x

TEATERKONCERT C.V. JØRGENSEN: En sangskriverkonges værker i nye klæder

TEATERKONCERT C.V. JØRGENSEN: En sangskriverkonges værker i nye klæder

Der gik lang tid, før C.V Jørgensen gav idéen om en teaterkoncert baseret på sin musik det grønne lys – hele ni års tilløb blev det til. Bag forestillingen står makkerparret Nikolaj Cederholm og Kåre Bjerkø, som også kreerede landets første teaterkoncert Gasolin’ tilbage i 1994. På scenen kan man blandt andre opleve Tue West, som vi fangede dagen før den officielle premiere på Aarhus Teater.

– Det har virkelig været en gave for mig at dykke ned i C.V. Jørgensens bagkatalog. Det har jeg ikke gjort i så høj grad før. Teaterkoncerten har også været en meget interessant måde at gøre det på. Sangene får et nyt liv, ikke kun fordi de bliver fortolket af andre, men også i og med at de bliver arrangeret på en helt ny måde. Man ser nogle andre elementer af C.V. Jørgensens sange. Hans sangskrivning har utrolig meget tyngde og passer bare rigtig godt til den her kontekst, fortæller Tue West.

Det er et hold på ni mennesker, der sammen går på scenen, når C.V. Jørgensens sange bliver fremført på de skrå brædder. Nogle af dem er erfarne skuespillere, mens det for andre er første gang, de prøver kræfter med teaterscene. Tue West selv har eksempelvis sin teaterdebut med netop denne forestilling.

– Jeg blev draget af konceptet med at have både sangere og musikere på scenen sammen. Det plejer for det meste at være inddelt i sangerne og så et band, men her er vi alle på scenen sammen. Det er en ny måde at gøre det på, som jeg virkelig godt kan lide.

– Kåre (Bjerkø, red.) har lavet alle de her nye versioner af C.V. Jørgensens sange, som stikker i alle mulige forskellige retninger – både i forhold til genrer og stemning. I og med at vi både er musikere, skuespillere og sangere på holdet, så har vi også fået meget plads til at komme vores input. For at vi skal kunne fungere bedst muligt med alle de forskellige personligheder, vi har, skal vi kunne have os selv og vores musikalske baggrunde med i projektet, og det synes jeg, at man har givet utrolig meget plads til. At vi kunne bidrage med en rolle og levere på et andet niveau. Det har været en virkelig inspirerende proces.

En anderledes start

Teaterkoncerten er en samproduktion mellem Aarhus Teater og Aveny-T i København og skulle egentlig have haft premiere på sidstnævnte teater tilbage i maj. Som med så meget andet spændte corona desværre ben for den første etape, og premieren blev derfor rykket til Aarhus Teater, hvor den første officielle forestilling fandt sted den 14. august.

– Vi har haft nogle virkelig intense uger op til premieren, som også har været kulminationen på et virkelig specielt arbejdsforløb. Vi er både blevet sendt hjem og sat i grupper for at øve. Det har været et totalt kaotisk forløb, så nu glæder vi os bare rigtig meget til at komme i gang.

– Vi kan forhåbentlig give publikum et helt nyt forhold til de her melodier og tekster, som bliver sat ind i en helt ny sammenhæng og fortolkning. Forhåbentlig vil publikum få en helt speciel musikalsk og visuel oplevelse. Der er for eksempel blevet arbejdet rigtig meget med, at publikum skal bevæge sig igennem forskellige følelsesregistre, fortæller Tue West.

Teaterkoncerten byder på 30 af C.V. Jørgensens sange, heriblandt ”Bellevue”, ”Entertaineren”, ”Indian Summer”, ”Det regner i mit hjerte”, ”Lidt til og meget mer’” og ”Hotel Halleluja”. Forestillingen kan opleves på Aarhus Teater frem til den 19. september 2020. Senere rykker hele setuppet tilbage til København og Aveny-T, men præcis hvornår forestillingen her kan opleves er endnu uvist.

Medvirkende i Teaterkoncert C.V. Jørgensen:

Tue West

Mark Linn

Nana Schwartzlose

Simone Tang

Emil Prenter

Carl-Christian Riestra

Nive Nielsen

Johan Klitgård

Siff Vintersol (billedet)

 

Instruktør:

Nikolaj Cederholm

Musikalske arrangementer og kaspelmester i prøveforløbet:

Kåre Bjerkø

Scenografi:

Jon Stephensen

Kostumedesign:

Line Bech

Koreografi:

Anja Gaardbo

Lysdesign:

Jonas Bøgh

Sune Verdier

Lyddesign:

Malte Oscar


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA