x

Boganmeldelse: Anders Houmøller Thomsen - Særling Fra Verdens Ende

Boganmeldelse: Anders Houmøller Thomsen - Særling Fra Verdens Ende

GAFFA kunne i foråret berette, at en grundig biografi om Johnny Madsen var på vej, men inden denne bog nåede at udkomme, har en anden bog om musikeren og kunstmaleren fra Fanø fundet vej til boghandlernes hylder.

Det er freelancejournalist og musikanmelder på Jyllands Posten, Anders Houmøller Thomsen, der har bearbejdet fire daglange samtaler med Johnny Madsen, som journalist og forfatter Jakob Kvist lavede tilbage i 2004. Dette materiale har Houmøller Thomsen redigeret og suppleret med biografisk stof og står dermed som forfatter til bogen "Særling Fra Verdens Ende" – Samtaler om og med Johnny Madsen. Det er der kommet en rigtig interessant, letlæst og stærkt underholdende bog på 183 sider ud af.

Bogen beretter om Madsens skæve vej mod at blive den anerkendte musiker og maler, han er i dag. Kursen var ifølge bogen stukket allerede som 12-årig, hvor den ranglede dreng optrådte i gruppen Pop Boys for den måbende befolkning i Thyborøn med en dinglende mikrofon og Jerry Lee Lewis-musik.

"Særling Fra Verden Ende" gør meget ud af opvæksten i Thyborøn og den musikalske start med folkemusikgrupperne Rumlekvadrillen og "La Porta Band" omkring Lemvig i begyndelsen af 80'erne, men bogen tegner også et fint billede af den famlende unge mand, der læste til lærer i Nr. Nissum og nær var endt på teologistudiet i Århus. Bogen fortæller historien om outsideren, der fra med sin pladedebut i 1982 "De tørre er de best… Men våde er de flest" nærmest ingen plader solgte, og pludselig med pladen "Udenfor Sæsonen" kun seks år senere, solgte nærmest hysterisk mange plader og efter danske forhold næsten blev kåret som rockstjerne og noget, der lignede folkeeje.

Bogen går sine steder meget tæt på Johnny Madsen, der blandt andet ærligt fortæller om sin angst for at være og sove alene og om, hvordan tourmanager Henrik Laurvig ikke sjældent må finde nye hotelværelser til Madsen, fordi rummet er for mørkt eller trangt. Også bilulykken i 2004, som Madsen med en fart på 120 km/t på mirakuløs vis overlever, fortæller Madsen selv om i bogen. Vi får et indblik i den stærkt kaotiske tid omkring Dalton med de to andre store egoer Lars Lilholt og Allan Olsen. Et andet af bogens scoop er, hvor Johnny Madsen, med konkrete eksempler fra egne sange, redegør for den lille forskel, der gør, om hans form for poetisk volapyk holder sig flyvende eller falder til jorden med et plask.

Bagest i bogen findes en tidslinje og forfatterens vurdering af de enkelte plader. Houmøller Thomsen kalder den ikke særligt kendte plade fra 2001 "Den Blinde Lotterisælger..." for Madsens mesterværk, og giver den som den eneste plade seks stjerner i sin anmeldelse. Bogens billedmateriale består hovedsageligt af mere eller mindre kiksede privatfotos og er ikke bogens stærkeste side og virker en smule tilfældige. For eksempel er der ikke mindre end seks fotos, hvor Madsen sidder udendørs og spiller i Lemvig. Johnny Madsens meget succesfulde karriere som kunstmaler bliver desværre kun overfladisk berørt. Forsiden ligner noget, der er lavet med bind for øjnene, men ellers er bogen i høj grad læseværdig for alle, der holder af Johnny Madsens musik.

Anders Houmøller Thomsen: "Særling Fra Verdens Ende". People's Press. 183 sider, vejledende pris 249,-. Er udkommet.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA