x

STORT SLIPKNOT-INTERVIEW: "Du er enten med mig, eller også er du ikke”

STORT SLIPKNOT-INTERVIEW: "Du er enten med mig, eller også er du ikke”

I en tid, hvor hadet truer sammenhold, er der brug for et fællesskab. Der er brug for modstand, der sætter sig imod det, der truer os. Slipknot er et symbol på dét fællesskab. Slipknot er legemliggørelsen af vreden og samtidig det, du føler det skal være. De ni masker er et symbol på én samlet enhed, ligesom det er et symbol på frustrationerne gemt i os alle sammen. Forud for Slipknots koncert på Copenhell møder GAFFA Corey Taylor. Uden maske og uden at give en fuck.

– Jeg var eksponeret for racisme fra en meget tidlig alder, fortæller Corey Taylor. Han sidder over for mig, hvilket mit 13-årige jeg aldrig ville have troet. Uden for vores lille skurvogn på Refshaleøen står Sid Wilson og Jim Root og råber lidt ad hinanden. Foran Sid Wilson ligger masken, blottet så detaljerne, der ikke kan ses fra scenen, er eksponerede. I periferien spreder Clutch metalliske guitarriffs gennem luften.

– Fordommenes hykleri oplevede jeg fra en meget tidlig alder, fortsætter han. – Den der form for racisme, der siges med et glimt i øjet, så den er nemmere at tolerere. Jeg oplevede alle niveauer af racisme, og det har aldrig givet mening oppe i mit hoved. Den følelse er altid noget, der har været en del af mig. Jeg har altid været mere progressivt tænkende end mange af de mennesker, jeg er vokset op omkring.

– Iowa er meget midtvestlig, fortsætter han. – Det er en meget politisk funderet stat, der balanceres mellem det liberale og det konservative – det er ikke helt en sydstat og ikke helt en nordstat. Men ved at blive ældre er jeg også nået frem til, at jeg ikke tolererer den slags. Og folk skal fucking vide, at jeg har det sådan, og derfor er jeg mere udtalt omkring den slags, end jeg før har været. Det kan være, at det pisser folk af, men jeg er fucking ligeglad. Mange musikere er sgu så bekymrede for deres salg, men jeg vil med glæde arbejde på et posthus, før jeg sælger ud af den følelse, jeg har indeni. Du er enten med mig, eller også er du ikke. Og folk skal vide, at det er okay at have det, som jeg har det.

Artiklen fortsætter under videoen

We Are Not Your Kind er et mantra

Jeg har fået ti minutter med Corey Taylor, hvilket i branchen ikke er meget, men op til mit møde med mit teenageidol forsikres jeg af folk omkring mig, at han vist er mere engageret i møder med pressen, end mange andre musikere er. Han bevæger sig øjeblikkeligt ind i sin egen fortælling. Han befinder sig tydeligvis i en konstant refleksion over sin fortid og eksistens. We Are Not Your Kind er ikke bare en titel på Slipknots første album i fem år, det er samtidig et mantra for flere generationer. We Are Not Your Kind er det, dem udenfor kan læne sig op ad.

– Vi lever lige nu i en verden, hvor vi er så faretruende tæt på at blive revet fra hinanden på grund af et had, som måske bare har været overdøvet i et stykke tid, men nu er på vej tilbage, forklarer Corey Taylor. – We Are Not Your Kind er et mantra for os og vores børn, som er pissebange. Vores børn forstår kun det, der vises til dem, men de har ikke erfaringen til at se mellem linjerne og forstå, at det ikke er alting, der skal bekymre os. We Are Not Your Kind er en paraply, der fortæller dig, at intet er forandret.

– Der er plads til os alle sammen under den her paraply, uanset hudfarve, hvor du kommer fra, hvilket sprog du taler, og hvilken gud du tror på. Fælles for os er, at vi ikke er ligesom dem. Det er ikke os, der prøver at rive folk fra hinanden. Det er os, der prøver at få folk til at holde sammen. Det er jeg sgu ret stolt af, og det tyder på, at det er noget, der resonerer med mange mennesker. Egentlig startede We Are Not Your Kind med at være en slags chant, der jo ville lyde sindssygt, når 50.000 mennesker synger det i fællesskab. Men med det her politiske og sociale landskab, vi befinder os i lige nu, fungerer det som en virkelig enestående kommentar.

Artiklen fortsætter under videoen

Universalitet skabt af the Nine

Jeg betragter mig selv som en maggot. Jeg har mere eller mindre fulgt Slipknot siden begyndelsen for snart 20 år siden. Jeg misundte de mennesker, der så Slipknot flække og fortære Roskilde Festival, da David Bowie trak stikket, og bandet fra Iowa blev hevet ind i prime time. Jeg har overværet bandets udvikling fra kulminationen af vreden på Iowa. Jeg har været vidne til skiftet til det indsigtsfulde på All Hope Is Gone og betragtet bandet vokse sig gennem tragedier. Jeg har set bandet blive voksne, og med We Are Not Your Kind omfavner Slipknot sit ansvar som et talerør for de udstødte mere end nogensinde før.

– Følelsen på det her album er mere modnet, siger Corey Taylor. – Vi forholder os helt klart til nogle meget mere komplekse problemer på We Are Not Your Kind. Vores første to plader kalder jeg mine teenageplader, fordi de stadig holdt fast i en masse lort fra mine yngre dage. Det er der intet galt ved, og jeg kan stadig tappe ind i de følelser, når det er nødvendigt at gøre, for det forsvinder sgu aldrig helt. Vi holder sgu alle sammen fast i det mørke, men på det her album og den vrede, som albummet udtrykker, er der nogle af de vredeste sange, jeg lavet siden Iowa.

– Jeg har forsøgt at arbejde ud fra en situation, jeg var i og samtidig var jeg usikker på, om jeg var stærk nok til at komme ud af den. På We Are Not Your Kind er vreden der stadig, men den er modnet. Vreden er ikke kontrolleret, men formidler et budskab på en mere raffineret måde. Det er virkelig med til at understrege bandets udvikling. Hvis du skal fortælle en historie, nytter det ikke noget at kaste den mod en væg. Du er nødt til at ramme hjørnerne, så nuancerne kan komme frem.

Artiklen fortsætter under videoen

De stærkeste er overlevet

We Are Not Your Kind er resultatet af den længste kreative periode, Slipknot nogensinde har bevæget sig igennem. Med .5: The Gray Chapter rejste Slipknot sig fra asken af Paul Gray på et album, der var et udtryk for et stærkere band, og med fortiden bag sig er Slipknot i dag symbolet på familien, hvor de stærkeste bliver sammen. I sit udgangspunkt var de ni – det er de stadig, men undervejs har forandringerne overhalet bandet, der ikke alene virker som det mest sammentømrede af sin slags, men samtidig som en legemliggørelse af en idé og fællesskab.

– I bund og grund er idéen stadig den samme, forklarer Corey Taylor. – Ingen familie bliver sammen for evigt, men de stærkeste dele af den gør. Det er sgu en meget typisk familiefortælling, når det kommer til stykket. Når den stærkeste del af familien vil videre, bliver den del af familien endnu stærkere, især når det går op for dig, at den del af familien ikke holder noget tilbage. Slipknot har altid været en for alle og alle for en, og når det kommer til at optræde og være kreative, står vi sammen. Det har jeg været en del af i 22 år, og det gør alle ni af os til én samlet enhed.

– Slipknot er stadig vigtig for os. Vi går stadig op i produktet, så at sige. Man kan altid gennemskue bands, der ikke gør. Man kan se det skrevet i ansigtet på dem. Men vi er alle sammen meget bevidst om, at det her er en gave. På papiret burde Slipknot aldrig være kommet nogle vegne, og det er vi de første til at indse, og selvom vi er blevet ældre og vælger at ændre nogle måder, vi angriber showet på, tilgår vi stadig showet med den energi, vi har været drevet af siden begyndelsen.

Gennem stridigheder mod et sammenhold

Af juridiske årsager må Corey Taylor ikke kommentere på Chris Fehns afsked med Slipknot, og jeg er derfor blevet bedt om ikke at spørge ind til det. Men nyheden om Chris Fehns afsked med bandet seks år efter Joey Jordisons udtræden, har revet op i tankerne om et band, der er domineret af midten. Men da jeg undervejs i mit møde med Corey Taylor spørger ind til hans oplevelse af de seneste fem år, understreger han med en overbevisende oprigtighed, at sammenholdet i Slipknot i dag er bedre, end det har været i mange år. Imens jeg lytter til Corey Taylor fortælle, overhører jeg Sid Wilson, Jim Root og Craig Jones lave pis med hinanden uden for døren.

– Det har været nogle meget formative år, siger Corey Taylor. – Jeg har personligt haft en del op– og nedture, og det var noget, jeg formåede at komme igennem ved at skrive sange til det her album. Det er en af fordelene ved at være kreativ. Lad mig fortælle dig, at det har været nogle hårde år både professionelt og personligt, men på den anden side af det her føles alt virkelig godt. Slipknot har det virkelig fucking godt, hvilket egentlig er ret vildt, når man tænker på alt det, vi har været igennem.

– Det er sgu lidt interessant, hvordan det afspejler sig på albummet, fordi We Are Not Your Kind helt klart er en af de plader, hvor vi har arbejdet allermest sammen, fortsætter han. – Vi har hver især lagt virkelig meget stolthed i det og åbnet os selv over for hinandens måder at gøre det på, i stedet for at være stædige og fastlåste, som sangskrivere jo kan være. Vi har alle sammen formået at tage vores egoer ud af sangskrivningen og set på det, der er bedst for sangene. Bare fordi jeg ikke kommer op med den bedste idé, betyder det jo ikke, at løsningen ikke findes derude et sted.

– Langt det meste af tiden kan der komme en killer melodi, der passer til sangen eller teksten, men nogle gange er man bare drænet, og det er der, man arbejder godt sammen med andre. Det har samtidig været med til at genopbygge vores kammeratskab, og alt det giftige, der før har eksisteret i bandet, er ligesom blevet efterladt. Selvom We Are Not Your Kind er et virkelig mørkt album, vil vi altid betragte det og tilblivelsesperioden med et meget positivt blik.

Inde bag masken

Med hvert album følger en maske. Det er en æstetik, der i sit udgangspunkt centrede sig omkring at holde de ni medlemmers virkelige identitet skjult. Maskerne skulle fungere som en materialisering af galskaben. Hver sit alter ego, der ikke kendte til grænser og restriktioner. Det er et symbol på kaos frem for alt. Hver maske har til hvert album haft en symbolsk sammenhæng, der nok fremstod tydeligst under All Hope Is Gone. Den amerikanske krigsførelse og symptomerne på 9/11 befandt sig midt i sit højdepunkt, der resulterede i et album, som viste en politisk side af Slipknot og samtidig med en endnu større distancering til den menneskelige empati, end det før var tilfældet.

We Are Not Your Kind begynder en ny fortælling, og som altid tiltrækker materialiseringen af den fortælling sig altid en masse meninger. Men uagtet the maggots er maskerne et universelt symbol på idéen om Slipknot. Det er noget, vi alle sammen kan gemme os bag.

– Min maske er i meget høj grad en fysisk repræsentation af nogle forskellige ting, forklarer Corey Taylor. – På mange måder er det en fetich-symbol. Masken repræsenterer noget, der er blevet skabt med stor omhu og kærlighed i en kælder, måske ovre i det mørke hjørne, hvor man konstant visualiserer det, du er ved at bygge. Det er en slags pejlemærke for en slags emotionel feedback. Og så er der den anden side af det, hvor man fokuserer al sin energi ind i masken på grund af den måde, du har det med dig selv på. Den er blevet til et nyt lag hud, der kan hjælpe dig med at hele og tilgå en verden, der måske ikke er klar til dig. Det er sjovt nok sådan, mange fans har reageret. Og jeg fucking elsker, at min maske irriterer så mange mennesker, der siger, jeg bør ændre den.

– Men skulle jeg ændre masken, havde jeg sgu nok allerede gjort det. Masken er en udfordring, og det er nødvendigt at udfordre sit publikum på den måde. Hvis ikke jeg udfordrer den måde, vores fans ser verden på og ser på dem selv, hvis ikke jeg udfordrer den måde, vores fans ser på andre mennesker, der lytter til Slipknot, så gør jeg ikke mit arbejde ordentligt. Det er det, masken handler om. Det er en streg i sandet, som du enten forstår, eller også gør du ikke.

We Are Not Your Kind

Corey Taylor forklarer, hvordan We Are Not Your Kind er resultatet af et band, der aldrig har arbejdet bedre sammen, end de gør nu. We Are Not Your Kind har skubbet grænserne for Slipknots univers mere end nogensinde før.

– Det er et album, vi længe gerne har villet lave, men hvor vi måske er blevet holdt tilbage af vores privatliv eller professionelle problemer, for vi har vist små elementer af det her tidligere, forklarer Corey Taylor. – Men det fede ved det, er selvom vi har udforsket mange flere områder på det her album, er det stadig et gennemført Slipknot-album. Slipknot er skabt ud fra idéen om, at alt skal have frit løb, og det har vi virkelig formået her. Vi har altid vidst, hvad vi ville i vores musik, og det er det her album virkelig en cementering af.

Europe 2020

Imens lyden af guitarfeedback brager ud over scenekanten, og Corey Taylor sammen med de resterende otte betragter sine maggots på Copenhell, opstår ordene Europe 2020 på festivalens storskærme. Slipknot vender uden tvivl tilbage til Europa i 2020. Senere har de bekræftet, at København er på listen. Tid og sted er endnu ikke offentliggjort.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA