Oh Land: Dybt ind i de følelser, der er for sårbare til at snakke om

Oh Land: Dybt ind i de følelser, der er for sårbare til at snakke om

For fire år siden var Oh Land et sted, hun aldrig troede, hun ville komme til. Hun blev mor for første gang, hun boede i New York, og ved første øjekast var verden hendes. Men bag succesen gik hendes ægteskab i stykker og satte hende i sit livs krise. For at finde lyset i mørket bevægede hun sig ind i musikken, hvor hun fandt vej mod en livsnødvendig refleksion.

– Når man taber sig selv så meget og er så sårbar, bliver man nærmest tvunget ud i at være åben, siger Nanna Øland Fabricius. Hun har smidt facaden. Hun kommer direkte fra optagelser til X Factor i Brøndby, hjem til det spraglede børnefamiliehjem, der flyder med musik og legetøj og potpourri. Bag hende står hendes kæreste og brygger den kaffe, vi om lidt skal drikke. Fra tid til anden ryster bordet, vi sidder ved en smule, fordi huskaninen har sat tænderne i det. Atmosfæren er rolig og almindelig. Den er relaterbar og er som en næsten forventet forlængelse af Oh Land – spraglet og varm. Det er symbolet på at nå over på den anden side. Væk fra succesens høje hastighed og de bekymringer, der giver følelsen af at være helt alene i verden.

– Det bliver nærmest en livsnødvendighed at være åben, fordi der ikke er mere at miste, fortsætter hun. – Der er ingen illusion, man skal bevare, og derfor føler jeg også, at jeg er kommet et lag dybere i mine relationer, fordi jeg har blottet mig. Det her album har tvunget mig til at være ærlig, og det bliver man, når man går igennem en hvilken som helst krise.

Nanna Øland Fabricius har kæmpet sig over på den anden side, og kampen er dokumenteret i Family Tree – det første ordinære album i fem år, der er symbolet på uventede forandringer og en proces, der hverken kan opstilles eller opsøges. Nanna Øland Fabricius er tydeligvis udfordret ved at skulle sætte ord på processen, for oprindeligt troede hun ikke, at hun skulle nå dertil. Udgivelsen af Family Tree er i det hele taget et uventet resultat, for aldrig før har Oh Land bevæget sig så dybt ind i de følelser, der er for sårbare til at snakke om.

– Jeg kommer aldrig til at sige det bedre, end jeg gør på sangene, fortæller hun. – Jeg kommer aldrig til at være mere ærlig om det, end jeg er i sangene. Sangene er bogstaveligt talt skrevet i følelsernes vold. Sangene er et direkte og simultant produkt af situationen. Sangene er lavet under et alarmberedskab. Alle vokalerne er indspillet i first take, for jeg kom ind og sang det og spillede det råt, og så var det ligesom det. Det handlede om at få det ud af systemet og give slip på det. Og sådan plejer det jo ikke at være i studiet.

Artiklen fortsætter under videoen

Søgen efter trøst

Historien om Family Tree begyndte for to år siden. I kølvandet på udgivelsen af Earth Sick turnerede Oh Land intensivt. Hun boede i New York, hvor det hele bare kører i et højere tempo, og midt i alle projekterne, der blomstrede ud af Oh Lands univers, oplevede hun at blive mor for første gang. Men da Nanna Øland Fabricius flyttede tilbage til Danmark for at slå rødder, gik hendes ægteskab i stykker.

– I den periode var jeg fuldstændig bombet oppe i hovedet, som de fleste jo nok er, når de bliver forældre første gang, hvor man pludselig ikke kan genkende noget ved sig selv, fortæller hun. – Efter Earth Sick begyndte jeg at skrive en masse sange. Jeg arbejdede med forskellige producere, begyndte at skrive musik til en film og alt muligt, og midt i alt det gik mit ægteskab i stykker. Hele min verden blev bare revet op med rødderne. Alt det, jeg havde arbejdet på indtil da virkede totalt omsonst. Jeg var nødt til at starte forfra for at skabe noget, så jeg lagde alt det på hylden, jeg sad og arbejdede på. Men samtidig var det ikke med vilje. Jeg havde ingen planer om, at jeg skulle lave noget helt andet, jeg kunne bare ikke arbejde med det, jeg dengang sad og arbejdede med.

Family Tree udviklede sig til produktet af at finde trøst og klarsyn i et følelsesmæssigt virvar. Nanna Øland Fabricius lukkede sig i omkring sig selv. Hun lukkede sig inde i det, hun beskriver som sin største livskrise. Hun ville ud, men vidste ikke hvordan. Men det mindede hende om, at musikken kunne give hende den trøst, som de menneskelige relationer ikke altid kan. Hun satte sig ned bag klaveret for at bearbejde sin sorg. Hun bevægede sig ind i musikken for at skabe noget smukt i mørket.

– Det er som om, klaveret og musikken og sangen er et anker for mig, når jeg svæver væk og bliver for meget revet med af mine følelser. Jeg har fundet ud af, når jeg er kriseramt, så lukker jeg bare i, og der opbyggede klaveret et sted, hvor jeg kunne komme ud, uden det blev forceret. Det var ikke noget, nogen skulle lytte til eller forstå. Der var ingen anden hensigt, end at jeg fik et anker. Jeg har virkelig skrevet sangene ud fra et behov for at finde trøst. Derfor har det været en helt anden proces end før, fordi det kun har været mig alene med et klaver.

Artiklen fortsætter under sangen

Lyset i mørket

I mørket, hvor Nanna Øland Fabricius befandt sig, begyndte der langsomt at gro noget smukt. Nanna Øland Fabricius havde bevæget sig ind i en proces, hvor hun formåede at bearbejde sorgen og forandringen i sit liv. Hun skabte pludselig noget nyt, der ikke kun hjalp hende, men også var anderledes end det, Oh Land tidligere er blevet sat i relation til. Hendes situation var ikke længere noget, der for alt i verden skulle glemmes og forsvinde. Nanna Øland Fabricius var langsomt i gang med at opbygge et produkt, der gjorde processen tålelig.

– Da jeg sad og skrev de her sange, hvor det hele var meget livsomvæltende, så jeg, hvordan der kom noget ud af det. Jeg begyndte at føle mig privilegeret, fordi jeg kunne gå gennem det her kaos med en form for testamente. Der kommer noget liv og energi ud af det.

Nanna Øland Fabricius opdagede, hvordan der ud af sorg og mørke kan opstå et smukt og penetrerende lys. Family Tree er en konstant balance mellem lyset og mørket, der iscenesættes gennem minimalistiske og dionysiske lydbilleder. Family Tree er dokumentationen af en rejse fra sammenholdets destruktion til det punkt, hvor Nanna Øland Fabricius igen begyndte at skyde rødder med skønheden i sigte. Sangen "Make My Trouble Beautiful" er en direkte dokumentation og forklaring på følelsen ved at skabe noget smukt i sorgen. Hvordan problemer og sorg aldrig er uden formål og kan være en afspejling af naturens cyklus omkring os.

– Den følelse opstod af en rejse i Utah, hvor en indfødt i Antilope Canyon fortalte, hvordan hele landskabet omkring var opstået af folks problemer, fortæller hun. – Han fortalte, hvordan man i hans tro gik ud i naturen, når man havde problemer og fortalte om dem til naturen og bad Moder Jord om at omforme de problemer til noget smukt. Og så brugte han den metafor, at hver eneste lille regndråbe eller strå fra jorden var et problem, naturen havde gjort til noget smukt. Det ramte mig virkelig. Det føltes som en ydmyg gave at få den mulighed og samtidig kunne lave sange ud af noget, der var kvælende.

Det ydmyge håb

Bag det lyserøde hår, det spraglede og flerfarvede tøj og lyset, der skinner ind i lejligheden på Nørrebro, er det svært at få øje på sorgen. Kaninen hopper rundt omkring mine fødder, den lille hund løber naivt efter, og kaffeduften har spredt sig i stuen. Ude på altanen står blomster og planter, der så småt er ved at skyde i takt med forårets ankomst. Jeg har svært ved at forestille mig, at det her sted kan befinde sig i mørket og opleve en sorg. Men selvom omvæltningen i dag ligger bag Oh Land, er den ikke langt væk. Hun holder stadig fast i et ydmygt håb.

– Jeg er grundlæggende som de der bøjer på havet, der hele tiden flyder ovenpå, forklarer hun. – Der er ingen tvivl om, at jeg har oplevet sider ved mig selv, som jeg ikke har lyst til at opleve igen, men det ligger ikke til mig at blive deprimeret. Det ligger til mig at hive mig selv op igen. Jeg tillader ikke mig selv mørket.

Igennem den melankoli, der omslutter Family Tree, er der gemte lyspunkter, der kulminerer med "After the Storm". Sangen er en håbefuld note, der forsikrer fortsættelsen og lyset forude. Naivt og samtidig betroet.

– Den er skrevet på en af de dage, hvor lyset kom ind og var lidt smukkere, og luften var lidt klarere. Der var nogle ting, der faldt på plads. Min far var vågnet fra en koma, en af de andre sange har taget udgangspunkt i. Og jeg synes, man skylder at give plads til de mirakler og gaver, der falder ned i al håbløsheden. Det er fandeme dem, man skal bevare, når det hele ser sort ud. Men det er et meget ydmygt håb.

Begyndelsen på ny

Mit forhold til Oh Land er først lige begyndt. Family Tree er et genopfrisket indblik i en musiker, jeg troede, jeg kendte. Oh Land har formået at starte forfra. Hun har bevæget sig ind i andre aspekter af musikken, som et direkte produkt af sine erfaringer, men også som en nødvendig og samtidig uventet gennemarbejdelse af en uønsket tilstand. Family Tree er ikke skrevet til radioen. Det er ikke hensigten, at der skal komme hits ud af det. At optræde med musikken ligger ikke direkte for. Family Tree er en testamentering af det kaos, Nanna Øland Fabricius har brugt to år på at kæmpe sig ud af for igen at finde fodfæste.

– Jeg tror, det her album har sat mig fri, forklarer hun. – Jeg har ikke fulgt en ydre formel eller nogle regler. Jeg har vidst fra starten, at det ikke skulle blive et radioalbum. At gøre noget ud fra en så stor nødvendighed har sat mig fri, for nu kan jeg lave hvad som helst. I krisen følte jeg mig som et træ, der blev trukket op med rødderne, og nu føler jeg, at jeg er i gang med at skyde rødder igen. Og jeg føler helt klart, at der er kommet blade på træet. Derfor skulle den her plade også udgives i foråret, fordi det er her, det hele springer ud igen. Det betyder nyt liv.

– Grunden til, at jeg valgte at udgive Family Tree, var at jeg i begyndelsen følte mig enormt alene med at have det, som jeg havde det, fortsætter hun. – Pludselig finder man ud af, at andre har haft det sådan og har det sådan. At man lige pludselig ikke er alene længere. Det er derfor, jeg har valgt at udgive Family Tree, for hvis der er én derude, der hører albummet og føler sig mindre alene, så er min mission fuldført.

Fra fortidens succes

– Jeg føler ikke, at succes er et mål for mig længere, siger hun. – Succes er noget af det mest stressende, der findes. Ofte er bivirkningen enormt uhensigtsmæssigt for kvaliteten ved det, man laver. Det giver sjældent særligt meget til det kunstneriske, og de, der får meget succes, begynder at skrive sange om succes – tekster, ingen kan relatere til. Jeg håber, jeg bliver ved med at have et publikum, for ellers er det lige meget. Jeg ønsker at spille for folk og kunne leve af min musik. Men succesen er ikke min drivkraft. Min drivkraft er at skabe en forbindelse med andre mennesker gennem musikken. Den inspiration, man kan få fra andre mennesker i musikken. Det er det, der løfter mit tag. 

Fra teatret til Family Tree

– Hvis jeg kun skulle lave noget, der passer til mig selv, ville jeg kun bruge de samme muskler, forklarer hun. – Hvis jeg derimod skal lave 90 minutters instrumental musik, kræver det nogle helt andre muskler. Og på en måde er det musik fra, hvor jeg kommer fra. Indtil jeg var ti år gammel, havde jeg nærmest ikke hørt andet end klassisk og instrumental musik, fordi jeg kommer fra sådan et hjem. Det er sindssygt udfordrende, og det er noget, jeg kan bruge i mit eget. Det har afspejlet sig på Family Tree, der er meget mere horisontalt end tidligere. 

Bag om Family Tree

I New York sidder Sufjan Stevens i en sofa og betragter det, Nanna Øland Fabricius er i gang med at skabe. Han har før arbejdet sammen med Thomas Bartlett, der producerer Family Tree, ligesom St. Vincent, The National og Florence + the Machine har det. Ifølge Oh Land tilføjer Thomas Bartlett en stoflighed til den musik, han rører ved.

– Der er plads til at trække vejret i hans produktioner, forklarer hun. – Og så har han bare en utrolig let tilgang til musikken, hvor jeg vitterligt bare gik ind i rummet og gav slip. Jeg har lært at give slip. Jeg har lært, at jeg ikke er større end musikken. Hvordan musikken er den, der bliver tilbage. Jeg har lært, hvordan jeg ikke skal tage beslutninger ud fra mit eget ego, men ud fra samspillet i musikken. Vi snakkede næsten ikke sammen. Det var fantastisk, hvordan vi kunne skabe så meget uden at tale sammen. Hvis man koger vores samlede samtaler ned, ville det ikke vare længere end 12 minutter.

Hør albummet Family Tree:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA