INTERVIEW: D-A-D er tilbage – ”Vi kan gøre hvad fanden, der passer os”

INTERVIEW: D-A-D er tilbage – ”Vi kan gøre hvad fanden, der passer os”

Danmarks største fuldblodsrockband er tilbage. I dag udkommer D-A-D’s 12. studiealbum, A Prayer For the Loud, der følger op på otte år gamle DII.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK, der i sin tid mindede mig om, hvor fede D-A-D egentlig er, efter ikke rigtig at have givet deres sidste par plader den fornødne opmærksomhed.

En kærlighed, der kun er blevet genantændt yderligere af Jesper Binzers solide soloudspil Dying Is Easy fra 2017 og ikke mindst P6 Beats formidable ”P6 Beat Elsker D-A-D”-udsendelse, hvor de to værter Anders Bøtter og Casper Bach Hegstrups udelte begejstring, glæde og entusiasme over farrockens danske konger smittede som Roskildesyge i december. Musikformidling på højt plan, der dels fik sat forventningsglæden til A Prayer For The Loud i vejret og tilskyndte, at jeg måtte ud og genindkøbe de D-A-D-vinyler, jeg i et svagt øjebliks pengenød var kommet til at skille mig af med for år tilbage.

I skrivende stund ved jeg ikke, hvor mange stjerner GAFFAs anmelder kaster efter albummet, men pyt med det, for jeg er begejstret, og byder bandet tilbage med åbne arme i eufori over et stærkt album, hvor Binzerbrødrene, Laust og Stig har fundet ind til kernen af det, de gør bedst.

I anledning af udgivelsen har GAFFA fået en snak med Jesper Binzer, og naturligvis er første spørgsmål, hvorfor fanden i helvede, der skulle gå otte (!) år siden sidst? Det er jo ikke Tool, det her.

– Altså, den lange, kedelige …og sande historie er, at vi tog ud og spillede 30-årsjubilæumskoncerter og albumkoncerter, hvor vi spillede No Fuel Left For the Pilgrims og Riskin’ It All fra ende til anden i 2015 og 16 – og det tog livet af os. Det er simpelthen ikke det rigtige at gøre, når man selv synes, man ser fremad –at beskæftige sig så indgående med fortiden. Vi plejer jo kun at spille de af de gamle numre, der føles helt rigtige for os, men til de koncerter skulle vi jo også spille alt muligt andet, og jeg kan ikke rigtig forklare det, men da vi spillede den første koncert – generalprøven på touren – nede i Gimle, kunne jeg med det samme mærke, at vi var nødt til at komme i gang med at lave noget nyt så hurtigt som muligt, hvis ikke det skulle dø imellem hænderne på os.  

– Så jeg var meget optaget af at lave en masse nye riffs i ren dødsangst over at skulle beskæftige mig med det gamle materiale i for lang tid. På den måde havde jeg lavet foran i bogen, da vi mødtes i efteråret efter touren, og alt kriblede i mig efter at komme i gang, men de andre var fuldstændig dødtrætte oven på touren. De var bare færdige, der var ikke mere juice tilbage. Og for mig kløede det bare i hjerneskallen efter at komme i gang, og så måtte jeg jo ud på egen hånd, hvilket var heldigt nok, for jeg ved med sikkerhed, at der ikke var nogle af de ting, jeg havde arbejdet på, der var endt på en D-A-D-plade.

Hvorfor ikke?

– Faren ved sådan et samarbejde som vores er netop, at man kommer til at lave for meget foran i bogen. Man kan ikke rigtig komme med færdige numre, for det gider de andre ikke – der er ingen af os, der har lyst til at stå og reproducere. Og når jeg nu følte mig vildt kreativ, og de andre ikke fulgte med, var jeg nødt til at tage sagen i egne hænder. Jeg havde nogle numre, jeg vidste ville dø inden for de 24 måneder, der ville gå, før vi kom i gang igen, og så måtte det bære eller briste. Jeg var nødt til at prøve. I et velfungerende samarbejde får man aldrig indfriet sine egne ambitioner, og det var det, der ramte mig; jeg ville ikke gå i graven uden at have afprøvet mine egne ambitioner

Har du så kunnet tage noget erfaring med dig fra arbejdet med din egen plade?

– Jeg har i hvert fald fået brændt noget energi af, sådan at de andre kunne holde ud at være sammen med mig igen. Jeg har kunnet trække vejret dybere i vores fælles samarbejde efter at have været i gang selv, og det er klart det mest positive, der er kommet ud af det.

Use it or lose it

I lørdags spillede i både på Engage Festival i København og senere på dagen i Herning, og på tourplanen er der flere af den slags dobbeltbookinger. Er gassen ikke fået lidt af ballonen under koncert nummer to?

– Det er noget, vi har vænnet os til. Noget som for ti år siden var en abnormalitet, men som er gået hen og blevet noget, der forekommer oftere og oftere. Vi er på den tredje vind i Europa nu, og det er jo fuldstændig fantastisk. Tyskerne, spanierne og italienerne ringer, og der er nærmest opstået sådan en skandinavisk actionrock-bølge ned gennem Europa, så der er plads til os, de elsker os, og det er fedt. Igennem vores karriere har vi alt for mange gange gjort det, at vi har sagt: ”Vil du helst spille til Sønder Hohals Havefest for ti gange pengene, eller vil du helst spille i München for en tiendedel?” Og der har vi altid valgt Sønder Hohal. Men alt forsvinder mellem hænderne på én, hvis ikke man er der. Der er tallerkner, der skal op på bambuspindende og snurres, og det skal de i hele Europa. Så derfor bliver vi nødt til at flyve lidt ud og ind hele tiden, for der er kun et begrænset antal weekender hen over sommeren, og sommeren er blevet der, hvor man kommer ud. Der er festivaler over det hele, så når folk ringer, siger vi ”ja”, og så må vi bagefter finde ud af, om der er et rutefly, der passer, haha! Og det har på en eller anden måde også smittet lidt af herhjemme, hvor vi ellers ikke plejer at spille så mange dobbeltjobs. Men i lørdags spillede vi faktisk tre gigs, for ud over de to, du nævner, var vi også forbi et bryllup hos en af vores nære venner, hvor vi spillede en halv time.

– Vi er selvfølgelig stadig tidligt på sæsonen, men der var ingen af koncerterne, der led under, at vil spillede flere samme dag. Jeg sang allerbedst til den sidste i Herning om aftenen. Der var jeg endelig varmet op, haha!

Apropos sang, synger du altså helt forrygende på den nye plade her. Hvad gør du for at holde stemmen ved lige? Gurgler du halsen i honning og ingefær hver dag?

– Haha, mange tak! Nej, det gør jeg nu ikke. Det er, som Roger Daltrey siger: ”Use it or lose it”. Jeg har brug for at synge, og jeg har brug for at røre mig. Jo mere man gør det, jo bedre bliver man til det, og til sidst kan man ikke undvære det. Sådan er det med at optræde live, og det er helt klart noget, jeg er blevet afhængig af for at holde stemmen ved lige og for at kunne tune ind på publikum.

Ordet ”blues” går igen i flere af numrene. Er det bevidst?

– Det er bevidst, at vi er styret væk fra det. Der er et par stykker i produktionen, der ikke kunne holde ud, at numrene var noget med blues eller hed noget med blues: ”Hvad skal vi gøre? Det er jo bæltetaske og majspibe, vi kan ikke holde det ud.” For mit vedkommende er det jo noget med at ”owne” det ord og sige: ”Vi kan gøre hvad fanden, der passer os”, men vi har jo altid lavet bastardblues, og det er helt tydeligt, at der er mere af det på denne her plade. I Danmark er der ikke en særlig stor rockkultur – slet ikke sammenlignet med nabolandene – så vi skal tage os i nakken, for vi er meget bluesinspirerede, og set udefra er det for gammelt at høre på. For mange mennesker giver det de forkerte associationer, så derfor skal man altid bare sige, det er rock n’ roll, det er det, det drejer sig om. Til gengæld skal man være tro mod det, man kommer fra, og det er den der blues, det er melankolien – at turde være i den sorte del af ying og yang-tegnet.      

Gå indad

Happy Days In Hell starter med linjen ”What dosn’t kill you make you interesting”. Hvad har gjort dig mest interessant?

– Det er vores allesammens opgave at rejse ind i os selv for at finde ud af, hvem vi er, så vi kan handle i overensstemmelse med det. For det største problem er, når vi tror, vi skal gøre et eller andet eller være på en bestemt måde, for så kan vi aldrig følge det til dørs. Så svaret på dit spørgsmål må være, at jeg forsøger at være mig selv og prøver at turde gå indad. Det er i hvert fald det, jeg selv synes, gør mennesker interessante.

Er det også det, nummeret The Real Me handler om?

– Ja, det også det at være spærret inde i et velfungerende samarbejde. For vi er jo fire divaer i det her band – ret beset er vi fire forsangere, og derfor er der kamp om at blive hørt, samtidig med at vi alle sammen ved, at det vi foretager os er ligegyldigt, hvis ikke vi har vores følelser repræsenteret. Der er ikke nogle badebilletter involveret i D-A-D, der bliver arbejdet for det, og så kommer man også automatisk dybere ind.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA