REPORTAGE: Grimfest 2019 – en rigtig grim oplevelse

REPORTAGE: Grimfest 2019 – en rigtig grim oplevelse

Peter Sommer, som synger om at læse Steen St. Blicher i sengen for at falde i søvn. Om high fives, der aldrig rammer – mens han uddeler utallige, som gør, i bogstavelig såvel som overført forstand. Op til flere ansatte fra min søns SFO, foruden flere gamle gymnasiebekendtskaber.

Jøden og Johnny Hefty i vanligt veloplagt ping-pong, foruden én af min mors kolleger. De gamle bekendte, som for de flestes vedkommende har børn og fast arbejde, men måske alligevel også en enkelt hampplante i drivhuset. Du kender formentlig typen, hvis du sidder og læser en reportage om Grimfest ’19.

For jo, de er der alle sammen – foruden adskillige hundreder andre – denne weekend i august, hvor der for 16. gang inviteres til forvokset havefest i det ydre Aarhus. Afslappet og intimt, fornuftigt afviklet – og i år med bemeldte Peter Sommer som et forventeligt højdepunkt fredag aften.

Lunt fra land

Der lægges lunt fra land torsdag eftermiddag: Det er festivalens faste konferencierer Hefty og Jøden, som giver åbningskoncert på Skovscenen og ligesom lægger stemningen. Og det ér vanskeligt ikke at trække på smilebåndet over de gamle makkeres rim og morsomheder.

Fra der rappes om at løbe tør for jointpapir og blande pikrock med hiphop, til Heftys indlagte stand up-sektion med old school onkelhumor af platteste aftapning. Hvordan bliver man for eksempel ekspert i tordenvejr? Jo, man tager naturligvis et lynkursus.

Og hvad gør Hefty, hvis han pludselig får det for varmt? Han hyrer en privatdetektiv til at skygge sig. De stærke tracks fra Heftys kult-ep Hængerøv og håndtegn (2000) er desværre ikke med, men stemningen fejler ikke noget:

Festen er i gang, og det forekommer kun passende, at to små purke i børnehavealderen hives med på scenen, mens mor venter i kulissen. Ikke så få har nemlig valgt at tage deres børn med på festival i dagtimerne, og det er ikke nogen dum disposition.

Til rotterne

Om aftenen fester de voksne, senere fredag aften for eksempel til tonerne af When Saints Go Machine; lørdag aften med Analogik. Sidstnævnte et af de tilbagevendende navne på Grimfest, som vanen tro præsenterer et eklektisk udpluk af undergrundsbands og enkelte navne, man kan tillade sig at kalde headliners.

Rent genremæssigt spændes der bredt: Jeg bander over at være gået glip af metalbandet Xenoblight; småkeder mig til Love Shop og Dør nr. 13 og nyder Peter Sommers utallige gode oneliners og ikke mindst hans udpluk fra hovedværket Til rotterne, til kragerne til hundene.

Da Sommer besøgte VoxHall med dét album for vel ti år siden, fik han en ny lytter i undertegnede – og han er ikke blevet dårligere med årene.

Nordjyske Sjakket leverer – som blot andet punkt på programmet – en regulær fest, hvor tweedjakke og trompet møder tatoveret maveskind, langt hår og solbriller, mens der spilles med uimodsigelig energi og ungdommelig overstadighed i en postmoderne popfest, der lader hånt om genrebegrænsninger.

Giv den op for Aage

I udkanten af mit synsfelt bliver der tændt en joint; jeg driver videre og det hele minder stadigvæk mest af alt om en forvokset privatfest. Om lidt møder jeg nogen, jeg kender igen.

”Lad os lige give den op for Aage!”, som Johnny Hefty tidligere har opfordret fra scenen, med henvisning til festivalens ankermand (Aage Stokholm, red.), som for nogle år siden langt om længe købte gården, der siden 2004 har dannet ramme om Grimfest.

Og ja, lad os da lige give den op for Aage. For Grimfest er vitterligt en helt usædvanligt hyggelig ener i det danske festivalland. Livet er fyldt med paradokser, man lærer at acceptere fra barndommen og fremefter. At minus og minus giver plus, for eksempel, og Venstre er et højreorienteret parti.

Og at Grimfest, ude i Brabrand, for en del mennesker faktisk er en smukkere størrelse end storebroren Smukfest i Skanderborg. Selv vil jeg nøjes med at konstatere, at det nok engang var værd at bruge en weekend på gården i Brabrand. En rigtig grim oplevelse.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA