x

PAUL MCCARTNEY-INTERVIEW: "Jeg prøver altid at finde det gode i tingene"

PAUL MCCARTNEY-INTERVIEW: "Jeg prøver altid at finde det gode i tingene"

På sit landsted i Sussex har Paul McCartney været godt gemt væk fra pandemi og andre distraktioner. Uden mulighed for turnéer og anden liveaktivitet har han færdiggjort det tredje af sine ”McCartney-albums”, McCartney III, og beviser dermed, at der også kan komme noget godt ud af en lockdown. Kom tættere på legenden, når han taler om indspilningen af albummet, tid med familien, personlig sangskrivning og hans venskab med John Lennon.

Paul McCartney tilbragte sin lockdown på sit landsted i det østlige Sussex. Om dagen tog han turen til sit studie i nærheden af hjemmet for at lave den musik, der skulle ende med at udgøre McCartney III.

– Vi var meget påpasselige, insisterer den 78-årige musiker. – Med masker, fysisk afstand og altid super-opmærksomme på den lurende fare. På vidunderlig vis har han døbt denne tid for ”rockdown”.

Om aftenen tog han hjem igen og spiste middag med sin datter Mary og hendes familie. – Hun er en fremragende kok, siger han med lys i øjnene om sin førstefødte, der er fotograf, og som også har taget billederne til hans seneste album. Hun er også babyen på coveret af McCartneys første soloudgivelse McCartney, hvor hun ligger indhyllet i sin fars store jakke. Det album var et fælles projekt med Marys mor, Linda. The Beatles var gået i opløsning, og Linda var hans anker i det pludselige Fab Four-free liv. ”Hun er en skulder at læne sig op ad; en second opinion,” sagde han om Linda i 1970. Hun døde i 1998, og her 50 år efter, at McCartney kom med den udtalelse om sin affdøde kone, så er det datteren Mary, der efterfølgende har opfyldt den rolle.

– Det var et mærkeligt tilfælde, indrømmer han. – Jeg talte altid med Linda om de store beslutninger, og her var jeg igen, alle de år senere, og talte med Mary og hendes familie.

Over middagen spillede han sine nye sange for dem – alt fra rå up-tempo guitartracks til følsomme ballader. Familiens overraskende favorit? Den otte minutter lange, mantraagtige ”Deep Deep Feeling”, som McCartneys yngste barnebarn, niårige Sid, sang med på sammen med sin bedstefar.

Almindeligt liv og overaktiv hjerne

I bund og grund tilbragte den rigeste popstjerne på planeten det mærkelige 2020 som alle os andre: Han arbejdede og tilbragte meget tid med de mennesker, han var i lockdown med. Og som alle os andre fik han også catchet up på serierne. – Jeg har endelig fået set Peaky Blinders, udbryder han. – Min kone Nancy er super opdateret på den slags, men jeg er altid ret bagud. Jeg laver andre ting. Jeg læser endda bøger! McCartney er dog ikke fan af lydbøger, ”lytte-bøger”, som han kalder dem, og efter timevis med Peaky Blinders var han chokeret over at finde ud af, at Cillian Murphy (hovedrolleindehaveren i serien, red.) faktisk er fra Irland.

McCartney elsker at dele sådan nogle små detaljer om sin tilværelse. Detaljer inspirerer ham. Den tydelige begejstring over at opdage, at Paul Anderson, der spiller Arthur i den Birmingham-baserede serie, rent faktisk er en ”Lahn-dan-dreng”, afføder overvejelser om, hvordan han egentlig ville reagere på noget virkelig skelsættende og vigtigt. Som eksempelvis dengang, en mand gik på Månen, hvilket skete, dengang The Beatles stadig var sammen.

Hjemmets trygge rammer er imidlertid McCartneys comfort zone. Han har, siger han lidt tøvende, tilbragt det meste af året derhjemme, og hans stemme virker mere opløftet end vanligt. I 1971, da John Lennon udgav den ophøjede ”Imagine”, skrev McCartney ”Eat at Home”, der handlede om, hvor fedt det var at være derhjemme – og det har han været rigtig meget.

”Hjem, familie, kærlighed” var de tematikker, der var på det album, som han indspillede med sin daværende hustru Linda på deres gård i Skotland, og det er det samme med den nylige McCartney III. Limen mellem dette album og de to forgående McCartney and McCartney II (fra 1980) er også, at han spiller alle instrumenterne selv. På trods af dette er han er lige så uforfalsket og afslappet, som man kan være.

Vi har mødt hinanden før på hans kontor i Soho tilbage i 2018. Den anden lockdown har dog sat en stopper for face to face-action i denne omgang, så vi taler sammen over telefonen. Det er som at tale med en gammel, meget usandsynlig ven, hvis man tager hans personlige engagement i betragtning. Han er en af de personer, der får dig til at følge dig velkommen og værdsat; en hverdagens mand, der elsker alt det trivielle i tilværelsen.

– Altså, det almindelige liv er en gylden åre, siger McCartney. Sangskriveren, der formåede at skrive den sublime ”She’s Leaving Home” ud fra en tabloidavis. – Og opgaven er at få det til at lyde alt andet end ordinært, men rent faktisk at hylde det. Det er godt for mig at trække på inspiration som dette. Det er et af de største felter at udforske. Når jeg ser tilbage, så tænker jeg på ”Penny Lane”. I samme øjeblik, som jeg tænkte på det område, så kom alt det, sangen indeholder bare i mit hoved og ud gennem pennen. Jeg havde så mange kærlige følelser forbundet med den sang.

Under pandemien har mange musikere haft det svært med at arbejde hjemmefra. Dog ikke McCartney, der har skrevet og indspillet et helt album. Hvordan? Hvordan har han været i stand til at finde inspiration i det trivielle, når så mange har haft problemer med det?

– Ved du hvad, inspiration kan komme fra hvor som helst, forklarer han. – Ikke bare i interaktionen med andre mennesker. Sandheden er, at størstedelen af mit materiale kommer fra min overaktive hjerne, der altid er slået til, men mine sange behøver ikke nødvendigvis handle om specifikke begivenheder. Det er ikke fordi, jeg kendte nogen, der hed Eleanor Rigby. Det handlede om min empati for ensomme, gamle kvinder, og der boede netop sådan en i nærheden af, hvor jeg boede i Liverpool, som jeg købte ind for. Vi havde lange samtaler. Mange år senere blev den oplevelse til ”Eleanor Rigby”.

Hvilket får os ind på ”Women and Wives” – en af de smukkeste sange på McCartney III med endnu en af de her tidløse melodier, som McCartney har strøet om sig siden 1956. Det er en af hans personlige favoritter – med et lydbillede inspireret af en bog, han havde læst om bluesikonet Leadbelly. Han begynder at synge, ”Well, I been…” ind i telefonen med en blueset story-telling-stemme. ”Se selv”, siger han tilfreds med sin almindelige talestemme. ”Hvordan trivielle ting også kan inspirere?”

Det er primært sangskrivningen på ”Women and Wives”, der går rent ind – især med det foregående år for øje. Kernen er, at selvom latter kan vendes til sorg på et øjeblik, så skal det hele nok gå. Der er altid en dag i morgen. Det er en optimistisk sang, sunget af en person, hvis signatur-move er to tomler i vejret og et stort smil. ”Altså, jeg er jo optimist”, siger han. ”Helt generelt tror jeg, at tingene generelt er gode, og det er os, der ødelægger dem. En masse mennesker har under denne lockdown sagt “Oh God!”, og jeg har sagt ”Ja, men der en mening med det hele.”

– Det er en sætning, jeg har brugt meget. Det var lidt afskyeligt at sige, fordi jeg godt vidste, at mange personer også havde det forfærdeligt. Men pludselig kunne jeg eksempelvis se min familie mere, og jeg havde tid til at indspille. Og det var min mening med det hele. Det er så nemt at falde i en fælde, hvor alt er forfærdeligt og kun bliver værre. Og hvad ved jeg, måske er det sandt nok, men alene tanken om det, kan slå mig ud, så jeg siger til mig selv: ”Well, det er ikke så slemt igen.” Så tænker jeg på en god dag. Jeg prøver altid at finde det gode i tingene.

– Det slår mig altid, forstætter han, at en million kilometer væk, omme på den anden side af jorden… Han stopper sig selv, som den evige perfektionist, han er. – En million kilometer er måske lige i overkanten, griner han. – Anyway, langt, langt væk herfra er der for eksempel folk, der i dette sekund frier til hinanden og bliver gift. Og størstedelen oplever sådan nogle dejlige ting. Jeg elsker menneskeligheden og mennesker. Så hvis jeg kan skrive en sang som ”Women and Wives”, der opfordrer forældre til at videregive deres visdom til de yngre generationer, så kan jeg godt lide det.

– ”Let It Be” var en inspiration for folk. Sådan nogle sange rører noget i folk og fylder dem med følelsen af, at alting nok skal gå. Jeg har altid fundet det enormt smukt ved musikken. Og selvom den måske kan få dig til at græde, så får den dig også til at få det bedre. Jeg er heldig, for folk er altid virkelig taknemmelige over, at min musik har hjulpet dem. Der er eksempelvis tit folk, der siger til mig, at min musik har hjulet dem igennem et svært kræftforløb.

Han stemme knækker lidt.

– Det er så kraftfuldt.

Så hvilke følelser sætter det i gang hos dig?

– At jeg gør noget rigtigt, siger han stille.

– At det, jeg laver, faktisk er noget værd. Meget værd, endda. Det kommer ud i universet, og det hjælper mennesker…

Han taber tråden lidt og mumler, hvilken er meget sjældent. Han virker oprigtigt overvældet.

– Det giver en god følelse, må jeg bare sige.

Artiklen fortsætter under videoen

I orden at være flink

Det er det, McCartney virkelig er: Et samlingspunkt for en nation og en verden i næsten 60 år. Det er meget imponerende at være i offentlighedens søgelys i så mange år og stadig have en samlende og ikke splittende effekt. Det er som om, at han fra dag ét har fundet sin plads som entertainer og i modsætning til mange af sine jævnaldrene har undgået at være besværlig på vejen. Men det må have været hårdt. Alt det pres. Nu til dags er det blevet mere accepteret at tale om udøvende musikeres mentale helbred – især her under lockdown – men tilbage i 60’erne, da hans berømmelse nåede hidtil usete højder, var der absolut ingen, der talte om deres følelser.

I bagklogskabens klare lys, havde I så oplevelser med mentale helbredsproblemer i The Beatles?

– Ja, det tror jeg bestemt, siger han. – Men det talte man kun om igennem sine sange. Du ved, John gjorde i hvert fald. ” Help! I need somebody”, skrev han. Og jeg tænkte, “well, det er bare en sang”, men det viste sig rent faktisk at være et råb om hjælp. Det samme skete for mig, primært efter vi gik i opløsning. Vi gik alle sammen igennem perioder, hvor vi ikke var så glade, som vi burde. Ringo havde et stort alkoholproblem. Nu er han hr. Ædru! Men, du ved, der var mange ting, som vi skulle arbejde os igennem, og du har ret. Dengang talte vi ikke om mental sundhed. Det var noget, som vi, som fire unge fyre, hellere ville gøre grin med end tage alvorligt. Og den måde, vi gjorde grin med det på, var at gemme os for det. Men når det så er sagt, så tror jeg egentlig også, at vi formåede at tilpasse os ret godt.

Den mest McCartney-agtige sætning på McCartney III kommer på ”Seize the Day”. “It’s still all right to be nice,” synger han, hvilket sagtens kunne være et T-shirt-slogan, når man ser på, hvor mange mennesker, der glemmer det på daglig basis. For to år siden sagde sangeren: ”Vold og arrogance er tilbage”. Jeg nævner den sætning for ham, men som den evige optimist, han er, så argumenterer han for, at pendulet allerede er begyndt at svinge i den rigtige retning igen med valget af Joe Biden som den næste amerikanske præsident. Sådan er verden, insisterer han. – I livet, i naturen, siger han roligt. ­– Der er vinter, og der er sommer.

Et par gange på McCartney III, virker det dog som om, at lockdownen overvælder ham. ”Find My Way” er dyb og italesætter det at blive overvældet af sin angst, imens den fremragende ”Deep Deep Feeling” bevidst er en repetitiv sang til et repetitivt år – hvor ordet smerte jævnligt dukker op.

Og det er ikke optimistisk. – Det er sandt, siger han. – Men selvom du er optimist, så kender du også en masse mennesker, som ikke er det. Så en linje som ”You’re overwhelmed by your anxieties”… dem kender jeg en del af. Og jeg fortsætter med at sige ”Let me help you. Let me be your guide”. Så det er igen idéen om at forsøge at gøre noget i dit arbejde, der rent faktisk kan gøre en forskel for folk.

Lennon blev myrdet den 8. december 1980. Det er nu over 40 år siden. Han ville være blevet 80 tilbage i oktober. Selvom de to blev uvenner, dengang det hele stak af for The Beatles, så nåede de at blive gode venner igen længe før Lennons død. De hang indimellem ud i New York. McCartney siger, at den sidste samtale, de havde, var fantastisk. 

Ville I have arbejdet sammen igen?

– Da The Beatles stoppede, lavede vi en pagt om, at vi ikke ville genoptage bandet igen, siger han.

– Så vi slukkede ligesom for The Beatles dengang. Man taler ofte om, at det er tilfredsstillende, når ringen sluttes. Men lad os ikke ødelægge det ved at lave noget, som måske er knap så godt. Det var en bevidst beslutning at lade det ligge, så det tror jeg ikke, at vi ville have gjort. Men hvem ved? Vi kunne jo godt have gjort det. Vi havde i hvert fald fået vores venskab tilbage, hvilket var en kæmpe velsignelse for mig, og når jeg skriver sange, så tænker jeg ofte: ”Okay, John – tag lige et kig på den her. Hvilken linje kommer efter det her?” Så jeg har en virtuel John, som jeg kan bruge.

Artiklen fortsætter under videoen

Stadig ved at blive voksen

Lige inden vi startede vores samtale havde McCartney set klip fra en film af Peter Jackson, The Beatles: Get Back om bandets sidste år sammen. Instruktøren havde sendt materiale fra en tidligere uset Let It Be-session. Filmen er planlagt til at komme ud i 2021, og McCartney er begejstret. Han fortæller mig, at filmen er fyldt med humor – de fire mænd, der ændrede verden fjoller rundt og får hinanden til at grine. En af scenerne viser Lennon og McCartney, der synger Let It Be’s åbningsnummer ” Two of Us” som bugtalere. Et andet klip er af de to venner, der danser jive.

– Det var så bekræftende for mig at se, siger han. – Fordi det beviser, at mine primære minder om tiden med The Beatles var glæden og evnerne.

Venskabet mere end det faktum, at I blev uvenner?

– Absolut, ja! Bevismaterialet er de billeder fra filmen. Jeg købte den mørke historie om The Beatles og tænkte, at det var min skyld. Jeg vidste, at det ikke var tilfældet, men det er en let overbevisning at få, når den generelle opfattelse pludselig er sådan. I baghovedet har jeg altid haft en viden om, at det ikke var sådan, det var, men jeg har haft brug for at se beviset.

– Der findes et vidunderligt billede, som Linda har taget, der mit yndlingsbillede, hvor John og jeg arbejder på en sang og bare stråler af glæde. Når jeg ser materialet til filmen, er det samme følelse, jeg får. Os alle fire, der bare har det dejligt.

Let It Be kom ud i 1970, og det var samme år, hvor McCartney svarede på spørgsmålet om, hvad hans planer var med ordene: ”Min eneste plan er at blive voksen.” Han var 27. Et halvt århundrede senere, og han insisterer på, at han stadig er ved at blive voksen.

– Jeg er klart ved at få styr på det med at være voksen, siger han med et smil – for på samme tid kan jeg virkelig godt lide at holde fast i meget af min barnlighed.

Barnlighed klæder ham, fordi det lukker nysgerrigheden ind, og det har han stadig masser af. Og du kan lige vove at hentyde til, at pensionsalderen snart må være nået, også selvom McCartney III er blevet kaldt slutningen på en trilogi – og han er næsten 80 år. ”Vent lige”, siger han optimistisk. – Hvad nu, hvis jeg beslutter mig for at lave en fjerde? Jeg har altså ikke planer om at lukke døren lige med det samme.

Vi slutter med Gud. Ved vores tidligere møde fortalte McCartney om dengang, han tog psykedeliske stoffer og så Den Almægtige. ”Aha, der er han igen,” udbryder McCartney hånende og lader som om, han har set Gud igen. ”Eller hun”, siger den evigt behagesyge musiker. Der er dog en sætning på den nye sang ”Find My Way”, der lyder: “I’ve walked towards the light.”

Er det Gud igen, det lys?

– Nej, siger han ligeud. – For at være ærlig, så er det bare en sætning, jeg godt kan lide, og jeg havde faktisk et lille træskilt i Liverpool, som jeg købte hos en antikhandler. Med en indgravering, der siger ” Walk into the light”. Eller noget i den retning. Igen, typisk McCartney, at vælge det jordiske over det himmelske. – Jeg har altid godt kunne lide den sætning. Tanken om den.

Han holder en pause. – Jeg vil hellere gå mod lyset end mørket.

Det er vel egentlig også det tryggeste?

– Det tror jeg. Medmindre du har en fakkel.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Sir Paul som legesyg veteran


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA