Stort MØ-interview: ”Jeg har altid følt håb og samhørighed over det, der er råt og ægte”

Stort MØ-interview: ”Jeg har altid følt håb og samhørighed over det, der er råt og ægte”

Der er gået fire år siden debutalbummet. Vi har ventet længe på Forever Neverland, selvom vandet under broen har holdt sulten nede. Forskellen mellem dengang og i dag er stort set alle vegne. MØ har rykket kontoret til Los Angeles. Hun er blevet BFF med Diplo og har fundet en sparingspartner i produceren STINT. Samtidig er forbindelsen til Danmark stærkere end nogensinde. Årene i ungdommens venstreorienterede punkmiljø sidder dybt i hende og er stadig grobunden for hendes kreativitet.

Jeg sidder over for MØ i det indre København. Nogle gange kigger jeg ud ad vinduet, hen over byens tage og med Rosenborg i horisonten. Foran står træerne som et tegn på efteråret. Farvernes nuancer er blevet mørkere, og himlen udenfor er grå. MØ hælder lidt honning i sin grønne te og tager et stykke chokolade fra skålen, der står imellem os.

MØ er personificeringen af et globaliseret Danmark. Hun rejser nok omkring 300 dage om året. Hun har stadig sin lejlighed på Nørrebro, som hun kalder sit hjem. Men hun er der ikke meget. Alligevel sidder rødderne fra Fyn stadig fast i hende. Hun taler med en dialekt, der minder mig om min studietid i Odense. Om nætterne på Boogies, hvor hun selv er kommet.

– Jeg føler mig faktisk meget dansk, forklarer hun. – Og jeg tænker nogle gange, at det kan være mere, end hvad godt er. Mine rødder er meget fæstnet i min fortid på Fyn og i mine venner. Hele min opvækst i Danmark har jo en kæmpe betydning for mig.

På en måde er samtalen opstået to dage forinden. Eller måske rettere debatten, som opstod under det, der så fornemt kaldes Topmøde i dansk musikliv. Jeg var mødt op for at høre lidt om dansk musik i radioen. Og så endda i DR Byen, der passende lagde rammer for en debat, der uundgåeligt ville bevæge sig over i fyringsrunder og lukninger af de radiokanaler, den danske musikbranche kærer om. Og som dansk musiks eksportvare nummer ét blev MØ naturligvis nævnt. Hun blev trukket ind i Dansk Folkepartis værdipolitiske agenda, hvor kulturordfører Alex Ahrendtsen påstod, at det eneste danske ved MØ er, at hun kommer fra Odense. Hendes kommercielle udtryk og musikalske identitet er således ikke dansk.

– Når ham fra DF siger sådan noget, bliver jeg mindet om, at jeg tænker meget globalt, siger MØ. – Om en verden, der er samlet, åbne grænser og alt det der. Det er jo meget imod Dansk Folkepartis tankegang. Så de vil have danske artister til kun at synge på dansk? Det er fedt, når danske artister synger på dansk, men at sige, at man “kun må synge på dansk” er ukonstruktivt og undertrykkende over for den enkelte kunstners ytringsfrihed. Det er ikke fremtiden at se sådan på det. Vi er ved at blive til én stor befolkning, og det der med at forsøge at lukke af omkring sig selv tror jeg bare ikke er vejen frem. Det er ligesom at råbe og skrige ad regnen for at få den til at stoppe. Det nytter ikke en skid. Det er imod naturen og udviklingen at lukke grænserne og mulighederne på den måde. Vi er forbundet over hele verden, og vi er nødt til at følge med tiden, for vi har ikke noget valg.

Artiklen fortsætter under videoen

MØ på dansk

To dage forinden blev der snakket om kriterierne for danskproduceret kultur. Nogle talte om, at det skulle være dansk komponeret, andre at det skulle være dansk produceret. Og så var der dem, der mente, at dansk musik skulle være dansk. Men kulturen ligger i formidlingen. Uanset hvilket sprog der bliver sunget, ligger opvæksten og kulturen som en ubrydelig del af musikken. Folkeskolen og højskolekulturen vil altid udgøre ubrydelige led af dansk musik.

– Har man det godt dér, hvor man er vokset op, tager man jo alt det gode med sig. Jeg er glad for at komme fra Danmark, og jeg elsker de værdier, jeg er vokset op med, siger MØ. – Det handler jo netop om at dele med andre. Skal man snakke om det positive ved at bringe danskheden ud i verden, så handler det om at give folk frie tøjler og være sig selv i det her moderne samfund. Hvis de unge mennesker er sig selv i det her globale samfund, så følger danskheden med, fordi værdierne fra barndommen og opvæksten altid vil sidde fast.

   Det var egentlig meningen, at vi skulle snakke om Forever Neverland – MØs første album i fire år. Efterfølgeren på begyndelsen og på gennembruddet, der kom kort efter No Mythologies to Follow. Men MØ er en eftertænksom person, der har en mening, hun gerne vil udtrykke. Der er en dybere mening med det meste af det, hun laver. Midt i den hastighed, hendes liv har bevæget sig op i, har det været nødvendigt at finde nogle faste holdepunkter – en mening og en betydning, om man vil. På en måde ligger det ikke langt fra tiden i Odense. Det er en del af MØ's dna og coming of age i byens venstreorienterede punkmiljø. Det sidder stadig i hende. Faktisk lyser det ud af hende. Om det så baseres på hendes fysiske udtryk eller musikken, der igennem de skarpskårne popflader gemmer på en melankoli. Det beskidte og udfordrende, der har gjort Karen fra Ejlstrupvej til MØ.

– Folk har brug for det befriende og fandenivoldske, siger MØ. – Den opfattelse, at det hele skal passe ind i idealerne, er løgn. Det har alle dage været løgn. Folk kan godt lide at se noget råt og anderledes. Folk elsker det. Vi bevæger os fremad, fordi folk gerne vil det.

– Jeg har altid følt håb og samhørighed over det, der er råt og ægte, fortsætter hun. – Det har altid været sådan. Man har altid haft brug for at føle sig fri, og det er det, musik kan få en til at føle. Det er sådan, jeg har det, når jeg står på en scene. Når jeg slipper alle andre folks forventninger, og alle de andre ting, der blokerer mig mentalt, sker der noget godt. Jeg vil gerne skræmme folk, men samtidig stå med et stort, varmt knus og invitere dem ind. Heldigvis lever vi i en tid, der prøver at gøre op med det at blive proppet i kasser. Folk vil gerne se på en, der bare owner sig selv.

Artiklen fortsætter under videoen

Drømmen om at skubbe grænserne

MØ har haft som ambition at lave noget andet, end hun nogensinde før har gjort. Hun vil være i konstant bevægelse. I udviklingen mod fremtidens pop. Hun vil være en del af den, ligesom hun vil forme den. Forever Neverland er en kombination af den kunstneriske progression, hun siden sit møde med Major Lazer konstant har befundet sig i. Midt i Los Angeles, hvor hele verdens popproducere stod klar til at arbejde med MØ.

– Jeg vil gerne være med på bølgen af fremtidens pop, men der skal være noget personlighed og kant. Og drømmen er at kunne skubbe til det, fortæller MØ. – På Forever Neverland har jeg været meget bevidst om at være mig selv i det. Jeg har været meget fokuseret på at lave noget, der ikke lyder som noget andet lige nu. Jeg har udfordret min måde at synge på uden at befinde mig for meget ved siden af den lyd, der lige nu dominerer. Forever Neverland er meget inspireret af følelsen af fremmedgjorthed i Los Angeles. Alle tager til Los Angeles for at skrive pophits, fordi det er der, alle er. Det sker i L.A. lige nu, så rigtig meget af det, der bliver spillet i radioen, bliver produceret i de studier. Og det er jo meget modsat No Mythologies to Follow, der er skrevet i Danmark. Forever Neverland handler om mine oplevelser med at få det her helt anderledes liv. Det der med at være en popstjerne i L.A., hvor det udadtil ser pissefedt ud, men i virkeligheden går jeg jo ligesom alle andre mennesker igennem en identitetskrise og prøver at finde mig selv. Det er altid en udfordring at flytte til et nyt sted, og de tanker præger meget Forever Neverland. Det er nok også derfor, jeg ser det som et ret naturligt resultat. Forever Neverland emmer meget af de collabs, jeg har lavet, men også af mine egne singler. For jeg har egentlig været meget personlig og emotionel, som jeg nu kan være. Selvom lyden og produktionen har ændret sig, er det en naturlig udvikling, fordi det også har noget at gøre med de midler, der eksisterer i moderne popmusik i dag. Men jeg kan stadig høre de samme melodier, der stammer helt tilbage, fra da jeg var barn. De der længselsfulde melodier, der er blevet præget af de her sessions i L.A. Selvom jeg nogle gange ikke har haft så meget lyst til at gå til de der sessions, så kan man bare heller ikke gå rundt med skyklapper på, fordi man er nødt til at følge med tiden. Det er jeg sulten efter, og det kræver, at jeg eksperimenterer. Og når man eksperimenterer, sker der fejltrin undervejs, men der sker også noget godt.

Artiklen fortsætter under videoen

Mødet med STINT

Det der med at finde en ro midt i et kaos har været essentielt for tilblivelsen af Forever Neverland. Mødet med den canadiske producer STINT. Interessen for at samarbejde med andre producere, der har rørt ved alt fra The Weeknd, Wiz Khalifa og Drake til Kanye West og Rihanna. Men samtidig ønsket om at være alene i processen. Om ikke at miste sig selv i processen og bevare den integritet, der er vokset ud af hjemstavnens punkmiljø. Det har været nødvendigt at se det hele udefra. At finde sin partner in crime, der skaber en samhørighed i samarbejdet med STINT.

– Jeg kunne mærke, hvordan tematikken på albummet skulle se ud, men det var først, da jeg mødte STINT, at jeg begyndte at fornemme en rød tråd igennem pladen, fortæller MØ. Hun sad i New Orleans og hørte en sang i radioen. Hun mærkede en instinktiv tiltrækning af den vibe, sangen havde. Forklaringen var deres fælles fortid i alternative miljøer og ønsket om at trække mørket frem i popmusikken.

– STINT fik mig til at føle mig mere tilpas i min musik. Jeg begyndte at se en rød tråd i takt med, at jeg affandt mig med, at det er sådan mit liv er, forklarer MØ. – Der begyndte også at komme en hverdag i Los Angeles, når jeg var der. Jeg begyndte at finde en rutine midt i det kaos, og jeg begyndte at finde en metode, hvorpå jeg kunne være tro mod min måde at arbejde på. Før arbejdede jeg altid meget alene. Jeg har altid været meget personlig og introvert i mine tekster, men igennem tre år i byens sangskrivermiljø og mødet med STINT begyndte jeg at kunne mærke en balance mellem at være mig selv og samtidig mødes med andre. Først der følte jeg for alvor, at der var ved at blive skabt et rigtigt produkt. Og det der med at finde ind til benet uden at gentage mig selv, men samtidig være mig selv i det. Det var en af de helt store tanker, jeg havde om albummet. Folk skulle kunne høre mig i det.

– Der havde skabt sig et kæmpe ocean af fede muligheder, og jeg kunne godt se mig selv i mange af de muligheder, fortsætter MØ. – Men hvordan skulle jeg skære ind til benet? Hvordan skulle jeg kunne være i alt det og finde min stemme, så jeg kunne skille mig ud? Jeg er jo samtidig også meget interesseret i moderne popmusik, og hvordan man skubber moderne popmusik fremad ved at provokere, men samtidig blive hørt. Det var vildt svært, men jeg prøvede nogle forskellige ting af, fordi jeg nok netop havde brug for at vise offentligt, at jeg var i gang og eksperimenterede. Personligt skulle jeg finde mig selv igen. Det var ikke en krise, for det lyder så negativt, men jeg havde gang i nogle eksistentielle overvejelser omkring min musik.

Artiklen fortsætter under videoen

Forbindelsen mellem begyndelsen og fremtiden

Dagen inden mit møde med MØ satte jeg Forever Neverland på anlægget. Og da jeg direkte efter lyttede No Mythologies to Follow igennem, hørte jeg udviklingen. Jeg kunne høre mødet med Major Lazer og venskabet med Diplo. Jeg kunne høre Los Angeles og de storslåede popflader, popmusikkens A-listers tjener en klækkelig månedslån på at producere. Jeg hørte Forever Neverland og No Mythologies to Follow som to forskellige værker. På en måde var de uafhængige af hinanden, men da jeg derefter begyndte at dykke ned i alle de collabs og singler, MØ i mellemtiden har smidt ud i æteren, fangede jeg forbindelsen. Forever Neverland er den naturlige fortsættelse på begyndelsen. MØ har rundet de 30. Hun har lagt 20'erne bag sig, men befinder sig stadig med begge ben i ungdommen. Hun reflekterer over den. Hun skræmmes af fremtiden, men længes også efter den.

– Nogle af de ting, de to plader har til fælles, er hvordan No Mythologies to Follow handler meget om den ængstelighed, man kan føle i begyndelsen af 20'erne, forklarer MØ. – Det der med at tænke over, hvad fremtiden bringer og føle sig lidt retningsløs. Refleksionen over sin følelser, og hvordan det bare kan være helt vildt kaotisk. Det var alle facetter af, hvordan jeg havde det. Hvordan vi i mit miljø reflekterede over livet i starten af 20'erne. Og det synes jeg egentlig også, at Forever Neverland gør. Nu er jeg bare fyldt 30. Det er et eller andet sted stadig den samme rædsel, men på den anden side også en optimisme over fremtiden. Begge plader udtrykker en længsel efter fremtiden, men også med et nostalgisk blik på fortiden.

 

MØ og MOR

– Alle de år, hvor jeg kom meget i det venstreorienterede aktivistmiljø, fortæller MØ. – Dengang jeg ligesom gjorde en form for oprør, har jo haft en kæmpe indflydelse på min egen selvopfattelse i dag. Den energi sidder fast i mig, fordi det er en stor del af min egen selvfortælling. Sangene og lyden er jo helt vildt anderledes end det, jeg laver nu. Det var superduper politisk og lidt ironisk på en måde – fuck systemet, du ved. Der er stadig nogle politiske undertoner i min musik i dag, men man kan som sådan ikke sammenligne de to. Der er en punkenergi, som er en stor del af min opvækst, og det håber jeg, man kan spore i min musik. Den måde, jeg skriver sange på, og den måde jeg synger på, er jo noget, der er blevet skabt i de år, så man kan vel godt tegne en eller anden form for referencestreg.

 

Fremmedgørelsen i musikken

– Jeg kan sagtens føle mig fremmedgjort i København, fordi jeg jo lidt har sådan et nomadeliv, fortæller MØ. – Jeg skal sgu nok bare lade være med at klage over det, men jeg prøver hele tiden at holde fast i mine gamle venner og det, jeg kommer fra, og samtidig være meget eventyrlysten og dyrke passionen ved at lave musik. Det er lidt to kontraster, men i det sker der noget kreativt, fordi der er så mange følelser forbundet med den slags.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA