x

AC/DC's "Back in Black" fylder 40 – her er historien om klassikeren, fortalt af Angus Young

AC/DC's "Back in Black" fylder 40 – her er historien om klassikeren, fortalt af Angus Young

AC/DC’s multisælger af et album, Back In Black, fejrer 40-års jubilæum i juli måned. Vi ser tilbage på det legendariske album og dets mytologi, i selskab med AC/DC-guitarist Angus Young. 

Artiklen har tidligere været bragt som Klub GAFFA-tillæg i juli 2005, men har ikke tidligere været vist på GAFFA.dk

Med over 42 solgte millioner eksemplarer i hele verden hører AC/DC-albummet Back In Black – der udkom i Storbritannien og Europa den 21. juli 1980, ti dage senere i USA – velsagtens til hårdrockens mest solgte album gennem tiderne (medmindre man vil klassificere Led Zeppelin i denne subgenre). I 2004 passerede albummet dobbelt diamant-status i USA, for over 20 millioner solgte eksemplarer, hvilket placerer Back In Black som nummer seks på den amerikanske pladebrancheorganisation RIAA’s samlede bestsellerliste, kun overgået af The Eagles (Their Greatest Hits 1971-1975), Michael Jackson (Thriller), Pink Floyd (The Wall), Led Zeppelin (Led Zeppelin IV), Billy Joel (Greatest Hits Volume I & Volume II) og Fleetwood Mac (Rumours).

”Rockklassiker” er derfor ikke en misvisende vending om Back In Black-albummet, som altid har repræsenteret sig med minimum fire, faste sange i AC/DC’s sætliste, på turné efter turné, hvor Hell’s Bells, You Shook Me All Night Long, Shoot To Thrill og titelnummeret hver eneste aften har formået at begejstre publikum med samme eksplosive, forføreriske og forunderlige kraft som det allerførste knald på bagsædet eller i buskadset – og ligesom hele albummet i øvrigt, når det gang efter gang er blevet brugt til at kickstarte en forrygende fest eller til blot at satte streg under en glad, alene hjemme-fredag-fyraften (i øvrigt er det just i en sådan kontekst, at undertegnede har fået sin eneste naboklage efter 12 år i samme tolerante fireværelses lejlighed).   

Back In Black er således en helt uforlignelig kunstnerisk og kommerciel succes, som ikke er blevet mindre myteomspunden af de svært tragiske omstændigheder, der gik forud for mesterværkets tilblivelse i Compass Point Studio i Nassau, Bahamas, i april/maj 1980.

Verdensgennembruddet på vej

Præcist ét år, inden Back In Black for første gang blev revet ned af alverdens pladehylder, havde AC/DC for alvor fået sparket deres eget verdensgennembrud i gang. Albummet Highway To Hell var noget nær det optimale rock’n’roll-album, hvor den ene slagsang fulgte den anden, og hvor AC/DC’s ligefremme og rå dynamik havde fået en perfekt indramning i den dengang ret ukendte producer Robert ”Mutt” Langes sublime lydbillede, hvor hele bandet – og særligt sanger Bon Scotts snerrende og sensuelle vokaler –havde fået et produktionsmæssigt løft, uden at den grundlæggende rå rock’n’roll-energi var gået tabt.

   Forretningsmæssigt var AC/DC nu også sat optimalt op med det magtfulde New York-baserede management Leber-Krebs som styrmænd. Dette var essentielt i bandets bestræbelser frem mod dets amerikanske gennembrud, der kun kom alt nærmere med Highway To Hell, som sneg sig ind i top 20 på den amerikanske albumliste Billboard, alt imens AC/DC stod som det nye sprudlende skud på rockstammen i turnémæssigt selskab med Leber-Krebs’ etablerede, men – i lige denne periode – måske lidt slumrende headlinergiganter, Aerosmith og Ted Nugent.

  Og AC/DC var ikke bare sprudlende på scenen, bandets skabende duo, brødrene Angus og Malcolm Young, var også konstant i det kreative hjørne. Dengang i 70’erne udgav man jo også gerne mindst ét album om året, og undervejs på Highway To Hell-turnéen – i sommeren og efteråret 1979 – var rytmeguitarist Malcolm Young allerede begyndt at bygge nye sangidéer op, herunder det mægtige og magiske riff til det, der skulle blive det nye albums titelsang, Back In Black.

   Efter juleferien hjemme i Australien så brødrene Young og frontmand Bon Scott frem til at optræde i et par europæiske tv-shows, et par sidste koncerter med Highway To Hell i Frankrig og England og dernæst arbejdet med det næste album, der i første omgang skulle finde sted i bandets øvestudie i London.   

I skyggen af Bon

Eksakt 25 år efter fortæller lead-guitarist Angus Young GAFFA om Highway To Hell-turnéen og disse demodage, der på forunderlig vis skulle lede frem til en af historiens største rockklassikere.

– Sædvanligvis skrev vi jo en del numre, når vi var på turné, og vi tog egentlig aldrig nogen længere pauser dengang. Så Malcolm og jeg gik bare i gang med det nye album, kort efter at vi var blevet færdige med Highway To Hell-turnéen, fortæller Angus Young i AC/DC’s aktuelle studie i London, hvor det første AC/DC-studiealbum siden Stiff Upper Lip i 2000 er under forberedelse. (Det blev til albummet Black Ice i 2008, red.)

– Da vi mødtes i øvelokalet, var det mest sådan, at vi bare smed idéer i hovedet på hinanden, men jeg husker, at Malcolm havde titelnummeret, Back In Black-tingen, klar, og vi havde også det færdige riff til nummeret Have A Drink On Me. Malcolm prøvede sig frem med nogle forskellige trommebeats til nummeret, da Bon Scott pludselig kom ind i studiet og sagde: ”Skal I bruge en trommeslager, drenge?” Og Malcolm sagde: ”Hey, der er manden, vi har brug for!”

– Bon var jo egentlig startet som trommeslager, i et par lokale bands i Australien; det var først senere, han blev sanger, tilføjer Angus Young.

   Mens Bon Scott nu alligevel sad der i trommestolen, kunne han også hjælpe til med at arrangere trommeintroen til Let Me Put My Love In To You, så da Bon Scott rejste sig fra trommerne, havde det været en særdeles fin dag på kontoret. Og frontmanden så nu frem mod sin egentlige mission: sangteksterne og vokalerne.

– Da vi var færdige med disse demoer, spurgte Bon os, om der var mere, vi skulle bruge ham til? Han havde allerede nogle tekstidéer i tankerne, og Malcolm bad ham komme igen ugen efter, hvor vi ville have numrene færdigarrangerede.

– Bon var helt klar til at indspille, og jeg husker hans sidste ord til os, inden han gik ud af øvelokalets dør: ”Vi ses i næste uge, fyre, så laver jeg teksterne til de sange der!”

   Det skete bare aldrig, for om aftenen den 19. februar endte en festlig aften i byen med, at Bon Scott blev fundet livløs i en drukkammerats bil næste eftermiddag. Død af druk, kvalt i sit eget opkast omme på bilens bagsæde. Bon Scott var ellers en fyr, der kunne tåle en hel del våde varer, men som i øvrigt aldrig lod det påvirke hans indsats på scenen, hvor han altid var i sit naturbårne es, som performer, sanger og charmør. Nu var det slut. Trods hans enorme tolerancetærskel over for alkohol gik det alligevel galt for Bon Scott. Levemanden var lige gået en tand over stregen og det rockmytologiske paradoks stod i flammeskrift, da den triste nyhed tikkede ind: AC/DC’s aktuelle album hed Highway To Hell, den aktuelle single derfra Touch Too Much, og den sidste sang, Bon Scott havde været med til at kreere, var … Have A Drink On Me.

   Set i bakspejlet rockmytologi så det forslår, men dengang var det ikke de rockhistoriske paradokser, der gjorde indtryk hos band og fans, men en ufiltreret sorg over en ven henholdsvis et idols pludselige, meningsløse bortgang.

  Som Angus Young udtrykker den smertelige følelse i tiden efter tragedien: – Vi havde svært ved at sanse og samle, det var sådan, humøret var i bandet dengang. Vi var mennesker, der var sønderknuste. Okay, vi vidste, at AC/DC’s fans havde mistet et talent og en stor attraktion i deres liv, men vi havde mistet mere. Vi havde mistet en nær ven, og mere end en ven. Vi havde mistet en person, som vi havde forbundet os med i vores liv.

   Men det show, som Bon Scott altid selv havde lovprist og dyrket så kompromisløst, skulle fortsætte – på en eller anden måde.  

The show must go on

En del af den vedvarende mytologi omkring Back In Black har egentlig altid været, at AC/DC nærmest kom prompte videre fra det sorte hul og fik omsat sorgen til en af rockhistoriens største succeser – det hele på mindre end fem måneder fra begravelse til albumudgivelse. Det gjorde AC/DC jo for så vidt også, men det gik ikke helt så nemt og glat endda – i hvert fald ikke, hvis man forholder sig til Angus Youngs fortælling om perioden fra Bon Scotts begravelse i Australien til fortsættelsen af bandet og albumindspilningen.

– Efter begravelsen var vi, specielt Malcolm og jeg, meget sammen med Bons forældre. Bons far sagde til os: ”I skal bare fortsætte med det, I gør, for I er nogle unge fyre, der endnu har meget at give til verden derude. Og hvis der var sket noget for én af jer andre, er jeg sikker på, at Bon ville have forsat bandet.”

– Da vi kom tilbage til London samledes vi dog ikke før efter et par uger eller deromkring, efter at Malcolm havde ringet til mig og sagt: ”I stedet for, at vi to bare sidder og hænger uden at lave noget, skal vi så ikke bare mødes og komme i gang med arbejdet?” Og på en måde kom det jo til at virke terapeutisk.

– På det tidspunkt valgte vi dog bare at arbejde for os selv, og vi lukkede derfor døren til omverdenen – managers, pladeselskab, presse – for vi havde ikke brug for noget pres udefra.

– På daværende tidspunkt havde vi heller ikke nogen egentlig idé om, hvorvidt vi havde materialet til at indspille et album, og vi havde da med i overvejelserne, at vi kunne stoppe med bandet her. Men vi tænkte så, at hvis vi skal stoppe med bandet, så skal det i hvert fald ikke være i sådan en ufærdig version.

  Da dørene atter blev åbnet til brødrenes kreative, terapeutiske og sjælesørgende øve-studie, begyndte diskussionen derfor om, hvem der skulle synge de sange, som brødrene Young havde fået skrevet færdig. Mange navne blev nævnt dengang, og Angus Young ønsker ikke at bekræfte eller afkræfte nogen af datidens emner, men han fortæller hjertens gerne om, hvordan Bon Scott, posthumt, fik en stor indflydelse på hans arvtager, Brian Johnson fra Newcastle-bandet Geordie.

– Jeg kendte ikke noget til Brian som sanger, dengang vi skulle møde ham for allerførste gang, men jeg huskede, at Bon havde talt om ham for en del år siden, fordi Bon og hans tidligere band havde spillet nogle shows i England som opvarmning for Brians gamle band.

– Bon havde for vane at sidde og spille sine gamle rock’n’roll- og bluesplader for mig, sikkert fordi jeg var den yngste i bandet, og han var en stor fan af Little Richard. Jeg ved ikke, hvorfor Bon nævnte det dengang, men jeg husker, at han sagde, at ”Brian havde sådan en god, lille Little Richard-stemme”, og at det var ”den standard, som enhver, der ville kalde sig selv en ordentlig rock’n’roll-sanger, skulle leve op til.”

  Opmuntret af erindringen om Bon Scotts vise ord mødtes brødrene med denne Brian Johnson, der imponerede med sine prøver i gamle AC/DC-hits som Whole Lotta Rosie og Highway To Hell samt et covernummer, som Angus Young ikke erindrer i dag. Han nævner dog, at det ”muligvis” var en Little Richard-sang, mens flere biografier nævner, at det var Ike & Tina Turners hit Nutbush City Limits.

   Modsat den gængse fortælling blev Brian Johnson dog ikke indlemmet i bandet lige på stedet. Flere folk kom ind til audition, men en lille uges tid ind i april blev Johnson offentliggjort som AC/DC’s nye frontmand, og derfra var det lige på og hårdt med præproduktion og dernæst indspilningen af Back In Black, som brødrene Young instrumentalt og tekstligt havde klargjort.

– Vi kunne have taget et fri år, vi kunne have udskudt indspilningen eller have stoppet den undervejs, hvis ikke vi havde været tilfredse, fastslår Angus Young og fortsætter så sin fortælling:

– Men vi var velforberedte og vidste, hvad der skulle med på albummet, inklusive kirkeklokken i Hell’s Bells, og vi havde også albumtitlen klar. Undervejs i indspilningen følte vi dog, at albummet måske lige manglede et sidste nummer, og så skrev Malcolm og jeg Rock’n’Roll Ain’t Noise Pollution på en fridag under indspilningen.

– Vi vidste også, at albumcoveret skulle være sort, hvilket for os var et udtryk for vores sorg, men også var en hyldest til Bon, selvom det måske blev lidt overset af nogen, der bare tænkte: ”Oh, der er kommet et nyt AC/DC-album!”

  Og hyldesten til Bon Scott blev – just i denne rock og rul- glade mands ånd – både voluminøs, festlig og fornøjelig. Jo, Back In Black blev ganske vist introduceret af en stemningsfuld kirkeklokke, fulgt op af en smertefuld guitartone, men da åbneren Hell’s Bells eksploderede, blev der også sparket i gang til en øredøvende fest af en rockplade, der lyder lige så dedikeret, spontan og sprudlende i dag som dengang, den blev lavet.

– Man må jo huske på, at Bon var en mand, der kunne lide en god fest. Og det her album er måske lidt ligesom med irerne, der holder en ”wake”, hvor man fejrer en afdød persons liv.

– Og det synes jeg er sandt for rock’n’roll at gøre; jeg husker selv, da Elvis Presley døde, hvor vi var på turné i Amerika, og hvor Bon Scott dedikerede en sang til Elvis i slutningen af vores show, for Elvis var selvfølgelig en af Bons gamle rock’n’roll-favoritter.

– Og Bon elskede rock’n’roll fra den periode, og den rock’n’roll var a good time rock’n’roll, afrunder Angus Young sit ræsonnement omkring Back In Blacks magiske miks af sorgfuld respekt og rockende og sydende livsglæde. 

   Og i dag, 25 år efter, står albummet sig næsten bedre end nogensinde, men hvad gør Angus Young mest stolt over Back In Black i dag?  

– Jeg tror, at det er det faktum, at vi var stærke nok til at holde sammen på os selv, og at vi derfor kunne finde en vej gennem en kæmpe tragedie.

   Og endda videre til toppen af hitlisterne, men denne kommercielle side af sagen, de 42 millioner solgte eksemplarer af Back In Black, kan Angus Young kun forholde sig undrende og ydmyg til.

– Jeg bliver tit spurgt om det og om de andre af vores plader, der sælger godt, men de salgstal forundrer også mig, he-he.

– Vi har blot været meget heldige, kommenterer den lille, jordbundne mand og rocklegende, lavmælt og roligt.

Epilog: AC/DC arbejder i øjeblikket på deres næste studiealbum, som vil blive indspillet i Storbritannien, med en mulig udgivelse i slutningen af året eller i starten af 2006. Bandet har endvidere annonceret, at de vil starte en verdensturné i kølvandet på dette album. (Det blev til albummet Black Ice, der dog først udkom i 2008, red.)

For nylig udgav AC/DC dobbelt-dvd’en, Family Jewels med gamle tv-show-optagelser, musikvideoer m.m. samt en remastered dual disc-version af Back In Black, der indeholder en bonus-dvd med en rockumentary om albummets tilblivelse. 

Boks (bio/tidslinie) – AC/DC 1973-1981 

1973

November: Med Chuck Berry i blodet, traditionelle rock’n’roll-dyder i hjertet og en god portion blues ’n’ boogie-fornemmelse i hele kroppen etablerer de unge skotske indvandrerbrødre og guitarister Angus og Malcolm Young i november bandet AC/DC i Sydney. Bandnavnet stammer fra søsteren Margarets symaskine.

December: På nytårsaften spiller AC/DC deres debutkoncert, på Chequers i Sydney, primært med covernumre af The Beatles, The Rolling Stone, Free og Chuck Berry, samt et par egne kompositioner.

1974

April: På opfordring fra søster Margaret begynder Angus Young at optræde i en skoleuniform – ifølge myten, fordi han alligevel altid drønede direkte fra dagens sidste skoletime og over til bandets øvelokale.

Juni: AC/DC skriver kontrakt med det lokale pladeselskab Albert Productions.

Juli: Bandets debutsingle, Can I Sit Next To You Girl?, med sangeren Dave Evans, udsendes i Australien/New Zealand.

August: AC/DC supporter Lou Reed i Australien (det vides ikke, om Malcolm Young fik diskuteret tidligere bands med Mr. Reed, men de havde i hvert fald begge tidligere spillet i en gruppe med navnet Velvet Underground).

September: Efter skiftende line-up-konstellationer finder brødrene Young den sande synergi og kemi med den lidt ældre sanger og ditto skotske immigrant Ronald ”Bon” Scott, der førhen havde ageret chauffør for AC/DC. Bon Scott havde erfaring fra bands som The Valentines (hvor han havde ageret sanger og trommeslager), Fraternity og senest The Mount Lofty Rangers, opkaldt efter højdedraget udenfor i Adelaide i det sydlige Australien, hvor AC/DC fandt sammen med Bon Scott.

November: Debutalbummet High Voltage indspilles på ti dage.

1975

Januar: Den new zealandske trommeslager Phil Rudd joiner AC/DC.

Februar: High Voltage udsendes down under.

Juli: Bandet indspiller dets andet album, T.N.T., med bandets senere velkendte producerduo, Harry Vanda og storebroderen George Young, der selv havde haft et hit med 60’er-bandet The Easybeats, Friday On My Mind, og som undervejs også havde ageret både stand-in-bassist og trommeslager ved diverse AC/DC-shows med uorden i line-uppet.

December 1975: T.N.T. udgives i hjemlandet, og samtidig understreges bandets hjemlige topstjernestatus, da High Voltage opnår tredobbelt platinstatus.

1976

Januar/februar/marts: AC/DC indspiller Dirty Deeds Done Dirt Cheap med Vanda/Young og forbereder sig på at flytte til England.

April: AC/DC tager til England og spiller deres første gig på The Red Cow i London, suppleret med adskillige andre shows på diverse engelske pubber. Den veltitulerede single It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock’n’Roll) udsendes i Storbritannien, og AC/DC bliver et buzz-band, midt i det ellers punkprægede London.

Sommer/sensommer: Snebolden ruller, AC/DC spiller blandt andet på den navnkundige Reading Festival i England og turnerer nu også i store dele af Europa, herunder i Danmark.

September: Debutalbummet High Voltage udsendes i USA.

November: Dirty Deeds Done Dirt Cheap udsendes (dog ikke i USA, hvor pladeselskabet først finder det udgivelsesværdigt over there i marts, 1981).

1977

Januar/februar: Tilbage i Australien, dels på turné, dels for at indspille Let There Be Rock med Vanda/Young i det velkendte Albert Studios i Sydney.

Marts: Let There Be Rock udsendes i Australien.

Maj: Bandets nuværende bassist, Cliff Williams (eks-Home, eks-Bandit) indlemmes i bandet.

Juni: Let There Be Rock udsendes i USA, hvor den topper på albumhitlisten som #154.

Juli: AC/DC’s første USA-turné indledes, bandet spiller blandt andet for 8000 fans i Jacksonville, Florida, co-headling med REO Speedwagon samt for nogle hundrede mennesker på punkklubben CBGB’s i New York City.

Oktober: Let There Be Rock udsendes i England, hvor den topper som #75.

November/december: Flere USA-koncerter, i selskab med band som Rush, Aerosmith, Kiss, UFO, Blue Oyster Cult, Styx og Cheap Trick.

1978

Februar/marts: Albummet Powerage indspilles – i Albert Studios sammen med Vanda/Young.

Maj: Powerage udsendes i Storbritannien og USA (topper som #133 på Billboard) og måneden efter i Australien.

Sensommer/efterår: Turneer i både USA og Europa, blandt andet i savlende selskab med Thin Lizzy og Van Halen.

Oktober: Livealbummet If You Want Blood You’ve Got It udsendes.

1979

Januar: Præ-produktion af næste album, Highway To Hell – i vanligt selskab med Vanda/Young i Albert Studios, Sydney. Men bandets amerikanske pladeselskab Atlantic Records presser på for at engagere stjernenavnet Eddie Kramer (Led Zeppelin, Kiss m.fl.) som producer.

Februar: Tre ugers indspilninger med Eddie Kramer i Criteria Studios i Miami, Florida forbliver resultatløse, og Kramer fyres. Den forholdsvis ukendte producer Robert ”Mutt” Lange (The Boomtown Rats, Graham Parker, The Motors) hentes ind, på opfordring af bandets daværende manager Michael Browning, der deler lejlighed med den Zimbabwe-fødte Lange i New York.

Marts/april: Bandet indspiller Highway To Hell med Robert Mutt Lange i The Roundhouse Studios, London.

Maj: Stor USA-sommerturné (i alt 53 koncerter) indledes.

Juli: AC/DC signes til det store management Leber-Krebs i New York og får ny personlig manager i Peter Mensch, der har Aerosmith og Ted Nugent som andre klienter (og som de seneste 21 år har været manager for Metallica).

Highway To Hell udsendes, og verdensgennembruddet ligger lige om hjørnet. Albummet topper som #8 i Storbritannien og som #17 i USA.

August og frem: Massiv turnévirksomhed i USA og Europa, blandt andet som opvarmning for The Who på Wembley Stadion.

December: To koncerter med Judas Priest på samme dag i Paris. Koncerterne filmes til den senere koncertvideo, Let There Be Rock.

1980

Januar: Det nye årti indledes på landevejen – i Frankrig, hvor AC/DC undervejs modtager en række guld- og sølvplader på musikmessen Midem i Cannes. I slutningen af måneden afslutter bandet deres Highway To Hell-turné med et par udskudte koncerter i Newcastle og Southampton.

Februar: I starten af måneden optræder AC/DC på et par tv-shows i England (det berømte Top Of The Pops) og Spanien, blandt andet for at promovere deres aktuelle single, Touch Too Much, hvis titel snart skal få en dunkel klang. De første demoer til det kommende album indspilles.

Den 19. februar: Den fatale dag – Bon Scott bliver fundet død på bagsædet af en bil, uden for en vens lejlighed i Dulwich, Sydlondon. Den officielle dødsårsag er, at Scott er blevet kvalt i sit eget bræk efter en overdreven indtagelse af alkohol. Rygter om indtagelse af heroin eller andre hårde stoffer bekræftes ikke af den officielle dødsattest.

Den 1. marts: Bon Scott begraves i sin australske hjemby Freemantle, syd for Perth, med deltagelse af blandt andet bandmedlemmerne og Bon Scotts forældre.

Marts: Rygterne svirrer om AC/DC’s fremtid og eventuelle nye sange emmer, men brødrene Young forholder sig diskrete, mens de arbejder videre på nye sange.

April: Brian Johnson konfirmeres officielt som AC/DC’s nye sanger. Det nye line-up øver de nye sange igennem i Londons E’Zee Hire Studios, inden bandet i midten af april flyver til Nassau, Bahamas for at indspille det nye album sammen med producer Robert ”Mutt” Lange.

Maj: Det nye album, Back In Black, færdiggøres i de sidste dage af maj måned.

Juni: Bandet øver op til den nye koncertturné, der starter med seks mindre opvarmningsshows i Benelux-landene, med AC/DC-livedebut til Brian Johnson i Namur, Belgien den 29. juni.

Juli: Back In Black udsendes i USA (topper som #4) og Storbritannien (topper som #1), og en gigantisk nordamerikansk turné med 64 koncerter indledes. Undervejs spiller AC/DC bandets sidste opvarmningsshow nogensinde (det vil sige indtil Rolling Stones hyrede dem til nogle enkelte supportshows for et par år siden) – som support for ZZ Top på en nok så boogierock-venlig aften i Toledo, Ohio.

Oktober/november: Turné i Europa, blandt andet i Danmark, med Whitesnake som supportband.

1981

Januar/februar: Bandets sidste Back In Black-koncerter, blandt andet med det første koncertbesøg i Australien i over fire år, og det første i Japan overhovedet.

Juli: Det foreløbige regnskab kan gøres op for salget af Back In Black, der på et års tid har solgt 12 millioner eksemplarer i hele verden, herunder fem millioner i USA.

November: Det “Mutt” Lange-producerede album, For Those About To Rock We Salute You udsendes, og for første gang nogensinde går AC/DC – endda direkte – ind som nummer 1 på verdens førende hitliste, Billboards Album Top 200, hvor den holder sig helt i toppen tre uger i træk. Gennemgående har dette album dog aldrig kunnet røre ved Back In Black som den absolutte AC/DC-klassiker, kunstnerisk og kommercielt.

CITATBOKSE om Back In Black 

Steffen Jungersen, rockanmelder på B.T.:

– Fra klokkerne og den første tone i Hell’s Bells vidste jeg bare, at ”for Helvede, der er et eller andet på spil her!” Ligesom første gang, jeg hørte det første Black Sabbath-album. Der bliver jo fandeme ikke spillet én tone forkert på Back In Black, og det er én af de meget få plader, hvor det er sådan. Og det er fuldstændig fantastisk, at det stadig væk er sådan 25 år efter.

Back In Black er rock’n’roll-renkultur, og den har en stemning af noget eviggyldigt, af noget, som er soundtracket til 500 fede nætter i byen, 500 fede affærer med hende, der lige den aften var modellen over dem alle her i verden.

– Altså, alle de dér ting, som gør livet værd at leve, er fandeme inkorporeret i den plade, fordi den er perfekt; der er absolut intet galt på den plade!

Jesper Binzer, sanger og guitarist i D-A-D:

– Både Highway To Hell og Back In Black er to enormt vigtige plader, helt vildt vigtige plader. Back In Black er party, fuldstændig party, men Bon Scott havde lidt mere sjæl.

– Men det er tilfredsstillende at høre Back In Black, der også var min indgang til AC/DC. Det er uafviseligt, hvor velgjort det album er, det er kunstnerisk, og det er helt fantastisk.

Rock udkommer af frustrationer, og rock skal være til at stjæle biler til, ikke til at tænde stearinlys til. Og man kan roligt sige, at Back In Black er lige til at stjæle biler til!

– Men det er også som om, at den plade står som en monolit, der nærmest ikke er til at snakke om, det album er bare, som det er, og det er in the name of the unexplained helt fantastisk.

Dave Mustaine, sanger og guitarist i Megadeth:

– Jeg fik Back In Black den dag, den udkom. Min reaktion var først meget blandet, for jeg var en virkelig, virkelig stor fan af Bon Scott, og da pladen udkom … sangene var fede, jo, men der manglede noget, for en af mine helte var døde. Dette sagt, så anser jeg i dag den plade for at være et stort, stort skridt fremad for bandet og desuden en healende proces for dem.

– Da Back In Black kom frem, boede jeg ude ved havet (San Diego, red.), hvor jeg surfede, lyttede til Back In Black, røg pot, drak øl og bollede tøser hele dagen lang … ikke tøse-delen hele dagen lang, men altså den livsstil, der!

Pepper Keenan, sanger og guitarist i C.O.C. :

– Lyt til albummet, hver eneste tone er fucking perfekt! Sangene er det stærkeste lort, lige på det rigtige tidspunkt og på det rigtige sted. Men det, jeg beundrer mest, er, at de havde styrken til at komme tilbage med sådan en plade efter Bon Scott, der ramte hovedet lige på sømmet.

Todd Harrell, bassist i 3 Doors Down:

– Det er bare ligefrem rock’n’roll, og Back In Black er et af de bedste album, nogensinde! Det er en af de plader, man sætter på og så lytter man til hele pladen, mand. Sådan burde alle plader være.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA mødte AC/DC

Hør albummet Back in Black:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA