x

Koncertaktuelle Interpol: New Yorks rockambassadører gør status

Koncertaktuelle Interpol: New Yorks rockambassadører gør status

De stilfulde mørkemænd i Interpol har på det seneste kunnet se tilbage på karrieren og gøre status. Sidste år var de således på 15-års jubilæumsturne for Turn on The Bright Lights, hvor det klassiske debutalbum blev opført fra ende til anden. Samtidig figurerede de prominent i en ny bog, der dokumenterer rockscenen i New York i nullerne, som Interpol har rødder i. Nu er de så klar med sjette album, Marauder og en koncert i Tap1 24. november – der er stadig billetter i salg. GAFFA fangede frontmand Paul Banks til en snak om udviklingen hen imod en mere organisk lyd – og om at modnes som sangskriver undervejs.

Sammen med The Strokes står Interpol for mange indierock-entusiaster som lyden af nullerne. Eller i hvert fald start-nullerne, hvor de var en del af den såkaldte postpunk-revival i New York, der siden gruppens formation i 1997 har været dens base. Ja, for mange er Interpol nærmest blevet synonym med The Big Apple. Centralt i denne sammenhæng står nummeret ”NYC”, der med refrænets forsigtige forsikringer om at ”New York cares” synes at afspejle den desorientering, der prægede millionbyen i kølvandet på 9/11.

"Interpol var i det hele taget den mørke modpol til The Strokes' mere løsslupne punkrock"

Interpol var i det hele taget den mørke modpol til The Strokes' mere løsslupne punkrock. Dette gjaldt både det kølige lydbillede, Banks’ ofte dunkle tekster, men også deres karakteristiske, ulasteligt klædte bedemænds-fremtoning, der må siges at være usædvanlig for et rockband. Daniel Kessler, guitaristen med de notorisk stramme slipseknuder, er ikke ufortjent blevet kaldt ”den bedst klædte mand i rock and roll”.

Nævnes her skal også bassist og dj Carlos D., der med sin flamboyante personlighed og mere gotisk orienterede image blev et ikon for klubscenen på Manhattans Lower East Side i de tidlige nullere. Carlos valgte i øvrigt at forlade Interpol i 2010, hvorefter Paul Banks overtog bassen. Carlos, der siden sit exit har holdt lav profil, blev – bemærkelsesværdigt – ikke inviteret med til jubilæumsturnéen for Turn on The Bright Lights, selvom han efter eget udsagn havde stærke aktier i albummets tilblivelse.

Det er dog ikke alle aktører, der mener, at nullernes postpunk revival udgjorde en scene som sådan, altså forstået som et åndeligt fællesskab mellem musikere ligesom det, der trivedes i og omkring punkmekkaet CBGB i New York i slutningen af halvfjerdserne. Så vidt fortiden. Den kan man i øvrigt selv læse mere om i Lizzy Goodmans anmelderroste krønike Meet Me in the Bathroom. Rebirth and Rock and Roll in New York City, 2001-2011, der udkom sidste år.

Da jeg omsider får Paul Banks i røret en fredag aften, er det i første omgang lidt underligt at høre en telefonstemme, som man i så høj grad kender som en sangstemme – denne karismatisk mørke, ind imellem lettere monotone baryton, der er uadskillelig fra Interpol. Gennem pladeselskabets pr-ansvarlige – der via kontoret i New York sætter mig igennem til Paul i Panama – får vi at vide, at vores taletid er begrænset til 20 minutter. Intet mere. Så det er med at komme til hurtigt til spørgsmålene uden alt for mange indledende høflighedsudvekslinger.

I spillede på Roskilde Festival i sommer. Står det show stadig friskt i erindringen?

– Ja da. Det var sjovt.

GAFFAs anmelder på stedet, Keld Broksø, var imidlertid ikke så begejstret. Kun to stjerner blev det til fra anmelderen, der kaldte eftermiddagskoncerten på Orange Scene en ”fejlcasting”. Og man må medgive, at den tusmørkerock, som Interpol gør sig i, ikke hører til i dagslys på en festival. ”Dagslys burde være forbudt, når Interpol går på en scene.” erklærede GAFFAs Kristoffer Veirum i forbindelse med deres koncert på NorthSide Festival i 2015.

På Roskilde spillede I i fuldt dagslys. Hvordan har I det som et mørkt rockband med at spille i solen?

– Well, det er ikke min foretrukne koncertsituation. Men vi har gjort det siden begyndelsen af vores karriere, og selvom vi er et mørkt band, er vi dog stadig et rockband først og fremmest, og for mig er der lang en tradition for rock i dagslys, der går helt tilbage til Woodstock-festivalen. Så, ja, vi er et mørkt band, men vi er også et rockband, og som sådan skal vi også kunne rocke i dagslys.

Interpols næste koncert på dansk grund, den 24. november i Tap1 i København, er dog et indendørs show, hvor såvel musik og lysshow forhåbentlig har mere gunstige udfoldelsesmuligheder. Deres koncert i Royal Albert Hall i London 14. november fik i øvrigt 4 ud af 5 stjerner i både The Guardian, The Standard og The Telegraph, mens NME kaldte det "Majestic", dog uden at uddele stjerner. 

Se videoen til "If You Really Love Nothing" fra det nye album Marauder – artiklen fortsætter under videoen.

Mere råt og friskt

Jeg har haft fornøjelsen af at lytte til det nye album de sidste par dage, og det første, der slog mig, var at lyden synes lidt rundere i kanten, man kunne måske endda sige varmere og mere organisk end tidligere. Jeg går ud fra, at inddragelsen af en ekstern producer har spillet en stor rolle her. Men var der også en bevidst intention fra jeres side om at stræbe efter en mere organisk lyd?

– Det har meget at gøre med, at vi arbejdede med Friedmann (producer Dave Fridmann, red.). Normalt når vi går i studiet, er alt materialet som regel skrevet og gennemøvet, og vi går så egentlig bare ind og spiller en koncert i studiet. Men her havde Fridmann været med fra begyndelsen, helt fra da vi lavede de første demoer af sangene. Han mente så, at vi bare skulle indspille dem uden hensyn til det ideal om perfektion, der for eksempel kommer af at arbejde med ProTools, og den var vi helt med på. Og derfor tror jeg, resultatet blev lidt mere råt og friskt denne gang.

"Well, vi mistede jo et medlem, vores bassist"

Du skiftede til basguitar i 2014. Har det påvirket dynamikken i bandet?

– Well, vi mistede jo et medlem, vores bassist. Men jeg havde allerede spillet bas på mine soloalbum, så det var ikke så anderledes for mig. Og siden vi har sådan en lang erfaring med at spille sammen, fungerede det ret fint. Så, ja det har ændret dynamikken en smule, men den er alligevel bevaret. Det er stadig os. Bassen fulgte generelt bare vokalen. Vokalen bestemte de toner på bassen, jeg spillede. Det ændrede uundgåeligt kemien i bandet en smule, men på en god måde, synes jeg. Det var sjovt og interessant.

Hvis vi nu vender os mod teksterne på albummet, så er der jo nogle fascinerende karakterer på spil i flere af linjerne. Først og fremmest ”Marauder” (bandit, red.), der har givet albummets dets titel. Men også ”The Rover” (landstryger, red.), der tilmed er navnet på det første singleudspil. Er de to de samme personer? Og i hvilken udstrækning er de udgået fra dit eget selv?

– Ja, de er begge søgende sjæle, og de er begge ødelæggere, på hver sin måde. Der er en del af ”Marauder”, der er mig, og som er en skruppelløs, selvisk person. ”The Rover” er en forlængelse af ”Marauder”, men er mørkere og mere farlig for sine omgivelser, idet han vil tage andre mennesker med på sin katastrofekurs. ”Marauder” er næsten som et barn, et selvisk barn, men ”The Rover” er en manipulator. Jeg tror, det er en slags energi, der er i os alle, lidt ligesom tegneseriefiguren den tasmanske djævel (Taz fra Looney Tunes, red.), der drejer rundt virkelig hurtigt og efterlader sig et spor af ødelæggelse. Det er en facet i det indre, der er vild og vred og selvisk, og det forsvinder aldrig rigtig helt. Det er heller ikke noget, jeg har lyst til at lukke helt ned for, men efterhånden som jeg er blevet ældre, føler jeg, at jeg kan bruge den energi på en mere fokuseret made. Hvorimod at når man er yngre, er det mere spontant.

Apropos karakterer: På dit første soloalbum kaldte du dig Julian Plenti. Hvad var motivet bag dét alias?

– Well, Julian er mit mellemnavn. Da jeg gik på universitetet og først begyndte at optræde som soloartist, var Julian Plenti mit scenenavn. Mange af de sange, jeg skrev inden Interpol, havde jeg længe ønsket at udgive, og til mit første soloalbum valgte jeg det navn som en slags fuldendelse af den kunstner, jeg var dengang. Dengang var mine ting overvejende akustiske, men jeg lavede også en hel del hjemmeoptagelser, firspors. Psykedelisk lo-fi, kan man kalde det. Inspireret af folk som Lou Barlow og Elliott Smith.

Nemmere adgang til det underbevidste

Jeg har altid været fascineret af dine tekster, måske til dels fordi de ofte er så abstrakte i deres væsen. En linje som “Subway she is a porno / Pavements they are a mess” fra ”NYC” har sat sig fast i mange lytteres bevidsthed. Kan du sige noget om, hvordan du arbejder med dine tekster, og måske hvordan dette har udviklet sig? Er du blevet mere selvsikker med årene?

– Jeg ved ikke, om jeg vil sige mere selvsikker, men måske mere afslappet. Grundlæggende elsker jeg som lyriker surrealisme og provokerende ting. Ting der er uventede. Jeg har altid været i kontakt med det underbevidste og optaget af, hvordan ting kan give mening på en drømmeagtig måde, den måde hvorpå mærkelige sætninger kan få resonans. Med årene har jeg fået nemmere adgang til det underbevidste. Jeg havde på et tidspunkt en fase, hvor jeg ikke helt stolede på mig selv som lyriker og derfor begyndte at arbejde for hårdt på det. Jeg blev stresset og lærte, at jeg ikke kunne skrive, når jeg var vred eller stresset. Jeg har med tiden trænet mig selv til at slappe af og dermed have bedre adgang til det underbevidste. Surrealisterne lavede en øvelse, der hed automatskrift, hvor de skrev, hvad end der kom til dem. På samme måde stiller jeg ikke længere spørgsmålstegn ved tingene, jeg lader det bare ske. Idet jeg færdiggør og finpudser teksten er det selvfølgelig mere rationaliseret, men den første inspiration er altid intuitiv.

"Med årene har jeg fået nemmere adgang til det underbevidste. Jeg havde på et tidspunkt en fase, hvor jeg ikke helt stolede på mig selv som lyriker og derfor begyndte at arbejde for hårdt på det. Jeg blev stresset og lærte, at jeg ikke kunne skrive, når jeg var vred eller stresset"

Du og de andre bandmedlemmer mødtes oprindelig som studerende ved New York University, hvor du læste engelsk og litteraturvidenskab. Læser du stadig meget? Og hvem er dine litterære inspirationskilder?

– Jeg læser stadig. Jeg har været en ihærdig læser gennem det meste af mit liv. Jeg har måske mistet lidt disciplin i de senere år, idet jeg – efter at have læst alle mine yndlingsforfattere – ikke har fundet nogle nye forfattere, der rigtig tænder mig. For nyligt har jeg genlæste Ham on Rye af Charles Bukowski. Det var fantastisk. På den aktuelle turne har jeg en del Penguin Classics med, lige nu er det H.P. Lovecraft, jeg læser. Men måske er film i virkeligheden blevet en større indflydelse på mit skriveri. Her er fortællingerne mindre lineære og bruger greb som flashbacks og jump cuts og så videre, og det er noget, jeg har nydt at udforske. Men Henry Miller er min yndlingsforfatter, og jeg har læst alt af ham. Thomas Mann er en anden favorit. Dostojevskij er en tredje. Og så kan jeg også virkelig godt lide Herman Melville.

Lad os tale lidt om New York. Med Lizzy Goodmans krønike fra sidste år er I jo blevet en del af byens rige musikhistorie. Hvordan føles at være en del af rockhistorien nu?

– Hmm, altså nu kender jeg jo forfatteren. Hun er faktisk en ven, jeg har kendt længe, og hun er meget intelligent. Jeg har dog ikke læst den endnu. Det er et af de tilfælde, hvor man helst ikke vil vide, hvad man har sagt. Men da jeg talte med hende til bogen, følte jeg, at hun var den bedst kvalificerede til at fortælle lige netop dén historie, for hun var der, og hun kender de folk, der var med dengang. Så jeg tænkte, at for historiens skyld måtte jeg ærlig. Jeg tænker ikke så meget om den og har som sagt ikke læst den, men hun var afgjort den rigtige til at skrive den.

Et trykkammer af mennesker

Der er en linje om at nyde New Yorks skyline på det nye album. Bor du stadig i New York, og hvilken rolle har byen eventuelt spillet på det nye album?

– Byen spiller altid en rolle for os. Jeg bor stadig på Manhattan. Downtown, tæt på Lower East Side. Det er jo et trykkammer af mennesker fra alle dele af verden. Et absolut tværsnit af menneskeheden på et lille område, med meget store drømme. Det er altid et fascinerende sted at være. Man ser alle forskellige slags mennesker, kunstnere, ældre mennesker, folk fra hele verden, hjemløse, sindslidende og så videre. Og så er der selvfølgelig fantastiske museer og fantastisk mad. New York er en fryd for sanserne i det hele taget.

Når nu vi taler om steder: Mexico er det land, hvor Interpol har flest lyttere på Spotify. I holdt for nylig pressekonference der, idet I samtidig optog videoen til ”The Rover”. Hvad er det med jer og Mexico City?

– Jeg boede i Mexico City som teenager og havde berøring med det kreative miljø dér. En fyr, jeg gik i skole med lavede universitetsradio der, og da vi brød igennem, sagde han: ”De er herfra på en måde, de er nogle af vores”. Det er meget typisk for Mexico City. Hvis de kan lide dig, giver de dig hele deres hjerte, deres entusiasme. Så ja, det gav god mening at skyde den nye video der.

I videoen præsenteres man for karakteren ”The Rover” – eller rettere den person, der skal blive til The Rover. Han fremstilles her som en ven af bandet – en ”hipster bro”, som Paul Banks siger – der imidlertid ryger i unåde hos bandet, får en åbenbaring og indleder en løbebane som kultleder. I mellemtiden dukker han op og forstyrrer bandets (faktiske) pressekonference i Mexico City i juni, der således også bliver en del af musikvideoen. Det kan altså godt være, at Interpol anno 2018 umiddelbart er et mere selvsikkert og afslappet outfit, men de dystre skygger hænger stadig tungt over New Yorks tusmørkerockambassadører.

Se videoen til "The Rover":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA