x

REPORTAGE: Nick Cave gav pressemøde i København

REPORTAGE: Nick Cave gav pressemøde i København

GAFFA var med, da legenden mødte pressen for første gang i fem år

”Det her er mit første interview i fem år, så sørg for, at det bliver godt...” Det er mandag formiddag i november, og ordene kommer fra ingen ringere end Nick Cave. For minsandten om ikke mesteren fra Melbourne har materialiseret sig netop hér i dag – på Det Kgl. Bibliotek i København, som i disse måneder danner ramme om den store og stærkt roste Cave-udstilling Stranger Than Kindness. Her er Caves arbejdsværelse genskabt med sit originale interiør, og her kan beskueren gå på opdagelse i såvel hundredevis af konkrete genstande som i sangskriverens poetiske univers i mere overordnet forstand.

”Det var noget, jeg ikke ville til at begynde med – jeg fik en henvendelse fra Christina Back fra Det Kgl. Bibliotek; én blandt mange andre henvendelser, jeg får om at lave det ene eller det andet. Og at lave en udstilling var det sidste, jeg ønskede”, forklarer Cave og uddyber:

”Jeg er ikke nostalgisk, jeg er ikke særlig interesseret i min fortid, så det virkede som en død ide. Siden gav jeg en koncert i København, og Christina kom backstage og foreslog noget, som var hinsides en udstilling – og gradvist fik hun mig draget ind. Til sidst kom hun til London. Min hustru, som er en patologisk klunser, havde beholdt mere eller mindre alting – alting – fra de sidste tyve år og fået det opmagasineret i containere, uden jeg rigtig vidste noget om det.

Så vi tog ned til de containere og åbnede dem, og de indeholdt alle disse ting – hvilket Christina syntes var rigtig spændende. Og så begyndte vi at sammensætte ideen om en udstilling. Derefter trådte jeg til side en periode og lod Christina og hendes hold arbejde, og de lavede den her smukke udstilling.

Siden blev jeg mere og mere involveret, og det endte med at blive mere end en udstilling. Den begynder konventionelt, hvorefter den – gennem en række rum og en række brud – bliver til noget helt andet. Jeg gik rundt i den i går, og jeg er endt med at blive rigtig glad for den.

Vi færdiggjorde udstillingen, og så kom karantænen. Det var en meget mærkelig oplevelse, for det føltes, som om denne her smukke ting pludselig skulle låses nede i en grav, forsegles som en egyptisk pyramide. Så i går var min første mulighed for rent faktisk at komme og kigge på den. Og jeg var blæst omkuld af detaljerigdommen, energien og de idéer, som er lagt i det – langt hen ad vejen takket være Christina og hendes hold”.

Vanvittig forestilling

Cave er alene på scenen i auditoriet og agerer selv ordstyrer ved seancen, hvor en række danske medier er indbudt. Det er ganske rigtigt første gang i flere år, at Cave taler med pressen – og han giver sig god tid denne mandag formiddag, hvor vi kommer omkring såvel den aktuelle udstilling som en række andre emner. Fra sidste års roste album Ghosteen til tidens tendens til at censurere fortiden i den politiske korrektheds navn.

Cave fortæller – som han har gjort før – om hvordan hans far påskønnede ham til at læse, og læste indledningen af Nabokovs Lolita højt for lille Nicolas. ”I dag er en bog som Lolita i fare, på grund af den aktuelle kultur. Og mange andre bøger. Det er ødelæggende, og jeg kan ikke lade være med at tage det personligt i en eller anden grad, at smukke bøger som den bliver skubbet væk, af en række grunde”, siger Cave og fortsætter:

”Nabokov, Flannery O’Connor, Williams Faulkner – helt specifikt forfattere, som var afgørende for min udvikling – bliver taget af pensum på universiteter og i skoler. De havde bare et komplekst og nuanceret syn på livet, på køn og race. Og forestillingen om, at vi kan rense vores fortid eller gøre den til et bedre sted ved at fjerne de her bøger, er ganske enkelt vanvittig.

Det er en fornærmelse mod selve idéen om kunst, og det er svært at se, hvor det skal ende (...) Musikken er i nogen grad forblevet immun over for tendensen; det er endnu ikke et stort problem indenfor musikken. Men det kommer. Jeg mener, at vi er voksne mennesker og burde selv have ret til at bestemme, hvad vi vil læse og lytte til. Der skal ikke sidde en komité af mennesker, hvem end de så er, og tage den mulighed fra os.”

Kollektivt selv

Fra en fornem plads på første række midtfor får også GAFFAs udsendte adresseret adskillige spørgsmål til hovedpersonen, som jeg første gang mødte og interviewede i London for ti år siden. Det var inden Caves store, folkelige gennembrud herhjemme – og inden hans private verden styrtede sammen med teenagesønnen Arthurs tragiske død i sommeren 2015. Jeg beder Cave knytte nogle bemærkninger til den stærke prosatekst ”Shattered History”, som møder publikum i udstillingens sidste rum. Cave:

”Det var et rum, som vi ikke vidste, hvad vi skulle stille op med. Jeg ønskede ikke, at udstillingen bare skulle handle om mig selv – den skulle have en bredere resonans. Jeg kan godt lide, at udstillingen fungerer på en konventionel, narrativ måde, som så sprænges. Man kommer til det mørke rum, The Marriage Room, hvor der er et billede af min hustru og jeg. Og af mine tvillinger, hvoraf den ene døde. Dér indtræffer et brud i udstillingen.

Alt det hidtidige, med kontoret og så videre, har handlet om kreativiteten. Så sker den her begivenhed, som ændrer alt, og udstillingen selv ændrer sig også derfra. Fra at have skuet indad bliver den mere generøs og vender blikket udad. ”Shattered History” fortæller historien om det, der sker for de fleste af os: Vi tror, vi ved hvem vi er. Vi bygger vores identitet, vi bliver til det, vi tror, vi er – og så sker der et eller andet.

Det kan være et tab, som i mit tilfælde, en overskridelse, en skilsmisse eller noget fjerde. Noget, som kommer og slår vores identitet itu. Vi samler stumperne igen og skaber noget andet. Og dette andet er noget mere fælles. Jeg tror, det jeg prøver at bedrive i udstillingens sidste rum, er en udvikling fra det individuelle til et mere kollektivt selv. Det er noget, jeg har forsøgt at gøre de seneste fem år”, funderer Cave.

Jeg spørger, om selve processen med at kuratere hans egen historie har affødt nogle nye refleksioner, fået ham til at se på sin fortid i et nyt lys? Cave svarer prompte: ”Ja, det påvirkede mig meget. En del af den energi, som har drevet mig, har handlet om at skubbe mig fri af fortiden. Ikke i den forstand, at jeg er flygtet fra min fortid – det vil være for dramatisk at sige.

Men jeg skovler så at sige tingene bag ud og er i fortsat bevægelse fremad. Udstillingen er en ret ærlig afspejling af tingene, og det var faktisk konfronterende at vende mig om og kaste et blik på, hvad der er sket. Og konstatere, at det måske ikke var så slemt og problematisk, når det kom til stykket. Så der har været en følelse af konfrontation og accept, vil jeg sige.”

Sorgens mekanismer

Siden får GAFFAs udsendte lejlighed til at spørge den tidligere misbruger Cave, om han nogensinde savner stofferne (Cave: ”Ja. Gør du?”) og hvordan han har det med den rolle som guru og life coach, han har fået for en del mennesker med sin virtuelle brevkasse The Red Hand Files. Men i første omgang går stafetten videre – blandt andet til en journalist, som vil vide, om Cave ville have grebet nogle ting anderledes an, hvis det ikke havde været for COVID19.

”Taget på turné. Og rørt ved folk”, svarer han tørt – tøver lidt, og kommer så spørgeren i møde med et mere udfoldet svar: ”Jeg tilbringer meget tid alene med at lave ting, man normalt ville lave under en pandemi. Så jeg var allerede garvet, da pandemien kom. Jeg tilbragte allerede meget tid hjemme, og meget tid alene, af alle mulige forskellige grunde.

Jeg har også et vist kendskab til sorgens mekanismer. Og den tror jeg var noget, som kom bag på mange mennesker – den her underlige, kollektive sorgproces, som pandemien affødte. Og som blandt andet hænger sammen med at være alene. Jeg tror, at pandemien fik os til at se på os selv, vende blikket indad og se på, hvad vi egentlig er – som folk og som samfundet.

Vi står stadig midt i det og har stadig til gode at se, hvad der sker. Men det har været min opfattelse, at vi vokser og bliver bedre, når der sker frygtelige ting for os – som individer eller som samfund. At vi bliver bedre til at være mennesker. Jeg håber, det vil vise sig at være tilfældet”.

LÆS OGSÅ: UDSTILLINGSREPORTAGE: Inciterende indføring i Nick Caves univers


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA