x

INTERVIEW: Jarvis Cocker – Tilbage til dansegulvet

INTERVIEW: Jarvis Cocker – Tilbage til dansegulvet

Britpop-helten er tilbage med nyt band og album og kan fejre 25 års jubilæum for sit mest kendte værk. Vi har talt med ham om begge plader, om coronakrisen, sociale medier og meget mere – og han er knivskarp.

Tilbage i 1990’erne var han en af tidens skarpeste sangskrivere – i front for formidable Pulp, som med albummet Different Class og hittet ”Common People” leverede én af det årtis allerbedste plader. Den fylder 25 i år – men det er nu ikke derfor, GAFFA ringede til Jarvis Cocker hjemme i Paris en eftermiddag i juni. For også i dette årtusinde har Cocker markeret sig – som radiovært, dj og som solist med et par fremragende plader på samvittigheden. Nu er han aktuel med nyt band, Jarv Is, og første album i tre år, Beyond the Pale. Og stadig en usædvanligt begavet samtalepartner, kunne GAFFA konstatere, da vi fik en snak med manden i anledning af den nye plade.

Sidst vi talte sammen var omkring udgivelsen af Further Complications for 11 år siden. Dengang stod du midt i en skilsmisse, og din søn var vel omkring seks år. Kan du opsummere, hvad der er sket i de mellemliggende år?

– Efter udgivelsen af Further Complications indtraf der en tragedie i det band, jeg spillede med på det tidspunkt. Guitaristen i bandet, en fyr ved navn Tim McCall, døde: Kort efter at være blevet far faldt han ned ad nogle trapper og døde af faldet. Vi var meget gode venner, så det slog mig virkelig ud og blev enden på det band. Jeg havde ikke lyst til at spille de sange med andre musikere og var i det hele taget for ked af det til overhovedet at spille musik i et stykke tid.

Det næste jeg lavede, rent musikalsk, var Pulps genforeningskoncerter i 2011-12. Det var jeg stolt af; jeg synes, det gik godt. At vi faktisk formåede at genoplive den oprindelige atmosfære og intention med de sange og fremføre dem på en autentisk og overbevisende måde. Det var jeg glad for.

Omtrent samtidig begyndte jeg at lave et radioprogram for BBC. Det var på programmet hver søndag eftermiddag, og jeg fik meget ud af det. Mens alt det foregik, og selvom jeg holdt mig selv beskæftiget, blev jeg ved med at få idéer og arbejde på nye sange. Den ældste sang på det kommende album er ”Am I Missing Something?” – den begyndte jeg at arbejde på for otte år siden. Jeg lavede også en plade med Chilly Gonzalez i 2017 (med musik til forestillingen Room 29, red.).

Men vendepunktet indtraf for alvor i slutningen af 2017, hvor jeg blev inviteret af den islandske gruppe Sigúr Rós til at komme og spille ved en festival, som de arrangerede, i det meget moderne operahus på havnen i Reykjavik. Gonzalez var ikke ledig på det tidspunkt – han var på turné i Tyskland med sit eget show – så vi kunne ikke lave Room 29, og jeg havde egentlig tænkt mig at takke nej til invitationen. Men så tænkte jeg, at hvis jeg virkelig mente det alvorligt – at få færdiggjort de sange, jeg havde arbejdet på indimellem hen over de sidste ti år – så var det måske på tide at gøre noget ved det. Så jeg sagde ja til at komme og spille og måtte derfor have samlet et band i en fart. Og det var dér, historien om den nye plade rigtig startede.

Da vi først kom i gang, følte jeg mig faktisk lidt dum, fordi jeg havde ventet så længe: sangene, som havde ligget og boblet i adskillige år, kom meget hurtigt til live. Pludselig handler det ikke bare om din idé: Det bliver alle de involveredes idé. Og eftersom jeg havde spillet i bands, siden jeg var 14, føltes det temmelig fjollet, at den pointe ikke var gået op for mig før. Måske skyldtes det, at min sidste oplevelse med et band havde været så sørgelig – guitaristen, som døde.

Måske var det derfor, jeg ikke havde haft lyst til at involvere mig i et band. Måske er det ligesom at involvere sig i et forhold. Som du var inde på før, var jeg lige blevet skilt, sidst vi talte sammen. Folk bliver for det meste heller ikke gift dagen efter, de er blevet skilt. Man har brug for noget tid til at komme sig og finde en vej tilbage til den måde at tænke på. Jeg har også lavet alt muligt andet i de ti år, der er gået – men det her var en meget hurtig opsummering.

Artiklen fortsætter under videoen

Tilbage til dansegulvet

Jeg så faktisk Room 29-forestillingen i The Barbican Centre, det var en stor fornøjelse. Beyond the Pale er, overordnet set, en meget dansabel plade – afspejler det forhold, hvor du befinder dig personligt i dag?

– Jeg havde i al fald en idé om, at det var sådan, jeg ønskede at arbejde denne gang. Elektronisk dansemusik er en musikform, som stadig er i live – mens rockmusikken er gået i stå. Rockmusikken eksisterer endnu, men ikke længere som en potent kraft, hvorigennem folk forsøger at formulere nye ting. Rock er kommet på niveau med eksempelvis jazz: Det er en musikalsk genre frem for at være den centrale og vitale kraft, den tidligere var.

Det er anderledes med den elektroniske musik, dansemusikken, eller hvad du vil kalde det. Det er den type musik, som mange af mine musikervenner er involveret i, og eftersom jeg indimellem stadig optræder som dj, har jeg også selv bibeholdt en vis kontakt med den musik. På den måde føltes det naturligt. Jeg har også altid godt kunne lide tanken om, at dansemusik har en funktion – at få dig til at danse. Du kan involvere dit hoved, lytte til teksterne, hvis du vil, men det er ikke et krav. Du kan nøjes med at koncentrere dig om rytmen, hvis du foretrækker det.

Pladens åbningslinjer er fantastiske. ”Take your foot off the gas / because it’s all downhill from here / you are a manifestation of the universe / your form is unimportant / but please come over here”. Den er også, på en måde, emblematisk for dit arbejde: Der er masser af humor, men også et temmelig dystopisk udsyn. Du formulerede det for eksempel ret klart på din første soloplade, med linjen: ”if our ancestors could see us standing there / they would gaze in wonder at our frigid air”. Er det en kulturs – eller måske endda en civilisations – sammenbrud, vi oplever i disse år?

– Jeg ved det ikke. Når man betragter USA i disse år er det svært at benægte, at der finder en form for sammenbrud sted. USA har været et symbol på det moderne, det var den nye frontier – et meget ungt land, bygget på udnyttelse og ekspansion. Og dén ekspansion er helt sikkert nået til sin afslutning. Det er der næppe nogen, som kan benægte. Det er et interessant spørgsmål. Jeg tror ikke, det er civilisationens undergang. Men måske er vestens forrang i forhold til resten af verden på vej ud.

Måske er gnisten af kreativitet og innovation vandret videre. Sådan forholder det sig formentlig. Men det mener ikke jeg nødvendigvis er en pessimistisk betragtning. Sangen ”From A to I”, som du lige citerede, handlede jo også netop om, at den moderne livsform ikke er særlig sund og naturlig. Hvilket bringer os tilbage til den aktuelle situation, og hvad Coronavirussen måske har lært os. Bevægelsen i vores samfund gik i retning af isolation, allerede inden virussen kom.

Folk streamede film derhjemme frem for at gå i biografen. Fik mad leveret i stedet for at gå på restaurant. Udviklingstendenserne i samfundet handlede om atomisering. Jeg kommer ikke til at sige, at epidemien har været en god ting – den har dræbt en masse mennesker, og det er ikke en god ting. Men hvad angår os, som har overlevet, så har den fået en masse mennesker til at genevaluere deres liv lidt. Og en af de ting, som mange synes at komme frem til, er erkendelsen af, at menneskelig interaktion og nærhed er noget helt fundament vigtigt for vores liv. Og den genopdagelse kan være en kilde til optimisme i de kommende år, håber jeg.

Fatberg

I et interview til The Guardian sidste år brugte du det fatberg (gigantisk klump af fedtet snask, red.), man havde fundet i Londons kloak, som et billede på vores tid, på vores kollektive fortrængninger. Det er en fantastisk metafor – kan jeg få dig til at folde den ud?

– Helt sikkert. Det er sjovt, at du nævner det, for før du ringede, sad jeg og arbejdede på en bog, som jeg forsøger at færdiggøre i øjeblikket. Og idéen om et fatberg som en slags mental blokering opstod i forbindelse med arbejdet på den bog. Det var jo den her store klump, som blev fundet i Londons kloaksystem, hvor den sad og blokerede. Det er en meget moderne idé, som hænger sammen med det, vi talte om for lidt siden. Det moderne liv handler meget om forbrug. Forbrug, forbrug, forbrug. Og hvis ikke du anvender alt det materiale, du forbruger, til at skabe noget nyt – så ender du med at have et fatberg inden i dig selv. Du bliver tilstoppet af al den information; det er som psykisk affald, kan man sige.

Og jeg tror, at dét er baggrunden for nogle de monstrøse figurer, vi ser i dag. Monstrøse figurer, der minder om noget fra et mareridt, med USA's præsident som det mest fremtrædende eksempel. Jeg tror, det handler om alt den ufordøjede information, der flyder omkring i folks psyker.

Det er en anden erkendelse, som er kommet ud af COVID19-krisen. Kreativitet er centralt for mennesket, og det er i virkeligheden dét, kreativitet handler om: at tage de ting, som kommer ind i dig, absorbere dem og forvandle dem til noget andet, eksternalisere dem. Jeg tror, det er en sund måde at leve sit liv at have sådan en cyklus, hvor du tager ting ind og lader dem komme ud igen. Jeg tror, problemerne opstår, hvis du bare forbruger og forbruger, uden at det kommer ud igen i den anden ende.

Balanceakt

Nu vi taler om vores dekadente kultur: Du har også været en stærk fortaler for at gå offline – din hjemmeside er eksempelvis ikke blevet opdateret i ti år eller noget i den stil. Det er en fremragende idé – men også svær at udleve i praksis. Hvilke tanker gør du dig om det tyranni, vi pålægger os selv gennem ”sociale medier” og internettet i det hele taget?

– Det er et interessant spørgsmål. Jeg tænker, det er en balanceakt. Min rygmarvsreaktion på enhver ny teknologi er altid, at det er noget ondt – og sådan har det også været historisk. Da bilen blev opfundet, vakte det stor skepsis, og folk mente, at man ville dø, hvis man rejste hurtigere end 15 kilometer i timen. Og da fjernsynet kom frem, mente man – det kan jeg selv huske fra min barndom – at det ville blive enden på civilisationen, fordi folk bare ville sidde i et hjørne og kigge ind i kassen.

Forestillingen om, at internettet og de sociale medier slår folk ihjel, er bare det seneste eksempel på det fænomen: At folk ser en radikal forandring som en trussel mod menneskeheden. Jeg er selv tilbøjelig til at indtage den position. Da mobiltelefonerne kom frem, ventede jeg virkelig længe, før jeg fik én. Det gjorde jeg faktisk først, da folkene på mit pladeselskab truede med at stoppe samarbejdet med mig, hvis jeg ikke fik mig en mobiltelefon – for de kunne aldrig få fat i mig.

Og ligeså med det sociale medier. Jeg synes, det lyder forfærdeligt, og jeg har ikke lyst til at være en del af det. Men du er også nødt til at stille dig selv et spørgsmål: Hvis du lever i et moderne samfund, ønsker du så at være en slags mærkelig eneboer, eller vil du forsøge at være en del af samfundet, forstå samfundet? Og hvis du vil være en del af samfundet, så er du også nødt til, i en eller anden grad, at engagere dig i de ting, kulturen foreskriver på det givne tidspunkt.

Jeg endte med at beslutte mig for at finde ét socialt medie, jeg kunne benytte mig af. Først prøvede jeg Twitter, som jeg fandt helt forfærdeligt; der gik vel 40 minutter, så slettede jeg min profil igen. Jeg havde ikke lyst til at prøve Facebook, for min mor er på Facebook, så jeg tænkte, at det var for gamle mennesker. Så kom jeg på Instagram, hvor jeg i første omgang ikke postede noget, men bare begyndte at følge nogle folk.

Jeg husker især, at jeg fulgte tennisspilleren Andy Murray. Jeg kunne godt lide hans opdateringer, som jeg fandt ganske underholdende og personlige. Der var ikke så meget tekst. For mig mindede Instagram-poster lidt om postkort, som folk sender hinanden – og det er en ting, jeg altid har holdt af, når jeg var på ferie. Så til sidst tog jeg springet og begyndte at poste ting på Instagram. Det fandt jeg ikke alt for invasivt, så det er det eneste sociale medie, jeg har holdt mig til. Jeg poster vel noget tre-fire gange om ugen, og det har jeg det fint med.

I skulle have været ude og give koncerter med det nye materiale her i foråret. Er der nogle aktuelle planer om koncerter uden for England?

– Pladen skulle have været udsendt 1. maj, og så var planen at give nogle engelske koncerter og derefter spille på nogle europæiske festivaler hen over sommeren. Jeg tror ikke, vi havde nogen jobs i Danmark på programmet, men i juni skulle vi for eksempel have spillet i Finland og Holland. Så vi skulle have været af sted, og det er frustrerende, at vi ikke kan komme ud og spille. Som du pointerede i starten af samtalen, har denne plade været længe undervejs. Og efter hele processen med at realisere pladen var vi naturligvis rigtig spændt på at komme ud og spille den for folk. Forhåbentlig kan det komme til at ske senere på året.

Artiklen fortsætter under videoen

I en klasse for sig 

I maj 1995 udgav Jarvis Cocker og resten af Pulp singlen ”Common People”, som på kort tid katapulterede bandet til en status som et af tidens varmeste navne. På måneder senere fulgte de op med albummet Different Class, som – foruden førnævnte hit – bød på en stribe stærke sange. ”Disco 2000”, ”Sorted for E’s & Wizz” og ”Underwear” var blandt højdepunkterne på pladen, som fylder 25 år til oktober.

Senere på året har Different Class jubilæum. Det er nogle sange, som blandt andet synes at kredse om fremmedgørelsen og ensomheden midt i 90’ernes fortløbende fest...

– Det har du nok ret i. Det er en interessant plade, som blev skrevet meget hurtigt. Vi udgav ”Common People”-singlen i maj ’95, og den blev et stort hit. Vi havde kun to sange på det tidspunkt, men pladeselskabet ville have os til at følge op på singlesuccessen med et helt album så hurtigt som muligt. Så vi måtte skrive sangene i en fart.

Mens vi var i studiet for at indspille i juni, fik vi et opkald og blev bedt om at komme og spille på Glastonbury Festival, fordi guitaristen i Stone Roses havde været ude for et uheld. Så måtte vi indstille indspilningerne og gøre klar til at optræde på festivalen. Det var en stor ting for os, formentlig den vigtigste koncert, Pulp nogensinde spillede, og den katapulterede os op på et nyt niveau af berømmelse.

Så albummet blev indspillet i den her mærkelige atmosfære af at befinde sig i en raket, som var ved at lette. En stemning af at forsøge at kaste et sidste blik på den jord, vi lagde bag os – og samtidig forsøge at forholde os til den nye verden, som vi pludselig var ved at blive en del af. Du får en fornemmelse af det, når du hører, hvordan albummet starter.

Der var en masse spænding og begejstring, en meget overstadig følelse. Mens du mod albummets slutning – sange som ”Monday Morning” og ”Bar Italia” – allerede har en tømmermandsagtig stemning. Vi havde tilsyneladende allerede en idé om, at det måske ikke ville ende så godt, når det kom til stykket.

Hvordan var din livssituation dengang midt i 90’erne?

– Jeg kan ikke rigtig huske det. I begyndelsen boede jeg sammen med min kæreste i en meget lille lejlighed, som lå over for en glasbutik. Så hver morgen vågnede jeg ved lyden af glas, som blev kastet ned i en stor affaldsspand udenfor. Det var en rædselsfuld måde at blive vækket, og til sidst flyttede vi til noget større. Det er længe siden, du ved.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA