x

STORT COLDPLAY-INTERVIEW: Gud er svaret

STORT COLDPLAY-INTERVIEW: Gud er svaret

Coldplay er tilbage med et nyt album, og deres sanger Chris Martin har mange vigtige ting at sige både om det nye album og om verdenssituationen – selvom han rent faktisk ikke kunne tale, da vi mødte ham. Vi interviewede ham alligevel.

Når Chris Martin hilser på folk, så gør han det med bravur – han kommer flyvende på tværs af gulvet ved The Rivoli Ballroom i det sydøstlige London, som var han Tigerdyret. Coldplay-sangeren introducerer sig selv med et bjørne-kram og et smil. Udenfor vælter kold morgenregn ned, mens verdens største band er ved at skyde en overdådig musikvideo til sangen ”Cry Cry Cry” fra deres ottende studiealbum Everyday Life indenfor i den smukke bygning fra 1950’erne.

”Vi har masser af dis,” siger videoens instruktør og Martins kæreste, skuespiller Dakota Johnson, som for første gang står bag kameraet og styrer røgkanonen. Glitter, tomme flasker og balloner – efterladenskaberne fra et bryllup – er strøget ud over det hele, og i flere timer kommer diverse bandmedlemmer ud og ind på scenen med bløde hatte og roser. Everyday Life er bandets til dato mest modige album, der byder på ikke bare et herrekor, men også et gospel-kor, en sang der angriber våbenlovgivningen og et par stykker om racisme.

Der er sange, der lyder så lidt som Coldplay, at den eneste ledetråd er navnet på coveret. Når det så er sagt, er det samtidigt det album, der minder mest om deres debut, den 20 år gamle Parachutes, og dets tydelige politiske undertoner er en udfordring for dem, der hævder, at store bands – de har solgt mere end 85 millioner album – undgår politiske problemstillinger. Pop med en agenda kan være et minefelt. Det indrømmer trommeslager Will Champion og tilføjer: ”Vi dømmer ikke, vi dokumenterer livet.”

Guy Berryman, den høflige og stille bassist, er kortfattet: ”Chris vil udtrykke mere vrede. Det er vores første album med en forældre-advarsel.”

Jeg spørger Jonny Buckland, guitaristen, om hans ven og frontmand har ændret sig i de seneste to årtier. Buckland er det mest høflige medlem af et stort band, du kan forestille dig. Han omdirigerer ansvaret for succesen til de andre og virker nærmest sky, især da Martin stille sætter sig ved siden af ham, og tegner et hjerte i sin notesbog, som han så viser Buckland, før han forsvinder igen.

”På nogle måder er han helt anderledes,” siger Buckland. ”Han stoler mere på sig selv end nogensinde, men han er stadig den samme sjove, skøre og smukke person, han altid har været.”

Artiklen fortsætter under videoen

Det værste boyband nogensinde

Oppe fra scenen spiller Martin ”Sweet Child o’ Mine” på klaver. Men det er den eneste lyd, han laver hele dagen. Problemet er, at sangeren har mistet sin stemme. Og ham kalder de en god kommunikatør. Alligevel, efter en stribe beskeder om at bruge apps, som Stephen Hawking måske har udviklet, laver vi en aftale.

Jeg forenes med Martin i et omklædningsrum fyldt med kunstfærdige hatte. Han er uhyggeligt stille, men ved hjælp af Text to Speech-app’en og velviljen fra A-liste-kendissen fortsætter vi interviewet. Vi sætter os ved et bord, på hver sin side af en skål med medicinsk suppe, og ordner grejet – vigtigst er en iPad og dets tastatur. Nu, når jeg stiller et spørgsmål, kan sangeren skrive sit svar ned, og det bliver så udtalt af robotten Arthur, med en britisk accent. Han taster hurtigt, og det hjælper. Klædt helt i sort er han som en dukkefører, der styrer sin egen digitale vokal. Hvad er der galt?

”Jeg sang for meget,” skriver han. Han finder hurtigt sin rytme, han holder hånden op og dirigerer, når stemmen læser højt. Han undskylder. ”Det er lidt fjollet”. Men app’en tillader bandeord. ”Pik og patter – du ligner en X Factor-dommer”. Det er sandt – min stol er en storslået rød trone. Hvordan ville Coldplay have klaret sig i X Factor? ”Vi ville end ikke være kommet på boot-camp. Vi ville have været det værste boyband nogensinde. De ville have klonet Guy fem gange. (Han bliver ofte refereret til som ”den lækre”, red.). Det kunne måske have virket.” Han smiler. ”Jeg elsker det her!”

Hvis, som han sagde for et par år siden, at Coldplays forrige album, A Head Full of Dreams, var det, han altid havde drømt om, hvad er Everyday Life så? ”Alle album, bortset fra det tredje, er det for mig,” siger han og refererer til X&Y. ”Det fuckede vi lidt op. Vi var ét stort rod på daværende tidspunkt”. Så hvis hans hoved i 2016 var fyldt med drømme, hvad er det så fyldt med nu? ”Det har jeg ikke været i stand til at italesætte,” siger han. ”Men jeg er nervøs, når jeg taler om det. Det er derfor, vi ikke rigtigt kan tale om det – helt bogstaveligt i dag.” Hvorfor er han nervøs? “Fordi,” siger han og lukker øjnene, som om en elpære er sprunget, før han roligt fortsætter: ”Når du når til et punkt og opdager: ’Wow, vi er virkelig én stor stamme på jorden, og nu skal I høre min mening om det’, så vil der stadig være mennesker, der ser dig som en hvid mand fra Devon. Og de siger: ’Fuck af’.”

Artiklen fortsætter under videoen

Tror ikke på isolationisme

Han mener specifikt de nye politiske sange. Så hvorfor skrive dem? ”Fordi der lige nu er så meget isolationisme, og det tror jeg ikke på – overhovedet. Faktisk har jeg lyst til at elske alle, men meget af det, jeg tænker om livet, lyder mærkeligt, når jeg artikulerer det. Men det er fint, når jeg synger det.”

Er han bange for at lyde corny? ”En lille smule,” svarer han. ”Ved du hvad, det her bekymrer mig. Og hele bandets attitude er nu at sige: ’Fuck det – bare gør det’. Det er meget befriende, så længe man ikke læser YouTube-kommentarer.”

Martin bor hovedsageligt i Malibu nu, hvor hans fællesbørn med Gwyneth Paltrow, Apple og Moses, også bor. Men han stemmer stadig i England. Hvem vil han stemme på ved det kommende parlamentsvalg? (Interviewet er foretaget inden valget den 12. december, hvor de konservative vandt stort, red.). ”Monster Raving Loonies.” Hvad ville hans politik være? ”Jeg ville placere OK Computer i alle skolebiblioteker”. Men alvorlig talt? ”Jeg kommer nok til at stemme Liberal Democrats. Jeg vil respektere alles ret til at tænke frit,” fortsætter han. Han har en vane med at lave en joke, for så at vende tilbage til emnet, denne gang hans eget land.

”Og jeg tror, at J.R.R. Tolkien beskrev England, da han skrev om Herredet, og at nogle Hobbitter gerne vil engagere sig i verden, mens nogle bare vil vende blikket indad. Hvis man tænker på, hvor meget udvidelse, der er sket i de seneste 25 år, så er det ikke underligt, at nogle ting trækker sig sammen. Alt det underlige, der foregår for tiden, er en reaktion mod den udtryksfrihed, der er sket. Ingen tager fejl. Det er bare et spørgsmål om, hvornår folk engagerer sig. Som med kalamitets-krisen”. Han ruller med øjnene. ”Klimakrisen,” prøver han, denne gang korrekt, og det er hårdt at se en mand grine uden at være i stand til at sige en lyd.

Jeg fortæller ham, at jeg vil dybere ned. ”Ja.” Martin er vokset op i et dybt kristent hjem, og der er masser af religion på Everyday Life. Er den tro, han nu har en medicin mod de problemer, han oplever i verden?

”Jeg tror, Gud er kærlighed,” svarer han, nærmest øjeblikkeligt. ”Og Gud er magien i enhver molekyle, selv i mennesker, man ikke kan lide. I årevis har jeg ikke rigtigt forstået ’Gud er kærlighed’. Jeg syntes, det var plat. Men det betyder, at kærlighed gør enhver situation bedre. Og hver enkelt af os har tusind valg om dagen og skal vælge, hvilken side vi vil lade tale. Vi er alle vidunderlige, alle frygtelige.”

Han stråler af glæde og er tydeligvis ved at sprænges. ”Nogle gange er Gud fremtrædende i personer, vi holder af. Hvem har fundet på det? Wow!”

Taler han om den kristne Gud? ”Nej. Bredere. Alt. Jeg føler, jeg er åben over for det. Der er ikke noget bestemt billede. Eller religion. De taler alle om de samme fundamentale ting, før dogmerne. Og jeg tror på det fundamentale i de fleste religioner, hvis ikke dem alle.”

På det her tidspunkt spilder Martin suppe på sin T-shirt. ”Han spildte sin suppe,” skriver Martin og lader, som om det er ham, der laver interviewet. ”’Hvor er Cardi B?,’ tænkte jeg for mig selv.”

Hvordan kan nogen i Martins position undgå at få et Gud-kompleks? ”Ved at være klar over, at musikken kommer fra et sted, jeg ikke forstår.” Beundringen må da stige ham til hovedet? ”Det gør den, men man må være ærlig. Jeg er et menneske, som alle andre, med den samme slags lort i mit liv. En skovbrand påvirker også mig. Musikken skal være i fokus, ikke dem, der laver den.”

Artiklen fortsætter under videoen

Racistiske love

Når det så er sagt, er der en sang på Everyday Life, ”Daddy”, som bliver genstand for megen spekulation. Den føles som et budskab fra Apple og Moses til deres fraværende far. Han tager en dyb indånding.

”Okay. Jeg kan ikke lide at forklare sange. Men denne her kommer fra tre forskellige steder. For det første har jeg mange mennesker i mit liv, hvis far har skredet, og det er trist og forvirrende. Hvis man som far har empati, spekulerer man på, hvad de har følt, siden de har vurderet, at det var den bedste løsning. For det andet har jeg børn, og dem er jeg nødt til at forlade hele tiden. For det tredje, og vigtigst, skrev jeg sangen, efter jeg lærte om det industrielle fængselskompleks i USA; den direkte racisme, der er skrevet ind i så mange love og børn, der som konsekvens af det bliver nægtet adgang til deres fædre. Det er min overordnede pointe, Jonathan. Verden er nået til et punkt, hvor man ikke længere kan læne sig tilbage og ignorere det hele.”

Alligevel må han have et hårdt job, med to teenagebørn? ”Ja. Men ikke så hårdt som at være soldat eller borebisse. Det er værre.” Og Apple og Moses synger på det nye album. Hvordan kom det i stand? ”Jeg spurgte dem.” De spurgte ikke dig? ”Gud, nej. Og jeg betaler dem, ordentlige honorarer, ligesom alle andre. Og de må gerne sige nej.” Jeg spørger, lidt i sjov, hvor han fandt dagens videoinstruktør. ”Hun havde den bedste idé,” siger han. ”Du kan bare sige, det er Dakota.” Han griner. ”Jeg bliver nødt til at gå,” annoncerer han. Han har en aftale i Harley Street for at behandle halsen. ”Du er velkommen til at køre med, hvis du vil.”

Så vi kører, efter han har trukket mig over til et hurtigt kram med Dakota Johnson, som jeg tidligere har mødt. Parret kysser, og han og jeg ræser ned til gaden, hvor det nu er mørkt. I bilen sidder Martin med et keyboard og en iPad. ”Mark er en fremragende chauffør,” skriver han. ”Mark hader mig.” Jeg lægger mærke til, at sangeren har en masse små øreringe, og en af dem er et kors.

Det er svært at forestille sig et band, der har ændret sig mere end Coldplay. ”Yellow”, deres gennembrud, har en video med en nusset Martin på en strand med en gammel frakke. Hittene stoppede aldrig med blandt andre ”The Scientist”, “Fix You” og “Viva La Vida”, men Martin, set udefra, ændrede karakter og blev mere farverig, som Dorothy, da hun lander i Oz. Til dels på grund af ægteskabet med Paltrow og en anseelig opgradering på den økonomiske front, fordi bandets musik har nået et større og større publikum for hver udgivelse. Bandets seneste tour er den fjerdemest indtjenende nogensinde med 523 millioner dollars i billetindtægter.

Bruger vreden kreativt

Jeg præsenterer ham for en teori. Se på Martin nu: muskuløs, optimistisk. Ville nogen, dengang han sang ulykkelige kærlighedssange for studerende, have købt hans angst, hvis han havde været så ... ”Veltrænet?” Præcis. ”Altså, hvis du elsker Bruce Springsteen, ved du, at man ikke skal styrketræne, før man er nået til album nummer fem.” Men han anerkender, at han har ændret sig? ”Ja.” Også indvendigt? ”Nej. Jeg var bare ikke helt moden dengang. Jeg var mere stresset og havde ikke de rigtige værktøjer til at håndtere det.”

Hvilke værktøjer havde han brug for? ”Gode lærere og sangskrivere. Mine børn og deres mor. Så mange mennesker, jeg kan lære noget af. Jeg tror, at hvis man tillader det, vil verden gøre dig større, men der er en absolut mængde af følelser, der eksisterer, og jeg mærkede mange af dem, og det gør jeg stadigvæk. Kærlighed, frygt. De store.”

”Mennesker ændrer sig, især når livet foregår rundt om dig,” fortsætter han. ”Se på Nick Cave. Han plejede at være en genial Julie…” Han ryster på hovedet og prøver igen. ”En genial junkie. Nu er han som Sokrates og julemanden – og stadig med fremragende sange.”

Af at være en, som har spillet i halvlegen til Super Bowl, virker han overraskende nok ikke arrogant. Han laver et ansigt, som tyder på, at han er uenig. ”Jeg har masser af selvtillid,” siger han. ”Er det det samme?” Er selvtillid ikke at tro på sig selv, mens arrogance er på bekostning af andre? Han virker tilfreds, men når man tænker over det, er den nye sang, ”Champion of the World”, ret selvsmagende.

”God pointe. Men den handler mere om at fortælle unge mennesker, at de godt kan klare det. Jeg kæmpede, som mange teenagere, da jeg var 13-15 år gammel. Jeg så verden på en mærkelig made, og det hjalp heller ikke. Jeg var snæversynet, hvilket er nemt at gøre grin med, men det tændte også en ild.” Er det fair, at sige han blev mobbet? ”Det er det. Som enhver fantast på en drenge-skole.” Hvad var han fanatisk omkring? ”Religion.”

Vi stopper i trafikken, ved en bro. Født i 1977 er Martin nu 42, svaret på alt, ifølge Douglas Adams. Synes han, at han bliver ældre? “Ja.” Bekymrer det ham? Der er en sang på det nye album om kammeraten Tony, som døde, da de begge var 30 år gamle. ”Der er to muligheder: bliv ældre. Eller lad være. Men jeg er klar over døden. Hele dagen, hver dag. Både fordi jeg kender folk, som er gået bort, og fordi det driver mig til at udnytte hvert øjeblik.”

Han virker meget rolig, som var han feng shui i kød og blod. ”Det kræver meget arbejde.” I en dokumentar fra sidste år – ”jeg ser den, når jeg bliver gammel” – er der dog øjeblikke, hvor Martin taber hovedet. Sker det mindre og mindre? ”Jeg bliver stadig meget vred indeni,” siger han. ”Men det er bedre at bruge det kreativt. Jeg tror ikke på, at det at fortælle folk, at de er idioter hjælper på noget, så det dur ikke for mig at være vred. Jeg får det dårligt. Jeg kunne ikke kontrollere det. Noget måtte der ske for at holde bandet og dem, jeg elsker sammen.”

Bilen trækker ind til siden. Turen er slut, og sangeren skal op til lægen for at ordne halsen. Ugen efter vi mødes, skal Coldplay spille i Jordan. Der bliver dog ikke nogen Glastonbury. Bandet har headlinet fire gange, og efter Martin spillede med Kylie Minogue og Stormzy i sommer, læste Martin et tweet, hvor der stod: ”Hvorfor skal han ødelægge alting?” Det bragte ham ned på jorden igen.

Sådan er det for hans band. De er store og britiske, så de bliver gjort til grin i Storbritannien. ”På nogle måder er vi som en stor fodboldklub,” siger Martin. Hvem er deres rivaler så? Jeg fanger ham på det forkerte ben. Det er meningen. Hvem er deres rivaler? “Okay, vi er ikke som en fodboldklub,” siger han. I stedet, måske ved et uheld, kommer han med en anden metafor. ”Vi er som Alton Towers (stor engelsk forlystelsespark, red.). Vi er her for din skyld, men lad være med at møde op, hvis du ikke har lyst.”

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Politisk verdensmusik i varierende kvalitet


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA