x

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte PJ Harvey – og John Parish

GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte PJ Harvey – og John Parish

Det meste af Danmark er lukket ned, og hvad skal man så bruge sin tid på? Ja, man kan for eksempel læse nogle af de lidt længere artikler, GAFFA har bragt i de forgangne 36 år, og som stadig kan tåle et gensyn. Dem vil vi bringe nogle af i den kommende tid under overskriften "Guld fra gemmerne". Artiklen her har tidligere været bragt i GAFFA april 2009.

Gamle venner i nye landskaber

PJ Harvey og John Parish har gennem mere end 20 år jævnligt arbejdet sammen. I 1996 udgav de duo-albummet Dance Hall At Louse Point, der nu får en opfølger, A Woman A Man Walked By. GAFFA mødte det nysgerrige musikalske makkerpar på hjemmebane i det sydvestlige England.

Vi er i bogstaveligste forstand kommet langt ud på landet. Hvor mange andre stjerner ynder at sætte medierne stævne på eksklusive hoteller i metropoler som New York, Paris og London, har PJ Harvey valgt at møde verdenspressen på kroen The Helyar Arms i landbyen East Coker nær den lidt større Yeovil i grevskabet Somerset, cirka 175 kilometer sydvest for London – og tæt på Harveys eget hjem i grevskabet Dorset. Kroen har ifølge skiltet på døren eksisteret siden 1468, og der strømmer ærkebritisk hygge ud, så snart man åbner den tunge trædør. Indenfor buldrer ilden løs i kaminen, mens tjenerne serverer øl brygget på hundredårige traditioner og te ad libitum.

PJ Harvey er dog ikke alene som vært. Hun har allieret sig med John Parish, som hun har indspillet sit nye album i tæt samarbejde med. Albummet, A Woman A Man Walked By, udsendes også under de tos navne. Det er anden gang, Harvey og Parish udgiver et fælles album. Det første, Dance Hall At Louse Point, udkom i 1996. Harvey og Parish har dog jævnligt arbejdet sammen i over 20 år. De mødte hinanden til Harveys 18-års fødselsdag, hvor Parish egentlig skulle have spillet med sit band, artrock-gruppen Automatic Dlamini.

På grund af sygdom måtte de dog melde afbud, men Parish dukkede alligevel op til festen, hvor han hurtigt fandt en sjælesøster i Harvey. Kort tid efter inviterede han hende med i Automatic Dlamini, der dog hurtigt gik i opløsning. Siden har Parish hyppigt været musiker og producer på Harveys plader. Han bor i øvrigt også i nabolaget, nærmere betegnet i Bristol.

Hvorfor har I igen lavet et duo-album i stedet for ”bare” et nyt PJ Harvey-soloalbum, hvor John medvirker og producerer?

– Det er en helt anden tankegang, når vi laver duo-plader, begynder PJ Harvey og uddyber:

Når jeg laver soloplader, skriver jeg både tekst og musik og spiller forskellige instrumenter, og John spiller så andre instrumenter og producerer. Når vi laver duo-plader, skriver John al musikken og jeg teksterne, og han spiller de fleste instrumenter, hvorimod jeg ikke spiller en tone. Da vi lavede det første duo-album, vidste vi, at vi ville lave et til på et tidspunkt.

– Når det så lige blev nu, skyldtes det dels, at jeg hørte nogle af Johns nyere soloting, som jeg blev ret begejstret for. Dels at jeg faldt over et nummer, vi havde lavet sammen for fem år siden, Black Hearted Love, og det syntes jeg var så fedt, at jeg opfordrede John til at skrive nogle flere sange, som jeg så kunne skrive tekster til. Når John skriver, inspirerer det mig voldsomt til at skrive noget, jeg ikke har lavet før.

Så John skriver musikken først, og så kommer du med teksterne?

– Som regel skriver han musikken først, og når han så har skrevet seks-syv numre, sender han dem til mig, og det inspirerer mig så til at skrive nogle tekster, men nogle af teksterne kommer også fra ting, jeg har arbejdet på i forvejen. Jeg skriver altid på tekster, så jeg har af og til noget liggende, som passer til de numre, John sender til mig, forklarer PJ Harvey. Som hun sidder der med et halstørklæde og en rød frakke på indenfor og skutter sig foran kaminilden, er der langt til den karismatiske performer, vi kender fra koncerter og musikvideoer, men intensiteten i de grønne øjne og seriøsiteten i stemmeføringen er den samme.

Igangsat af Hamlet

Som nævnt er det 13 år siden, PJ Harvey og John Parish udgav deres første duoplade. Og det var faktisk indirekte William Shakespeare, der satte dem i gang, fortæller PJ Harvey:

– Jeg hørte noget musik, John havde skrevet til en teateropførelse af Hamlet, og jeg syntes, det var fantastisk. Noget af det bedste, jeg havde hørt. Jeg blev besat af tanken om at skrive tekster til musik, John havde skrevet. Så jeg spurgte ham, om han ikke ville skrive nogle flere sange til mig, og det blev så til Dance Hall At Louse Point.

Hvordan adskiller Johns musik sig fra din egen?

– Vi er meget forskellige og har forskellige musikalske interesser, men vi har en fælles reference: vi går efter ærlighed, sjæl og troværdighed i musikken. Derudover kan John rent teknisk spille en masse, jeg ikke kan spille.

Hvad er jeres respektive styrker?

– John er en fantastisk komponist. Han får mig til at skrive og synge ting, jeg ikke selv ville have kunnet finde på

John laver noget, som er helt unikt, og som har en stærk identitet. Jeg er altid tiltrukket af noget, der er nyt.

John Parish, der i øvrigt ligesom PJ Harvey er venligheden selv denne eftermiddag, får ordet: – Polly er så ærlig og intens. Når jeg hører hende synge noget, er jeg slet ikke i tvivl om, at det kommer fra hjertet, og der er så meget følelse i hendes stemme. Noget, som jeg køber uden at stille spørgsmål.

Ingen duetter

Selv om A Woman A Man Walked By er en duo-plade, er det kun PJ Harvey, der synger leadvokalerne. John Parish kan dog godt synge og har også udgivet den singer-songwriter-orienterede soloplade Once Upon A Little Time, så hvorfor synger han ikke lidt mere end bare kor?

– Det kunne da også være meget sjovt, og det er da ikke utænkeligt, at det vil ske en dag, men det har ikke rigtig været det, vi havde lyst til, denne gang og der er jo andre, der gør den slags meget bedre. På denne plade har planen været, at Polly synger, for hun kan meget mere med sin stemme end jeg, og derfor kan jeg tillade mig at skrive sange, som er mere komplekse end dem, jeg selv synger, fortæller John Parish.

Hvordan synes I, jeres nye album adskiller sig fra jeres første sammen?

– Vi har udviklet os enormt siden debuten. Dette album er meget stærkere og bedre ført ud i livet på grund af de mange år, der er gået, og hvor meget mere modne vi er blevet med tiden, fortæller PJ Harvey.

De enkelte sange er meget forskellige. Der er numre, der er helt stille, og der er nogle, der er meget støjende – og så nogle derimellem. Er det noget, I har været meget bevidst om fra starten?

PJ: – Nej, men vi har altid fokus på, at de enkelte sange bør kunne stå for sig selv. Vi taler faktisk ikke særlig meget om musikken, når John skriver den. Vi kender hinanden så godt. Alt vi vidste var, at vi ikke ville gentage os selv, men prøve noget nyt.

Vil I lave flere duo-plader sammen?

John: – Sandsynligvis, men der kommer nok til at gå en del år, inden den næste kommer. Jeg tror, at vi er nødt til at holde lange pauser, for at vi kan føle, at vi har bevæget os siden sidste album. Det kræver et langt tilløb lave et album uden svage punkter.

Soloplader på vej

PJ Harvey og John Parish følger op på det nye album med en turné, der også bringer dem til København – og hvor parret og deres band kun vil spille sange fra deres to duoplader og dermed ingen PJ Harvey-solonumre - ”det ville virke upassende”, som John Parish udtrykker det. Derudover er de allerede i gang med hver sit soloalbum.

PJ: – Jeg er i gang med at skrive til en ny soloplade, som sandsynligvis bliver produceret af John og Flood. Flood en god modpol til John som producer.

John: – Jeg er også i gang med en ny soloplade, men jeg ved ikke, hvor den kommer til at føre hen. Det er stadig meget et album under udvikling.

Interviewet er ved at være færdigt, men der er én ting, GAFFAs udsendte ikke helt kan få til at stemme:

Nu sidder vi her i landlige omgivelser, og I bor begge i nabolaget. Er I inspireret af det område, I bor i? Her virker ret hyggeligt, og det er jeres musik jo ikke ligefrem altid?

PJ Harvey får det sidste ord: – Jeg er vokset op her, og det har da gjort indtryk på mig, men jeg har også været inspireret i andre byer, jeg har boet i, og jeg er ikke afhængig af at bo et bestemt sted for at kunne skrive. Men man skal nok bo på et sted i længere tid for at finde ud af, hvordan det virkelig er. Alle steder har jo deres mørke og lyse sider.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA interviewede Kate Bush

PJ HARVEYS CV KORT:

Engelsk sangerinde, sangskriver og multiinstrumentalist, født 1969. Var som ung medlem af grupperne Polekats og siden Automatic Dlamini. Solodebut i 1992 med Dry. Har i alt udgivet otte solo-studiealbum, senest White Chalk fra 2007. Har medvirket på plader med blandt andre Nick Cave, Marianne Faithfull, Josh Hommes The Desert Sessions, Mark Lanegan, Sparkehorse og Tricky.

JOHN PARISHS CV KORT:

Engelsk sanger, sangskriver, multiinstrumentalist og producer, født 1959. Har spillet i grupperne Thieves Like Us, The Headless Horsemen og Automatic Dlamini. Har arbejdet som producer for navne som Tracy Chapman, Eels, Giant Sand, PJ Harvey, Sixteen Horsepower og danske Amber. Har udgivet tre soloalbum fra og med debuten Rosie i 2000, senest Once Upon A Little Time (2005).

Hør "Black Hearted Love":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA