x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Chris Cornell

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte Chris Cornell

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA juni 2007.

På egne ben

Tidligere var Chris Cornell til sprut, stoffer og skrivepauser. Siden årtusindskiftet er lasterne lagt på hylden, generne mangfoldiggjort og den kreative åre eksploderet. Et flow, der nær blev stoppet permanent af en truck i L.A.

Ord: Henrik Tuxen og Lars Löbner Jeppesen 

– Han er en den perfekte skurk, helt enkelt. Han er bare en ”bad guy”, og så blødte hans ene øje, hvilket var ret cool. Han er en virkelig god skuespiller og en rigtig fin fyr.

Er der to, der står sammen i international showbiz i dag, er det Chris Cornell og Mads Mikkelsen. De mødtes i Prag, da begge var i færd med at betræde nyt territorium. Mads Mikkelsen under optagelserne til sin første store internationale filmrolle som superskurken Le Chiffre i James Bond-filmen Casino Royale, og Chris Cornell på inspirationstur til noget så uvant som at skrive titelmelodien til samme.

You Know My Name er efterfølgende blevet et solidt hit på begge sider af Atlanten og som sådan en fin indgangsbillet til Cornells videre solokarriere. Det, der først lignede en lille privat afstikker fra hovedvejen, skulle vise sig at blive affyringsrampen til en ny epoke i Cornells videre musikalske løbebane, eller sagt mere direkte; Audioslave er fortid – Chris Cornell er soloartist fremover.

Sceneskift

Det var der ellers ikke meget, der tydede på, hvis man bare bladrer en otte-ni måneder tilbage i kalenderen. Her havde Audioslave netop udgivet deres tredje, og ifølge flere kritikere, bedste album Revelations, og der var ikke grænser for, hvor produktive og harmoniske de fire bandmedlemmer tilsyneladende var. Man undrede sig måske lidt over, at albummet ikke blev fulgt op af en turné, at Cornell trådte frem som Bond-sanger, at han varslede et kommende soloalbum, at Rage Against The Machine skulle genforenes for en aften på Coachella-festivalen i sommeren 2007, og at Tom Morello havde opskruet ambitionerne for sit musikalske sideprojekt The Nightwatchman.

Men Audioslave havde på den anden side udgivet tre studiealbum plus en ambitiøs dvd på rundt regnet fire år, og bandmedlemmerne havde i interview på interview – blandt andet til GAFFA – forklaret, hvor velsmurt, velfungerende og demokratisk en maskine Audioslave var, i forhold til bandmedlemmernes tidligere på mange måder dysfunktionelle orkestre Rage Against The Machine og Soundgarden. At bandmedlemmerne hver især havde brug for et lille pusterum, virkede på denne baggrund helt naturligt. Men så faldt bomben i midten af februar 2007, to dage før GAFFA mødte Cornell i Los Angeles. Et af det nye årtusindes bedste og mest succesfulde rockbands var fortid. Chris Cornell afviser, at Coachella-genforeningen af Rage Against The Machine har haft indflydelse på bruddet:

Adios Audioslave

– Jeg var lidt overrasket, da jeg hørte om genforeningen, for så vidt jeg er orienteret, har ingen af de andre så meget som snakket med Zac (De La Rocha, den gamle Rage-sanger, red.) i de år, vi har haft Audioslave, hvilket jeg synes har været både mærkeligt og forkert. Man går igennem utroligt mange ting sammen, når man er i et band. Vi er stadig venner i Soundgarden, og de kom alle og så os spille, da vi begyndte med Audioslave, og det er sådan, det skal være. Jeg er utroligt stolt over, hvad vi har opnået med Audioslave, men der er forskellige grunde til, at vi nu stopper. Der har grundlæggende været nogle forretningsmæssige ting, vi har været uenige om (rygter vil vide, at Cornell ikke føler sig tilstrækkeligt krediteret – og betalt – for sin sangskrivning, red.), og de konflikter er ikke blevet mindre. Så er de musikalske uoverensstemmelser også taget til.

– Jeg skrev for eksempel en sang i forbindelse med den sidste plade, som er en af mine egne ”all time”-favoritter. Rick (Rubin, producer, red.) elskede den, men de andre ville ikke have den med på pladen. Det er fint, der er mange sange, som bliver kasseret, men det var et vink til mig om, at der var andre muligheder i verden end Audioslave. Det har været et meget kollektivt band, hvor musik og beslutninger er taget sammen. Fra Soundgarden, min første soloplade og Temple Of The Dog har jeg været vant til at arbejde alene med kompositionerne, og da jeg begyndte at gøre det igen sidste år, føltes det som det helt rigtige for mig.

Ser man på Audioslaves albumcovere, er der ild på det første, vand på det næste og jord på det tredje. Mangler der ikke lige et element?

– Det er rigtigt, det er der også en anden, som har pointeret. Vi skylder pladeselskabet en greatest hits med bonus tracks, så vi må se, om vi kan få fotograferet noget luft i denne sammenhæng, en orkan måske!

Op på (jern)hesten igen

Carry On er titlen på Cornells aktuelle soloalbum, hans andet i rækken, denne gang med producer-ikonet Steve Lillywhite bag knapperne. Men selvom hans første Euphoria Morning har hele otte år på bagen, mener sangeren selv, at der er musikalsk sammenhæng mellem de to album, der begge adskiller sig markant fra såvel Soundgarden som Audioslave.

– Jeg må nok erkende, at Carry On ligger temmelig langt væk fra Audioslave-pladerne. Det er altid svært at beskrive sin egen musik, men skal jeg sætte ord på, vil jeg sige, at den er meget melodisk, meget baseret på sangskrivning, ret atmosfærisk og eklektisk. På sin vis er det en lidt mere up-tempo og afslappet version af Euphoria Morning. Selvom her er tale om to album med så mange år imellem sig, vil jeg sige, at der er tale om to plader ned ad samme boldgade.

Carry On er en passende titel på Cornells album, da han om nogen fastholder sin arbejdskoncentration og ikke lader sig slå ud af kurs, selv når hans eget liv står på spil. Cornell er en passioneret motorcyklist, og tirsdag den 24. oktober sidste år havde han nær kørt sin sidste tur og sunget sin sidste tone. Cornell og hans 50.000 dollars Exile Chopper blev torpederet af en truck i L.A., hvilket resulterede i, at sangeren blev slynget seks-syv meter op i luften. Cornell slap mirakuløst billigt fra ulykken.

– Jeg brækkede en finger og fik sår og skrammer her og der, men jeg var heldig. Jeg elsker at køre på motorcykel, og ulykken her får mig ikke til at stoppe. Men det gælder om konstant at være forsigtig og opmærksom. Havde jeg ikke været det i denne situation, havde jeg været død i dag. Jeg så, at denne lastbil lavede nogle mærkelige ting. Havde jeg ikke været opmærksom på det, var det gået helt galt.

Er det rigtigt, at du arbejdede videre i studiet på solopladen samme dag?

– Ja, jeg er ikke god til at holde fridage, når jeg er i gang med et projekt. Jeg kan blive så fokuseret, når jeg er i gang med noget, som interesserer mig, at jeg ikke er til at rive væk fra arbejdet, ellers aner jeg ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Og så vidste jeg også et eller andet sted, at det kunne ske. Det er en del af risikoen; det ved alle, som kører motorcykel: En eller anden dag kommer du ud for en ulykke.

Singles

Med Casino Royale er det anden gang, at Cornell skriver original-musik til et filmmanuskript. Første gang var tilbage i starten af 90’erne, hvor Seattle-bølgen dominerede musikverdenen, til Cameron Crowes romantiske komedie Singles, hvis handling udspiller sig i samme bys musik- og natteliv. Pearl Jam og Soundgarden med flere medvirker i filmen, men det er ikke de bedste minder, den vækker hos Chris Cornell, her små 15 år senere.

– Man hører en demoversion af Spoonman (Soundgardens senere hit på Superunknown, red.) og nummeret Seasons, hvis oplæg kom fra Jeff Ament fra Pearl Jam. Vi musikere, som medvirkede i filmen, var ret flove over det bagefter, specielt når du tænker på, hvad der foregik på scenen på det tidspunkt. Jeg var til filmens premiere, men var ganske enkelt nødt til at forlade biografen i utide. Den første, jeg møder i lobbyen, er Jeff Ament. Han var så flov over at se sig selv i filmen, at han forsøgte at snige sig uden om de fotografer og kameramænd, der dækkede begivenheden. Vi skulle bare væk, begge to.

Soundgarden-reunion?

2007 ser ud til at blive et veritabelt rock’n’roll-genforeningsår med Police som de helt store notabiliteter. Men ifølge Cornell skal man ikke forvente, at Soundgarden genopstår for en kort eller længere bemærkning. Han er dog ikke definitivt afvisende.

Hvis nu for eksempel Coachella-festivalen fandt den helt tunge tegnebog frem, kunne en Soundgarden-genforening så komme på tale?

– Nej, pengene har aldrig været en drivkraft tidligere, ville ikke være det i dag og er i det hele taget det værst tænkelige grundlag for en genforening. Jeg tror, det aldrig kommer til at finde sted, blandt andet fordi materialet er temmelig svært at spille; det ville ikke være let. Skulle det endelig ske, ville det være til et arrangement som Live8. Jeg så Pink Floyds gendannelse sidste år og var meget bevæget. Selvom Gilmour er blevet gammel og skaldet, spillede han guitar og sang med en imponerende indlevelse, hvilket gav mening. Det gav mig håb som musiker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA