x

Solbrud: Omsluttet af mørket ved naturens kræfter

Solbrud: Omsluttet af mørket ved naturens kræfter

Tilbage i gamle dage. Tilbage i bronzealderen, før Danmark blev til en barbarisk stormagt, var solbrud et frugtbarhedsritual, hvor unge kvinder iklædt hvidt dansede omkring til ære for solen. Formålet var at gøre markerne frugtbare ved at hilse solen velkommen tilbage fra vinteren. Længe før industrialisering og olieudslip, da jorden var flad, og global opvarmning var et begreb, ingen anede hvad betød.

I dag er planeten i forfald, vi bevæger os imod afgrunden, og naturen har efterhånden udviklet sig til noget, man bruger som brændstof. Vejen mod undergrunden er mørk og larmende. Støjen skærer i ørerne og buldrer igennem kroppen, og i det sørgmodige og voldsomme lydbillede har black metal fundet sin renæssance. Men genren og kulturen er ikke, som den så ud for femogtyve år siden. Der føres ikke krig mod kristendommen, og kirkebrandene er for længst gået ud. Forrest under den tredje bølge af black metal står danske Solbrud, der efter otte års hårdt arbejde endelig er på vej til at få hul igennem til resten af Europa. Men på vejen er begrebet blackgaze opstået, hvor det introverte ved shoegaze og det grumme ved black metal fusioneres – en musikstil, Solbrud befinder sig langt fra, men som er faldet i god jord hos alle dem, der køber Slayer-T-shirts i H&M.

– Verden er klar til at grave sin egen grav og har været det i lang tid, fortæller Solbrud. I Solbrud opfatter medlemmerne sig selv som et kollektiv, hvor alt gøres i fællesskab, og derfor insisterer de også på, at de i interviewet fremstår under én fælles stemme.

– Mange har efterhånden indset den undergang, og måske er det derfor, at black oplever en stigende interesse. Genren arbejder ofte med store sørgmodige og melankolske lydbilleder, og det går godt i spænd med, at verden er i forfald. Black metal trækker ofte referencer til det, der engang var og en livsstil, hvor man er mere i ét med naturen.

Blackens tredje bølge

Men metal er stadig kontroversielt, og spiller man black, er det i dag stadig svært at ryste kulturens fortid i Norge af sig. Det har Solbrud kunnet mærke, og det kulminerede, da bandet sidste år spillede koncert i Langenæskirken under Aarhus Festuge. Religionsfanatikerne krøb op af deres huller, og flere præster havde fundet høtyven frem. Spørgsmålet om, hvorvidt metal hører til i en kirke, blev pludselig bragt på banen igen, og spørgsmålet blev stillet fra begge lejre.

– At nogle få kristne eller antikristne kan komme op i det røde felt over det, har vi ikke noget til overs for. Kirken er kun et helligt sted, hvis man anerkender kristendommen, ellers er det jo bare en smuk bygning. Religion har aldrig vakt vores fjerneste interesse og har efter vores mening aldrig bragt noget godt til menneskeheden. Der står så mange smukke kirker i Danmark, som bliver brugt alt for lidt. Lad dem blive brugt til noget fornuftigt.

Naturskønheden i det dystre lydbillede

Solbrud udgav for nylig sit tredje album Vemod. Under udgivelsen af sit forrige album Jærtegn blev Solbrud pludseligt samlet op af de store danske aviser. Politiken og Information var vilde med det dommedagsbetonede lydbillede, der syntes at have være forsvundet fra dansk metal i mange år. Berlingske og Weekendavisen var hurtige til at følge efter, og af nogle i metalmiljøet blev Solbrud opfattet som metal til finkulturen. Albummet modtog også GAFFA-Prisen for Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse. Men for Solbrud var det bare omtale og et skulderklap. Intet har været planlagt, selvom den musikalske overlegenhed flyder ud over scenekanten. Faktisk kan Solbrud opfattes som dråben, der har spredt flere ringe i vandet og overbevist undergrunden om, at black stadig besidder en styrke, der kan være alt andet overlegent.

– Da vi udgav vores debutalbum Solbrud, kunne vi ikke rigtigt mærke noget, fortæller de. Dengang lavede vi et album uden at have nogle forventninger til det. Vi udgav det i bund og grund for vores egen skyld og blev overraskede over modtagelsen. Da Jærtegn udkom to år senere, kunne vi klart mærke, at der var sket noget i Danmark. Folk var klar til de store stormfyldte lydbilleder, vi arbejder med. Med udgivelsen af vores seneste album Vemod står vi ikke længere alene. Nu er vi blevet til en hel hær af danske black metal-bands.

Hvem: I 2012 udgav Solbrud sit selvbetitlede debutalbum, som to år senere blev efterfulgt af anmeldersuccesen Jærtegn. Med tredje album Vemod kaster Solbrud med naturens kraft mennesket ud over afgrunden.

Hvad: Rendyrket black metal med sørgmodige referencer til naturens langsomme destruktion.

Hvor: Dannet i København i 2009, før den tredje bølge af black metal for alvor tog fart. I dag er black-scenen i Danmark talrig og stærk, og Solbrud står i spidsen for den danske undergrund.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA