x

LISTE: Her er de vildeste genforeninger og comebacks i musikken

LISTE: Her er de vildeste genforeninger og comebacks i musikken

Folk bliver ved med at ønske mere fra fortiden – måske er den tid, vi lever i, særligt præget af en trang til genindspilninger og en ny start. Behovet for at malke flere penge fra døende koncepter. Den morderiske mangel på opmærksomhed. Konstant længsel efter bifald og påskønnelse.

Hvad end grunden er, er der næsten ikke er nogen kunstnerne, der ikke har lavet en eller anden form for comeback i løbet af sin karriere. Nedenfor gennemgår vi derfor nogle af historiens mest bemærkelsesværdige genforeninger og comebacks, med fokus på rock'n'roll-verdenens længsel efter relevans. Dette skyldes, at denne genre har det med at katalysere de mest spektakulære comebacks.

Som sagt findes der uendeligt mange andre eksempler end dem, vi nævner her. Så vær ikke for trist, hvis du ikke finder din favorit på denne liste.

Elvis Presley, 1968

Efter en otte år lang pause fra rock'n'roll var selveste Elvis Presley blevet glemt, hovedsageligt på grund af filmkontrakter til musicals, som Mr. Presley lidenskabeligt foragtede, og alligevel pludselig begyndte at blive tvunget ind i. Presley følte sig mildt sagt rusten og usikker på, om den glitrende scene stadig var et sted for ham. Og hvis hans fans stadig ville længes efter hans dybe stemme og sensuelt svingende hofter.

Meget nervøs før showet, og endda rystende af skræk ifølge koncertens scenearbejdere, kom Presley ind i sit element fra den første tone, hvor han fortsatte med at være indtil den sidste. Elvis viste sig at være langt fra glemt, og lavede comebacket over dem alle i en af ​​de bedste koncerter, der nogensinde blev sendt på tv. 

David Bowie, 2013, 2016

Selvom David Bowies sang ”I'm Afraid of Americans” i 1997 nåede nær-hit status, havde han et langt fravær fra Top 40-singlehitlisten i USA efter udgivelsen af Never Let Me Down i 1987.

Desværre havde Bowie svært ved at finde et konkret fodfæste med sin musik i 80'erne, 90'erne og begyndelsen af ​​2000'erne, da hans tidligere succeser med at eksperimentere og genopfindelse af genrer begyndte at miste fokus.

Efter Reality fra 2003 forsvandt Bowie i den største kløft mellem plader i sin karriere og vendte ikke tilbage før i 2013 med den utroligt fokuserede retur til sine art-rock-rødder med The Next Day. En plade, der ville bane vejen for Bowies utrolige og desværre sidste værk Blackstar fra 2016.

Bowie fik derefter igen en top 40-single-placering i USA for første gang i 28 år med sangen ”Lazarus”. Imidlertid nåede sangen først dette mål en uge efter Bowies død i en alder af 69 år, hvilket skræmmende og ironisk nok passer ind i sangens og albummets tema som hånd i handske.

Queen, 1985

Den flamboyante gruppe med karismatiske Freddie Mercury & Kompagni havde ikke just en raketstart på karrieren som et af verdens førende rockbands. De to første albums var rene flops, da de blev udgivet, og album nummer tre - Sheer Heart Attack - var på ingen måde en fanfavorit på det niveau, albummet kendes som i dag. Queen havde især svært ved at bryde ind i amerikanernes hjerter, da de for eksempel på sin første turné i USA skulle agere et disponibelt opvarmningsband til Mott The Hoople.

Men med album nummer fire, A Night at the Opera, fra 1975 – da bandet begyndte at eksperimentere med en massiv lydproduktion og vokal i uendelige lag – blev et uforglemmeligt konceptalbum skabt. En skive, der bæres af én af ​​verdens absolut bedste sange, ”Bohemian Rhapsody”. Og det varede ikke længe, ​​før udsolgte arenaer rundt om i verden blev Queens naturlige hjemmebane.

Imidlertid opstod der i slutningen af ​​70'erne en foragt for den smukke glamrock, som Queen blandt andre var flagbærer for. I stedet begyndte folk at blive mere og mere nysgerrige efter mørkere udtryk og toner, i form af den spirende punk- og metalscene. Genrer, der begyndte at give bands som Queen status af privilegerede eliter, der lavede musik til andre privilegerede eliter. Albummet Jazz fra 1978 solgte derfor ekstremt dårligt i forhold til tidligere udgivelser, og Queen havde pludselig – næsten uden varsel – mistet sin fanbase.

Efter nogle gode forsøg, der til dels formåede at genvinde respekten, blev Hot Space i 1982 dog sømmet i kisten for bandet. Ikke nok med at der havde været en konstant støjende og deprimeret stemning under indspilningen, men det var tilsyneladende også albummets ekstremt iskolde modtagelse, der fik alle bandmedlemmer til at tage en pause fra Queen. I mellemtiden begyndte alle medlemmer i stedet at arbejde på forskellige soloprojekter. Murcury stod bag det mest succesfulde af disse, men bestemt ikke som den eneste, som filmen Bohemian Rhapsody af en eller anden grund forsøgte at hævde.

Og nok var Live Aid-koncerten på Wembley Stadium i 1985 et fantastisk comeback for bandet, der formåede at levere deres måske bedste koncert nogensinde. Men også i modsætning til, hvad Hollywood siger, var dette ikke den første koncert, bandet opførte, da de valgte at genforene sig. Faktisk havde de allerede før Live Aid spillet en række meget værdsatte arenakoncerter. Dette var dog ikke almindeligt kendt for enhver, hvilket gjorde Queens Live Aid-koncert til et comeback af Guds nåde for de mange fans, der vendte ryggen til et band, man aldrig bør vende ryggen til.

Ifølge filmen skulle Freddie Mercury have modtaget sin AIDS-diagnose lige før Live Aid. Faktisk blev han først diagnosticeret efter koncerten, og det var begyndelsen på bandets vanskelige sidste tid sammen.

Fleetwood Mac, 1997

Fleetwood Mac nåede toppen af ​​succes og berømmelse med lanceringen af ​​den legendariske Rumours fra 1977. Efter dette formåede de at udgive en række hitalbum, hvor Tango In The Night fra 1987 blev deres bedst sælgende album siden da. Det var dog først i 1997, at Fleetwood Macs mest succesrige konstellation – bestående af Stevie Nicks, John og Christine McVie, Mick Fleetwood og Lindsey Buckingham – igen skulle blive genforenet på scenen til MTVs The Dance-special optaget i Warner Brothers Studio i Burbank.

Liveoptrædenen genererede derefter et album med samme navn – The Dance – og bandet skinnede igen. Det blev gruppens første album på hitlisterne siden 1982's Tusk, og The Dance solgte over fem millioner eksemplarer og blev det femte bedst sælgende livealbum nogensinde i USA.

Aerosmith, 1986

Aerosmith er et band, der ikke altid har haft det let. Efter flere års hektisk kamp med alvorligt stofmisbrug i bandets rækker, og i ærlighedens navn en gang ærgerlige albums fra Night In The Ruts til Done With Mirrors, syntes Boston-bandet bogstaveligt talt at synge på sidste vers. Pludselig, ud af ingenting i 1986, skaber den New York-baserede hiphop-gruppe Run-DMC en blandet hitversion af Aerosmiths tidligere næsten glemte ”Walk This Way” fra 1975. Run-DMC lykkes med at forbinde en musikalsk defibrillator og genoplive Aerosmiths karriere. Denne version af ”Walk This Way” siges også at være en af ​​de første af sin slags, der begyndte at popularisere den kommende rap-rock-subgenre.

Det følgende år udgav Aerosmith albummet Permanent Vacation, som blev bandets bedst sælgende album i over et årti med hits som ”Dude (Looks Like a Lady)”, ”Rag Doll” og ”Angel”, som alle formåede at klatre højt på hitlisterne. Efter denne genopblussen fortsatte fyrene med at skabe to af deres bedste og mest værdsatte album nogensinde, Pump i 1989 og Get A Grip i 1993. Alt takket være et lille hiphop-remix.

AC/DC, 1980

Efter seks år og fire albums brød det australske hardrockband AC/DC endelig ind på den internationale scene, med det kritikerroste og kommercielle hitalbum Highway to Hell i 1979. Kun et år efter at AC/DC skulle overtage den nyfundne verden, ville en tragedie imidlertid ramme som et lyn fra en klar himmel. Den 33-årige frontfigur Bon Scott blev bekræftet død under mystiske omstændigheder, hvor han blev fundet livløs i en bil i London efter en nat med hård druk. Afhængigt af, hvem du spørger, døde han enten af ​​kvælning i sit eget opkast, alkoholforgiftning eller hypotermi.

En krise for bandet, der nu blev tvunget til at reflektere over, om de overhovedet kunne komme videre uden deres karismatiske frontfigur. Hvad der let kunne have resulteret i bandets afslutning, blev imidlertid deres største succes. Bare et år senere udgav AC/DC kæmpesucceen Back in Black, ledet af den britiske, hattebeklædte sanger Brian Johnson. Albummet blev bandets mest berømte værk og er stadig i dag verdens ottendebedst sælgende album nogensinde.

Guns N 'Roses, 2002

Selvom det ikke just kom som et chok, splittede et af verdens største rockbands op efter kun tre studioalbum med selvskrevet materiale. Præcis hvorfor Guns N 'Roses kollapsede, er der forskellige forklaringer på, afhængigt af hvem, man spørger. Men flere fingre peger på frontmand Axl Rose, der dybest set fyrede alle medlemmer én efter én, undtagen leadguitarist Slash, der frivilligt forlod gruppen i 1996.

På trods af dette ville det kommende album stadig blive udgivet som en ny inkarnation af bandet. Der herskede undertiden en del skepsis omring dette kommende album, som Axl ihærdigt forsøgte at give gode vilkår.

Dette nye monster af et band viste sig dog først for verden ved MTV Video Music Awards i 2002, og flertallet af gruppens fans forstod knap nok, hvad det var, de så foran sig. Var dette Guns N 'Roses? Ikke nok med, at næsten alle medlemmer var blevet udskiftet, men de syntes også at være skabt i et laboratorium eller en fabrik, hvor den fremmede, ubehagelige guitargud Buckethead nu havde erstattet den elskede Slashs tidligere position.

Albummet er endnu et godt stykke tid at fuldføre, på trods af at dette show var beregnet til at lancere det, der snart skulle komme. Chinese Democracy, som angiveligt begyndte at blive skabt i 1993, tog i alt 15 år og kostede omkring 13 millioner dollars at færdiggøre.

Guns N 'Roses ville senere blive genforenet med alle grundlæggende medlemmer – undtagen to – til verdensturnéen Not in This Lifetime… En turné, der varede fra 1. april 2016 til 2. november 2019. Turen besøgte dansk jord to gange: Odense 6. juni, 2018 og København 27. juni, 2017

Patti Smith, 1995

Digter, singer-songwriter, bandleder og billedkunstner Patti Smith vendte tilbage til livescenen i 1995, efter at hendes mand og hendes bror pludselig døde i 1994. Begge døde på tragisk vis – inden for en måned – af et hjerteanfald, og som resultat følte Smith sig tvunget til at genoptage sin musikkarriere.

Smith var i en slags halvpension fra begyndelsen af ​​80'erne, efter sin eksplosive fremkomst i midten af ​​70'erne som en af ​​de førende pionerer i NYC CBGB Punk-scenen. Med støtte fra vennerne Michael Stipe fra REM, Allen Ginsberg og Bob Dylan førte hendes tilbagevenden til scenen også studieoptagelsen af Gone Again med sig i 1996.

Hun har udgivet adskillige albums i denne anden fase af sin karriere og fortsætter med at spille live med medlemmer fra hendes 70'ers band sammen med Lenny Kaye, og er i alderen 73 år stadig en af ​​de stærkeste inspiratorer i musikverdenen.

Stone Temple Pilots, 2008, 2013, 2016

De næste fire bands’ comebackhistorier er ikke nødvendigvis succesfulde, men i mindst lige så høj grad som de foregående spektakulære.

Stone Temple Pilots har en utrolig rodet comebackliste. Men frontmand Scott Weiland blev smidt ud af bandet i 2002, hvor gruppen også splittede op. I 2008, efter at Weiland også mere eller mindre blev sparket ud af supergruppen Velvet Revolver – en gruppe, hvor man også kunne finde tidligere Guns N 'Roses-medlemmer som Slash og bassisten Duff McKagan – blev STP genforenet til sin første comeback-tour. Denne genforening blev mødt med et stort engagement fra fans, hvilket førte til, at gruppen også havde tid til at indspille et comebackalbum i 2010, der kreativt nok hedder Stone Temple Pilots.

Tre år senere får Weiland sparket igen. Den vigtigste offentlige grund er, at han ikke længere har kapacitet til at tage de toner, som deres sange krævede – Weiland er dog mildt sagt også kendt for sit turbulente liv, fyldt med store stofproblemer.

Nu til comebacket i 2013, hvor Stone Temple Pilots bliver enige om, at de skal fortsætte og nu har gjort den tidligere Linkin Park-sanger Chester Bennington til den nye permanente frontmand. Dog forlader Bennington bandet allerede i 2015 for at vende tilbage til Linkin Park i stedet. Dette sker blot en måned før en ødelagt, trist og ensom Scott Weiland bliver fundet død af en utilsigtet overdosis af alkohol, piller og kokain på sin tourbus i Minnesota under en soloturné, der har til formål at skrabe penge sammen til den fraskilte kone. Chester Bennington døde tragisk to år senere af, hvad der antages at være selvmord.

Så måske kunne det som band føles som tiden til at lægge projektet på hylden og måske starte noget nyt i stedet. De tidligere Stone Temple Pilots-medlemmer havde dog andet på hjerte, og i februar 2016 lancerede de en online audition for at finde endnu en ny sanger, der ville være i stand til at kæmpe sig gennem de samme gamle godbidder. Vinderen var Jeff Gutt, som tidligere havde været bedst kendt for at have deltaget to gange i det amerikanske X Factor, hvor han endda formåede at komme på andenpladsen i tredje sæson.

Efter et år med turné i Amerika skabte Stone Temple Pilots således sit tredje comeback, og i 2018 udgives endnu et comebackalbum, som naturligvis – det siger sig selv – også bliver kaldt Stone Temple Pilots. Jamen, jamen – så de har nu to comebackalbum med nøjagtig samme titel? Eller måske uden titel?

Den nye frontmand Jeff Gutt har også vist sig at være rigtig god til overhovedet ikke at vise noget eget individuelt udtryk, men i stedet formår at plagiere Scott Weilands stemme til et perfektionistisk niveau, der er næsten lige så imponerende, som det er skræmmende, modbydeligt, ynkeligt og pinligt. Hvorfor lave et comeback med en ny sanger, der har sin egen musikalske identitet, når man kun kan finde en strålende efterligner?

Den 7. februar i år udgav Stone Temple Pilots et akustisk album, som ingen har lyttet til endnu, og derfor har ingen været i stand til at finde ud af, hvad det hedder. Men det kaldes sandsynligvis også Stone Temple Pilots, hvis man kender denne latterlige ruin ret, der engang har været et majestætisk slot af et band.

The Doors, 2002

At fortsætte som en gruppe uden frontmand er selvfølgelig altid en vanskelig opgave, men især når den pågældende frontmand var en så udødelig ikonisk figur som kongen Jim Morrison. De fleste fans var sikre på, at Morrisons tragiske død i en alder af 27 kun kunne betyde slutningen på The Doors' legendariske psykedeliske bluesrock. Men disse fans tog fejl. Guitarist Robby Krieger genoplivede sammen med keyboardisten Ray Manzarek bandet i 2002. Dog med det let ændrede og vidunderligt klingende navn The Doors of the 21st Century.

Denne nye gruppe bestod af Stewart Copeland fra The Police på trommer, og Morrisons ekstremt store sko var nu i stedet fyldt med ingen ringere end Tommy Wiseau selv. Eller nej, vent... Tidligere Cult-frontmand Ian Astbury var det. Desværre var dette et koncept, som ingen var særligt interesserede i, hvilket blev vist i form af de meget få solgte billetter inden turnéen.

Den resterende Morrison-familie tog snarligt nogle retslige skridt for at forhindre The Doors of the 21st Century i at bruge og forurene The Doors’ hellige arv. Bandet måtte derefter først ændre deres navn til det utroligt catchy D21C, så fik de et stykke tid navnet Riders on the Storm, og til sidst Manzarek-Krieger.

Turnéen var et nederlag, og ikke særlig langvarig. Men det er ikke forbi endnu. For The Doors havde tid til et sidste ryk før Manzareks død. Dette er ikke en lykkelig comeback-historie, men måske én af de mest bemærkelsesværdige i musikhistorien, og derfor skal den selvfølgelig ikke forbigås – samme gælder de næste de historier.

Sex Pistols, 1996

Sex Pistols var bandet, der definerede punk. Gennem et kort, skarpt lynnedslag, der knuste normer gennem kun fire singler og et album, ændrede de alt i musikbranchen og efterlod et spor af ødelæggelse bag sig. Og med Sid Vicious' død i 1979 efter splittelsen skulle Sex Pistols sandsynligvis ikke have været andet end en vigtig og historisk hukommelse. Men desværre besluttede de tidligere medlemmer at genforene sig i 1996 gennem Filthy Lucre-turnéen.

Ingen kunne dog beskylde dem for at skjule deres motiver bag denne tur. De viste åbenhåndet, at det handlede om at tjene penge ved at spille gamle sange. Men selve punken handlede da aldrig rigtig om midaldrende mænd eller den trætte nostalgi, gjorde den?

Turnéen fik en lunken og gabende modtagelse, og både fans og bandmedlemmer har efterfølgende hævdet, at dette var en genforening, der burde have været undgået. Da de spillede på Roskilde Festival 1996, blev koncerten afbrudt efter kun 20 minutter grundet flaskekast fra publikum.

Led Zeppelin, 1985

Led Zeppelin's tilbagevenden – eller rettere afsked – i 2007 huskes af mange rockfans som Messias’ anden ankomst. Via deres hjemmeside solgte bandet billetter til deres kommende, eneste og absolut sidste koncert nogensinde på Wembley Stadium. Og det virkede til, at hver eneste person, man talte med, var med i dette Willy Wonka-lotteri.

Desværre fik kun få af de interesserede billetter, men trods alt kun et år senere kunne man jo faktisk se guitaristen Jimmy Page og bassisten John Paul Jones live på Wembley Stadium – dog med Foo Fighters og ikke med sanger Robert Plant. Plant har i øvrigt været flink til at turnere som soloartist i de senere år.

Men hvorom alting er: Led Zeppelins comeback-optræden ved Live Aid i 1985 – ja, den samme som Queen udmærkede sig ved – var desværre ikke den mest succesrige. De spillede i Philadelphia,  mærkeligt nok med Phil Collins bag trommesættet. Showet var en total katastrofe, som ingen Zeppelin-fan har vovet at tale om siden da.

Bandets manglende øvelse blev hurtigt tydelig, idet bandet ikke var synkroniseret, Pages’ guitar viste sig ikke at være stemt, og Plant måtte med hæssprængt stemme og tonevanskeligheder kæmpe sig igennem alle sangene. Showet, som skulle være et comeback af dimensioner, blev så pinligt dårlig, at bandet nægtede at lade det filmede materiale blive brugt til efterfølgende videoudgivelser af nogen art.

I 2012 udgav en venlig sjæl hele koncerten samt et antal klipversioner på YouTube, hvor alle mennesker kan se det til tid og evighed så mange gange, som de vil gratis. Indtil videre er dette klip fra denne koncert, som bandet ikke ønskede, at nogen skulle se, vist 22 millioner gange.

"Det er lang tid siden jeg har rock’n’rollet”.

Ja tak. Det virker sådan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA