x

EKSKLUSIVT PEARL JAM-INTERVIEW: "Vi bor på en meget lille planet"

EKSKLUSIVT PEARL JAM-INTERVIEW: "Vi bor på en meget lille planet"

Udgivelsen af Pearl Jams 11. studiealbum Gigaton kom nærmest som en ildevarslende, dystopisk forudsigelse. Albummet, der om noget omhandler globalt kaos og ubalance, udkom samme dag, som New York peakede som globalt corona-centrum. Ud over at ramme tidsånden er albummet Seattle-kvintettens bedst anmeldte siden den ikoniske debut Ten fra 1991. GAFFA fik den fulde fortælling fra guitarist Stone Gossard.

Pearl Jam har ingen historik for studie-kuller, og særligt de tidlige 90’eres giga-succeser er lavet ud fra det umiddelbare spontane punkrock-princip ”ikke overtænke, bare spil, ud med det”. Forgængeren Lightning Bolt udkom i 2013, vi skriver 2020, tidssekvensen er mildt sagt brudt.  Så med den lille tabel i den ene hånd og Bibelen i den anden: er her så tale om syv af de gode eller onde år, og øjner man gold tørke eller grønne enge i horisonten?

At dømme ud fra fangrupper, hitlister og kritikere har albummet været ventetiden værd. GAFFAs Michael Gonzalez kvitterede med fem ud af seks stjerner og overskriften ”Ætsende intensitet på Pearl Jams 11. album”. Ifølge den aggregerede liste Metacritic er Gigaton bandets bedst anmeldte album siden den skelsættende debut Ten fra 1991. Et album, der specielt sammen med Nirvanas Nevermind fik en regulær musikalsk revolution til at eksplodere, hvilket trækker tydelige spor op til nutiden, hvad såvel angår lyd, udtryk og attitude.

LÆS OGSÅ: 

Pearl Jams andet album Vs. fra 1993 solgte 950.000 i første uge i USA, hvilket var rekord, og efterfølgeren Vitalogy året efter holdt 1. pladsen fem uger i træk på Billboard 200 – USA’s officielle hitliste. Bandet har langtfra samme salgs- og teenagetække i dag, men omvendt er det, som om bandets indflydelse og betydning kun stiger. Pearl Jam er globalt et kolossalt populært live-navn, og bandets massive skare af nomade-vandrede tilhængere har for længst overgået Grateful Deads legendariske ”Deadheads” i såvel antal, vedholdenhed og dedikation. Og nok så væsentligt har bandet vist sig som en stærk, solid og intelligent medspiller i intelligent aktivisme og sat nye standarder for, hvad musik kan mobilisere og genere i forhold til social forandring. Herunder punktnedslag som:

  • Da bandet fik italesat Ticketmasters monopolistiske (grådige) status med så vægtig en stemme, at bandets Stone Gossard og Jeff Ament vidnede i Surpreme Court på Capitol Hill i juni 1994, hvor de agiterede for billigere billetter til folket. Dette på foranledning af Clintons justitsminister, nu afdøde Janet Reno.
  • Bandet har målrettet fokuseret på Co2-udledning og økobalance og ført klimaregnskab siden år 2000 og har investeret massivt i konkrete grønne projekter.
  • Pearl Jam havde en ledende rolle i Vote for Change 2004. En turnékaravane i otte amerikanske ”svingstater” med en række parallelle koncertpakker, med navne som Bruce Springsteen, Dixie Chicks og Dave Matthews Band i spidsen, der samlede og mobiliserede store amerikanske artister for en fælles sag på en måde, der hverken er sket før eller siden. Dels for at få folk registeret som vælgere, dels for at forpurre George W. Bushs genvalg og som en massiv kritik af USA’s rolle i golfkrigene.
  • Tre dollar af hver eneste solgte PJ-koncertbillet går til Vitalogy Fond, som støtter forskellige organisationer og sager (lidt som Roskilde Festival-modellen).
  • Ved bandets to Home Shows på Safeco Field i Seattle i august 2018 fik bandet mobiliseret så at sige hele Seattle i en fælles indsats mod byens stigende hjemløse-problematik, som hærger hele USA. Alt fra lufthavn til transportsektor og institutioner, erhvervsliv (inklusive Microsoft og Amazon), foreningsliv, restauranter og almindeligt dødelige punkrockere og andet godtfolk bidrog og deltog. Pearl Jam spyttede selv en million dollar i kassen, og da tonerne til den sidste af de to koncerter klingende ud (med Mudhoney- og Soundgarden-folk som gæstestjerner, på bandets version af Iggy & The Stooges’ Search & Destroy), stod der 11,5 millioner dollar på kontoen. Og nok så vigtigt havde en række lokale aktører indgået i nye strategiske alliancer og samarbejder.

Albumudgivelse i en virustid

Pearl Jam har langtfra vadet i filantropiske succeser. Ticketmaster vandt i Højesteret, Bush blev genvalgt, kloden brænder, indlandsisen smelter, og corona-krisen har skabt endnu flere hjemløse over hele USA, ikke kun i Seattle. Men indsatsen gennem årene har flyttet og rykket noget og har skabt nye initiativer og alliancer og en tro på, hvad man evner, når man står sammen, og hvilken rolle musik og et rockband kan spille i forhold til positiv social forandring. Pearl Jams indsats kan vel bedst beskrives ud fra devisen ”tabte slaget – men vandt krigen”.

Det er fuldt ud i denne optik, Gigaton skal læses og forstås. Frontcoveret, der er taget fra National Geographic illustrerer ”The poles are melting” (som Villy Søvndal ikke kunne have udtrykt bedre). Pearl Jam står som USAs gennem nu tre årtier sejlivede, gigantiske og samlende rockband, der altid er gået forrest i filantropiske sammenhænge og aldrig har været bange for at tage bladet fra munden. Det bundsolide kollektiv, der musikalsk spænder fra folk til punk, metal, americana, pop, psykedelika og classic rock, med Eddie Vedder som superstjernen i front, der fungerer som ikon og markant aktivistisk stemme, både i og uden for Pearl Jam (og så kan han også tale om surfing og baseball fra morgen til aften).

Ganske eksklusivt fik GAFFA bandets ene guitarist Stone Gossard i tale. Manden, der har været med fra starten, herunder forløberne Green River og Mother Love Bone, har skrevet musikken til flere af bandets største 90’er-hits som ”Alive”, ”Even Flow”, ”Black” og ”Daughter” og har været en af de primære strategiske hjerner, særligt i forhold til bandets miljøprofil. Jeg havde håbet på fede koncerter i USA og backstage-eksklusivitet, men såvel bandets Nordamerika- som Europaturné blev udskudt, og i stedet fik vi oprettet en Skype-forbindelse.

Hey Stone, hvordan er det at udgive et album på et tidspunkt, hvor verden mere eller mindre er lukket ned?

Stone Gossard:Det er virkelig mærkeligt, grundlæggende foretager vi os meget lidt. For det meste er vi hjemme med vores familier og forsøger at håndtere situationen. Selvfølgelig er det skuffende ikke at kunne tage på tur med de nye sange, men det er intet i forhold til, hvad mange folk gennemgår, så det føles helt ubetydeligt. Vi har lavet meget få interviews; at tale om et rockalbum lige nu er det sidste, nogen har brug for. De bekymringer og den stress, som folk gennemgår, må være det vigtigste for alle at fokusere på. Jeg har ikke lavet nogle interviews, det her er mit første. Men jeg har nu været hjemme i tre uger og er ved at få lidt lejrkuller og tænkte, at en snak om Gigaton og andre ting kunne være et godt afbræk fra nyhedsstrømmen.

Det er næsten ironisk, at Gigaton på så mange måde problematiserer en verden i ubalance og en tiltagende ubeboelig klode, og så udkommer den midt i en pandemi uden fortilfælde i nyere tid, hvilket også mange anmeldelser og omtaler har fremhævet. Den virker nærmest endnu mere relevant nu, end da I skrev og indspillede den?

– Ja, det her har virkelig været uventet. Vi har været i øvelokalet, det lød godt, vi var fulde af selvtillid og klar til at gå ud og spille alle de nye sange. Men nu går al fokus på de mange mennesker, som er syge og døde og har mistet deres arbejde, og hvordan vi får vendt udviklingen. Det er helt sindssygt.

Titlen reflekterer en udvikling, Pearl Jam allerede har adresseret i årtier.

– Det stemmer og kan ikke længere modargumenteres. Der er adskillige grunde til global temperaturstigning, men menneskeskabte bidrag er uden skygge af tvivl en stor og vigtig faktor. Jeg tror, at vi nu officielt ved, at vi lever på en meget lille planet, og at hvad vi foretager os individuelt påvirker os kollektivt. Hvis vi ikke havde erkendt det i forvejen, har corona-krisen tydeliggjort dette. Gigaton er den term, man bruger i forhold til at beskrive klimaforandringer og kulstof-emissioner. Det er et slagkraftigt ord, og så er det også et nik til klassiske heavy metal-album, hvor man går efter udsagn med power og pondus. Titlen kom i denne proces.

A propos økobalance og musikalsk tyngde: Den heftige rocker ”Quick Escape”, måske albummets bedste, kredser om en tiltagende ubeboelig klode og om at finde de få spots som ”Trump hasn’t fucked up yet”. Den er skrevet af bassist Jeff Ament, og i det hele taget virker det, som om han er mere central på Gigaton end nogensinde tidligere i Pearl Jams historie. ”Jeff Ament’s finest hour” var mit indre slogan efter første gennemlytning

– Ja, er det ikke rigtigt?! Du rammer hovedet præcis på sømmet der. Han peaker lige nu i forhold til sin evne til at spille denne maskine. Han ved, hvordan han skal interagere med Pearl Jam på en måde med kæmpe output. Han er virkelig en inspiration. Han er bandets musikalske leder lige nu, hvilket er ”awesome”, jeg elsker det. 

Artiklen fortsætter under videoen:

Den lange rejse

Et markant træk ved Gigaton er variationen i sange med materiale, der spænder fra klassiske rock-bangere (”Who Ever Said”, ”Superblood Wolfmoon”, ”Quick Escape”, ”Never Destination”), 80’er-inspireret new wave (”Dance of the Clairvoyants”), Springsteensk stadion-rock (”Seven O’Clock”), alternativ indie-rock, henholdsvis atmosfærisk og voldsom (”Alright”, ”Take the Long Way”), akustiske ballader (”Buckle Up”, ”Comes Then Goes”) og melankolske og stemningsfyldte hymner ("Retrograde", "River Cross"). Aldrig er der blevet brugt så mange forskellige instrumenter på et Pearl Jam-album, og aldrig har så mange bandmedlemmer spillet så mange forskellige roller. Det virker, som om de har hygget sig.

Ja, ja, jeg er enig. Bare de mange øvere, og hvordan det hele samlede sig har været fantastisk. Folk i og omkring bandet føler en stor grad af taknemmelighed og en masse glæde og kærlighed til bandet. Vi værdsætter den lange rejse og kan kigge på det hele med friske øjne og er alle med i det her for at støtte hinanden. Det bedste fra denne plade stammer fra samarbejde og fra at dele. Der, hvor vi gav os selv til hinanden var der, hvor magien opstod. Tilliden til at stole på processen har været virkelig stor denne gang. Og vi har haft det sjovt.

– Bekymringen ved en plade, der tager lang tid er, at den bliver ”overtænkt”, at der bliver lagt en masse ting på, der fjerner dynamikken, hvilket let kan ske, når du bevæger dig for langsomt. Vi lavede alle en masse demoer, og i en periode var det hele en total rodebunke. Det gik i alle retninger, der var sange i alle afkroge, og indtil Ed har afsluttet dem, står de som spørgsmålstegn. Til sidst i processen var det Ed, der gik i front sammen med producer Josh Evans og færdiggjorde sangene og albummet. Og ingen af os vidste, hvordan helheden ville lyde.

– Det var helt anderledes, end nogen af os havde forventet. Og det skal virkelig lyde som en hyldest til Eddie. Han har en evne til at vælge på en måde, så denne sang repræsenterer Mike, denne Jeff, Matt og Stone og også få sit eget perspektiv med. Jeg sætter stor pris på hans generøsitet i forhold til at inkorporere bandets personligheder på albummet. Når du er en artist på hans niveau, ville det letteste være at skrive det meste af materialet selv og kontrollere det på en måde, så du reelt ikke lader andre informationer komme ind.

Man kan opfatte Gigaton som et album opdelt i tre sekvenser. De første fire sange er noget af det samlet set hårdest rockende fra bandet siden 90’erne. De næste fire sange består af mere alternative tilgange til metieren og mainstream-orienteret amerikansk rock, og de sidste fire sange er ballader og stemninger i det melankolske og eftertænksomme hjørne.

– Jeg vil sige, at vi alle kom fra forskellige steder. Ed elsker at lægge hårdt ud, som for at fastslå ”Vi er først og fremmest et rockband, and don’t you forget it”. Men så er det samtidig mere komfortabelt for os end nogensinde før at være steder, hvor der er stille. Det er noget, jeg tror, folk elsker ved bandet. Jeg ser ikke nødvendigvis pladen som i tre dele, men forstår din analogi. Jeg hører det mere som 12 ting, der hænger sammen. Det er som Sesame Street.

Ud fra hvad du siger, kunne det være blevet en helt anden plade. Betyder det, at I har mere i posen?

– Der er sange, som har været en del af processen, som vi får lavet færdige på et tidspunkt. Men det her er de numre, som blev trukket hele vejen hen over målstregen. Måden, Eddie gjorde det på, gør mig meget optimistisk i forhold til fremtiden. Uden at bryde formen fik vi udforsket nyt territorium, der får mig til at tro på, at vi kan gå yderligere på opdagelse på kommende plader. Vi er et godt sted og er sultne efter mere.

Så håber jeg ikke, at der igen går syv år mellem hver plade fra nu af.

Oh my God, nej, det håber jeg virkelig heller ikke.

Kan I mærke vægten af bagkataloget og folks enorme forventninger til ”brandet” Pearl Jam på en måde, der kan hæmme kreativitet og udfoldelse?

Vi havde alle lyst til at skrive sange, og jeg tror ikke, at nogen i bandet føler sig intimideret i forhold til at skulle komme op med noget, der skal blive stort eller klassisk. Den svære ting er nærmere, hvordan gør du det her sammen? Hvordan kan du internt i et band se, hvad som er godt ved dig set udefra. Jeg tror, det er en del af den menneskelige natur at tænke på sig selv, hvilket ikke altid fungerer godt i gruppesammenhænge. Du kan sidde med din egen sang og gå fra at synes, den er fantastisk til det stik modsatte. En form for angst og usikkerhed, op- og nedture, er en del af alle plader.

– Hvert album er en maraton, om det så tager syv dage eller syv år. Du har disse øjeblikke af små åbenbaringer, men rent faktisk at få gjort arbejdet færdigt, det kræver en masse redigering, arbejde og tankevirksomhed. Der er rigtig mange stumper, tanker og idéer, som ender i bunken af ufærdige sange. På et tidspunkt sagde vi ”Nu er det nok, lad os få det til at virke, lad os få albummet lukket”. Men det kan du ikke gøre med seks mennesker i rummet. Demokrati-delen i at være i band er meget vigtig, men for at få rykket albummet over målstregen er det bedre, at et fåtal påtager sig ansvaret frem for at nedsætte en komite.

Eddie Vedder – den samlende figur 

I forhold til Eddies rolle og Pearl Jams aktivistiske profil virker det som om, der over tid er sket et skifte. Som jeg ser det, er I gået fra en meget konfronterende, ofte aggressiv attitude over for magthavere – som i klassisk punkrock-græsrods-opposition – til mere at fokusere på at fungere som en samlende enhed på tværs af forskelle. Er det et modtræk i forhold til den stigende polarisering i USA, som særligt har taget til under Trump, selvom i stadig giver ham tørt på i flere sange? Et nummer som ”Seven O’Clock” kan opfattes i det lys, en sang der af mange er blevet spået en potentiel hymne-status for social forandring i USA?

Artiklen fortsætter under videoen:

Jeg kan se, hvad du mener, og jeg vil sige, at teksterne på denne plade har en modenhed og optimisme, som jeg virkelig sætter pris på. Der er ingen lette svar her, og det er hverken det, Ed udtrykker eller søger. Han har en kærlighed til sprog, ord og udtryksformer, hvilket inspirerer ham, og det er nok for mig. Du kan råbe og skrige og fortælle dystre historier, hvilket vi også gør, men der er muligheder i samarbejde, og jeg tror, at det er der, vi finder vores styrke gennem 30 års venskab. De indre kampe i et band kan relateres til at være en nation, en by eller et fællesskab eller en forening. Konflikt er uundgåelig, der vil altid være delte opfattelser. Men det er, hvordan du kigger på denne deling, og hvad du kan lære af den anden part, som er vigtig i forhold til at overleve og komme videre. 

Vi har allerede været omkring Pearl Jams langvarige indsats som miljøaktivister. Kan du kondensere bandets filantropiske profil og hvilken rolle, du mener I spiller i en større sammenhæng?

Med Eddies historie fra de bands, han var medlem af i San Diego, og os der kommer fra Seattle, så har vi altid haft en idé om, at vi ønskede at være noget andet end et typisk rockband, og aktivisme er en del af dette. Det er noget, som er bygget ind i vores DNA. Jeg vil ikke sige, at vi har forandret verden, men måske har vi ridset lidt i lakken og fremsagt nogle argumenter, som havde noget vægt bag sig. Det har ført til både forandringer og smerte.

– Jeg er meget glad for de standpunkter, vi udtrykte tidligt i forløbet i forhold til den anden golfkrig under George W. Bush. Det er nu klart for de fleste, at i forhold til, hvad vi sagde, den krig handlede om, modsat regeringen, var sandheden på vores side. Begrundelsen for krigen viste sig at være falsk. Generelt har vi deltaget i meget, og jeg håber, vi kan deltage i meget mere fremover. Jeg håber, at vores eksempel vil inspirere andre mere modige og magtfulde organisationer end os til at bruge deres stemme og indflydelse til at påvirke positiv forandring.

– Vi har altid gerne villet bruge vores stemme effektivt, så folk kunne høre den, og særligt i samarbejde med andre. Hvis vi bare udtaler os om alt muligt hele tiden, er det uden betydning. Der, hvor jeg tror Pearl Jam kan være effektive, er i forhold til at støtte tiltag, som har brug for et talerør eller et boost, så de bliver synlige og fanger folks opmærksomhed. Vi kan komme ud til mange mennesker, men skal også være forsigtige med ikke at overspille vores rolle. Vi tænker os godt om, og bruger vores interne metodik, og det har vist sig effektivt for os.  

Det var fantastisk at opleve Home Show-koncerterne i Seattle 2018. I forhold til jeres historik og særligt de to nævnte koncerter, vil du så mene, at I har opbygget viden og relationer, som I for eksempel vil kunne bruge i forhold til corona-relateret aktivisme?  

– Jeg vil sige, at vi fik sat fokus på hjemløse-problematikken og anviste muligheder i forhold til en mere kollektiv orienteret samfundsindsats i Seattle. Vi hjalp med at betale og forøge en del budgetter for en række lokale organisationer. Men hjemløse-problematikken er stadig massiv i Seattle, og det har covid-virus kun gjort værre. De 10 millioner dollar, eller hvad det blev til, var ikke nok til at genere en afgørende forandring. Men en række forbindelser og alliancer blev dannet og smurt via vores indsats, og de fungerer stadig. Der er knyttet bånd, som jeg tror kan vise sig så effektive som nogle i forhold til at få byen og regionen til at arbejde tættere sammen, og ikke mod hinanden.

– Noget af dette er sket som et direkte resultat af vores indsats, og det synes jeg er godt. Jeg håber, at dette kan være en platform, der kan regenerere fælles indsats og kræfter i forhold til at handle på følgerne af pandemien, hvilket bliver et kolossalt arbejde. Alt er så nyt, så nu prøver vi at samle så meget information som overhovedet muligt i forhold til at forstå omfanget og forgreningerne af krisen, om hvordan landskabet ser ud om seks måneder, og hvem der lider mest af pandemiens konsekvenser.

– Vi er lidt stivnet lige nu i forhold til at handle, men leder efter at finde den bedste måde at udnytte vores evne til at kommunikere på. Jeg tror, vi vil operere tæt inden for Seattle og Washington State. For at være effektive tror jeg meget på at arbejde med organisationer, foreninger, fællesskaber og politiske institutioner i ens lokalområde. Forhåbentlig kan dette sætte et aftryk, som viser andre, at dette er en vej at følge, og som gradvist kan få indflydelse i en større skala.

Roskilde 2000 – Royal Arena 2020

Hvad der kunne være blevet en særdeles signifikant markering, er i kraft af corona-krisen forvandlet til en hypotetisk tankekonstruktion. Den 30. juni i år er det 20 år siden, at ni unge mænd mistede livet under Pearl Jams koncert på Roskilde Festival. På bandets nu udskudte Europa-turné var en af datoerne Royal Arena, København, 29. juni, hvilket ville sige, at bandet ville befinde sig på dansk grund på 20 års dagen for ulykken, kun 30 kilometer fra Dyrskuepladsen i Roskilde. En booking, der inviterede til spørgsmål.

Stone Gossard: – Jeg kender ikke til, at datoen har været kalkuleret. Det har nok nærmere været en tilfældighed, at koncerten i København skulle falde på denne dato. Roskilde-ulykken er stadig noget, som hjemsøger os alle til en vis grad, og jeg ved, at det hjemsøger alle familierne til de mennesker, som døde den aften. Ud fra min erfaring med Ed er jeg sikker på, at han ville have sagt noget fra scenen for at anerkende dette. Jeg er sikker på, at han ville have sagt noget om vores egen tristhed, vores egne følelser om situationen, og hvordan det fortsat er meget virkeligt og evident for os alle. Jeg ved ikke, om han allerede havde planlagt noget, men jeg er overbevist om, at han ville have sagt noget tankevækkende, og at han ville have anerkendt og markeret vigtigheden af familiernes tab og smerte, og alle de unge mænd, som døde den aften.

LÆS OGSÅ: VIDEO: Pearl Jam giver ”klima-varsler” i ny musikvideo – Greta Thunberg medvirker


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA