x

White Lies: – Vores musik skaber glæde på tværs af generationer

White Lies: – Vores musik skaber glæde på tværs af generationer

I sidste uge spillede de engelske postpunkere White Lies to udsolgte og vellykkede danske koncerter. I forbindelse med, at trioen kan fejre deres 10-års jubilæum, satte GAFFA de tre herrer i stævne til en snak om bandets udvikling.

I år er det ti år siden, at I udgav jeres første album. Hvad er de største forskelle på dengang og nu?

Harry McViegh, sang og guitar: – Jeg har egentlig altid tænkt, at bandet ikke har ændret sig særlig meget. Men jeg synes, at vi er blevet bedre til det, vi gør. Det tror jeg skyldes, at vi er blevet mere selvkritiske. Vi ved mere om, hvad vi ikke kan lide. Derfor skriver vi bedre sange og laver bedre koncerter.
– De største ændringer har mere været på det personlige plan. Da vi udgav vores første album, var vi nærmest stadig teenagere, men nu er vi blevet gift og ejer vores egne huse. Vi har udviklet os som personer, men bandet er forblevet en konstant. For ti år siden optrådte vi også på det her spillested og sad sikkert i det samme rum som nu. På den måde har bandet ikke ændret sig, men vi har som individer.

Ville I have ønsket jer, at det havde ændret sig, så I spillede større steder?

Jack Lawrence-Brown, trommer: – Nu er Vega lidt en undtagelse, da det nok er vores yndlingsspillested i hele Europa, og vi derfor altid vil komme tilbage hertil. Men kapaciteten på 1200-2000 publikummer passer os generelt rigtig godt.
– Når vi har en sang, der virkelig bryder igennem, ligesom ”Tokyo” gør i Holland pt., og spillestederne i den størrelse bliver hurtigt udsolgt, er det oplagt, at vi skruer op til mindre arena-størrelser. Vi snakket en del om det, men har ikke gjort det. Vi ville ikke nyde den slags shows lige så meget. Vi vil hellere spille udsolgt i Vega fire dage i træk end Royal Arena. På de mindre steder får man en mere direkte reaktion fra publikum, og det er en reaktion, vi har brug for, når vi spiller. På den måde kan vi nyde publikum mere.

Charles Cave, bas: – Igennem tiden har vi varmet op for nogle virkelig store bands - på store stadioner og i store sale. Det kan være rigtig interessant og givet en masse fans, men oplevelsen er en helt anden. Også for publikum. Går du ned bagi til den slags store shows, er der folk, der snakker og spiser en hotdog, alt imens hovednavnet spiller. Jeg husker det fra nogle af vores shows med Kings of Leon, hvor jeg ikke kunne lade være med at undre mig over, hvorfor de mennesker overhovedet var der. Personligt ville jeg hade det, selvom pengene sikkert er dejlige. Jeg vil meget hellere være i stand til at kunne kigge folk i øjnene.

Harry: – Det er også nemmere at vende et show rundt, hvis stedet er mindre. Og det er fedt at være i stand til det.

Artiklen fortsætter under videoen

De gamle sange er som et fotografi 

Kan I fortælle lidt mere om, hvordan sangene har ændret sig over tid?

Harry: – Jeg synes, de er bedre nu.

Charles: – Jeg skriver ikke dagbog, men som snart 31-årig vil jeg sammenligne det med at læse i en dagbog fra jeg var 19 år. Den måde du skriver på er helt anderledes. Vores sange var mere underfundige dengang. Vi ved godt, at folk stadig føler sig meget knyttede til sangene fra vores første album – særligt dem, der har lyttet med siden dengang. De var, ligesom os selv, primært i start- eller midt-tyverne og på vej til at blive voksne. Derfor identificerer de sig meget stærkt med de sange.
Men vi kommer aldrig til at skrive sange som dem, vi skrev dengang. Det kan du kun, når du er i den alder og i det mindset. Selvom vi stadig synger om angst, så var angsten dengang helt anderledes.

Så de tunge temaer, jeres sange havde i starten, er grundlæggende de samme?

Charles: – Der er i virkeligheden ikke så mange ting, du kan skrive om. Der er kærlighed, død, glæde og sex. Det handler mere om, hvordan du udtrykker det. Der er så mange måder at fortælle din historie på og mange måder at udforske temaerne på – temaer, vi altid vil være optagede af.
– Ingen af os har valgt at blive født, så vi er her bare og prøver at finde ud af, hvad vi skal gøre. At finde kærligheden er én måde at finde meningen med livet på – eller i hvert fald leve med det. Det er derfor, at kærlighedssange altid vil være et stort hit, alle kender til det. Vi skriver altså mere eller mindre om det samme, som da vi startede, men det er mere raffineret nu, fordi vores udtryk er mere raffineret og oplevelsen vi har af temaerne har ændret sig.

LÆS OGSÅ: Intet ny er goth nyt – White Lies i topform 

Hvad kan I så bedre lide ved det nye sammenlignet med det gamle?

Charles: – Det er mindre overgjort.

Harry: – Ja, men jeg foretrækker egentlig ikke nogle album frem for andre. De markerer alle et punkt i vores liv. Når du hører de forskellige sange, og specielt, når du spiller dem live, så kan de transportere dig tilbage til dengang, du skrev dem og få dig til at føle som du gjorde dengang. Da vi lavede de pågældende albums, syntes vi, at de var gode, og det kan man ikke fortryde!

Charles: - Når det er sagt, er der stadig sange fra det første album, jeg ville være rigtig stolt af at skrive i dag. Eksempelvis ”Death”, der dog ville være til den dramatiske side i forhold til, hvad vi skriver i dag, men som jeg stadig er meget stolt af. En sang som ”E.S.T.” er super goth på alle måder – instrumenteringen, dramaet i introen og specielt i teksten, og den kan jeg slet ikke forestille mig at skrive i dag. Ikke fordi jeg ikke kan lide at lytte til den eller spille den, men jeg kan ikke forestille mig at skrive den. Den repræsenterer ikke, hvor vi står som band nu. Men vi ser de gamle sange som fotografier, der er dejlige at se tilbage på – også live.

Harry: – Det, jeg elsker ved at spille alle vores sange live er, at vi altid fifler lidt med dem. Det betyder også, at de gamle sange ikke lyder, som de gjorde i starten, og på den måde derfor alligevel har fået lov at udviklet sig over tid. 

”Vi har aldrig lavet ung musik” 

Er der også sket en udvikling, når det kommer til jeres fans?

Harry: – Fanbasen til vores shows er mere aldersvarieret nu, end den var før. Vi har mange fans, der er vokset op med os. Derfor møder vi nu også deres forældre, teenagesøskende og børn.

Jack: – Det betyder samtidig, at reaktionerne til koncerterne er har ændret sig. Da vi var 21 år, havde udgivet vores første album og spillede en masse shows, var der garanti for, at folk ville gå amok hver eneste aften. Nu er vores fans blevet ældre, og reaktionerne er derfor også anerledes. Men det er kun godt, for vi elsker at se variationen i publikum.

Harry: – Især i starten af denne turné har vi haft en følelse af, at vi har spillet i et teater frem for på et koncertsted. Folk har været meget respektfulde.

Charles: – Når det så er sagt, så er der stadig steder, som Manchester, Amsterdam og Bruxelles, hvor folk går amok. Det regner vi også med sker i aften (i København, red.). Vi spillede i Stockholm den anden dag, hvor en af mine venner var der. Der var publikum også meget entusiastiske, og min ven sagde, at det var meget atypisk for et Stockholm-publikum. De plejer at være mere tilbageholdende.
Vi har opdaget, at vi fået mange ældre fans – nogle, der er på vores forældres alder. Og selvom det påvirker publikumsreaktionerne, så er det noget, vi er meget stolte af. Det betyder, at vores musik skaber glæde på tværs af generationer. Det lader til, at vi laver den slags musik, hvor teenagerne spiller det for deres forældre, og forældrene kan lide det. Måske fordi det minder dem om bands fra dengang, de selv var i den alder.
– Samtidig har vi også de unge forældre, dem der måske er 30-40 år, der har børn i 10 års-alderen, der nyder vores musik. Vi får mange beskeder på sociale medier, der viser børn i White Lies-T-shirts og klip, hvor de synger med. Vi er meget stolte af at lave musik, der har den spændvidde. Vi ville være rigtig kede af at lave musik, der kun appellerer til 16-årige, for hvad sker der så, når de vokser op? Vi lyttede for eksempel selv meget til et band som Blink 182, da vi var teenagere. Når vi tog til deres koncerter, var vi der 110%, men hvis vi gjorde det i dag, ville vi ikke være lige så meget med. Det tror jeg skyldes, at de laver ung musik. Vi har aldrig lavet ung musik. Selv de unge fans, vi havde i starten, elskede vores musik, fordi de så en modenhed i den. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at vi havde planlagt det sådan, men det har vi desværre ikke.

LÆS OGSÅ: White Lies: Det nye album er vores Songs For The Deaf

Mellem fan og band

Jeg har lyttet til jeres musik i alle ti år og har derfor prøvet at lave en liste med alle mine favoritter. Det blev til en top-28, som jeg gerne vil prøve at vise til jer, og så kan I fortælle, hvad I tænker om den. Der vil sikkert både være en del klassiske valg og nogle overraskelser.

Charles: – Fedt! Jeg glæder mig til at se, hvor tæt den ligger på Spotifys toplister. 

Her er den:

  1. E.S.T. (To Lose My Life)
  2. Farewell to The Fairground (To Lose My Life)
  3. There Goes Our Love Again (Big TV)
  4. Unfinished Business (To Lose My Life)
  5. To Lose My Life (To Lose My Life)
  6. Bigger Than Us (Ritual)
  7. From the Stars (To Lose My Life)
  8. Death (To Lose My Life)
  9. Peace & Quiet (Ritual)
  10. Jo? (Five)
  11. A Place to Hide (To Lose My Life)
  12. Tokyo (Five)
  13. Mother Tongue (Big TV)
  14. Streetlights (Ritual)
  15. The Power & The Glory (Ritual)
  16. First Time Caller (Big TV)
  17. The Price of Love (To Lose My Life)
  18. Believe It (Five)
  19. Fire And Wings (Five)
  20. Be Your Man (Big TV)
  21. Tricky to Love (Big TV)
  22. Goldmine (Big TV)
  23. Strangers (Ritual)
  24. Heaven Wait (Big TV)
  25. Holy Ghost (Ritual)
  26. Come On (Friends)
  27. Is Love (Ritual)
  28. Take it Out on Me (Friends)

Så sangen ”E.S.T.”, som I nævnte I aldrig kunne have skrevet i dag, ligger altså nummer et.

Harry og Charles: – Wow!

Jack: – Jeg hader ikke ”E.S.T.”. Og det er faktisk en kultsang for mange White Lies-fans. Langt de fleste af de fans, der har været med siden det første album vil nævne den sang som en af deres favoritter.

Charles: – Ja og nu kommer jeg muligvis med en ret kontroversiel holdning: Teksten i ”E.S.T.” er meget baseret på, at man taler direkte til en person, som når vi synger ”Now be a good girl and do what you're told”. Og specielt mange piger godt kan lide ”E.S.T.”, så jeg er sikker på, at det kan fortolkes på en eller anden freudiansk måde. Specielt fordi jeg aldrig har mødt en mandlig fan, der har sagt, at det var deres favorit. Det er ikke raketvidenskab: I mange af de allerstørste pop- og r&b-hits tales der direkte til en pige og det får folk til at føle sig set. Et eksempel er Bruno Mars’ ”I’ll catch a grenade for you”, hvor jeg tænkte, at det var den værste sangtekst, jeg nogensinde havde hørt. Men da jeg talte med min vens datter om sangen sagde hun, at det er det, alle piger drømmer om at høre.

Artiklen fortsætter under sangen

Harry: – Du har også ”Peace & Quiet” med. Det er et rigtig godt valg.

Jack: – Ja, den elsker jeg også.

Harry: – ”Tokyo” som nummer 12, ”Streetlights” som 14 og “The Power & The Glory” - igen fremragende valg.

Jack: – Og ”Mother Tongue”! Men der er faktisk en del af de sange, du har med, vi ikke spiller mere.

Charles: Min favorit er ”First Time Caller”.

Jack: – Det er en virkelig god liste, den må du sende til os.

Harry: – Den nye sang “Fire And Wings” er også med – den har folk faktisk responderet rigtig godt på.

Charles: – Jeg er ikke så overrasket over, hvor mange singler, der er i din top 10, men der er også mange af mine personlige, og knap så kendte, favoritter med. Det er fedt at se.

Harry: – Jeg synes, at denne liste beviser, at vi burde spille flere sange fra ”Ritual”.

Jack: – Ja, du har mange med fra Ritual, hvor jeg især lægger mærke til ”Peace & Quiet” og ”Streetlights”.

Charles: – Vi elsker virkelig ”Streetlights”. Den plejede at være vores treat i sættet – vi elsker at spille den. Vi har også mange fans, der elsker den, men det sjove er, at vi har to die hard White Lies-fans, der virkelig hader den. De står altid helt oppe foran, og når den kommer, så er det tydeligt at se, hvordan de reagerer. Derfor stoppede vi med at spille den i en periode. Måske kommer den tilbage. Generelt har vi nok givet ”Ritual” lidt for meget det glatte lag, fordi der er nogle sange derpå, vi virkelig ikke kan lide. For eksempel ”Holy Ghost” og ”Strangers”, men omvendt indeholder den også sange som ”Peace & Quiet” og ”The Power & The Glory”, som er blandt vores allerstørste favoritter.

Harry: – Det er fedt at se, at ”Tricky To Love” er med på din liste. Den er vi også meget glade for, men vi har aldrig spillet den live. Jeg kan huske, da jeg boede i San Francisco, at jeg hørte sangen på en bar, hvor den blev spillet seks-syv gange. Den må have været på en playliste, og det tyder jo på, at vi ikke er alene om at elske den sang.

Charles: - Hvis man spurgte 50 mennesker til en White Lies-koncert, hvilke sange, der ligger i deres top-5, så ville de fleste sikkert nævne enten ”Bigger Than Us” eller ”Death”. Til gengæld vil de resterende fire numre nok være meget forskellige. Det synes jeg er helt vidunderligt! Vi ønsker ikke at være et af de bands, der bare har et eller to hits, og det beviser den slags, at vi ikke er.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA