x

I dag er det 20 år siden: Roskilde-ulykken fortalt af et øjenvidne tæt på

I dag er det 20 år siden: Roskilde-ulykken fortalt af et øjenvidne tæt på

GAFFAs mangeårige skribent Henrik Tuxen oplevede tragedien på nært hold

I dag er det 20 år siden, den danske og internationale musikverden blev rystet af den hidtil alvorligste ulykke ved en dansk koncert. Ni unge mænd blev mast ihjel under Pearl Jams optræden på Roskilde Festivals Orange Scene kort før midnat den 30. juni 2000.

Ulykken sendte chokbølger gennem musiklivet, og der blev herefter indført skærpede sikkerhedsforanstaltninger ved festivaler verden over. Ikke mindst på Roskilde Festival, som forbød crowdsurfing og året efter kunne præsentere det såkaldte pit-system med aflukkede arealer foran sine to største scener, Orange og Arena. Hverken Roskilde eller andre danske festivaler har heldigvis været ramt af alvorlige ulykker siden da, men det er desværre sket flere gange i udlandet.

GAFFAs daværende redaktionschef og nuværende freelanceskribent Henrik Tuxen oplevede Roskilde-ulykken på nært hold fra scenen. Han har beskrevet sine oplevelser i to bøger, han har skrevet om Pearl Jam. Nedenstående er et let redigeret uddrag af bog nummer to, The More You Need – The Less You Get, Pearl Jam 1996-2016 udgivet i 2016:

ROSKILDE FESTIVAL 30. JUNI 2000

Roskilde Festival 2000 og specielt Pearl Jam-koncerten er et naturligt samtaleemne i danske rockkredse, og forventningerne er store. I forhold til GAFFA, hvor jeg er blevet fuldtidsansat som redaktionschef, har jeg temmeligt overskuelige arbejdsopgaver, og jeg sørger for at holde fredag aften den 30. juni helt fri. To dage før koncerten er jeg lige ved at falde ned af stolen. Lars Puggard, promotion-medarbejder fra Sony Music Danmark, ringer og siger, at meget tyder på, at de kan få et Pearl Jam-interview igennem på festivalen, men at han ikke kan love noget. Mit største arbejdsmæssige ønske overhovedet.

På det tidspunkt har jeg gennem en årrække interviewet mange store internationale stjerner, men jeg husker det som helt surrealistisk, da jeg sidder i bilen og forbereder spørgsmål til Eddie Vedder og kompagni på festivalens parkeringsplads. Noget går galt, og interviewet bliver endegyldigt afblæst om formiddagen på koncertdagen. Ærgerligt, men ikke den store overraskelse. Det er heller ikke lykkedes for hverken mig, GAFFA eller andre danske medier at få interviewet Pearl Jam, da albummet Binaural bliver udgivet halvanden måned før Roskilde-koncerten.

Jeg slutter mig i stedet til min kæreste, Anne. Hun er med på festivalen, og vi har aftalt at mødes med nogle venner, spise og se koncerter sammen. Hun har ikke samme bulldozer-gen som jeg, og den ikke-formulerede aftale er, at vi tager bagsædet snarere end frontlinjen ved koncerterne. Men jeg lader det stå utvetydigt klart, at med Pearl Jam er det anderledes; dér går jeg helt op foran scenen. Det er hævet over enhver tvivl.

Få timer inden koncerten bipper min mobil. Det er Marianne fra Sony-lejren. Marianne Søndergaard og promoter Lars Puggard har besluttet sig for at give mig et af deres egne scenepas til Pearl Jam-koncerten. De ved, hvad det betyder for mig – men ikke, hvad det i værste fald kunne have betydet, hvis jeg ikke havde fået det. Jeg møder taknemmeligt op og siger ikke nej tak. Hvad jeg indtil 2015 har total glemt, og som Marianne gør mig opmærksom på i 2015, er, at jeg var meget, virkelig meget i tvivl om, hvorvidt jeg skulle takke ja eller nej til det flotte tilbud. Selvfølgelig var det på den ene side en fantastisk mulighed at se koncerten fra scenen – på den anden side havde jeg glædet mig til at stå med de andre fans helt oppe foran scenen og skråle med på alle sangene. Jeg kan vist ikke sige andet, end at jeg tog den rigtige beslutning den dag.

Sammen med Anne og venner ser jeg først svenske Kent på Orange Scene og store dele af Travis’ glimrende koncert på festivalens største teltscene Arena med flittige kig på uret. I god tid forlader jeg det grønne telt og aftaler at mødes med Anne på backstageområdet efter Pearl Jam-koncerten.

Iført Pearl Jam scenepas-sticker smutter jeg let og behændigt ind på bagsceneområdet på Orange Scene små ti minutter, inden koncerten bliver skudt i gang. I bedste stalker-stil lykkes det mig at opspore Eddie Vedder og fange hans opmærksomhed. Han er iført en lettere iturevet sweater og ser lidt træt ud, men er tilsyneladende glad og afslappet. Jeg introducerer mig selv fra dagene i Spanien i 1996 (hvor Henrik Tuxen har mødt Eddie Vedder i egenskab af guitarroadie for Pearl Jams opvarmningsband, Seattle-bandet Fastbacks, red.), han nikker genkendende og smilende tilbage. Herefter giver jeg ham det billede, jeg tog i Barcelona af ham selv og Kurt Bloch (guitarist og sangskriver i Fastbacks, red.), arm i arm og iført sjove hatte, hvilket han modtager med stor begejstring, takker mig overvældende og siger, at det skal op på væggen i privaten, så snart han kommer hjem til Seattle.

Lige på falderebet inden Eddie og kompagni går på scenen, får jeg klaret en sag, som jeg ikke havde fået ordnet hverken i Spanien eller på Hawaii (hvor Henrik Tuxen har interviewet Eddie Vedder i 1998, red.) – en autograf. Jeg stikker Eddie mit slidte cd-eksemplar af Vitalogy og får signeret en hilsen. Eddie svarer bekræftende på mit spørgsmål om, hvorvidt de spiller Rearviewmirror, giver mig et ”take care” med på vejen og gør sig klar til at gå på scenen.

På siden af scenen møder jeg Lene Westen, en tidligere Sony-ansat med samme passion som mig selv, der er kommet i snak med Mike McCreadys guitartekniker. Vi kigger på hinanden med et begejstret "det er nu"-blik i øjnene. Først står vi på siden, cirka halvanden meter fra Mike McCreadys forstærkere, men vi sniger os hurtigt helt ud på kanten af scenen blandt kamera- og scenefolk. Jeg husker, at jeg står og kigger ud over den enorme menneskemængde. Det er ved at blive mørkt, og publikum summer uroligt afventende frem og tilbage. Jeg står et pænt stykke tid og kigger ud over mængden og bemærker ikke umiddelbart noget faretruende eller opsigtsvækkende, andet end en stor, summende folkemængde og et tiltagende dårligt vejr.

Da The Who's "Baba O’Riley" fra Whos album Who's Next klinger fra lydanlægget, ved vi, at det er tid til "action!" Pearl Jam går på scenen og går med et brag i gang med "Corduroy".

Kort efter beordrer en scenevagt os tilbage til udgangspunktet, altså ved McCreadys forstærkere i højre side af scenen. Her genoptager McCreadys muntre guitartekniker samtalen med Lene fra tidligere og fortæller hurtige anekdoter mellem numrene. Vi står og råber, synger og skriger. Festivalpladsen er stuvende fuld, men responsen er ikke helt på forventet niveau, om end det er svært at bedømme, vind, vejrforhold og lyd taget i betragtning. Pearl Jam spiller godt og sikkert, men ikke på samme niveau, som jeg har set dem gøre både før og siden. Jeg har det strålende og skråler med af fuld hals. Pearl Jam på Roskilde Festival, det kan ikke være bedre! I øjeblikket, for mig, lige dér, er jeg til koncert med favoritterne på den festival og det spillested, jeg har de længste, stærkeste og bedste minder fra.

Pearl Jam når at spille: "Corduroy", "Breakerfall", "Hail Hail", "Animal", "Given to Fly", "Even Flow", "MFC", "Habit", "Better Man", "Light Years", "Insignificance", "Daughter".

Under "Daughter" er det dårlige vejr blevet miserabelt, sigtbarheden er elendig, og regnen står ind på scenen. Jeg kan høre på bassist Jeff Aments forsigtige anslag på gribebrættet, at næste nummer er Pearl Jams største hit gennem tiderne, headbangerhymnen "Alive". Men lige inden bandet går i gang, opstår der noget uro på scenen. En person fra siden henvender sig til Eddie Vedder, og jeg formoder, at det vedrører elektriske sikkerhedsproblemer i kombinationen af vand og kraftige strømførende ledninger. Men det er tilsyneladende værre end som så. Eddie Vedder prøver at berolige publikum, få dem til at træde tre skridt tilbage. Så annoncerer forsangeren en mindre pause, og Pearl Jams tourmanager beder i mikrofonen om at få det store lys tændt.

Mens vi råber utålmodigt på næste nummer, ser vi, at Eddie knækker sammen på scenen, tilsyneladende med tårer i øjnene. Lene beklager sig højlydt – "nu må det være nok" – og tager ordene i sig, da vi får en snigende fornemmelse af, at noget for alvor er galt. Mike McCready står først småhoppende, utålmodigt parat til at spille, men hører tilsyneladende noget alarmerende og siger noget til sin tekniker. Han henvender sig efterfølgende til os med de dæmpede ord "I think they killed a guy". Den gode stemning fra før er som blæst væk. Folk er grebet af lettere panik og uvished. Er der én, der er blevet stukket ned med en kniv, eller hvad er der sket?

I takt med, at antallet af personer og dårlige meldinger ankommer til scenegulvet, går koncerten gradvist i opløsning. Vi, der står på siden af scenen, får ikke noget konkret at vide, men på aktiviteten og ansigtsudtrykkene på band, crew og scenefolk kan vi se, at den er gruelig gal. Der er ren tumult i området på, foran og bag ved scenen. Jeg går forsigtigt ud på scenekanten og ser, at forvredne kroppe bliver hevet op i fotograven. Kaos og panik. Da jeg kigger til venstre, ser jeg en ung dreng ligge livløs og er ikke i tvivl – han er død. Jeg har aldrig tidligere set et dødt menneske, men er instinktivt sikker på, at den unge mand over for mig har trukket vejret for sidste gang. Der er intet blod at spore, og hans ansigtsudtryk er nærmere roligt og passivt end forvredet af angst og smerte. Jeg erfarer senere, at drengen er 17-årige Allan Tonnesen fra Varde.

På og bag scenen går Pearl Jam-medlemmerne hvileløse rundt. Trommeslager Matt Cameron passerer mig med et fuldstændig forstenet udtryk i ansigtet. Midt i forvirringen har jeg mistet mit scenepas, men der er ingen vagter, der tjekker eller spørger om noget som helst. Orange Scene under hovednavnets koncert er ellers så Fort Knox-agtigt kontrolleret, og et tabt scenepas kan meget vel være lig med øjeblikkelig bortvisning.

På bagsiden af scenen er der hektisk aktivitet. Folk ligger på bårer og får akutbehandling af vagter i hvidt tøj, og enkelte ambulancer ankommer med fuld udrykning til bagsceneområdet. Jeg spørger diskret en hvidklædt samarit, hvor alvorlig ulykken er, og får svaret: "Lige hernede er vi i gang med at give fire-fem personer direkte hjertemassage, det er så alvorligt, som det overhovedet kan blive."

Bag Orange Scene, ved artisternes backstageområde, ser jeg Eddie Vedder komme gående alene. Han har tårer i øjnene og et desperat og forpint udtryk i ansigtet. Han passerer mig, men ser og ænser ingenting. Jeg ser ham løbe ind på musikerområdet, hvor han skriger højt og med et flyvespark vælter en opstillet kildevandsbeholder omkuld. Fra scenen bliver det meldt ud, at der er sket en alvorlig ulykke, som har kostet menneskeliv, men ingen har tilsyneladende overblik over katastrofens omfang. Vel omtrent 45 minutter efter, at koncerten er stoppet, forlader jeg området bag Orange Scene for ikke at gå unødigt i vejen for redningsfolkene.

Alle, jeg ser og møder, er tydeligt i chok, og da jeg forlader området bag Orange Scene og træder ind på medieområdet, bliver jeg hurtigt konfronteret af febrilske nyhedsjournalister, som jagter øjenvidner. Jeg fortæller TV2 Nyhederne, hvad jeg har set, men med den klausul, at jeg har en time til at trække mit udsagn tilbage, hvilket jeg til journalistens store fortrydelse kort efter gør, blandt andet efter råd fra Marianne Søndergaard. Hendes pointe er, at ingen har overblik over katastrofens omfang, og at det, man siger nu, kan blive transmitteret over hele verden og måske give bagslag. På dette tidspunkt hører vi om fire-fem døde, men intet er sikkert.

Stemningen er som lammet i mediebyen. Min ven og kollega, GAFFA-redaktør Peter Ramsdal, falder mig storhulkende om halsen. Selv fælder jeg ikke en tåre, men har en sort, forstenet følelse i krop og sind. Jeg finder Anne, der også er tydeligt rystet over de ufattelige begivenheder, der har udspillet sig. Resten af aftenen fortoner sig i ét langt mørke, og i de tidlige nattetimer kører Anne os hjem. Efter en lang og mørk hjemtur, hvor store lystavler på motorvejen begejstret erklærer, at Øresundsbroen er åben, kommer vi hjem til bopælen i Gentofte. Her er telefonsvareren stopfyldt med opkald, alle med samme ængstelige forespørgsler. Min omgangskreds og familie ved, at jeg har planlagt at stå helt oppe foran scenen.

Dagen derpå

Efter at have orienteret familiemedlemmer og tætte venner om min forsatte eksistens tager jeg, oven på en urolig og tåget nats søvn, relativt hurtigt tilbage til festivalpladsen. De chokerende meldinger om det høje antal dødsofre og fortsat flere i farezonen dominerer totalt nyhedsfladen. På festivalpladsen er stemningen nærmere mat og fortvivlet end panisk og kaotisk. Den vigtigste opgave for redaktør Peter Ramsdal og mig selv er at skrive en leder til GAFFAs hjemmeside om ulykken, herunder at forholde os til festivalens beslutning om at lade festivalen fortsætte.

Personligt er jeg voldsomt i tvivl – og det er jeg faktisk stadigvæk. Det virker på den ene side grotesk, kynisk og uforsvarligt at lade festivalen fortsætte og på den anden side kaotisk at stoppe den. Peter er mere sikker i sin sag og mener, at det er vigtigt, at festivalen fortsætter, dels med tanke på det logistiske kaos, der vil opstå, hvis alt bliver lukket, mange kommer langvejs fra til Roskilde, og dels med tanke på den mulige fælles bearbejdelse og erkendelse blandt publikum, artister og festivalledelse. Vi skriver lederen i fællesskab samme dag og trykker en uddybende version som første historie i næste nummer af GAFFA:

"Kulturen lever videre

År 0 – en ungdomskulturs endeligt – dommedag.

Den tragiske ulykke på Roskilde Festival fredag den 30. juni har fået mange navne, og i kølvandet på tragedien er der dukket mange forsøg på at forklare den uforklarlige ulykke op.

Det er ikke GAFFAs opgave at fælde dom over, hvorvidt koncerten kunne have været stoppet tidligere, om festivalens sikkerhedsforanstaltninger har været optimale, om publikum har været for voldsomme eller om regn, lydforhold eller andet har været udslagsgivende, men vi vil alligevel knytte et par kommentarer til begivenheden.

En ting er, at GAFFA er Roskilde Festivals officielle mediepartner, og at vi af samme grund har arbejdet tæt sammen med festivalledelsen før, under og efter afviklingen af årets Roskilde Festival. En anden ting er, at GAFFA i årevis har været repræsenteret på festivalen, og at hovedparten af GAFFAs medarbejdere er kommet på Roskilde Festival siden deres spæde teenageår. Det samme gør sig gældende for tusinder af andre publikummer på Roskilde Festival.

Med andre ord er der næppe nogen enkeltstående begivenhed, der har betydet mere for grundlaget for GAFFAs eksistens end netop Roskilde Festival. For alle os på bladet er Roskilde Festival en af de sociale byggestene på linje med folkeskolen, Danmarks Radio, ungdomsklubber og sommerferier, landsholdet, H.C. Andersen, Gasolin’ og så videre, der har medvirket til at forme os til de mennesker, vi er. Derfor er konklusionen også klar: En ulykke, hvor tragisk og meningsløs den end måtte forekomme, må og kan ikke ødelægge 30 års ånd og kultur. Festivalen og livet må fortsætte.

Undertegnede og alle tilknyttede GAFFA-medarbejdere var dybt berørt af ulykken og har den største medfølelse med de afdødes familie, venner og pårørende.

Festen sluttede med lyden af ambulancernes sirener, men set i bakspejlet tog ledelsen den rigtige beslutning ved at lade festivalen fortsætte. Vi og alle andre talte meget om ulykken de følgende dage. Og netop den kollektive bearbejdelse, herunder festivalledelsens, publikums og de optrædende gruppers respekt for de afdøde, har gjort det lettere at bearbejde chokket og forholde sig til tragedien. Som Youssou N'Dour sagde det fra Orange Scene dagen efter: ”Overalt i verden mindes og respekterer man de døde med sang og musik”. Det var tilfældet på Roskilde Festival lørdag og søndag den 1. og 2. juli.

I kølvandet på ulykken har der været meget snak om, at publikum har teet sig som fodboldhooligans, og at reglerne for sikkerhed og publikums adfærd bør strammes op. Fra GAFFAs side hilser vi enhver konstruktiv og praktisk forbedring på disse områder velkommen. Dog har ungdomskulturen ikke brug for nogen moralsk eller politisk overfrakke. Det er ikke Roskildes politimester eller justitsminister Frank Jensen, der skal diktere, hvordan et dedikeret rockpublikum skal klæde sig på og opføre sig. Det kan publikum godt finde ud af selv.

Siden Elvis vrikkede med hofterne, har denne form for massekultur spredt sig verden over i utallige varianter. Ikke med foldede hænder, bænket til stolesæder i andægtig tavshed, men med fælles energi, kropslig udfoldelse og begejstring som central drivkraft.

At kæde ulykken på Roskilde Festival sammen med organiseret vold, som eksempelvis tidens fodboldhooliganisme, er misvisende. Publikum går til festival for fest, øl og musik, ikke for at slå hinanden ned i organiserede fraktioner.

Når det er sagt, er det tid til eftertanke hos koncertpublikummet. Enhver (sub)kultur eksisterer kun i kraft af, at der er konsensus omkring en række uskrevne spilleregler, og at disse adfærdsnormer overholdes. Til pågående rockkoncerter vil det sige, at man griber dem, der stagediver, at man hjælper dem op, som falder, at man slipper dem ud, der vil væk og så videre. Det er fællesskabet, der ofte gør koncerter magiske for såvel publikum som artister, ikke den individuelle bulldozers masen.

I flere medier og i den første politirapport om ulykken gøres Pearl Jam til "moralsk medansvarlige", da de efter sigende har for vane at opfordre til voldelig adfærd. Dette er en hån mod et band, der gennem hele karrieren har gået ekstremt langt for at sikre sine tilhængere optimale betingelser, herunder oplevelses- og sikkerhedsmæssige forhold ved koncerter. Pearl Jam var uden skyld i ulykken, og bandets efterfølgende harme er fuldt forståelig.

Biler kører galt, fly styrter ned. Tragiske begivenheder, der får spalteplads i medierne, men hverken fører til politiske krav om bilfri byer eller får folk til at tage på cykelferie. Vi har for længst vænnet os til at kalkulere med en vis risiko, når vi skal transporteres. Efter ulykken på årets Roskilde Festival må vi også vænne os til at kalkulere med en vis risiko, når vi skal til koncert på festivaler.

En af grundene til, at ulykken på Roskilde Festival fik så stor mediebevågenhed, var overraskelsen over, at ulykken kunne ske. Selv om Roskilde Festivals leder Leif Skov i et interview med GAFFA om sikkerhed på festivaler kort inden årets festival udtalte: ”Jeg vil sige, at sandsynligheden for, at der kan ske en ulykke under vores festival, ikke er særlig stor. Men selvfølgelig kan det også ske hos os,” så havde ingen i deres vildeste fantasi forestillet sig en ulykke som den, der indtraf under koncerten med Pearl Jam.

Nu er publikum advaret, nu ved de, at de fra det øjeblik, de træder inden for på festivalpladsen, er udsat for en vis risiko, specielt hvis de vil tæt på stjernerne nær ved scenekanten. Man kan også håbe, at den ekstra hensyntagen, der blev vist til koncerterne efter ulykken, vil blive udvist igen i de kommende år.

At der bliver gjort alt for at mindske risikoen i fremtiden, at de døde bliver æret, og at Roskilde Festival fortsat nyder stor opbakning, illustrerer følgende initiativer og begivenheder:

- Mindefonden The Roskilde 2000 Tragedy er blevet oprettet til støtte for forskning og udvikling af sundheds- og sikkerhedsmæssige forhold, fortrinsvis i forbindelse med musikarrangementer. Indtil videre har festivalledelsen doneret Oasis' og Pet Shop Boys' honorarer til fonden.

- Publikum og pårørende oprettede spontant en ”mindelund” for de afdøde, og oprettelsen af et varigt fysisk mindesmærke er under udarbejdelse.

- To af de afdøde – i det ene tilfælde hele begravelsesfølget – bar friske Roskilde 2000-armbånd efter ønske fra familien ved bisættelsen.

Roskilde Festival vil aldrig blive den samme, men ånden lever videre. På gensyn i sommeren 2001.

Henrik Tuxen og Peter Ramsdal"

Du kan læse mere om Pearl Jam-bogen The More You Need – The Less You Get, Pearl Jam 1996-2016 og købe den via Amazon 

BOGEN OM ULYKKEN (Af Henrik Tuxen): I Pearl Jams fodspor - før og efter Roskilde

LÆS OGSÅ: Roskilde-ulykken 20 år efter: Et lys i mørket

LÆS OGSÅ: Pearl Jam-guitarist: – Roskilde-ulykken er stadig noget, som hjemsøger os alle


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA