x

Paul Kalkbrenner: – Jeg er en lejlighedskunstner, ligesom Goethe

Paul Kalkbrenner: – Jeg er en lejlighedskunstner, ligesom Goethe

Paul Kalkbrenner gav en mindeværdig koncert på DR Koncerthuset den 26. januar. GAFFA havde mulighed for at interviewe den tyske elektronik-musiker inden showet. Paul Kalkbrenner (herefter PK) kommer oprindeligt fra den østtyske by Leipzig. Interviewet er sat til kl. 21.50, og efter lidt smalltalk med turné-manageren fra det svenske bookingselskab Monstera åbnes elevatordørene, og Paul Kalkbrenner kommer ind i backstageområdet, sammen med sin personlige manager. Man hilser høfligt på hinanden og mens PK leder efter et sted, hvor han kan smide sin taske siger han: ”Lad os bare gå i gang. I lobbyen eller her i mit rum?” – det blev PKs rum. Et hyggeligt lokale, næsten spartansk indrettet og slet ikke DR-lignende.

LÆS OGSÅ: Tysklands elektronik-musikmester leverede varen

Det første, jeg hører PK sige: ”Kan man ikke ryge her?!”. Paul Kalkbrenner er nemlig en særlig kunstner – i hans kontrakt står nemlig, at han eksplicit skal have lov til at ryge på scenen. Der går ikke mere end yderligre to minutter inden rummets vindue åbnes, og PK så ryger ud ad vinduet. Manden har en god og positiv energi omkring sig. Siden undertegnende kan PKs modersmål spørges der høfligt, om vi skal være dus – selvfølgelig er svaret. Med modersmålet i baghånden er PK endnu mere afslappet, og interviewet starter:

Hvordan går turneen indtil videre?

PK: Det er allerede turneens ottende koncert.

Må jeg sige ”du”?

PK: Selvfølgelig! Kan man egentlig ryge her?!

Øøøøøh, det tror jeg ikke, men jeg tror heller ikke, at nogen siger noget, siden det er dig.

PK: Det er rigtigt – omkring dette plejer ingen at sige noget til mig.

PK rejser sig op med en cigaret og går hen mod vinduet og ryger ud ad vinduet.

Jamen – hvordan går turneen?

PK: Sejt, sejt, sejt. Alt er udsolgt indtil videre. I den første uge var vi lidt bekymrede, da Vilnius var udsolgt mere eller mindre med det samme, mens Riga og Tallinn ikke havde solgt så mange billetter endnu, men da vi kom derover, var der alligevel fuldt hus. Det samme gjaldt Helsinki, Göteborg, Stockholm, Oslo og København i aften. Alt udsolgt på forhånd – cool. I betragtning af, at de nordlige lande egentlig er kendte for at være "rolige" lande, gik balterne og skandinaverne bersærk indtil videre.

Så må København jo ikke skuffe i aften.

PK: Nej, København må ikke skuffe i aften. Det er jo egentligt dem, der bor mest syd af de nævnte.

Lad os forestille os noget usandsynligt, og folk ikke kender dig, og jeg vil gerne have en kammerat med til dit show – hvad skal jeg sige til vedkommende? Hvad kan man forvente af et Paul Kalkbrenner-show?

PK: Jeg vil sige, at det er et danseshow, dansebenet må gerne svinges. Derudover har vi et kamerasæt med, hvor jeg filmes af seks kameraer under koncerten, som så projiceres på storskærmen. Dette sørger for, at man, mens man danser, også har mulighed for at iagttage én, som arbejder i to en halv time. Jeg laver meget, når jeg spiller live. Når du så ikke kun lytter, men også ser, hvad jeg laver, så går det op for én, at jeg laver lidt mere, end man måske lige tror.

Du spiller da analogt, gør du ikke?

PK: Netop – kun analogt. Jeg sammensætter mine sange på ny ved hjælp af min analoge studiemikser. Hver eneste aften er en komplet ny koncert. Også sammenlignet med almindelige bands, der spiller hver eneste tone live. De har deres sangskemaer, og sådan er hele deres turné. Der gives måske et ekstranummer, men de laver det samme aften efter aften. Det gør jeg ikke. Under Back to the Future-turneen er jeg blevet endnu friere på scenen, og det har vi selvfølgelig bibeholdt. Jeg har altid været fri, men det sørger for, at det hele går op i en højere enhed.

Har du nogle rutiner eller ritualer, før du går på scenen?

PK: Næ, egentlig ikke. Jeg hørte dog om Scooter, at HP Baxxter en times tid før sin optræden er i sit eget backstagelokale, hvor han med fuld lydstyrke spiller sine yndlingsnumre for sig selv. Og dertil drikker han vodka-Red Bull. 

Kan han optræde i beruset tilstand?

PK: Kun på denne måde kan han det. Han er altså ikke fuld, men i 30 til 45 minutter går han amok backstage og går derefter på scenen i en tændt tilstand. Hos mig er der ingen ritualer.

Står der noget særligt på din rider?

PK: Ganske få ting. Før i tiden stod der vodka og andet. Jeg drikker ikke længere. Der står dog, at jeg skal have lov til at ryge på scenen.

Er det muligt?

PK: Det er en del af mit show – det står i kontrakten – take it or leave it. I Norge var jeg nødt til at gemme mig bagved røg af røgmaskinen, da jeg kun måtte ryge, mens den var i gang. Folk kunne næsten ikke se mig. Det var godt nok dumt. Jeg skulle selv tænde for røgmaskinen via en særlig knap, når jeg ville ryge. Det ødelagde vores live-billeder til storskærmen.

Var nordmændene så strikse?

PK: Ja, det var slemt deroppe.  

Nu er vi jo gudskelov i Danmark – hvad forbinder du med Danmark og danskerne?

PK trækker på den tyske omlyd: Mit den Däääänen? Med danskerne? Nå ja, Christian den syvende og alle deres konger. Det er svært at skille dem ad og lære deres historie, da de næsten alle sammen kun hedder enten Christian eller Frederik. Danmark er et af de mange små europæiske lande, som ikke har mange indbyggere. I betragtning af verdens migrationspres og i betragtning af, hvor mange mennesker der gerne vil flytte et andet sted hen, tænker du: ”Fem millioner mennesker taler dansk, ti millioner taler ungarsk”, og at disse få mennesker har deres egen kultur, så ser det hele meget lille og skrøbeligt ud.

Er det ikke spændende for dig?

PK: Jo, selvfølgelig. Det er også et spørgsmål om mentalitet. Det er noget andet, hvis du kommer fra et lille land modsat store lande som USA, Rusland, Tyskland eller Storbritannien. I Danmark eller Tjekkiet ser man Hollywood-filmene på originalsprog, da markedet er for lille til synkronisering.

Nu sidder vi backstage i København. I går var du i Göteborg, dagen inden det i Stockholm. Har du mulighed for at se de byer, du besøger, eller ser du kun forskellige hotelværelser og backstageområder?

PK: Jeg har altid været en form for atmosfæreturist. Jeg hader mottoet: ”NU SKAL VI SE DET, DET OG DET!” – jeg er mere afslappet omkring det nu. Den første gang, jeg har været her, har jeg selvfølgelig kigget på turistspots'ene. Jeg har heller ikke så megen energi mere. Selvom jeg havde fire timer til at gå rundt i København ville jeg formentligt hellere sove lidt inden showet. Jeg er 41.

Jeg er i starten af 30’erne og kan også mærke, at man ikke er den yngste længere.

PK: Allerede?! Da jeg var i starten af 30’erne var jeg vågen tre døgn i streg. Det var normalt. Når du er 41, går du altid i seng – hele molevitten på den front.

Når du spiller live – er det en dag på kontoret for dig, eller hvad er det for dig?

PK: Det skal helst ikke blive til en dag på kontoret. Den første time af koncerten pusher jeg mig selv – ”Kom nu i gang, mand!” Men det går så egentlig altid. Det er mere showet – idet jeg står på scenen, går det efter et lille stykke tid. Det er ikke en dag på kontoret. Nogle gange er det så en lille følelse: ”Hold da kæft – mange shows” og nu igen… det er ligesom en kirurg med hjerterne eller en gynækolog med kusserne. Gynækologen er heller ikke oppe at køre over at se kusser. Han kender de store, de små, de brede, dem alle sammen. Men han laver sit arbejde godt. Og mit job er så alligevel bedre end gynækologens job. Jeg tror, at gynækologen nogle gange har fået nok af sit job. Det er op til mig at sørge for at komme godt ind i showet og sørge for, at jeg ikke ender som gynækologen. Når man ser dybt på det, burde jeg hoppe og skrige af glæde 24 timer døgnet rundt, fordi jeg har det arbejde, jeg har. Men efter så mange år er euforien en smule forsvundet.

Du holder det friskt for dig.

PK: Jeg holder det friskt, men generelt bliver man forskrækket over slitageeffekterne, der møder én igennem livet. Jeg tænker også på følelsen at tage et andet sted hen. At være i andet land, førhen kunne jeg slet ikke stoppe med at være oppe og køre – nu er det normalt.

For at tale lidt om dit nye album Parts of Life: Jeg ville betegne dig som en musiker, der laver en konstant musikevolution af din lyd, men ikke nogen musikrevolution.

PK: Det er helt rigtigt. Jeg fortæller den samme historie igen og igen. Når folk siger, at man skal ændre sig grundlæggende, lave det helt anderledes eller nyt: For det første er det noget vrøvl, da det ikke ville være mig. En sagde engang til mig: ”Hvis du vil være et top-40-act og vil være med hele dit liv, så skal du have en ny lyd og et nyt look hvert syvende år” Men næ, det gider jeg ikke. Jeg vil lave min egen ting. Jeg er en historiefortæller, der egentlig altid fortæller den samme historie. Men en god historiefortæller formår at fortælle den alligevel på en ny og medrivende måde.

Dejlig metafor.

PK: Min musik skabes ud af en følelse. Den kommer bare. Det er et enkelt mindset, nemlig mit, der fortælles. Men mindsettet lyder anderledes, da jeg ændrer mig. Jeg er en anden end for fem år siden. Sommer er anderledes end vinter. Det bliver altid født af momentet. Lidt Goethe-agtigt faktisk. En form for lejlighedskunstner. Når jeg synes om noget, gør jeg noget med det, og det plejer at blive godt. Jeg har sådan set ikke så megen struktur i denne proces.

Hvordan blev du musiker, hvordan blev du en historiefortæller?

PK: Det bliver man først efter et stykke tid. I starten er det blot forsøg. Mange folk elsker mine tidlige plader. Når jeg lytter til dem, kan jeg høre, at det er blot forsøgene på at fortælle en historie. Når jeg nu lytter til Parts of Life, tænker jeg: ”Lige præcis sådan skulle det være!”.

Så er det jo netop en musikevolution.

PK: Netop! Jeg bliver en bedre producer og bedre til at fortælle historien fra gang til gang.

Det ærgrer mig faktisk nogle gange, når folk kalder dig ”dj” – du er producer...

PK: … og musiker, ja. Jeg er bestemt ikke dj. Jeg har været sur over de forkerte betegnelser i mange, mange år. Men det er jeg også stoppet med igen for mange år siden. Når jeg nu laver et interview med fx GQ i Frankrig – hvorfor skulle jeg nu blive sur, når de kalder mig et eller andet forkert? Her får du endnu et godt citat: ”I fucking don’t care what they write about me, as soon as they spell my name right!”.

Afslutningsvis plejer jeg at stille et spørgsmål, hvor man skal tænke lidt ud af boksen: De fem ting, du ville tage med på en øde ø?

PK: Det er da ganske enkelt: min familie, mit husgeråd, mine oldtimere, min hash og mine bøger.

Sidste spørgsmål: Dine top-5 sange/kunstnere og all time.

PK: Når vi er derude, kan jeg kun tænke på klassisk musik: Heinrich Schütz, Johann Sebastian Bach, Georg Friedrich Händel, Georg Philipp Telemann og Antonio Vivaldi. Jeg kan godt lide barok. Du er nødt til at lytte til Heinrich Schütz! 100 år inden Bach. Ingen kender ham. Det samme gælder Telemann. Selvom han er på samme niveau med Händel og Bach. Og uden Heinrich Schütz ville alle tre ikke findes. Jeg lytter egentlig kun til klassisk musik privat.

Og dine top-5 Paul Kalkbrenner sange?

PK: Rørlæggeren spørger man da heller ikke: ”Hvilke er de 5 bedste rør, du nogensinde har lagt?”. Eller? Spøg til side: Selvfølgelig er det "Sky and Sand", hvad skal jeg ellers sige? Jeg kan ikke komme udenom det nummer. "Gebrünn", "Das alte Kamuffel", "Feed Your Head" og hele mit nye album Parts of Life. Sidstnævnte skal høres som helhed – det var dét, jeg tænkte.

Med tysk punktlighed kommer PKs turnémanager ind i lokalet for at afslutte interviewet og siger til PK: ”Ikke herinde!” (Red. rygning). PK: ”Makker! Jeg stod altså ved vinduet!” Jeg bekræfter. Tourmanageren: ”De er så strikse…”

Tak for interviewet!

PK: Selv tak! Det var sjovt.

Se et livesæt fra den belgiske festival Tomorrowland fra 2018:

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA