Seirup) som musikere til vores band. Jeg havde set dem som pigtrådsmusikere, da jeg var yngre og dansede jitterbug. Jeg syntes, de var fede. Jeg mødte dem på lokummet nede ved Palads Teatret. De kom af sig selv. Jeg havde jo tænkt på dem. Jeg fortalte dem om min plan og sagde første vers af Dunhammeraften for dem og spurgte, om de ku’ li’ det. De kunne de, og sådan startede vi som band. Dunhammeraften handler om en vild aften på trip. Hammer med stort H: om at fyre en fed og blive ved.

Itsi-Bitsi (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– En sang om at få fat i hende tøsen og komme med hjem. Så om alt det, vi troede på, buddhaer, jagten på Nirvana og det hele.

Til Nashet (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– En kærlighedssang til en pige. Eik har skrevet den til Iben (Nagel Rasmussen, Halfdan Rasmussens datter, red.), vil jeg tro. Hvis ikke det er om byen Nashet, det skal jeg ikke kunne sige. Eik var forud for sin tid, ingen tvivl om det.

Jensen (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– Det er sangen til Jensen, Hansen eller Nielsen. Til hr. og fru Danmark, alle dem, der betaler skat. Så kan de se, hvem vi er, og hvad vi laver, og hvad det er, de selv hænger fast i.

0-0-0 (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– Så kommer jokeren frem. God portion socialrealisme, der også er sjov.

 Lykkens Pamfil (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– Billeder af det sociale liv.

 Kvinde Kom Ud (musik: Søren Seirup – tekst: Eik Skaløe)

– Om tilbedelse. Vi kender alle sammen den situation at stå som en idiot foran pigens vindue, når det, vi bare vil, er at hoppe op i sengen til hende og bide hende i babserne (efterfulgt af skraldlatter, red.), og hun siger ”ikke i aften, skat”.

Kun For Forrykte (musik: Stig Møller – tekst: Eik Skaløe)

– Her har Eik skrevet teksten temmelig meget efter Herman Hesses roman (læs: Steppeulven, red.). Det var en vigtig historie at fortælle. Den er meget dyster rent filosofisk. Harry indser, at det hele er en illusion (og beslutter sig for at begå selvmord på sin 50-års fødselsdag, red.), men får alligevel lykke med på vejen til sidst. Som med al god kunst gælder det om at balancere spillet mellem lys og mørke.

 

De forrykte:

Hermann Hesse

Ligesom det amerikanske 60’er-band Steppenwolf (Born To Be Wildog The Pusher) tog Steppeulvene navn fra den tyske forfatter Herman Hesses (1877-1962) roman fra 1927, Steppeulven.

Efter Hermann Hesses død fik Steppeulven – med indskriften Kun For Forrykte – kultstatus for datidens hippier og andre søgende sjæle. Harry Haller, hovedpersonen i Steppeulven, har initialer fælles med forfatteren. Ånd og drifter kæmper om herredømmet i den disharmoniske hovedperson – den ensomme ulv, der tilkæmper sig en frihed, han er ude af stand til at nyde og forvalte.

Herman Hesse blev født af en indisk missionær og både læste om og rejste i Orienten. I 1921 udgav han Siddharta (som også blev læst af Steppeulvene) om en brahmansøns (den indiske præstekaste) søgen efter sandheden, der munder ud i et aktivt kærlighedsbudskab, der som Steppeulven også fik kolossal indflydelse på østlig inspireret livsstil og filosofi i den vestlige verden.

 

Eik Skaløe

Poeten og sangeren Eik Skaløe (født Eik Sørensen) kom til verden 28. maj 1943 og voksede op i det ”pæne arbejderkvarter” omkring Emdrup. Han gik i skole på Emdrupborg skole fra 1950-60 og var fra ’52-’62 aktiv spejder. Her trådte han tilsvarende sine litterære barnesko som redaktør af et regionalt spejderblad i Gladsaxe.

Skaløe var lille af vækst, begejstret for litteratur og motorcykler og relativt anonym. Efter endt folkeskole startede han på studenterkursus og helligede sin tid til den gryende bevægelse mod atomvåben. Spejderliv og -blad blev lagt på hylden til fordel for Atombevægelsens blad Alternativ. Her mødte han sin kommende kæreste Iben Nagel Rasmussen (datter af forfatterne Halfdan Rasmussen og Ester Nagel).

Som lyriker var Skaløe først og fremmest betaget af frihedskæmperen Morten Nielsens digte, men også af sin ”svigerfar” Halfdan Rasmussen og en mand som Klaus Rifbjerg. Skaløe var med på beatet, blev hippie og eksperimenterede flittigt med de stoffer, han kunne få fat i, og rejste flittigt rundt i Europa og Østen og levede på kanten af lovgivningen, hvilket kostede ham et halvt år bag tremmer i 1966.

I november ’66 mødte han så Stig Møller, og i marts 1967 indspillede de som Steppeulvene Hip med ord af Skaløe og musik primært af Møller. Efter den famøse koncert i Aalborg i oktober 1967, hvor politiet meldte sin ankomst, røg Skaløe kortvarigt i fængsel for et gammelt knallerttyveri.

Efter endt afsoning (rygter om regulær flugt verserer også) rejste han østpå med to venner på knallert omring den 7. november. Her skriver han et længere brev fra Indien til Stig Møller nytårsaften 1967 (se boks). Turen går gennem Indien, Nepal, Pakistan og Afghanistan, og Skaløe sidder både i fængsel og er hospitalsindlagt i løbet af sommeren 1968. Menuen af stoffer ad libitum og ikke meget andet (Skaløe var næsten koncentrationslejragtigt tynd) bliver til sidst for meget, og Skaløe beslutter at tage sit eget liv. Hans officielle selvmordsbrev slutter med ordene: "Dette er et selvmord. Ingen anden end den onde mand i mig bærer skylden” og blev fundet i hans rygsæk på grænsen mellem Pakistan og Indien. Brevet er dateret den 15.10. 1968, hvilket regnes som hans officielle dødsdag. Myter om, at ”Eik lever” har siden floreret flittigt, men der er nok ikke meget mere liv i hans jordiske korpus end Elvis Presleys tilsvarende.

Skaløes sproglige tæft og opfindsomhed var fænomenal og har med årene fået ubestridt klassikerstatus og er fortsat folkeskole- og gymnasiepensum. Skaløes både udflippede og socialrealistiske lyrik var langt forud for sin tid, og hans gamle bandkollegaer Stig Møller og Preben Devantier indrømmer da også i dag, at de i sin tid ikke fattede et ord af, hvad det var, manden sagde, men fedt lød det!

Ifølge amatørmusikhistorikeren Peter Poulsen startede Eik Skaløe som modernist og udviklede sig med årene til en af tidens få danske repræsentanter for syrepoesi – med lange rablende strømme af ord – som Dan Turell og Johannes L. Madsen også dyrkede.

Med årene er de posthume Eik Skaløe bøger Breve Til En Veninde (Lindhardt og Ringhof) og Ønsket Om Ordliv (Rosinante) udkommet, og Peter Poulsen har i flere år arbejdet på en grundig biografi. Eik Skaløe nåede aldrig selv i levende live at opleve den popularitet og respekt, hans person og poesi er blevet genstand for.

 

Hip’pe sideprojekter

Hip – En Hyldest Til Steppeulvene (Exlibris 1995)

Indspillet af How Do I, Murmur, Irma Victoria, Swoon, Peter Belli, Rhonda Harris, Double Muffled Dolphin, Souvenirs, The Arnø Family Combo, Death Tothe, Soma Allpass Hammarlund og Stig Møller.

 

Steppeulvene Live I Fedtebrødet (Karma Records 2002)

Liveindspilning med Møller, Seirup og Devantier, som indeholder alle sange fra Hip samt Du Skal Ud, Hvor Du Ikke Kan Bunde og Flip.

 

Udvalgte teksteksempler

(fra Itsi Bitsi)

Det flyvende tæppe går klokken otte 
Bob Dylan har ringet og sagt, vi ka’ nå det 
Vi har brystkarameller med 
I vores trøstcaraveller ved 
Nordpolen, hvor isbjørnen blev skudt, uden at nogen kvinder så det 
Vi spiser hval og drikker tran i Knud Rasmussens hal 
Så Itsi Bitsi, ta’ med mig til Nepal

 

(fra Til Nashet)

Min elskede, nu er jeg kommet tilbage 
Fra et vanvittigt trip til det mellemste Østen 
Jeg bringer guld fra moskeernes tage 
Og ædel silke fra middelhavskysten 
Jeg har blaffet ti tusinde kilometer 
Min tale er heftig som blæst på trompeter 
Lad mig knæle for din bestjernede fod 
Og gi’ dig et lotus-læbekys

 

(Fra Dunhammeraften)

Frøerne taler det samme sprog
Som mester Jakel i sin bugtalerkrog
Ja, vi har magisk teater på 3. balkon
I maven på solens orange ballon
Over øen er himmelviften jo blå
Når man har sine violette snabeltyrkersko på
En dunhammeraften
Hammer med stort H

I værelse 7 spiller Rifbjerg skak
Med Grundtvig, der sidder og nynner Bach
I Frue Kirke kan ingen begribe
Hvem der sidder og ryger på orgelpibe
Det' da ellers ikke særlig svært at forstå
Når man har sine violette snabeltyrkersko på
en dunhammeraften
hammer med stort H

 

(fra Kun For Forrykte)

Midt i al denne frihed gik det pludselig op for Harry

At hans frihed var døden

Han fastsatte sin 50-års fødselsdag som dagen, hvor han ville begå selvmord

Og den dag skulle det stå ham frit for at benytte nødudgangen eller lade være

Alt efter sit humør

Lad der så ske, hvad der ville, der var kun få år at vente

Måneder og dage blev stadig færre…

 

…Vi tager nu afsked med Harry og lader ham gå sin vej alene

For han er allerede hos de udødelige

Var han allerede der, hvor hans tunge vej synes at føre

Ville han da ikke se forundret på sin panisk ubeslutsomme zigzag

Hvor ville han da ikke opmuntre

Hvor ville han da ikke smile fornøjet til denne Steppeulv…

 

Tak til Preben Devantier, Stig Møller og rockarkæologerne Peter Poulsen og Thomas Gjurup for nyttig baggrundsviden og assistance.

 

 

 

 

Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA